Tag-arkiv: Symfonisk rock

87 – Pink Floyd – The Wall (1979)

Udgivet den af
Svar

Pink Floyd har altid haft et ry for at være ambitiøse, men ‘The Wall’ er muligvis det mest højtragende værk, de nogensinde har lavet. Der er rigtig meget, der skal diskuteres, når man tager fat i albummet, nok mere end for noget andet album, jeg nogensinde har anmeldt. Det er en rockopera om en mand ved navn Pink, om hans liv og hans mentale sammenbrud, forårsaget af årevis af psykiske traumer og isolation, der i lyrikken udtrykkes gennem den titulære mur. Pinks far er død i anden verdenskrig, hans mor er overbeskyttende og skolesystemet er tyrannisk. Pink ender dog som rockstjerne, og omgivet af sex, stoffer, rock’n’roll og berømmelse, hvilket kun forværrer hans eksistentielle krise. Han bliver også gift, men som så meget i hans liv, falder ægteskabet også fra hinanden, og den metaforiske mur bliver endelig færdigbygget i slutningen af første skive. Anden skive handler så om det hallucinerende, forskruede verdenssyn, Pink har inde fra murens deprimerende isolation, hvor han skifter mellem at se sig selv som en fascistisk diktator og at reflektere over muren, og hvad der mon er på den anden side. Slutteligt konfronterer han muren, og i hans indre fascistiske diktatur råber mennesker i hobetal “Tear down the wall!”, og efter en imaginær retssag ser Pink atter den ydre verden.

I modsætning til en rockopera som ‘Tommy’ af The Who, der pudsigt nok ligeledes handler om en ung mand, der mistede sin far i anden verdenskrig, er fortællingen på ‘The Wall’ meget virkelighedsnær. Roger Waters, der har skrevet stort set hele pladen har da også baseret Pink på dels ham selv, dels Syd Barrett, Pink Floyds tidligere frontmand. Dette gør ikke blot pladen markant mørkere, det gør den også lidt svær at følge med i, hvis jeg skal være ærlig. Første skive er ret let at forstå, da den mest af alt handler om nogle realistiske omend triste hændelser i en mands liv. Anden skive er lidt mere kompliceret. Jeg skal ikke erklære mig klogere end jeg er, mens billederne tit var både stærke og såvel lyrisk som musikalsk kreative, blev jeg tit nødt til lige at læse op på, hvad det hele egentlig betød. Det giver på den anden side også albummet noget holdbarhed, for selv efter adskillige gennemlytninger, kan man altid opdage noget nyt. Og igen, selv når man ikke helt forstår det, er det let at blive suget ind i. Få bands er nær så gode til at etablere musikalske stemninger, som Pink Floyd er, og ‘The Wall’ er muligvis deres mest stemningsrige album nogensinde.

‘The Wall’ er også en lang plade. Den nærmer sig halvanden time, men heldigvis er den bygget op omkring elegant variation. Den fastholder faktisk ganske godt lytterens interesse hele vejen igennem, og især på anden skive er lydene meget inciterende. Et højdepunkt for mig er albummets bindegale klimaks, ‘The Trial’, hvor New York Symfoniorkester leverer en forskruet, omringende klaustrofobi i form af dissonerende strygere, der eskalerer som nummeret fortsætter. Dette er nok det mest aparte valg, men sonisk har the Wall tit noget nyt at byde på. Ofte bliver nye instrumenter hevet frem for kun at optræde på én eller to sange, og selv de traditionelle rockinstrumenter bliver brug til alt fra afdæmpede, introspektive numre som den klassiske ‘Comfortably Numb’ over hård rock på ‘Young Lust’ til operatiske harmoni-bårne sange som ‘The Show Must Go On’, for ikke at tale om den på en gang funky og grumme ‘Another Brick in the Wall, Pt. 2’. Det er en kompleks plade, hvor man kan tale i timevis om hvert eneste nummer. Den behandler meget store, vidtfavnene temaer, og selvom det til tider kan virke nærmest over-ambitiøst, klarer pladen det overraskende godt. Jeg har andre favoritter i Pink Floyds diskografi, men der er få plader, der på samme måde har vundet min respekt.

