Tag-arkiv: Funkadelic

177 – Funkadelic – One Nation Under a Groove (1978)

Udgivet den af
Svar

Nu er det tid til et band, jeg har haft æren at se live, og det var en af de mest utrolige koncerter, jeg nogensinde har været til. De hedder Parliament-Funkadelic, og det er en sammenslutning af to af 70’ernes bedste funkgrupper: Parliament og Funkadelic, begge ledt af funkgeniet George Clinton. Funkadelic var mere rockpræget end Parliament, og de udgav i 1978 en af de bedste fusioner mellem funk… og stort set alt andet: One Nation Under a Groove. Okay, det er en overdrivelse, men lige fra åbningsnummeret, der ligeledes hedder One Nation Under a Groove. Det er stille og tilbagelænet, men teksten nævner da også noget om at bryde fri fra sine hæmninger. Nogle hæmninger, man kan mærke, og man kan nærmest mærke lydmure blive brudt i takt med at nummeret går amok. Det ender med at være umuligt at sidde stille til, og det er smukt. Bagefter bliver vi budt velkommen til det magiske land Funkadelica på Groovalleggiance. Denne sang har elementer af doo-wop og gospel, og Clintons grupper har da også en tendens til at prise funk på et spirituelt plan. Funk er ikke nødvendigvis en genre, hvis genren var så hellig, blev den jo ikke fusioneret. Det er en livsstil. Og den går netop ud på at smide hæmningerne, både fra sig selv og fra sin musik.

Det læner sig meget godt op af spørgsmålet, der udgør titlen på pladens tredje sang, Who Says a Funk Band Can’t Play Rock?! Og det er i grunden et godt spørgsmål? Hvorfor ikke fusionere det? Hvis jeg kunne, ville jeg hoppe hen til min guitar og være med til det, men det kan jeg ikke, for guitarist Michael Hampton er latterligt dygtig. Han er faktisk næsten lige så god som deres tidligere guitarist, Eddie Hazel, og det siger en del. Han giver blandingen af funk og rock meget liv, og det på en helt anden måde end mere moderne funk-rock-grupper som Primus og Red Hot Chili Peppers – måske fordi de angriber musikken fra den modsatte vinkel, hvor funk kommer før rock. Efter dette guitarmesterværk kommer den bizarre Promentalshitbackwashpsychosis Enema Squad, der er svævende, psykedelisk, og i længere tid stort set bare er en vidunderlig guitarsolo med underlige vendinger råbt henover sig: “The fear of being eaten by the sandwich”, “Count the calories of your thoughts” og selvfølgelig den uforglemmelige “Fried ice cream is a reality”. Disse er altid skægge, og guitaren er altid gribende.

Som en klog mand engang sagde: “Fuck genren! Vi hylder lyden”. Og han har så evigt ret, men hvis vi lige skal blande genre og lyd sammen, så er det imponerende, at lyden stadig er så konsekvent og idiosynkratisk i løbet af alt dette. Især på den langsomme ballade Into You. Det er soul-funk a la det Sly & The Family Stone mestrede. Men dette er så meget grimmere og lagrigt i forhold til Sly Stone. Der er altid adskillige spændende ting i lyden, der overrasker hele tiden. Vi afslutter i det mere rendyrkede funkhjørne med Cholly (Funk Getting Ready to Roll), der er bombastisk og vild. Dermed står den i skarp kontrast til titelnummeret, der jo er mere afslappet. Det viser en udvikling fra track 1 til afslutningsnummeret. De øvrige numre har udviklet vores funk, givet den nye kendetegn, ja en helt anden identitet. Der er stadig mange fællestræk, men selvom lyden føles konsekvent, er det kun på grund af den gode albumstruktur. Enhver anden rækkefølge ville slet og ret resultere i, at det ville lyde som en opsamling. Men One Nation Under a Groove har det hele. Der er en meddelelse, variation, kreativitet, dygtig sangskrivning, og utallige mindeværdige øjeblikke.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 2/4)

Udgivet den af
Svar

Efter Neneh Cherry og RocketNumberNine, så var det tid til et af festivalens største navne: Babyshambles. Med Pete Doherty i spidsen fik man lige det, han de seneste par år har gjort sig berømt for, nemlig dårlig punktlighed. En forsinkelse er måske lidt en del af et Babyshambles-show, og det bør fans være forberedt på. På en festival er det dog mindre simpelt, for der er jo rent faktisk andre bands, der skal spille senere. Heldigvis fik Vanguard hurtigt skaffet sig en erstatning i form af et af landets bedste live-bands, Reptile Youth. De var virkelig fede på NorthSide, og de var faktisk måske endnu federe her. Forsanger Mads Damsgaard er en energibombe på Niveau med Iggy Pop, Mick Jagger og Miley Cyrus. Måske hverken med bar mave, kokain, twerking eller andre kontroverser, men han underholder for fulde drøn. Han hopper og springer, hamre løs på koklokke, vælter mikrofonstativer, går ud blandt publikum, hopper op i favnen på den første og bedste muskuløse mand, der knap nok når at reagere, før folk flokkes til at holde Mads oppe. Og så er musikken også bare virkelig sjov og fængende, og det er bare umuligt selv at stå stille heller.

