Tag-arkiv: Progressiv rock

43 – Pink Floyd – The Dark Side of the Moon (1973)

Udgivet den af
Svar

Pink Floyds klassiske 1973-album ‘The Dark Side of the Moon’ er ikke et album, man lige anmelder over en eftermiddag. Ikke kun på grund af selve musikken, men især på grund af den status, den siden udgivelsen har fået som en af de største rockudgivelser nogensinde, hvis ikke den største. Jeg har virkelig ikke lyst til at jokke i spinaten. Jeg har endnu mindre lyst til at bruge hele min anmeldelse på at forklare, at jeg end ikke synes, at denne kultklassiker er gruppens bedste album – læs i stedet mine anmeldelser af ‘The Piper at the Gates of Dawn’ og ‘Wish You Were Here’ for at høre om mine favoritter i diskografien. At bruge hele anmeldelsen på, at sige, at ‘The Dark Side of the Moon’ ikke er gruppens bedste, ville da også være spild af tid, for det er stadig en fremragende udgivelse. Noget, der stikker ud helt fra første gennemlytning, er albummets uforlignelige flow. Overgangene mellem sangene er så ubesværede, at man ikke helt ved, hvornår én sang stopper og en anden slutter – sangene føles mere som forskellige satser i en sammenhængende symfoni, end de føles som individuelle tracks. Men alligevel er disse sange ofte så veludførte, at de rent faktisk har fået liv på egen hånd; ‘Money’ ramte endda top 20 på hitlisterne i flere lande.

Pink Floyd ramte på en eller anden måde plet med dette album i forhold til at fungere optimalt både som bredt appellerende rockudgivelse og som ambitiøst artistisk værk. Store dele af albummet er fuldkommen instrumentalt, og tre af de ti numre er instrumentale fra start til slut. Så snart der er vokaler på, er der dog nærmest garanti for, at vi får stærk lyrik på et gribende melodisk grundlag. Sangene handler om forskellige mørke sider af den menneskelige eksistens – grådighed, død, konflikter og mentale sammenbrud. I centrum af det hele står en vekselvirkning mellem fremmedgørelse og empati. Dette står klart fra titlen på albummets intro, ‘Speak to Me’. Titlen virker nærværende, men i løbet af trackets lille minut, begynder sangens titel at synes mere og mere som et desperat udråb efter et nærvær, vi ikke oplever. Tilværelsens mørke sætter sig som et tæppe over hele albummet, smukt eksekveret med høj sonisk diversitet. Gruppen dannede lydlandskaber med innovativ inkorporering af ny synthesizerteknologi, og de brugte for første gang saxofon, hvilket giver øget skrøbelighed til ‘Us and Them’ og ekstra tyngde til ‘Money’. Variationen øges dertil af, at forsangerne skifter – oftest er det den mere distancerede stemme fra guitarist David Gilmour, men vi får også den skrøbelige vokal fra bassist Roger Waters samt en bragende gæsteoptræden fra Clare Torry på ‘The Great Gig in the Sky’.

Netop fordi, jeg ville være særligt nøjagtig med netop denne anmeldelse, har jeg hørt albummet mange flere gange end jeg typisk gør. Først da jeg satte mig ned for at skrive den, gik det op for mig, at jeg ikke er blevet det mindste træt af den. Der er hele tiden flere og flere detaljer, der viser sig. For eksempel gik der lang tid, før det gik op for mig, hvor fænomenal produktionen er. Bandet er selv krediteret for at producere den, og mens produktionen klart lægger op til den store auteur-analyse, fortjener lydtekniker Alan Parsons også æren for meget af finessen i lyden. Der er i hvert fald meget ved lyden i dette, jeg kan genkende i Parsons’ udgivelser med sit eget band, The Alan Parsons Project. Et øjeblik i produktionen, der især stikker ud for mig, er det sidste minuts tid på afslutningsnummeret ‘Eclipse’. Som nummeret eskalerer i intensitet, er der et væld af små lyde, der vækker genklang fra tidligere på albummet. De får ikke lang tid til at etablere sig, der er rigtig mange af dem, og før man ved af det, er de væk. Men jeg når at føle dem komme helt ind under huden på mig, og jeg har næsten altid brug for en lille pause, når albummet er slut. ‘The Dark Side of the Moon’ er et effektivt album som få andre. At jeg kan nævne mindst to plader fra samme gruppe, der er bedre, taler rigtig godt om deres generelle kvalitetsniveau.