 

266 – The Who – Quadrophenia (1973)

Udgivet den af
Svar

Da the Who debuterede i 1965 med deres glade poprock, ville de færreste nok have forudset, hvad de ville blive til. Selvom jeg elsker The Kids Are Alright og I Can’t Explain lige så højt som alle andre, så er det bare ikke noget, man ville tro, skulle blive til så progressive og intelligente plader som Tommy og Who’s Next. Tommy var en rockopera om en fyr, der grundet barndomstraumer ikke kan se, høre eller tale, men han bliver senere hyldet som verdensmester i pinball, og dette gør ham mægtig nok til at kunne starte sin egen religion, efter en psykolog får hjulpet ham af med problemerne. Det er dybt latterligt, men det er virkelig gennemarbejdet og kreativt skrevet. Det er også så latterligt, at det under ingen omstændigheder måtte gentages. Hvis the Who nogensinde skulle lave en ny rockopera, skulle den være radikalt anderledes fra Tommy, for ellers ville det bare føles som en efterligning af deres tidligere succes. Og efter mesterværket Who’s Next udgav de endnu en rockopera, Quadrophenia, og denne er vitterligt noget helt andet. Den er seriøs, den tager sig selv seriøst, og den foregår under en ret så reel konflikt, nemlig den mellem rockere og mods i England.

Vores hovedperson hedder Jimmy, og han er en mod, men han føler ikke rigtig, at han hører til iblandt dem. Han arbejder for hårdt på at spille sej, og han er aldrig rigtig sig selv. Titlen på albummet er et spil på ordet skizofreni, men hvis man skal være helt teknisk handler albummet rettere om dissociativ personlighedsspaltning, men det er ikke helt lige så fængende eller let at lave et ordspil om. Men Jimmy har altså fire forskellige personligheder: en hård type, en romantiker, en vanvittig og en deprimeret fyr – personligheder inspireret af gruppens fire medlemmer. Disse har hver en kendingsmelodi, der også musikalsk arbejder rigtig godt med at fortælle om hvordan disse personligheder er. Man behøver stort set ikke teksterne for at forstå det overordnede tema. På de to instrumentale numre, Quadrophenia og The Rock står det hele stadig klart; der bliver revet løs i sindet, der er konstante stemningsskift, og vores hovedperson er ved at bryde mentalt sammen. Der er flot brug af både strygere, horn, banjo, klaver og meget andet. Det meste af dette er spillet af guitarist Pete Townshend, der også har skrevet alle numre på pladen. Han får ikke altid den fortjente ros for sine præstationer som sangskriver, men han er virkelig noget af en visionær.

Det er faktisk mest af alt progressiv rock. Der er ikke meget, der adskiller Quadrophenia fra Genesis eller Marillion i deres kreative storhedstid. Hvis du synes, at progressiv rock er noget pompøst, prætentiøst pis, så frygt dog ikke, for mange, der ikke kan udstå genren, elsker af en eller anden grund stadig Quadrophenia. Og det er velsagtens fordi, pladen følelsesmæssigt er lettere at tilgå end det meste progressive rock, der på overfladen bare kan ligne noget langhåret, ubegrundet blær på instrumenterne. Det er velsagtens også derfor The Wall af Pink Floyd er så populær. Ligesom The Wall og for den sags skyld Tommy, så er Quadrophenia et dobbeltalbum. Jeg siger ret ofte, at dobbeltalbummet er en farlig kunst, men med Quadrophenia er formen udnyttet rigtig godt. Man får dejligt mange facetter af historien, og dynamikken er også bare fantastisk. Det hænger så godt sammen, at man slet ikke lægger mærke til, at pladen varer over 80 minutter. Quadrophenia er et sandt mesterværk. Hvis du vil lære progressiv rock at kende, er det et fantastisk sted at starte, og hvad end du leder efter en engagerende historie eller noget fed musik, så giver the Who dig det på Quadrophenia.

