Tag-arkiv: Reptile Youth

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 2/4)

Udgivet den af
Svar

Efter Neneh Cherry og RocketNumberNine, så var det tid til et af festivalens største navne: Babyshambles. Med Pete Doherty i spidsen fik man lige det, han de seneste par år har gjort sig berømt for, nemlig dårlig punktlighed. En forsinkelse er måske lidt en del af et Babyshambles-show, og det bør fans være forberedt på. På en festival er det dog mindre simpelt, for der er jo rent faktisk andre bands, der skal spille senere. Heldigvis fik Vanguard hurtigt skaffet sig en erstatning i form af et af landets bedste live-bands, Reptile Youth. De var virkelig fede på NorthSide, og de var faktisk måske endnu federe her. Forsanger Mads Damsgaard er en energibombe på Niveau med Iggy Pop, Mick Jagger og Miley Cyrus. Måske hverken med bar mave, kokain, twerking eller andre kontroverser, men han underholder for fulde drøn. Han hopper og springer, hamre løs på koklokke, vælter mikrofonstativer, går ud blandt publikum, hopper op i favnen på den første og bedste muskuløse mand, der knap nok når at reagere, før folk flokkes til at holde Mads oppe. Og så er musikken også bare virkelig sjov og fængende, og det er bare umuligt selv at stå stille heller.

Så Reptile Youth var en perfekt erstatning i mine øjne, og Little Dragon var det næste på programmet for mange, for mig var det aftensmad. Efter, jeg fik købt og spist pasta, så gik jeg lidt tættere på Little Dragon, der fortsatte festivalen stolte repræsentation af Sverige. Hvis man ikke regner Neneh Cherry for at være svensker, så var Little Dragon nok den bedste af de svenske koncerter. Jeg kendte ærlig talt ikke meget til dem før, udover at de medvirker på to sange på Gorillaz’ Plastic Beach. De lavede meget dansevenlig synthpop. De har vist mere været ovre i noget downtempo og trip hop førhen, men til Vanguard var der dømt fest. En fest, som jeg ikke ville have nydt, hvis jeg ikke var så tæt på. Lyden var ikke så god, det var svært at opfange detaljerne i lyden, og det endte derfor med at blive lidt ensformigt. De var heller ikke helt vildt interessante på scenen, men hvis jeg nu skal fjerne mine anmelder-briller, så var det sjovt. Jeg hyggede mig med andre mennesker, der også havde det sjovt, og vi dansede og festede, og de prøvede at komme sig over, at deres elskede Pete Doherty ikke var kommet, mens jeg selv bare var lykkelig over at se Reptile Youth igen.

Så gik The Savage Rose på scenen i den anden ende af festivalen, og dette havde jeg virkelig glædet mig til. Nu havde jeg en smule frihed, jeg kunne gå på toilettet, jeg kunne købe kaffe, alt dette uden at frygte at misse en koncert, for jeg havde slet ikke planlagt at se dem i første omgang. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, har aldrig lyttet særlig meget til dem, men det jeg har hørt er ret godt, og på afstand kunne jeg også godt høre, at de spillede godt, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at fare derover. Det var vigtigt for mig at være allerforrest til navnet, jeg havde glædet mig mest til, George Clinton & Parliament-Funkadelic. Jeg stod og ventede ved siden af en svensker, der havde set George Clinton gå forbi tidligere. Jeg så nogle af medlemmerne samt roadies sætte showet op, og der var godt nok meget at tage sig af. Jeg kunne mærke, at dette ville være noget helt særligt.

