Tag-arkiv: Vanguard Festival

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 4/4)

Udgivet den af
Svar

The Pharcyde har ikke udgivet noget album i 10 år, men det har ikke forhindret Imani og Bootie Brown i at turnere og nu gæste Vanguard Festival for anden gang. Så det er altså uden Slimkid3. Jeg har aldrig lyttet særlig meget til dem, men jeg er glad for deres stil. Det er meget den samme glade, lette, sjove hip hop, som grupper som Jurassic 5 og Dilated Peoples også er blevet kendt for at lave. Den genre er åbenbart populær i årets festivalsæson. Men The Pharcyde var virkelig skægge, de havde god kemi med hinanden og med deres DJ. Det var et simpelt setup, men det virkede, og det har nok meget at gøre med deres stil, der er lidt alternativ, men den er let at blive suget ind i, og man har svært ved ikke at holde af dem, når de er så karismatiske og samtidig bare så festlige og sjove. Vi fik endda en optræden med Bootie Browns vers fra Gorillaz-sangen Dirty Harry. Jeg vidste ikke, at det var ham, der rappede på den sang, så det var også en god overraskelse. The Pharcyde gjorde os alle virkelig glade. Det var lystigt, det var sjovt, og ingen lod som om, de var store gangsters.

Efter The Pharcyde fik vi endnu en hip hop-gruppe, men denne var lidt anderledes end de andre. Der var nemlig for det meste kun en enkelt rapper, og ellers var det et live-band, der spillede guitar, trommer, bas, alt det gøgl. Nej, det var ikke The Roots, det var et vaskeægte kommunistisk hip hop-band ved navn The Coup. Jeg havde svært ved at høre, hvad rapper Boots Riley rappede, men musikken bagved var virkelig fed. Jeg skulle selvfølgelig lige spise, det endte desværre med at blive under denne koncert, men jeg kunne høre det hele, og jeg så også det meste. Det var en stjernegod optræden, og blandt alle bands, jeg ikke kendte særlig godt før Vanguard, er The Coup dem, der fangede min interesse mest. Det var en slags mellemting mellem Rage Against the Machine og The Roots, to bands jeg aldrig ville have tænkt på at blande, men det virker bare perfekt sammen. Og så er det politisk musik, man kan have det sjovt til, sådan noget hænger ikke længere på træerne.

Så var aftenen virkelig gået i gang, og det næste punkt var M-E-T-H-O-D MAN og Redman. Før deres koncert spillede de klassikere som Rumpshaker af Wreckx-n-Effect, Insane in the Brain af Cypress Hill og Let Me Clear My Throat af DJ Kool på højtalerne, og Method Man og Redman stod omme bagved og kommenterede det. Mange rappede med, og jeg var meget imponeret over dem, jeg stod i nærheden af. De kunne Insane in the Brain som vi andre kan vores telefonnummer. Så kom MC’erne på scenen. De beviste virkelig, at Wu Tang Clan ain’t nuthin’ ta fuck wit. De var morsomme, de var fulde af energi, og de udviste bare et enormt overskud. Noget af det vigtigste var dog, at de ikke holdt sig tilbage. Det blev af og til mildt stødende, men aldrig for slemt til min smag. Det var mest af alt det umiddelbare stød man får, som viste, at de gamle drenge slet ikke føles gamle. Og der var måske kun to af dem, men det føltes som et helt crew. De var som forventet fantastiske til at spytte svedige rim, og de fik virkelig hele Søndermarken i gang. Det var et klart højdepunkt.

Så kom Mos Def, jeg mener Yasiin Bey. Det må vi vist vænne os til at kalde ham fra nu af. Hans navn har ændret sig, men det har hans musik også, og til denne koncert var der mere end ellers bare fokus på det rå rap-talent. Hvert ord var meget tydeligt, og man kunne virkelig synke alt det, han sagde. Det forhindrede der ikke i at være festlige øjeblikke, hvor folk klappede med, dansede eller gjorde det der med hånden, som jeg ikke kender navnet på. Vi fik selfølgelig mange af hans egne klassikere, men nummeret, der virkelig blæste mig omkuld, var hans nyfortolkning af Niggas in Paris af Jay-Z og Kanye West. Originalen er bare en ganske fed festsang, men Mos… Jeg gjorde det igen. Yasiin Bey gjorde det til en dyb sang om grov kriminalitet blandt unge sorte. I linjen, der oprindeligt går “Psycho, I’m liable to go Michael, take your pick: Jackson, Tyson, Jordan” siger han i stedet “Myers, Myers, Myers”. Det er hjemsøgende, især fordi der meget af tiden slet ikke var et beat. Det føltes så nøgent, så reelt. I stedet for klippet med Will Ferrell fra Blades of Glory får vi et klip fra Malcolm X. Det var ikke alle øjeblikke, der var lige gribende, men når koncerten var bedst, så var den virkelig god.