Så Reptile Youth var en perfekt erstatning i mine øjne, og Little Dragon var det næste på programmet for mange, for mig var det aftensmad. Efter, jeg fik købt og spist pasta, så gik jeg lidt tættere på Little Dragon, der fortsatte festivalen stolte repræsentation af Sverige. Hvis man ikke regner Neneh Cherry for at være svensker, så var Little Dragon nok den bedste af de svenske koncerter. Jeg kendte ærlig talt ikke meget til dem før, udover at de medvirker på to sange på Gorillaz’ Plastic Beach. De lavede meget dansevenlig synthpop. De har vist mere været ovre i noget downtempo og trip hop førhen, men til Vanguard var der dømt fest. En fest, som jeg ikke ville have nydt, hvis jeg ikke var så tæt på. Lyden var ikke så god, det var svært at opfange detaljerne i lyden, og det endte derfor med at blive lidt ensformigt. De var heller ikke helt vildt interessante på scenen, men hvis jeg nu skal fjerne mine anmelder-briller, så var det sjovt. Jeg hyggede mig med andre mennesker, der også havde det sjovt, og vi dansede og festede, og de prøvede at komme sig over, at deres elskede Pete Doherty ikke var kommet, mens jeg selv bare var lykkelig over at se Reptile Youth igen.

Så gik The Savage Rose på scenen i den anden ende af festivalen, og dette havde jeg virkelig glædet mig til. Nu havde jeg en smule frihed, jeg kunne gå på toilettet, jeg kunne købe kaffe, alt dette uden at frygte at misse en koncert, for jeg havde slet ikke planlagt at se dem i første omgang. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, har aldrig lyttet særlig meget til dem, men det jeg har hørt er ret godt, og på afstand kunne jeg også godt høre, at de spillede godt, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at fare derover. Det var vigtigt for mig at være allerforrest til navnet, jeg havde glædet mig mest til, George Clinton & Parliament-Funkadelic. Jeg stod og ventede ved siden af en svensker, der havde set George Clinton gå forbi tidligere. Jeg så nogle af medlemmerne samt roadies sætte showet op, og der var godt nok meget at tage sig af. Jeg kunne mærke, at dette ville være noget helt særligt.

Det var det godt nok også. Det var et show uden lige. Mange medlemmer er ikke med i gruppen længere, men de, der er der, er alle virkelig dygtige og charmerende. De kørte i lang tid i det samme groove, men de grooves, som deres sange kører på, er fuldkommen udødelige. Jeg ville nok have været fuldkommen tifreds hvis de ikke gjorde andet end at spille en 60 minutter lang udgave af Mothership Connection, for der er så meget at gøre med den sang, og de formåede også at gøre rigtig meget. Og det gjorde de med mange af klassikerne. Vi fik One Nation Under a Groove, Flash Light, Testify introen til P-Funk (Wants to get Funked Up)og det vidunderlige afslutningsnummer Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker) blandet sammen med Night of the Thumpasorus People. De lavede også lidt kortere udgaver af nogle mindre kendte sange, der heller hverken var af Parliament eller Funkadelic oprindeligt – dog af andre relaterede projekter. Jeg var ærlig talt ikke så bekendt med disse sange, men de var med det samme så fængende, at jeg bare måtte synge med. Der var også en danser, der spillede rollen som Sir Nose D’Voidoffunk, og han var virkelig underholdende. Han startede med at være så taktløs, at man skulle tro, det var løgn, men da Clinton rørte ham, blev han pludselig fuld af funk. De hev også Death med op på scenen til sidst, som om der ikke var nok musikere allerede. Det var en skøn koncert, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser dem.

Jeg overvejede lidt, om dagen burde slutte sådan for mig. Det kunne ikke overgås. Jeg havde lige set et af mine yndlingsbands fyre den af for fuld drøn. De var fantastiske. Men nu vidste jeg jo, at Mew også var fede, de var fantastiske på NorthSide tidligere i år, og de skulle nok være lige så skønne denne gang. Da dette var en mindre festival end NorthSide fik jeg chancen for at stå tættere på, og det var tryllebindende. Jeg stod sammen med nogle andre Mew-fans, der vist var endnu gladere for dem end jeg var, og selvom jeg aldrig havde mødt dem før, så bragte musikken os sammen. De spillede, så det gik helt ind i hjertet, og mørket passede så fremragende til deres æstetik. Jeg kunne ikke have forestillet mig denne koncert på noget andet tidspunkt end som det sidste. Det var magisk. Intet mindre end magisk. Med undtagelse af selvfølgelig Parliament-Funkadelic, så forbinder jeg især denne første dag med Mew. Se dem live, hvis du får chancen.

486 – Funkadelic – Maggot Brain (1971)

Udgivet den af
Svar

George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade, Maggot Brain er et eksperimenterende eksempel på hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som George Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer utrolig meget, og i at der ofte er meget funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden væsentlig afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er meget jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.

Efter det får vi Can You Get to That, der kører over en akustisk bluesguitar af alle ting, mens et kor synger en festlig funkmelodi over det, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer Hit It and Quit It, der i starten kunne virke som en ganske almindelig funksang, men en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”, der giver sangen mere styrke. Under sangen arbejder massevis af små elementer alle sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. You and Your Folks, Me and My Folks kommer da med en meget truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fastsatte på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace
There won’t be no peace” går den, og til trods for denne meddelelse undgår den at lyde som noget hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.

På Super Stupid vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige Heavy Metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med Back In Our Minds, hvor det mest fremtrædende instrument er en Jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men meget kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, Wars of Armageddon, hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot Brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.