Det var det godt nok også. Det var et show uden lige. Mange medlemmer er ikke med i gruppen længere, men de, der er der, er alle virkelig dygtige og charmerende. De kørte i lang tid i det samme groove, men de grooves, som deres sange kører på, er fuldkommen udødelige. Jeg ville nok have været fuldkommen tifreds hvis de ikke gjorde andet end at spille en 60 minutter lang udgave af Mothership Connection, for der er så meget at gøre med den sang, og de formåede også at gøre rigtig meget. Og det gjorde de med mange af klassikerne. Vi fik One Nation Under a Groove, Flash Light, Testify introen til P-Funk (Wants to get Funked Up)og det vidunderlige afslutningsnummer Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker) blandet sammen med Night of the Thumpasorus People. De lavede også lidt kortere udgaver af nogle mindre kendte sange, der heller hverken var af Parliament eller Funkadelic oprindeligt – dog af andre relaterede projekter. Jeg var ærlig talt ikke så bekendt med disse sange, men de var med det samme så fængende, at jeg bare måtte synge med. Der var også en danser, der spillede rollen som Sir Nose D’Voidoffunk, og han var virkelig underholdende. Han startede med at være så taktløs, at man skulle tro, det var løgn, men da Clinton rørte ham, blev han pludselig fuld af funk. De hev også Death med op på scenen til sidst, som om der ikke var nok musikere allerede. Det var en skøn koncert, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser dem.

Jeg overvejede lidt, om dagen burde slutte sådan for mig. Det kunne ikke overgås. Jeg havde lige set et af mine yndlingsbands fyre den af for fuld drøn. De var fantastiske. Men nu vidste jeg jo, at Mew også var fede, de var fantastiske på NorthSide tidligere i år, og de skulle nok være lige så skønne denne gang. Da dette var en mindre festival end NorthSide fik jeg chancen for at stå tættere på, og det var tryllebindende. Jeg stod sammen med nogle andre Mew-fans, der vist var endnu gladere for dem end jeg var, og selvom jeg aldrig havde mødt dem før, så bragte musikken os sammen. De spillede, så det gik helt ind i hjertet, og mørket passede så fremragende til deres æstetik. Jeg kunne ikke have forestillet mig denne koncert på noget andet tidspunkt end som det sidste. Det var magisk. Intet mindre end magisk. Med undtagelse af selvfølgelig Parliament-Funkadelic, så forbinder jeg især denne første dag med Mew. Se dem live, hvis du får chancen.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (15-11)

Udgivet den af
Svar

Jeg har faktisk aldrig nogensinde været på festival. Kom desværre ikke til Roskilde sidste år, men i år skal det ændres. Der lå desværre andet i vejen for Roskilde, men frygt ikke, en top 15 skal også komme i deres navn. Men jeg skal til gengæld til NorthSide, og det glæder jeg mig til, for deres program er helt vildt. Denne liste kommer kun til at bestå af navne, jeg rent faktisk selv skal se, så hvis to rigtig gode navne spiller samtidig, så er det synd, kun det bedste af dem vil havne på denne liste

15 – Reptile Youth
Danske Reptile Youth kendte jeg ærlig talt ikke meget til, før de blev sat på programmet, men med en festival på denne størrelse, kan man jo med lethed bare lytte til lidt af alle navnene, mens man glæder sig til koncerterne. Reptile Youth endte med at imponere mig ret meget, og jeg har også hørt ret vilde ting om deres liveshows. Og når man hører deres musik, så kan man godt forestille sig det. Numre som Speeddance, Be My Yoko Ono og Rivers that Run for a Sea that Is Gone virker som noget af det sjoveste at danse løs til. Jeg skal bare slå mig løs i en moshpit ude foran grøn scene, og derefter fyre den af. Det er hård rock, som man sagtens kan vise til både Bon Jovi- og Slayer-publikummet, og begge vil sikkert have det enormt skægt.

14 – Ane Brun
Jeg lærte norske Ane Brun at kende, da Gaffa gav hendes koncert i Store Vega topkarakter. Og sådan en topkarakter er da imponerende, især når det er et så relativt lille navn som hende. Så lyttede jeg til hendes cover af Cyndi Laupers True Colors. Det gik dybt ind, og jeg vidste, at jeg måtte lytte til meget mere af hende. At se hende optræde med sine mange flotte sange ville nok være en virkelig inderlig oplevelse, og hvor andre navne på NorthSide vil lade mig have det sjovt, så er der få, der på samme måde som Ane Brun kan røre mig dybt. Jeg glæder mig meget, til at hun skal skyde søndagen i gang. Hvis du vil høre noget lidt mere poppet, så spiller Lulu James samtidig, men for mig er der intet spørgsmål: Man må ikke gå glip af Ane Brun.

