87 – Pink Floyd – The Wall (1979)

Pink Floyd har altid haft et ry for at være ambitiøse, men ‘The Wall’ er muligvis det mest højtragende værk, de nogensinde har lavet. Der er rigtig meget, der skal diskuteres, når man tager fat i albummet, nok mere end for noget andet album, jeg nogensinde har anmeldt. Det er en rockopera om en mand ved navn Pink, om hans liv og hans mentale sammenbrud, forårsaget af årevis af psykiske traumer og isolation, der i lyrikken udtrykkes gennem den titulære mur. Pinks far er død i anden verdenskrig, hans mor er overbeskyttende og skolesystemet er tyrannisk. Pink ender dog som rockstjerne, og omgivet af sex, stoffer, rock’n’roll og berømmelse, hvilket kun forværrer hans eksistentielle krise. Han bliver også gift, men som så meget i hans liv, falder ægteskabet også fra hinanden, og den metaforiske mur bliver endelig færdigbygget i slutningen af første skive. Anden skive handler så om det hallucinerende, forskruede verdenssyn, Pink har inde fra murens deprimerende isolation, hvor han skifter mellem at se sig selv som en fascistisk diktator og at reflektere over muren, og hvad der mon er på den anden side. Slutteligt konfronterer han muren, og i hans indre fascistiske diktatur råber mennesker i hobetal “Tear down the wall!”, og efter en imaginær retssag ser Pink atter den ydre verden.

I modsætning til en rockopera som ‘Tommy’ af The Who, der pudsigt nok ligeledes handler om en ung mand, der mistede sin far i anden verdenskrig, er fortællingen på ‘The Wall’ meget virkelighedsnær. Roger Waters, der har skrevet stort set hele pladen har da også baseret Pink på dels ham selv, dels Syd Barrett, Pink Floyds tidligere frontmand. Dette gør ikke blot pladen markant mørkere, det gør den også lidt svær at følge med i, hvis jeg skal være ærlig. Første skive er ret let at forstå, da den mest af alt handler om nogle realistiske omend triste hændelser i en mands liv. Anden skive er lidt mere kompliceret. Jeg skal ikke erklære mig klogere end jeg er, mens billederne tit var både stærke og såvel lyrisk som musikalsk kreative, blev jeg tit nødt til lige at læse op på, hvad det hele egentlig betød. Det giver på den anden side også albummet noget holdbarhed, for selv efter adskillige gennemlytninger, kan man altid opdage noget nyt. Og igen, selv når man ikke helt forstår det, er det let at blive suget ind i. Få bands er nær så gode til at etablere musikalske stemninger, som Pink Floyd er, og ‘The Wall’ er muligvis deres mest stemningsrige album nogensinde.

‘The Wall’ er også en lang plade. Den nærmer sig halvanden time, men heldigvis er den bygget op omkring elegant variation. Den fastholder faktisk ganske godt lytterens interesse hele vejen igennem, og især på anden skive er lydene meget inciterende. Et højdepunkt for mig er albummets bindegale klimaks, ‘The Trial’, hvor New York Symfoniorkester leverer en forskruet, omringende klaustrofobi i form af dissonerende strygere, der eskalerer som nummeret fortsætter. Dette er nok det mest aparte valg, men sonisk har the Wall tit noget nyt at byde på. Ofte bliver nye instrumenter hevet frem for kun at optræde på én eller to sange, og selv de traditionelle rockinstrumenter bliver brug til alt fra afdæmpede, introspektive numre som den klassiske ‘Comfortably Numb’ over hård rock på ‘Young Lust’ til operatiske harmoni-bårne sange som ‘The Show Must Go On’, for ikke at tale om den på en gang funky og grumme ‘Another Brick in the Wall, Pt. 2’. Det er en kompleks plade, hvor man kan tale i timevis om hvert eneste nummer. Den behandler meget store, vidtfavnene temaer, og selvom det til tider kan virke nærmest over-ambitiøst, klarer pladen det overraskende godt. Jeg har andre favoritter i Pink Floyds diskografi, men der er få plader, der på samme måde har vundet min respekt.

