The Pharcyde har ikke udgivet noget album i 10 år, men det har ikke forhindret Imani og Bootie Brown i at turnere og nu gæste Vanguard Festival for anden gang. Så det er altså uden Slimkid3. Jeg har aldrig lyttet særlig meget til dem, men jeg er glad for deres stil. Det er meget den samme glade, lette, sjove hip hop, som grupper som Jurassic 5 og Dilated Peoples også er blevet kendt for at lave. Den genre er åbenbart populær i årets festivalsæson. Men The Pharcyde var virkelig skægge, de havde god kemi med hinanden og med deres DJ. Det var et simpelt setup, men det virkede, og det har nok meget at gøre med deres stil, der er lidt alternativ, men den er let at blive suget ind i, og man har svært ved ikke at holde af dem, når de er så karismatiske og samtidig bare så festlige og sjove. Vi fik endda en optræden med Bootie Browns vers fra Gorillaz-sangen Dirty Harry. Jeg vidste ikke, at det var ham, der rappede på den sang, så det var også en god overraskelse. The Pharcyde gjorde os alle virkelig glade. Det var lystigt, det var sjovt, og ingen lod som om, de var store gangsters.

Efter The Pharcyde fik vi endnu en hip hop-gruppe, men denne var lidt anderledes end de andre. Der var nemlig for det meste kun en enkelt rapper, og ellers var det et live-band, der spillede guitar, trommer, bas, alt det gøgl. Nej, det var ikke The Roots, det var et vaskeægte kommunistisk hip hop-band ved navn The Coup. Jeg havde svært ved at høre, hvad rapper Boots Riley rappede, men musikken bagved var virkelig fed. Jeg skulle selvfølgelig lige spise, det endte desværre med at blive under denne koncert, men jeg kunne høre det hele, og jeg så også det meste. Det var en stjernegod optræden, og blandt alle bands, jeg ikke kendte særlig godt før Vanguard, er The Coup dem, der fangede min interesse mest. Det var en slags mellemting mellem Rage Against the Machine og The Roots, to bands jeg aldrig ville have tænkt på at blande, men det virker bare perfekt sammen. Og så er det politisk musik, man kan have det sjovt til, sådan noget hænger ikke længere på træerne.

Så var aftenen virkelig gået i gang, og det næste punkt var M-E-T-H-O-D MAN og Redman. Før deres koncert spillede de klassikere som Rumpshaker af Wreckx-n-Effect, Insane in the Brain af Cypress Hill og Let Me Clear My Throat af DJ Kool på højtalerne, og Method Man og Redman stod omme bagved og kommenterede det. Mange rappede med, og jeg var meget imponeret over dem, jeg stod i nærheden af. De kunne Insane in the Brain som vi andre kan vores telefonnummer. Så kom MC’erne på scenen. De beviste virkelig, at Wu Tang Clan ain’t nuthin’ ta fuck wit. De var morsomme, de var fulde af energi, og de udviste bare et enormt overskud. Noget af det vigtigste var dog, at de ikke holdt sig tilbage. Det blev af og til mildt stødende, men aldrig for slemt til min smag. Det var mest af alt det umiddelbare stød man får, som viste, at de gamle drenge slet ikke føles gamle. Og der var måske kun to af dem, men det føltes som et helt crew. De var som forventet fantastiske til at spytte svedige rim, og de fik virkelig hele Søndermarken i gang. Det var et klart højdepunkt.

Så kom Mos Def, jeg mener Yasiin Bey. Det må vi vist vænne os til at kalde ham fra nu af. Hans navn har ændret sig, men det har hans musik også, og til denne koncert var der mere end ellers bare fokus på det rå rap-talent. Hvert ord var meget tydeligt, og man kunne virkelig synke alt det, han sagde. Det forhindrede der ikke i at være festlige øjeblikke, hvor folk klappede med, dansede eller gjorde det der med hånden, som jeg ikke kender navnet på. Vi fik selfølgelig mange af hans egne klassikere, men nummeret, der virkelig blæste mig omkuld, var hans nyfortolkning af Niggas in Paris af Jay-Z og Kanye West. Originalen er bare en ganske fed festsang, men Mos… Jeg gjorde det igen. Yasiin Bey gjorde det til en dyb sang om grov kriminalitet blandt unge sorte. I linjen, der oprindeligt går “Psycho, I’m liable to go Michael, take your pick: Jackson, Tyson, Jordan” siger han i stedet “Myers, Myers, Myers”. Det er hjemsøgende, især fordi der meget af tiden slet ikke var et beat. Det føltes så nøgent, så reelt. I stedet for klippet med Will Ferrell fra Blades of Glory får vi et klip fra Malcolm X. Det var ikke alle øjeblikke, der var lige gribende, men når koncerten var bedst, så var den virkelig god.

Festivalen sluttede for mit vedkommende med The Roots. Jeg endte med at støde ind i de samme mennesker, jeg så Mew med, og det gjorde jo kun aftenen bedre med lidt godt selskab. Og som forventet var de fuldkommen fænomenale. Blackthought rappede røven ud af bukserne på alle, og resten af bandet spillede sindssygt godt. Og så har jeg hørt mit livs første sousafon-solo. Men jeg tror, alle vist fik fyret en solo af på et eller andet tidspunkt, og det føltes aldrig som om, hovedårsagen for dem var blær. For vi havde nemlig stadig en ren fest, der blev danset, der blev sunget, og rødderne interagerede flot med publikum. De spillede så perfekt, der var altid noget spændende at høre. Blandt de mange kendte Roots-sange var der også et par covers, bl.a. en virkelig fed udgave af Sweet Child O’Mine. Det var en virkelig hyggelig oplevelse. Der var en eller anden i nærheden af mig, der desværre havde trang til at optage hvert eneste sekund af koncerten, og det var distraherende, men jeg kan ikke bebrejde dem. Der var hele tiden noget, der var værd at meddele om. Efter The Roots var der Vanguard Late Night på Vega, men det orkede jeg ikke rigtigt. Så i stedet tog jeg hjem efter en rigtig god og anderledes festival.