Anden dag på Vanguard startede med Kidd, og jeg forventede ikke særlig meget. Jeg  er ikke særlig stor fan af hans musik. Ja, det er en joke, men den er bare ikke morsom for mig. Det ender med at være trivielt, og han mangler tit at tilføje reelle punchlines. Jeg anmeldte en Beastie Boys-plade for noget tid siden, og så meget som jeg nød den, så sagde jeg også, at jeg aldrig ville kunne lide at høre en hel plade kun med Ad-Rock. Kidd er Ad-Rock, hvis Ad-Rock bare ikke var morsom. Kidds tekster har det med at ramme det fine punkt, hvor han ikke kan tages seriøst, men han er stadig ikke så latterlig, at det bliver sjovt. Det sjove var, at da man så ham live, så gik han væk fra dette punkt. Og mest imponerende, så gik han hen til punktet, hvor han rent faktisk kunne tages seriøst. Ikke som en rapper, men som festmusiker. Han var nærmest som et helt ægte menneske, der bare ville have det sjovt og have os til at have det sjovt, og hans glæde smittede virkelig. Det var en rigtig god start, og så fra en kunstner, jeg ikke havde forventet meget af.

R.A. the Rugged Man spillede bagefter sammen med vores egen danske DJ Noize. DJ Noize var ganske fin som DJ, men R.A. the Rugged Man stjal fuldkommen showet. Han var bindegal. Han ruskede sikkerhedsfolk i håret, tog fat i pressekameraer og trak dem rundt på scenen. Han gik ud blandt os, og han var bare ikke til at stoppe. Allerede i første nummer slap DJ Noize beatet, og R.A. spyttede bare de vildeste, hurtigste rim, man kunne forestille sig. Det er ret vildt. Han bad os også om at moshe, og det gjorde vi lykkeligt, selvom der ikke var så mange. Jeg fik endda slået min højre hånd så grufuldt, at den begyndte at bløde tre forskellige steder. Jeg ved ikke hvordan det skete, mærkede det knap nok, men jeg går ud fra, at jeg slog hånden ind i et hegn. Han gik så langt, at beordre os til at bryde loven, og han spurgte endda en 12-årig knægt, om han nogensinde havde været i fængsel, alt sammen med et fantastisk glimt i øjet. Og så rappede han også bare virkelig svedigt. Han var helt sindssyg, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser ham live.

Så stod det på Dâm-Funk, som jeg bedst kender gennem albummet 7 Days of Funk, som han lavede sammen med Snoop Do… jeg mener Snoopzilla. Jeg har aldrig lyttet til ét eneste nummer fra den plade, så med andre ord vidste jeg stort set ikke, hvem Dâm-Funk var, da jeg gjorde mig klar til at se ham. Han lavede noget meget George Clinton- og Dr. Dre-inspireret funkmusik, og jeg må sige, at det lød godt meget af tiden, men det blev bare ret ensformigt. Han var heller ikke det mest interessante menneske at observere på scenen. Jovist, han blev nødt til at være foran sit keyboard hele tiden, men sådan var det også, da jeg så James Blake, og han kommunikerede hele tiden med publikum.

Det næste var Lord Finesse og Large Professor. De var atter to musikere, jeg aldrig havde hørt om, men de er åbenbart veteraner, der begge er et sted i 40’erne. De fik publikum med, og de leverede et ret solidt show. Efter min mening, så blev det en smule trivielt. De var trods alt sammen med DJ’en det eneste på scenen, og de måtte godt have prøvet at køre showet på lidt mere end bare deres rap-evner. Der var vist et enkelt DJ-nummer, men derudover var det bare deres stærke rim. Og de var stærke, tag ikke fejl af det, og det var næppe tilfældigt, at vi fik to rappere. De ville nemlig umuligt kunne have båret shows hver især, så deres hoppen frem og tilbage skaber en vis dynamik, vi ikke ville have fået ellers, og derfor blev det stadig ganske hyggeligt. De tog heller ikke sig selv alt for seriøst, så det var forfriskende.

Jeg havde fået forståelsen af, at lørdag ville være en rendyrket hip hop-dag. Javist, Dâm-Funk laver rettere Funk, men det er en meget moderne, hip-hop-inspireret udgave af genren. Til gengæld var Sean Kuti & Egypt 80 en regulær undtagelse til dagens tema, for de laver regulær afrobeat. Sean Kuti er åbenbart søn af det store afrobeat-navn Fela Kuti, som jeg aldrig har hørt om, men i min dumme lille verden er afrobeat jo også mest af alt det der man hygger sig med, hvis der ikke er andet interessant på Roskilde. Dette var så ikke Roskilde, og ikke alene var der ikke andet interessant, der var slet ikke andet musik. Det endte dog med at blive ganske fornøjeligt. Det var ikke et højdepunkt eller noget, men det var stadig vældig sjovt. Orkestret var helt enormt, og der skete altid noget. Både ungdommelige Sean Kuti og backingsangerinderne var fulde af liv, og publikum var ganske godt med hele vejen igennem, især når det stod på numsevrik fra sangerinderne. Det var en uventet oplevelse, og endda også en ret god en.