87 – Pink Floyd – The Wall (1979)

Udgivet den af
Svar

Pink Floyd har altid haft et ry for at være ambitiøse, men ‘The Wall’ er muligvis det mest højtragende værk, de nogensinde har lavet. Der er rigtig meget, der skal diskuteres, når man tager fat i albummet, nok mere end for noget andet album, jeg nogensinde har anmeldt. Det er en rockopera om en mand ved navn Pink, om hans liv og hans mentale sammenbrud, forårsaget af årevis af psykiske traumer og isolation, der i lyrikken udtrykkes gennem den titulære mur. Pinks far er død i anden verdenskrig, hans mor er overbeskyttende og skolesystemet er tyrannisk. Pink ender dog som rockstjerne, og omgivet af sex, stoffer, rock’n’roll og berømmelse, hvilket kun forværrer hans eksistentielle krise. Han bliver også gift, men som så meget i hans liv, falder ægteskabet også fra hinanden, og den metaforiske mur bliver endelig færdigbygget i slutningen af første skive. Anden skive handler så om det hallucinerende, forskruede verdenssyn, Pink har inde fra murens deprimerende isolation, hvor han skifter mellem at se sig selv som en fascistisk diktator og at reflektere over muren, og hvad der mon er på den anden side. Slutteligt konfronterer han muren, og i hans indre fascistiske diktatur råber mennesker i hobetal “Tear down the wall!”, og efter en imaginær retssag ser Pink atter den ydre verden.

I modsætning til en rockopera som ‘Tommy’ af The Who, der pudsigt nok ligeledes handler om en ung mand, der mistede sin far i anden verdenskrig, er fortællingen på ‘The Wall’ meget virkelighedsnær. Roger Waters, der har skrevet stort set hele pladen har da også baseret Pink på dels ham selv, dels Syd Barrett, Pink Floyds tidligere frontmand. Dette gør ikke blot pladen markant mørkere, det gør den også lidt svær at følge med i, hvis jeg skal være ærlig. Første skive er ret let at forstå, da den mest af alt handler om nogle realistiske omend triste hændelser i en mands liv. Anden skive er lidt mere kompliceret. Jeg skal ikke erklære mig klogere end jeg er, mens billederne tit var både stærke og såvel lyrisk som musikalsk kreative, blev jeg tit nødt til lige at læse op på, hvad det hele egentlig betød. Det giver på den anden side også albummet noget holdbarhed, for selv efter adskillige gennemlytninger, kan man altid opdage noget nyt. Og igen, selv når man ikke helt forstår det, er det let at blive suget ind i. Få bands er nær så gode til at etablere musikalske stemninger, som Pink Floyd er, og ‘The Wall’ er muligvis deres mest stemningsrige album nogensinde.