Festivalen sluttede for mit vedkommende med The Roots. Jeg endte med at støde ind i de samme mennesker, jeg så Mew med, og det gjorde jo kun aftenen bedre med lidt godt selskab. Og som forventet var de fuldkommen fænomenale. Blackthought rappede røven ud af bukserne på alle, og resten af bandet spillede sindssygt godt. Og så har jeg hørt mit livs første sousafon-solo. Men jeg tror, alle vist fik fyret en solo af på et eller andet tidspunkt, og det føltes aldrig som om, hovedårsagen for dem var blær. For vi havde nemlig stadig en ren fest, der blev danset, der blev sunget, og rødderne interagerede flot med publikum. De spillede så perfekt, der var altid noget spændende at høre. Blandt de mange kendte Roots-sange var der også et par covers, bl.a. en virkelig fed udgave af Sweet Child O’Mine. Det var en virkelig hyggelig oplevelse. Der var en eller anden i nærheden af mig, der desværre havde trang til at optage hvert eneste sekund af koncerten, og det var distraherende, men jeg kan ikke bebrejde dem. Der var hele tiden noget, der var værd at meddele om. Efter The Roots var der Vanguard Late Night på Vega, men det orkede jeg ikke rigtigt. Så i stedet tog jeg hjem efter en rigtig god og anderledes festival.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 3/4)

Udgivet den af
Svar

Anden dag på Vanguard startede med Kidd, og jeg forventede ikke særlig meget. Jeg  er ikke særlig stor fan af hans musik. Ja, det er en joke, men den er bare ikke morsom for mig. Det ender med at være trivielt, og han mangler tit at tilføje reelle punchlines. Jeg anmeldte en Beastie Boys-plade for noget tid siden, og så meget som jeg nød den, så sagde jeg også, at jeg aldrig ville kunne lide at høre en hel plade kun med Ad-Rock. Kidd er Ad-Rock, hvis Ad-Rock bare ikke var morsom. Kidds tekster har det med at ramme det fine punkt, hvor han ikke kan tages seriøst, men han er stadig ikke så latterlig, at det bliver sjovt. Det sjove var, at da man så ham live, så gik han væk fra dette punkt. Og mest imponerende, så gik han hen til punktet, hvor han rent faktisk kunne tages seriøst. Ikke som en rapper, men som festmusiker. Han var nærmest som et helt ægte menneske, der bare ville have det sjovt og have os til at have det sjovt, og hans glæde smittede virkelig. Det var en rigtig god start, og så fra en kunstner, jeg ikke havde forventet meget af.

R.A. the Rugged Man spillede bagefter sammen med vores egen danske DJ Noize. DJ Noize var ganske fin som DJ, men R.A. the Rugged Man stjal fuldkommen showet. Han var bindegal. Han ruskede sikkerhedsfolk i håret, tog fat i pressekameraer og trak dem rundt på scenen. Han gik ud blandt os, og han var bare ikke til at stoppe. Allerede i første nummer slap DJ Noize beatet, og R.A. spyttede bare de vildeste, hurtigste rim, man kunne forestille sig. Det er ret vildt. Han bad os også om at moshe, og det gjorde vi lykkeligt, selvom der ikke var så mange. Jeg fik endda slået min højre hånd så grufuldt, at den begyndte at bløde tre forskellige steder. Jeg ved ikke hvordan det skete, mærkede det knap nok, men jeg går ud fra, at jeg slog hånden ind i et hegn. Han gik så langt, at beordre os til at bryde loven, og han spurgte endda en 12-årig knægt, om han nogensinde havde været i fængsel, alt sammen med et fantastisk glimt i øjet. Og så rappede han også bare virkelig svedigt. Han var helt sindssyg, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser ham live.

