Vanguard Festival 2014 startede fredag kl. 12:25, og langt de færreste var mødt op endnu. Pladsen føltes rigtig tom, og der var omkring 10, da der var flest, der stod oppe ved scenen for at se svenske Hurula. Selv kendte jeg dem ikke før koncerten, men jeg blev ret glad for dem. De var meget energiske, og de fik da sørget for, at vi vågnede. Men desværre var det svært for dem at være særlig entusiastiske, når der ikke var flere til at være med. Jeg stod ved siden af en meget entusiastisk svensker, som sagtens kunne agere helt publikum, og hun havde vist set dem adskillige gange, og de var den væsentligste årsag til, at hun var kommet. De gjorde ikke meget på scenen, og deres meget farverige look var nok det mest interessante rent visuelt. Det var ikke en af de bedste koncerter, men den gik da an.

Måske var det i det hele taget en dårlig idé at starte med svenskere, der ikke har så mange fans i Danmark. Efter Seinabo Sey, der ligeledes er svensk, hørte jeg nogle andre snakke om, at de godt kunne genkende sangen Hard Time, der har været et hit på P3, men at de ikke vidste, at det var hende. Hun gjorde heller ikke særlig meget på scenen, men hendes stemme kunne bære meget, og selvom der ikke var mange tilskuere i starten, så fik hun tiltrukket en hel del. Hun var meget charmerende, men der skete godt nok ikke meget. Jeg har svært ved at pointere noget godt eller skidt, for det var ganske begivenhedsløst. Det var nogle fine popsange, der var sunget ganske godt, men det gjorde ikke det store indtryk.

Jeg var til gengæld virkelig glad for Death. Bare rolig, det populære dødsmetal-band har ikke fundet sammen igen uden at du fik noget at vide. Dette er et andet band af samme navn, der har eksisteret i længere tid. De lavede punk, før der var noget, der hed det, og de opfattes i dag som et af de største bands i protopunk-genren. Og så er de oven i købet alle tre sorte, så det ser man ikke hver dag. I dag er de naturligvis gamle, men det skal ikke forhindre dem i at klæde sig i skindtætte leopardbukser og læderjakker med nitter. De var virkelig charmerende, og de havde faktisk lært at sige København på dansk – eller Copenhavn, hvis vi skal være nøjagtige. De sagde også “Vi er dod”. De opførte sig stadig som om, de var midt i deres 20’ere, og de spillede såvel som sang stadig virkelig godt. Det er alt, jeg håbede på, at koncerten ville blive. Death var et af de navne, jeg glædede mig mest til, og forventningerne blev mere end indfriet. Og så annoncerede de også, at de udgiver et nyt album for første gang siden 1976.

Choir of Young Believers spillede derefter, og lad mig sige først, at jeg synes, de er virkelig dygtige musikere, men deres musik er ret stille og meget personlig, og jeg var lidt nervøs for, hvad der ville ske, når de nu skulle spille live. James Blake og The National laver heller ikke det mest energiske musik i verden, men de lavede begge formidable koncerter, da jeg så dem, og i sidstnævnte tilfælde var det endda også udendørs og til en festival. Jeg havde det ikke helt på samme måde med Choir of Young Believers – et glimrende band, som du helt klart burde lytte til. Det startede skidt med nogle tekniske problemer, og forsanger  Jannis Noya Makrigiannis beordrede folk, der sad ned omme bag ved, til at rejse sig op, for efter et par sange at trække det til sig. Ikke særlig rock and roll. Der var et af deres numre, kan ikke huske hvilket, hvor de sagde, at de måske ikke var et danseband, men denne sang kunne man godt danse til. Og det kunne man, det var et klart højdepunkt, men de fleste andre sange var svære at få meget reaktion til. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg som tilskuer skulle for at udføre min del af jobbet. Skulle jeg klappe med? Skulle jeg smile? Skulle jeg blot beundre de virkelig dygtige musikere? Det var ærlig talt ret kedeligt.

Blev festivalen ved på denne måde? Næ, Neneh, nænnede ikke at skuffe os. Neneh Cherry er 50 år gammel nu, men man kunne slet ikke mærke det. Hun var fuld af energi, charme, selvtillid, attitude, og hun havde også et godt band med. RocketNumberNine var måske ikke nær så interessante at se på, men det simple synth/tromme-akkompagnement passede glimrende til Neneh Cherrys stil. Hun var rå som Sushi her. De spillede stort set kun numre fra Cherrys nyeste plade, som hun da også har lavet i samarbejde med RocketNumberNine. Hun var ungdommelig og hun var rig på personlighed, noget hun især gjorde udtryk for mellem numrene. Hun var bare sådan en humørbombe, man kunne ikke undgå at blive glad i hendes selskab. Det var næsten lige så godt som Death!