 

152 – The B-52’s – The B-52’s (1979)

Post-punk-gruppen The B-52’s har alle dage spillet meget på deres fjollede image, overdrevne mode og bizarre tekstunivers. Det har ligesom med Devo gjort dem mærkbart lettere at suge ind end de fleste andre musikere i samme genre. Dette gjaldt også på deres debut, The B-52’s, der starter med nummeret Planet Claire, der efter en langsom, stemningsrig opbygning med en intens basgang, går i gang med en sjov fortælling om en kvinde fra rummet. Der er sjove lydeffekter og spontane indskud fra diverse instrumenter, der får hele nummeret til at føles som en science fiction-B-film. Denne følelse bliver støttet af forsanger Fred Schneider, der mest af alt lyder som skurken i et Superman-lyttespil fra 60’erne. På 52 Girls bliver størstedelen af teksten brugt på at nævne en række pigenavne. De nævner ikke 52, men de skrigende kvindelige vokaler derpå er alligevel så slagkraftige, at ordenes betydning er underordnet. Det handler mere om livligheden og sangens fængende groove. På Dance This Mess Around bygges der op til et oprørsk udråb om utilfredshed over at mangle en dansepartner. Det er virkelig intenst, og det, at emnet er så ligegyldigt, gør det på mange måder bare smukkere. Man ved ikke om man skal grine eller græde, fordi de tager dans så seriøst, som var det liv eller død.

Pladens uovertrufne højdepunkt er i mine øjne Rock Lobster, der har den mest fængende surf-guitar, jeg nogensinde har hørt. Den hylder endnu engang gamle b-film, her monstergenren. Denne rock-hummer bliver beskrevet som et storslået uhyre, verden aldrig har set mage til. Den terroriserer strande og gemmer sig bag klipper, og dræber alt på sin vej – naturligvis med tilhørende lydeffekter. Hvis det ikke var nok, udvikler musikken sig ganske hurtigt til en virkelig dansevenlig sang, som man ikke kan sidde stille til. På Lava synger de om vulkaner og om lava, og det hele er naturligvis en stor sexmetafor. Ja, jeg vidste ærlig talt ikke, at B-52’s var i stand til at skrive metaforer, da alt de ellers skriver er så latterligt absurd, at min hjerne slet ikke kan acceptere, at det ikke er den konkrete betydning, der hentydes til. Sangen bliver mere højlydt og fyldig, som det skrider fremad og… vulkanen går i udbrud. There’s a Moon in the Sky (Called the Moon) burde alene via titlen virke tillokkende, men hvis det ikke skulle være nok, så lister de astronomiske objekter med større entusiasme, end jeg troede var muligt. Der er igen lyd, der minder meget om lydeffekter fra gamle science fiction-film, og det skruer virkelig op for kitsch-faktoren.

Hero Worship beskriver igen et meget filmisk scenarie, hvor en helt dør, og publikum ikke kan fatte det. De græder, de idoliserer ham, de ønsker, de kan være hos ham. Det lyder dog ikke melankolsk eller sørgmodigt, det lyder kun vredt og rebelsk. Igen, jeg beundrer virkelig The B-52’s evner som lyrikere, for bag linjerne kritiserer sangen jo i grunden idolisering af berømtheder, især de nyligt afdøde. De kan jo skrive en overbevisende sang om hvor fantastiske blyanter er, eller hvor meget de har lyst til at bide negle. Eller om et nummer, der står på et pigetoilet, hvilket de gør på 6060-842. De beskriver rent faktisk en tur til toilettet herpå, og det er et ret sjovt punknummer om frustration  over rent faktisk at prøve at ringe til sådan et nummer. De slutter pladen af med en meget alternativ udgave af Petula Clarks Downtown. Det er ikke den rene popsang, man kender, ja man kan faktisk stort set ikke genkende den. Den er desperat og vild, og den er en dejligt skør afslutning til et dejligt skørt album. The B-52’s er dygtige, spændende, og selv i dag virker de originale.