Så stod det på Dâm-Funk, som jeg bedst kender gennem albummet 7 Days of Funk, som han lavede sammen med Snoop Do… jeg mener Snoopzilla. Jeg har aldrig lyttet til ét eneste nummer fra den plade, så med andre ord vidste jeg stort set ikke, hvem Dâm-Funk var, da jeg gjorde mig klar til at se ham. Han lavede noget meget George Clinton- og Dr. Dre-inspireret funkmusik, og jeg må sige, at det lød godt meget af tiden, men det blev bare ret ensformigt. Han var heller ikke det mest interessante menneske at observere på scenen. Jovist, han blev nødt til at være foran sit keyboard hele tiden, men sådan var det også, da jeg så James Blake, og han kommunikerede hele tiden med publikum.

Det næste var Lord Finesse og Large Professor. De var atter to musikere, jeg aldrig havde hørt om, men de er åbenbart veteraner, der begge er et sted i 40’erne. De fik publikum med, og de leverede et ret solidt show. Efter min mening, så blev det en smule trivielt. De var trods alt sammen med DJ’en det eneste på scenen, og de måtte godt have prøvet at køre showet på lidt mere end bare deres rap-evner. Der var vist et enkelt DJ-nummer, men derudover var det bare deres stærke rim. Og de var stærke, tag ikke fejl af det, og det var næppe tilfældigt, at vi fik to rappere. De ville nemlig umuligt kunne have båret shows hver især, så deres hoppen frem og tilbage skaber en vis dynamik, vi ikke ville have fået ellers, og derfor blev det stadig ganske hyggeligt. De tog heller ikke sig selv alt for seriøst, så det var forfriskende.

Jeg havde fået forståelsen af, at lørdag ville være en rendyrket hip hop-dag. Javist, Dâm-Funk laver rettere Funk, men det er en meget moderne, hip-hop-inspireret udgave af genren. Til gengæld var Sean Kuti & Egypt 80 en regulær undtagelse til dagens tema, for de laver regulær afrobeat. Sean Kuti er åbenbart søn af det store afrobeat-navn Fela Kuti, som jeg aldrig har hørt om, men i min dumme lille verden er afrobeat jo også mest af alt det der man hygger sig med, hvis der ikke er andet interessant på Roskilde. Dette var så ikke Roskilde, og ikke alene var der ikke andet interessant, der var slet ikke andet musik. Det endte dog med at blive ganske fornøjeligt. Det var ikke et højdepunkt eller noget, men det var stadig vældig sjovt. Orkestret var helt enormt, og der skete altid noget. Både ungdommelige Sean Kuti og backingsangerinderne var fulde af liv, og publikum var ganske godt med hele vejen igennem, især når det stod på numsevrik fra sangerinderne. Det var en uventet oplevelse, og endda også en ret god en.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 2/4)

Udgivet den af
Svar

Efter Neneh Cherry og RocketNumberNine, så var det tid til et af festivalens største navne: Babyshambles. Med Pete Doherty i spidsen fik man lige det, han de seneste par år har gjort sig berømt for, nemlig dårlig punktlighed. En forsinkelse er måske lidt en del af et Babyshambles-show, og det bør fans være forberedt på. På en festival er det dog mindre simpelt, for der er jo rent faktisk andre bands, der skal spille senere. Heldigvis fik Vanguard hurtigt skaffet sig en erstatning i form af et af landets bedste live-bands, Reptile Youth. De var virkelig fede på NorthSide, og de var faktisk måske endnu federe her. Forsanger Mads Damsgaard er en energibombe på Niveau med Iggy Pop, Mick Jagger og Miley Cyrus. Måske hverken med bar mave, kokain, twerking eller andre kontroverser, men han underholder for fulde drøn. Han hopper og springer, hamre løs på koklokke, vælter mikrofonstativer, går ud blandt publikum, hopper op i favnen på den første og bedste muskuløse mand, der knap nok når at reagere, før folk flokkes til at holde Mads oppe. Og så er musikken også bare virkelig sjov og fængende, og det er bare umuligt selv at stå stille heller.