‘The Wall’ er også en lang plade. Den nærmer sig halvanden time, men heldigvis er den bygget op omkring elegant variation. Den fastholder faktisk ganske godt lytterens interesse hele vejen igennem, og især på anden skive er lydene meget inciterende. Et højdepunkt for mig er albummets bindegale klimaks, ‘The Trial’, hvor New York Symfoniorkester leverer en forskruet, omringende klaustrofobi i form af dissonerende strygere, der eskalerer som nummeret fortsætter. Dette er nok det mest aparte valg, men sonisk har the Wall tit noget nyt at byde på. Ofte bliver nye instrumenter hevet frem for kun at optræde på én eller to sange, og selv de traditionelle rockinstrumenter bliver brug til alt fra afdæmpede, introspektive numre som den klassiske ‘Comfortably Numb’ over hård rock på ‘Young Lust’ til operatiske harmoni-bårne sange som ‘The Show Must Go On’, for ikke at tale om den på en gang funky og grumme ‘Another Brick in the Wall, Pt. 2’. Det er en kompleks plade, hvor man kan tale i timevis om hvert eneste nummer. Den behandler meget store, vidtfavnene temaer, og selvom det til tider kan virke nærmest over-ambitiøst, klarer pladen det overraskende godt. Jeg har andre favoritter i Pink Floyds diskografi, men der er få plader, der på samme måde har vundet min respekt.

 

209 – Pink Floyd – Wish You Were Here (1975)

Udgivet den af
1

Pink Floyd elsker konceptalbums, især deres bassist Roger Waters, der stod bag det måske mest berømte konceptalbum nogensinde, The Wall. Før The Wall arbejdede de dog med andre koncepter, f.eks. på Wish You Were Here fra 1975, der omhandler bandet selv. Pladen starter med det længste track, Shine On You Crazy Diamond, Parts I-V. Det starter ganske langsomt med en melankolsk synthesizer, hvorefter lyden af våde fingre på vinglas skaber flot baggrund. Da tager David Gilmour fat i guitaren og spiller en langsom og teknisk set meget blues-præget solo, der dog får meget andre billeder i dit hoved end blues normalt gør. Man føler, at nogen savnes, og dette nummer omhandler da også tidligere medlem Syd Barrett, der var gået fuldstændig amok, og som desværre ikke var i stand til at fortsætte i gruppen. Der kommer da trommer og bas på, men guitar og synthesizer fortsætter med at holde stemningen hvor den var i starten. Vokalen kommer først omkring 9 minutter inde i sangen, men det føles ikke sent. Al musikken har lagt op til dette, og det føles stort. Sangen afsluttes af en sentimental saxofonsolo, som fuldkommen perfekt afslutter nummeret – for nu.

Den anden sang på pladen hedder Welcome to the Machine, og ganske passende bruger den mange elektroniske lyde. Guitar kommer ca. 2 minutter inde i den 7½ minut lange sang for at gøre det lidt mere organisk, men den elektroniske lyd er stadig vigtig. Sangen handler om hvor mekanisk musikindustrien er, og den føles også meget mørk, mørkere end noget andet på pladen. Den minder mig meget om Kraftwerk, især deres Trans Europe Express-album, der handler om mekanik og maskineri på et mere bogstaveligt niveau, men man får stadig den samme stemning. Man har slet ikke lyst til at være rockstjerne, når man lytter til dette. Have A Cigar fortsætter flot nogle af ideerne fra Welcome to the Machine, men det føles ikke mekanisk. Det føles rettere dæmonisk. Der er en meget interessant funk-lyd, der får det til at lyde fuldkommen ondskabsfuldt. Sangen handler om musikbrancens hykleri og udnyttende natur, og det føles reelt. Det betyder dog ikke, at der ikke er humor, denne sang har trods alt en af de morsomste linjer, nogen Pink Floyd-sang kan prale af: “Oh by the way, which one’s Pink?”, og så passer det endda ind i sangen.