199 – AC/DC – Highway to Hell (1979)

Nogle bands har skrevet sig ind i historiebøgerne for at lave banebrydende, nytænkende musik, der har gjort, at rock i dag er anset for lige så stor kunst som jazz og klassisk. Navne som Pink Floyd, Led Zeppelin og Queen springer straks frem. Så er der også de bands, der bare er blevet rost for at lave rå, vild rockmusik, der ikke på overfladen har de store kunstneriske værdier. Jeg tror, få bands passer så perfekt til denne definition som australske AC/DC, især i årene med deres oprindelige forsanger, Bon Scott. Bon Scott døde desværre i 1980, men han efterlod verden med en af gruppens mest populære plader, nemlig Highway to Hell fra 1979. På denne oplever man som det allerførste det klassiske titelnummer. Og det er påfaldende, hvor lidt, der i grunden er at sige om det nummer. Det er blevet en rockklassiker gennem et meget simpelt arrangement, et meget simpelt riff og et omkvæd, alle kan synge med på. Og så også en mærkbar attitude. Bon Scott såvel som resten af bandet er meget frembrusende, og det er nok det, der har gjort dem så mærkbare. De angriber dig altid med fuld kraft.

Når man har hørt én AC/DC-sang efterlader det et enormt stort indtryk, og man har øjeblikkeligt lyst til at lytte til mere. Og de leverer 10 virkelig solide numre i løbet af Highway to Hell-pladen, så der er næsten ikke noget at klage over. Det er oven i købet bygget op sådan, at de helt store højdepunkter er i hver sin ende af pladen i form af Highway to Hell og Night Prowler. Når man har sat pladen på, så får man bare track efter track, man bare nyder fuldt ud, og så begynder det lidt at blive kedeligt. De første to numre er ustoppelige rocknumre af slagsen, man kender AC/DC bedst for, det tredje, Walk All Over You er heldigvis lidt mere progressivt, minder egentlig lidt om Tom Sawyer af Rush. Det fjerde nummer, Touch Too Much arbejder også ret flot med dynamik, og den har en sensualitet, man ikke ser så meget af på pladen ellers. Siden begynder numrene at føles trivielle. Der er en vis AC/DC-formel, der bliver brugt meget på denne plade. Hav et simpelt riff, et omkvæd, der er let at synge med på, og dette omkvæd skal føles stort. Mod slutningen må det gerne føles endnu større. Formlen virker, men det ender med at blive ret forudsigeligt.

Lad mig lige slå fast, at alle sangene på Highway to Hell er rigtig gode på egen hånd. Intet ondt ord om nogen af dem. Det store problem ender faktisk ikke rigtig med at være forudsigeligheden, det er lidt noget, man forventer, når man sætter pladen på. Nej, hvis vi ignorerer ironien ved at selv forudsigeligheden selv er forudsigelig, så er det bare virkelig højlydt konstant. Det er da meget tiltalende i starten, men som pladen går fremad bliver det mere og mere trivielt. Jeg snakker konstant om albumdynamik, fordi det er vigtigt; det sørger for at gøre en plade med dårlige sange udholdelig, en med middelmådige sange solid og en med gode sange til et mesterværk. Albumdynamik har der stort set ikke været tænkt på på Highway to Hell, så vidt jeg kan høre. Der er kun fokuseret på at skrive 10 bundsolide sange, og de er alle af enormt høj kvalitet, og de hører nok til blandt gruppens bedste. Så jeg er lidt splittet. Pladen er uden tvivl god, men det er ikke den mest langtidsholdbare plade i verden. Den kan godt anbefales.