343 – Meat Loaf – Bat Out of Hell (1977)

Udgivet den af
Svar

I 1977 udgav sangeren Meat Loaf, der hidtil havde været en del af duoen Stoney and Meatloaf, sin første plade i sit eget navn. I producerstolen sad den fuldkommen geniale Todd Rundgren, og sangene var alle skrevet af en ligeledes genial mand ved navn Jim Steinman. Steinman har skrevet mange forskellige popmelodier, men med Meat Loaf havde han mest gennemgående succes, og han var også virkelig ambitiøs med deres første plade sammen, der fik navnet Bat Out of Hell. Dette er også navnet på åbningsnummeret, der er næsten 10 minutter langt. Nu er jeg ikke en, der er bange for at sige, at et nummer er blevet for langt, men det er ingenlunde tilfældet med dette nummer. Alle instrumenter hænger helt perfekt sammen, og der er vildt meget variation. Variationen er det, der mest af alt gør hele albummet Bat Out Of Hell så godt, og titelnummeret er et af de bedste numre. Der er fut i rock and roll-klaveret, og guitaren sparker også masser af røv! Det kan godt være, at det er et langt åbningsnummer, men det er også et formidabelt åbningsnummer.

Efter en kort dialog, som måske godt kunne være fortalt musikalsk, kommer You Took the Words Right Out of My Mouth (Hot Summer Night), som er en noget mere poppet sang. Den er som åbningsnummeret meget bombastisk, her dog i en meget kærlig facon. Teksten er virkelig charmerende: “You took the words right out of my mouth, and I swear it’s true; I was just about to say I love you”. Man kan næsten ikke lade være med at rødme lidt. Pladens tredje nummer hedder Heaven Can Wait, og det er en lidt langsommere sang. Klaveret er mere romantisk, og nogle strygere øger stemningen yderligere. Den er meget sorgmodig, og selvom det ikke er en af pladens mest kendte sange, er det stadig en fremragende melodi. Den føles stadig meget oprigtig, og instrumentationen skifter tit, så den konstant føles frisk. Der kommer mere gang i den med All Revved Up and No Place to Go, en meget storladen sang, der bare suser afsted med en fed saxofon. Det er en god kontrast til den stille og langsomme sang, der kom før. Det bliver atter langsomt med Two Out of Three Ain’t Bad, en virkelig grov sang i ironisk fløjlsindpakning. Meat Loaf slår her op med sin elskede, og den facade, han påtager sig, er fandeme komisk guld!

Det bedste nummer på hele Bat Out of Hell er efter min mening hans duet med sin korsangerinde Ellen Foley. Sangen hedder Paradise by the Dashboard Light, og det er en 8½ minuts rockopera om en omgang sex. Jeg vil helst ikke afsløre slutningen, det ville være rigtig synd, men lad mig sige så meget som, at det er et meget morsomt nummer. Da det er opdelt i tre akter, er det naturligvis et meget varieret stykke musik, men de individuelle stykker er alle virkelig fængende, især akt 2 og 3. Bat Out of Hell afsluttes af sit syvende nummer, For Crying Out Loud. Det er endnu et 8½ minut langt nummer, og hold da kæft, hvor den siger farvel. Den starter langsomt og melankolsk med ikke andre instrumenter end et klaver, men med tiden bliver klaveret mere intenst, og Meat Loaf synger meget højlydt og ophidset om kærlighed. Senere kommer strygere på, og et helt orkester bryder med tiden frem, og det bliver til en af pladens mest bombastiske numre. Af og til har man bare brug for noget sjov musik, og det behøver ikke altid at være ambitiøst eller artistisk. Bat Out of Hell er dog begge dele, og det er et af de store mesterværker i rockhistorien.