Med al denne ondskab, så kan man godt undre sig over, hvorfor pladen hedder Wish You Were Here, men så kommer titelnummeret, og det er endnu en sang, der omhandler Syd Barrett, og her især hans personlige venskab med Roger Waters. Det kunne virke underligt, at ønske, at en ven var her, når vi lige har hørt om industriens ondskab, men sagen er, at Syd Barrett delvist blev så skør grundet industrien, og det er sådan, hele albummet hænger sammen. Desuden vil jeg lige tilføje, at Wish You Were Here er en af de bedste sange nogensinde, og det er endda pladens uden tvivl simpleste. Pladen afsluttes næsten som den begyndte, her med Shine On You Crazy Diamond, Parts VI-IX. Denne er meget mere energisk, og man kan også mærke noget af den vrede overfor industrien, man oplevede tidligere på pladen, komme igen. Hvordan denne sært strukturerede sang hænger så godt sammen er et godt spørgsmål. Denne sang runder virkelig flot et enormt mesterværk af. Hvis du endnu ikke har lyttet til Wish You Were Here af Pink Floyd, så gør det så snart, du får muligheden.

230 – Queen – A Night at the Opera (1975)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger folk om hvad historiens bedste rocksang er, så er chancen stor for, at de svarer Bohemian Rhapsody af Queen. Denne sang stammer fra deres klassiske plade A Night at the Opera fra 1975, som også ofte opfattes som værende deres bedste. Den er fuld af et virkelig varieret udbud af sange, og den er ikke konstrueret særlig ulig noget, man kunne forvente hos en progressiv rockgruppe. Sangene er virkelig forskellige, men de er sammensat, sådan at det bare giver virkelig meget mening. Lazing on a Sunday Afternoon, Seaside Rendezvous og Good Company er nogle simple, overdrevent lystige numre, der virker meget inspireret af varieté-musik, men de er krydret godt med Queens personlighed. De føles lidt som jokes, der er noget camp over at høre så simple sange mellem store musikalske visioner som Death on Two Legs (Dedicated to…), The Prophet’s Song og Bohemian Rhapsody. Det er dog virkelig forfriskende, og noget af det, der har gjort Queen så meget mere populære end f.eks. Yes og The Alan Parsons Project, er da netop, at de ikke er særlig selvhøjtidelige, men de er samtidig lige så talentfulde som disse grupper.

Og selvom de har meget til fælles med progressiv rock på A Night at the Opera, så er der også meget pop over deres tilgang til sangskrivning. Det tydeligste eksempel på dette er You’re My Best Friend, der øjeblikkeligt er fængende med sit fantastiske klaverriff. Men også sange som de noget hårdere og mere komplicerede I’m in Love With My Car og Death on Two Legs (Dedicated to…) lægger sig med det samme i hukommelsen. Selv Bohemian Rhapsody, en sang, der end ikke har et omkvæd, og som skifter struktur mere eller mindre konstant, er så fængende og mindeværdig, at den toppede hitlister overalt i hele verden. Og jeg er langt fra den eneste, der har lært den sang udenad. Bohemian Rhapsody er faktisk ikke den mest komplicerede sang på pladen. Det ville nok være den 8 minutter lange The Prophet’s Song, der ganske vist starter mere simpel, men mod midten er der nogle helt vilde a capella-sektioner, som virkelig får lytteren til at lægge mærke til nummeret. Det er fuldkommen episk, og det fortsætter i lang tid. Nogle ville måske sige, at det er for længe, men selv elsker jeg nummeret rigtig højt.

A Night at the Opera er en sær lille sammensætning af sange. Hvis du spillede dem i tilfældig rækkefølge, så ville mange sikkert have svært ved at tro, at det var det samme band, der opførte dem alle. Men når man hører dem i rækkefølge, så er det smukt. Det hele passer fuldkommen perfekt sammen, og det er også derfor at numre som Seaside Rendezvous og Good Company er så gode. De er jo bare små, sjove sange, og ved siden af Bohemian Rhapsody og The Prophet’s Song kunne de have virket banale, men det er sat sådan op, at pladen er en rutsjebanetur frem og tilbage høje og lave dynamiske punkter. Og efter en gennemlytning er man altid på en gang tilfreds, men samtidig har man altid mod på at høre den en gang til. Når man først lader første sang gå i gang, er det svært at lade pladen stoppe igen. Dette er også fordi en sang går i gang stort set så snart den sidste er slut, og af og til er det ikke helt til at finde ud af, hvad der er en intro til en sang og outro til en anden. A Night at the Opera er en fantastisk plade fra start til slut, som alle bare burde lytte til.