13 – Jurassic 5
Jeg har aldrig været til en hip hop-koncert. Jeg har nogle fordomme om, at der ikke bliver lagt nær så meget i det, da der sjældent er organisk instrumentation, men hey, måske tager jeg fejl. Det ville ikke være første gang. Men når jeg så skal til rapkoncert for første gang, så er jeg glad for, at det er med en gruppe. Når der er mange rappere, kan de sikkert støtte rigtig godt op om hinanden, og det er også mit indtryk, når jeg ser live-videoer med Jurassic 5. Til trods for, at alle medlemmer er omkring de 40 år, så virker de virkelig livlige, og så er de også bare rigtig kreative ordsmede. Det er næsten lidt trist, at A$AP Rocky kommer lige efter disse sjove drenge, for de skal nok vise ham, hvordan man gør det ordentligt. Hvis der er et punkt, hvor jeg er ked af placeringen af to navne, så er det her. Så hvis du ikke er til hip hop, så kig endelig til Minds of 99, der spiller på rød scene samtidig med Jurassic 5. De har nemlig en meget lys fremtid, og jeg skal i hvert fald få set dem på et andet tidspunkt.

12 – MØ
MØ er det hotteste navn i Danmark for tiden. For hvert sekund, der går, bliver MØ bare større og større, og det er sjovt at følge hendes rejse. Nu er hendes stemme tit blevet sammenlignet med Lana Del Reys, og den unge amerikanske sangerinde kommer da også til festivalen, og hende skal jeg de også se (mest fordi, der ikke er andet samtidig), men MØ glæder jeg mig meget mere til. Hun er en unik personlighed, hun er fuld af energi, og i modsætning til frk. Del Rey, så er hendes musik tit virkelig sjov. Jovist, MØ har også lavet mange langsommere sange, men hun forstår at veksle mellem det. Når hun begynder at svinge rundt med den fletning på grøn scene, hvem ved så, hvad der kan ske? Og hvis du ikke skal på NorthSide, så sørg for at se hende i år, for før vi ved af det, så er hun et internationalt navn, der besøger os danskere ligeså sjældent som Trentemøller og King Diamond.

11 – Mew
Mew og jeg har en lidt speciel historie. Jeg så en musikvideo som lille på Boogie, og den skræmte mig virkelig meget, nok til at jeg fik mareridt om den. Jeg tænkte over den virkelig meget. I mange år huskede jeg det som værende en kvinde, der sang sangen, og at den var meget melankolsk. Jeg havde vist også et svagt minde om, at det var et rocknummer, til trods for at jeg meget grundigt gennemtjekkede, om der var en eller anden alternativ video til Unfaithful af Rihanna, der skulle være som den, jeg kunne huske. Jeg tænkte i lang tid, at det måtte være Evanescence eller Nightwish. Mange år senere bliver jeg fan af Mew, og går igennem deres musikvideoer, og genser til min store overraskelse videoen til 156 – den, der skræmte mig så meget som lille. Jeg fandt så ud af, at det ikke var en kvinde, der sang det, men det ændrede ikke på, at Mew nu har fået et nærere forhold til mig. Deres musik er virkelig godt skrevet, og det virker som om, de kan have følelserne helt ude på tøjet, samtidig med, at de kan få skabt en fest på grøn scene.

Det var så de første fem. Hvad glæder I jer selv til? Skal I se disse navne? Skal søndag startes med Ane Brun eller Lulu James? Har I andre også svært ved at vælge mellem Minds of 99 og Jurassic 5? Skal I i det hele taget til NorthSide? Jeg bliver kun glad, hvis I kan tilføje til debatten.