Så Reptile Youth var en perfekt erstatning i mine øjne, og Little Dragon var det næste på programmet for mange, for mig var det aftensmad. Efter, jeg fik købt og spist pasta, så gik jeg lidt tættere på Little Dragon, der fortsatte festivalen stolte repræsentation af Sverige. Hvis man ikke regner Neneh Cherry for at være svensker, så var Little Dragon nok den bedste af de svenske koncerter. Jeg kendte ærlig talt ikke meget til dem før, udover at de medvirker på to sange på Gorillaz’ Plastic Beach. De lavede meget dansevenlig synthpop. De har vist mere været ovre i noget downtempo og trip hop førhen, men til Vanguard var der dømt fest. En fest, som jeg ikke ville have nydt, hvis jeg ikke var så tæt på. Lyden var ikke så god, det var svært at opfange detaljerne i lyden, og det endte derfor med at blive lidt ensformigt. De var heller ikke helt vildt interessante på scenen, men hvis jeg nu skal fjerne mine anmelder-briller, så var det sjovt. Jeg hyggede mig med andre mennesker, der også havde det sjovt, og vi dansede og festede, og de prøvede at komme sig over, at deres elskede Pete Doherty ikke var kommet, mens jeg selv bare var lykkelig over at se Reptile Youth igen.

Så gik The Savage Rose på scenen i den anden ende af festivalen, og dette havde jeg virkelig glædet mig til. Nu havde jeg en smule frihed, jeg kunne gå på toilettet, jeg kunne købe kaffe, alt dette uden at frygte at misse en koncert, for jeg havde slet ikke planlagt at se dem i første omgang. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, har aldrig lyttet særlig meget til dem, men det jeg har hørt er ret godt, og på afstand kunne jeg også godt høre, at de spillede godt, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at fare derover. Det var vigtigt for mig at være allerforrest til navnet, jeg havde glædet mig mest til, George Clinton & Parliament-Funkadelic. Jeg stod og ventede ved siden af en svensker, der havde set George Clinton gå forbi tidligere. Jeg så nogle af medlemmerne samt roadies sætte showet op, og der var godt nok meget at tage sig af. Jeg kunne mærke, at dette ville være noget helt særligt.

Det var det godt nok også. Det var et show uden lige. Mange medlemmer er ikke med i gruppen længere, men de, der er der, er alle virkelig dygtige og charmerende. De kørte i lang tid i det samme groove, men de grooves, som deres sange kører på, er fuldkommen udødelige. Jeg ville nok have været fuldkommen tifreds hvis de ikke gjorde andet end at spille en 60 minutter lang udgave af Mothership Connection, for der er så meget at gøre med den sang, og de formåede også at gøre rigtig meget. Og det gjorde de med mange af klassikerne. Vi fik One Nation Under a Groove, Flash Light, Testify introen til P-Funk (Wants to get Funked Up)og det vidunderlige afslutningsnummer Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker) blandet sammen med Night of the Thumpasorus People. De lavede også lidt kortere udgaver af nogle mindre kendte sange, der heller hverken var af Parliament eller Funkadelic oprindeligt – dog af andre relaterede projekter. Jeg var ærlig talt ikke så bekendt med disse sange, men de var med det samme så fængende, at jeg bare måtte synge med. Der var også en danser, der spillede rollen som Sir Nose D’Voidoffunk, og han var virkelig underholdende. Han startede med at være så taktløs, at man skulle tro, det var løgn, men da Clinton rørte ham, blev han pludselig fuld af funk. De hev også Death med op på scenen til sidst, som om der ikke var nok musikere allerede. Det var en skøn koncert, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser dem.

Jeg overvejede lidt, om dagen burde slutte sådan for mig. Det kunne ikke overgås. Jeg havde lige set et af mine yndlingsbands fyre den af for fuld drøn. De var fantastiske. Men nu vidste jeg jo, at Mew også var fede, de var fantastiske på NorthSide tidligere i år, og de skulle nok være lige så skønne denne gang. Da dette var en mindre festival end NorthSide fik jeg chancen for at stå tættere på, og det var tryllebindende. Jeg stod sammen med nogle andre Mew-fans, der vist var endnu gladere for dem end jeg var, og selvom jeg aldrig havde mødt dem før, så bragte musikken os sammen. De spillede, så det gik helt ind i hjertet, og mørket passede så fremragende til deres æstetik. Jeg kunne ikke have forestillet mig denne koncert på noget andet tidspunkt end som det sidste. Det var magisk. Intet mindre end magisk. Med undtagelse af selvfølgelig Parliament-Funkadelic, så forbinder jeg især denne første dag med Mew. Se dem live, hvis du får chancen.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 1/4)

Udgivet den af
Svar

Vanguard Festival 2014 startede fredag kl. 12:25, og langt de færreste var mødt op endnu. Pladsen føltes rigtig tom, og der var omkring 10, da der var flest, der stod oppe ved scenen for at se svenske Hurula. Selv kendte jeg dem ikke før koncerten, men jeg blev ret glad for dem. De var meget energiske, og de fik da sørget for, at vi vågnede. Men desværre var det svært for dem at være særlig entusiastiske, når der ikke var flere til at være med. Jeg stod ved siden af en meget entusiastisk svensker, som sagtens kunne agere helt publikum, og hun havde vist set dem adskillige gange, og de var den væsentligste årsag til, at hun var kommet. De gjorde ikke meget på scenen, og deres meget farverige look var nok det mest interessante rent visuelt. Det var ikke en af de bedste koncerter, men den gik da an.