266 – The Who – Quadrophenia (1973)

Udgivet den af
Svar

Da the Who debuterede i 1965 med deres glade poprock, ville de færreste nok have forudset, hvad de ville blive til. Selvom jeg elsker The Kids Are Alright og I Can’t Explain lige så højt som alle andre, så er det bare ikke noget, man ville tro, skulle blive til så progressive og intelligente plader som Tommy og Who’s Next. Tommy var en rockopera om en fyr, der grundet barndomstraumer ikke kan se, høre eller tale, men han bliver senere hyldet som verdensmester i pinball, og dette gør ham mægtig nok til at kunne starte sin egen religion, efter en psykolog får hjulpet ham af med problemerne. Det er dybt latterligt, men det er virkelig gennemarbejdet og kreativt skrevet. Det er også så latterligt, at det under ingen omstændigheder måtte gentages. Hvis the Who nogensinde skulle lave en ny rockopera, skulle den være radikalt anderledes fra Tommy, for ellers ville det bare føles som en efterligning af deres tidligere succes. Og efter mesterværket Who’s Next udgav de endnu en rockopera, Quadrophenia, og denne er vitterligt noget helt andet. Den er seriøs, den tager sig selv seriøst, og den foregår under en ret så reel konflikt, nemlig den mellem rockere og mods i England.

Vores hovedperson hedder Jimmy, og han er en mod, men han føler ikke rigtig, at han hører til iblandt dem. Han arbejder for hårdt på at spille sej, og han er aldrig rigtig sig selv. Titlen på albummet er et spil på ordet skizofreni, men hvis man skal være helt teknisk handler albummet rettere om dissociativ personlighedsspaltning, men det er ikke helt lige så fængende eller let at lave et ordspil om. Men Jimmy har altså fire forskellige personligheder: en hård type, en romantiker, en vanvittig og en deprimeret fyr – personligheder inspireret af gruppens fire medlemmer. Disse har hver en kendingsmelodi, der også musikalsk arbejder rigtig godt med at fortælle om hvordan disse personligheder er. Man behøver stort set ikke teksterne for at forstå det overordnede tema. På de to instrumentale numre, Quadrophenia og The Rock står det hele stadig klart; der bliver revet løs i sindet, der er konstante stemningsskift, og vores hovedperson er ved at bryde mentalt sammen. Der er flot brug af både strygere, horn, banjo, klaver og meget andet. Det meste af dette er spillet af guitarist Pete Townshend, der også har skrevet alle numre på pladen. Han får ikke altid den fortjente ros for sine præstationer som sangskriver, men han er virkelig noget af en visionær.

Det er faktisk mest af alt progressiv rock. Der er ikke meget, der adskiller Quadrophenia fra Genesis eller Marillion i deres kreative storhedstid. Hvis du synes, at progressiv rock er noget pompøst, prætentiøst pis, så frygt dog ikke, for mange, der ikke kan udstå genren, elsker af en eller anden grund stadig Quadrophenia. Og det er velsagtens fordi, pladen følelsesmæssigt er lettere at tilgå end det meste progressive rock, der på overfladen bare kan ligne noget langhåret, ubegrundet blær på instrumenterne. Det er velsagtens også derfor The Wall af Pink Floyd er så populær. Ligesom The Wall og for den sags skyld Tommy, så er Quadrophenia et dobbeltalbum. Jeg siger ret ofte, at dobbeltalbummet er en farlig kunst, men med Quadrophenia er formen udnyttet rigtig godt. Man får dejligt mange facetter af historien, og dynamikken er også bare fantastisk. Det hænger så godt sammen, at man slet ikke lægger mærke til, at pladen varer over 80 minutter. Quadrophenia er et sandt mesterværk. Hvis du vil lære progressiv rock at kende, er det et fantastisk sted at starte, og hvad end du leder efter en engagerende historie eller noget fed musik, så giver the Who dig det på Quadrophenia.

