274 – Parliament – Mothership Connection (1975)

Funkguden George Clintons grupper Funkadelic og Parliament er to af de vigtigste navne, funkmusik har oplevet. Parliaments største værk er uden tvivl deres fjerde album, som også var Clintons kommercielle gennembrud. Pladen åbner med en radiovært, der introducerer pladen som var den et radioprogram. Disse radioværter går over i omkvædet til P-Funk (Wants to Get Funked Up). Versene i denne sang er det rene spoken word, der kommer fra disse radioværter, og det hele hænger bare enormt godt sammen. Der er en god vekslen mellem det meget festlige omkvæd og den rolige radiovært. Denne radiovært elsker bare funkmusik, og hans glæde smitter sørme godt af. I slutningen af sangen bliver det hele meget jazzet, både i klaver og blæsere, der virkelig lyder som noget direkte ud af en jazzbar i den amerikanske undergrund. Efter det, så går det bare løs for fuld skrue med omkvædet, der stadig har alle jazzelementerne, men der bliver bare skruet op til niveau 11 her. Det fortsætter med Mothership Connection (Star Child), der bliver fortalt fra synspunket af et rumvæsen, der kommer til Jorden for at bringe hellig funk til os dødelige. Og det gør han sørme også med et enormt fængende omkvæd, morsom spoken word og festlig instrumentation.

Disse to er nogle af albummets mest populære numre, men det mindre populære er også virkelig godt. Science Fiction-temaet fortsætter på Unfunky UFO, hvor Jorden bliver invaderet af en UFO fra solen, hvor man bare ikke har styr på funk. De beder derfor os jordboere om at lære dem funkens kundskaber. Det er dejligt latterligt, og det er kompositorisk en flot opbygget sang, der går frem og tilbage mellem forskellige stykker, der lyder meget forskelligt, men har god sammenhæng og er enormt fængende. Det næste nummer hedder Supergroovalisticprosifunkstication, og det er som sådan ikke andet end et omkvæd og af og til et ganske simpelt b-stykke. Det, der får nummeret til at holde i 5 minutter er mest instrumentationen. Der er nogle fine instrumentale passager mellem omkvædene, men tit kører den kreative, eksperimenterende instrumentation også bare rundt under omkvædet. Der er sært nok især fokus på skralde og synthesizer, hvilket er en interessant kombination. Handcuffs er et ligeledes en virkelig sjov sang. Der bliver festet for fuld drøn med det sjove omkvæd, og på denne sang er versene også bare til at danse løs til. Sangerne går mange gange over toppen, og der bliver godt gammeldags sexet. Sangens brug af vokalisterne er helt mageløs, og det lyder bare euforisk.

Så kommer albummets største hit, Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker). Lige fra den flotte basvokal, der åbner sangen, er der dømt fest, og så snart der går gang i falsetkoret, er der dømt dansefest. Der er lag på lag af interessante musikalske valg her, og de lyder drøngodt. Der er godt gang i synthesizeren, og den gør nogle ret vilde ting. Basvokalisten og falsetkoret lyder også helt sublime oven i hinanden, og jeg kan bare ikke få nok af denne sang. Der er ikke nogen vers, det er bare ligesom Unfunky UFO en serie af elementer, der lyder virkelig godt i kontinuitet af hinanden – og det virker så godt, at man stadig har lyst til mere efter næsten 6 minutter. Afslutningsnummeret hedder Night of the Trumpasorus Peoples, og det er nok ærlig talt albummets svageste sang. Den er dog stadig virkelig kreativt med sit afrikansk inspirerede vrøvlekor og den vilde synthesizer. Foruden en smule af begyndelsen på sangen, så er der ingen reel tekst, kun vrøvleord og instrumentation. Synthesizeren virker ikke altid fokuseret, og af og til lyder den mest af alt som pruttelyde. Om dette er frivilligt eller ej ændrer ikke på, at det er meget distraherende. Det er dog et rigtig kreativt nummer, der afslutter en af de bedste funkplader nogensinde.

486 – Funkadelic – Maggot Brain (1971)

George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade, Maggot Brain er et eksperimenterende eksempel på hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som George Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer utrolig meget, og i at der ofte er meget funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden væsentlig afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er meget jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.

Efter det får vi Can You Get to That, der kører over en akustisk bluesguitar af alle ting, mens et kor synger en festlig funkmelodi over det, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer Hit It and Quit It, der i starten kunne virke som en ganske almindelig funksang, men en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”, der giver sangen mere styrke. Under sangen arbejder massevis af små elementer alle sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. You and Your Folks, Me and My Folks kommer da med en meget truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fastsatte på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace
There won’t be no peace” går den, og til trods for denne meddelelse undgår den at lyde som noget hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.

Super Stupid vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige Heavy Metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med Back In Our Minds, hvor det mest fremtrædende instrument er en Jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men meget kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, Wars of Armageddon, hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot Brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.