Måske var det i det hele taget en dårlig idé at starte med svenskere, der ikke har så mange fans i Danmark. Efter Seinabo Sey, der ligeledes er svensk, hørte jeg nogle andre snakke om, at de godt kunne genkende sangen Hard Time, der har været et hit på P3, men at de ikke vidste, at det var hende. Hun gjorde heller ikke særlig meget på scenen, men hendes stemme kunne bære meget, og selvom der ikke var mange tilskuere i starten, så fik hun tiltrukket en hel del. Hun var meget charmerende, men der skete godt nok ikke meget. Jeg har svært ved at pointere noget godt eller skidt, for det var ganske begivenhedsløst. Det var nogle fine popsange, der var sunget ganske godt, men det gjorde ikke det store indtryk.

Jeg var til gengæld virkelig glad for Death. Bare rolig, det populære dødsmetal-band har ikke fundet sammen igen uden at du fik noget at vide. Dette er et andet band af samme navn, der har eksisteret i længere tid. De lavede punk, før der var noget, der hed det, og de opfattes i dag som et af de største bands i protopunk-genren. Og så er de oven i købet alle tre sorte, så det ser man ikke hver dag. I dag er de naturligvis gamle, men det skal ikke forhindre dem i at klæde sig i skindtætte leopardbukser og læderjakker med nitter. De var virkelig charmerende, og de havde faktisk lært at sige København på dansk – eller Copenhavn, hvis vi skal være nøjagtige. De sagde også “Vi er dod”. De opførte sig stadig som om, de var midt i deres 20’ere, og de spillede såvel som sang stadig virkelig godt. Det er alt, jeg håbede på, at koncerten ville blive. Death var et af de navne, jeg glædede mig mest til, og forventningerne blev mere end indfriet. Og så annoncerede de også, at de udgiver et nyt album for første gang siden 1976.

Choir of Young Believers spillede derefter, og lad mig sige først, at jeg synes, de er virkelig dygtige musikere, men deres musik er ret stille og meget personlig, og jeg var lidt nervøs for, hvad der ville ske, når de nu skulle spille live. James Blake og The National laver heller ikke det mest energiske musik i verden, men de lavede begge formidable koncerter, da jeg så dem, og i sidstnævnte tilfælde var det endda også udendørs og til en festival. Jeg havde det ikke helt på samme måde med Choir of Young Believers – et glimrende band, som du helt klart burde lytte til. Det startede skidt med nogle tekniske problemer, og forsanger  Jannis Noya Makrigiannis beordrede folk, der sad ned omme bag ved, til at rejse sig op, for efter et par sange at trække det til sig. Ikke særlig rock and roll. Der var et af deres numre, kan ikke huske hvilket, hvor de sagde, at de måske ikke var et danseband, men denne sang kunne man godt danse til. Og det kunne man, det var et klart højdepunkt, men de fleste andre sange var svære at få meget reaktion til. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg som tilskuer skulle for at udføre min del af jobbet. Skulle jeg klappe med? Skulle jeg smile? Skulle jeg blot beundre de virkelig dygtige musikere? Det var ærlig talt ret kedeligt.

Blev festivalen ved på denne måde? Næ, Neneh, nænnede ikke at skuffe os. Neneh Cherry er 50 år gammel nu, men man kunne slet ikke mærke det. Hun var fuld af energi, charme, selvtillid, attitude, og hun havde også et godt band med. RocketNumberNine var måske ikke nær så interessante at se på, men det simple synth/tromme-akkompagnement passede glimrende til Neneh Cherrys stil. Hun var rå som Sushi her. De spillede stort set kun numre fra Cherrys nyeste plade, som hun da også har lavet i samarbejde med RocketNumberNine. Hun var ungdommelig og hun var rig på personlighed, noget hun især gjorde udtryk for mellem numrene. Hun var bare sådan en humørbombe, man kunne ikke undgå at blive glad i hendes selskab. Det var næsten lige så godt som Death!