337 – Jethro Tull – Aqualung (1971)

Udgivet den af
Svar

Før jeg går alt for godt i gang med denne anmeldelse, vil jeg lige sige, at jeg ikke vil gå specielt dybt ned i konceptet for Aqualung. Årsagen til dette, er at forsanger og bandleder Ian Anderson selv har sagt, at det slet ikke er et konceptalbum. Andre medlemmer er uenige med ham, men jeg stoler på Anderson mere end nogen anden. Nuvel, Aqualung er det fjerde album fra det progressive rockband Jethro Tull, og selvom der nok ikke er noget decideret koncept, så er religion et gennemgående tema på mange af numrene. Lyrikken er generelt meget legesyg og malerisk, og i starten af pladen finder man mange spøjse beskrivelser af nogle spøjse personer, Ian Anderson har skabt. Det kan godt være, at der ikke er noget koncept på pladen, men sangene hænger stadig utrolig godt sammen. Med det mener jeg naturligvis i det rent musikalske, hvor dynamik er i højsædet. Alle numrene på pladen passer virkelig godt sammen, og man kan selv efter mange gennemlytninger synes, at Aqualung føles rigtig kort, selvom længden er ret gennemsnitlig. Det er bare hele tiden så frisk, at man tror, man lige er begyndt på pladen.

Pladen er som med så meget progressiv rock fyldt med eksperimenteren og blær på instrumenterne. Disse instrumenter er dog ikke de mest typiske. Selvfølgelig, der er guitar, bas og trommer, og almindeligt nok for genren er der også en keyboardspiller. Instrumentet der definerer Jethro Tull er dog fløjten. Den er ikke altid i lydbilledet, men når den er der, så er den rigtig tydelig. Der er én tværfløjtenist og to blokfløjtenister i gruppen, og de spiller virkelig godt sammen, og i løbet af næsten halvdelen af nummeret My God er fokus på fløjterne. Hvis du synes, disse fløjter ikke bidrager noget til nummeret, så forstår jeg dig, og det er som sådan ikke helt usandt, men det er til gengæld rigtig flot. Disse fløjter fungerer som flot kontrast til guitaren, der kører i meget metal-lignende riffs. Man kunne let forestille sig Black Sabbath, Led Zeppelin eller UFO kunne have brugt sådanne riffs nogenlunde samtidig. Leadguitaristen hedder Martin Barre, og han er en usandsynligt dygtig musiker, men det er hele bandet som sådan.

Jethro Tull har skabt nogle rigtig varierede, kompliceret opbyggede sange til Aqualung, og man skulle tro, at det kom til at gå ud over, hvor mindeværdige de individuelle sange er. Det er dog ikke rigtig tilfældet, selvom vi naturligvis ikke snakker Michael Jackson eller noget. Sange som Aqualung og Locomotive Breath kan jeg tit fange mig selv i at komme til at synge. Det er ikke hele albummet, der er sådan, men på grund af dens store variation i tempo, lydstyrke, følelser og instrumentation, så kan jeg virkelig aldrig blive træt af det. Især ikke, når der er så dygtige musikere, der giver formidable præstationer, og da slet ikke, når det lyder fedt uanset hvordan nummeret udvikler sig. Normalt ville jeg kunne sige om jeg var mere til det langsomme eller det hurtige, det højlydte eller det stille, det vrede eller det lykkelige, guitarerne eller fløjterne, men det hele er rigtig godt her. Hvis du ikke er til progressiv rocks idiosynkrasier, kan jeg ikke garantere, at Aqualung er noget for dig. Men det er noget for mig, og det nærmer sig perfektion i mit univers.