Tag-arkiv: Pink Floyd

43 – Pink Floyd – The Dark Side of the Moon (1973)

Udgivet den af
Svar

Pink Floyds klassiske 1973-album ‘The Dark Side of the Moon’ er ikke et album, man lige anmelder over en eftermiddag. Ikke kun på grund af selve musikken, men især på grund af den status, den siden udgivelsen har fået som en af de største rockudgivelser nogensinde, hvis ikke den største. Jeg har virkelig ikke lyst til at jokke i spinaten. Jeg har endnu mindre lyst til at bruge hele min anmeldelse på at forklare, at jeg end ikke synes, at denne kultklassiker er gruppens bedste album – læs i stedet mine anmeldelser af ‘The Piper at the Gates of Dawn’ og ‘Wish You Were Here’ for at høre om mine favoritter i diskografien. At bruge hele anmeldelsen på, at sige, at ‘The Dark Side of the Moon’ ikke er gruppens bedste, ville da også være spild af tid, for det er stadig en fremragende udgivelse. Noget, der stikker ud helt fra første gennemlytning, er albummets uforlignelige flow. Overgangene mellem sangene er så ubesværede, at man ikke helt ved, hvornår én sang stopper og en anden slutter – sangene føles mere som forskellige satser i en sammenhængende symfoni, end de føles som individuelle tracks. Men alligevel er disse sange ofte så veludførte, at de rent faktisk har fået liv på egen hånd; ‘Money’ ramte endda top 20 på hitlisterne i flere lande.

Pink Floyd ramte på en eller anden måde plet med dette album i forhold til at fungere optimalt både som bredt appellerende rockudgivelse og som ambitiøst artistisk værk. Store dele af albummet er fuldkommen instrumentalt, og tre af de ti numre er instrumentale fra start til slut. Så snart der er vokaler på, er der dog nærmest garanti for, at vi får stærk lyrik på et gribende melodisk grundlag. Sangene handler om forskellige mørke sider af den menneskelige eksistens – grådighed, død, konflikter og mentale sammenbrud. I centrum af det hele står en vekselvirkning mellem fremmedgørelse og empati. Dette står klart fra titlen på albummets intro, ‘Speak to Me’. Titlen virker nærværende, men i løbet af trackets lille minut, begynder sangens titel at synes mere og mere som et desperat udråb efter et nærvær, vi ikke oplever. Tilværelsens mørke sætter sig som et tæppe over hele albummet, smukt eksekveret med høj sonisk diversitet. Gruppen dannede lydlandskaber med innovativ inkorporering af ny synthesizerteknologi, og de brugte for første gang saxofon, hvilket giver øget skrøbelighed til ‘Us and Them’ og ekstra tyngde til ‘Money’. Variationen øges dertil af, at forsangerne skifter – oftest er det den mere distancerede stemme fra guitarist David Gilmour, men vi får også den skrøbelige vokal fra bassist Roger Waters samt en bragende gæsteoptræden fra Clare Torry på ‘The Great Gig in the Sky’.

Netop fordi, jeg ville være særligt nøjagtig med netop denne anmeldelse, har jeg hørt albummet mange flere gange end jeg typisk gør. Først da jeg satte mig ned for at skrive den, gik det op for mig, at jeg ikke er blevet det mindste træt af den. Der er hele tiden flere og flere detaljer, der viser sig. For eksempel gik der lang tid, før det gik op for mig, hvor fænomenal produktionen er. Bandet er selv krediteret for at producere den, og mens produktionen klart lægger op til den store auteur-analyse, fortjener lydtekniker Alan Parsons også æren for meget af finessen i lyden. Der er i hvert fald meget ved lyden i dette, jeg kan genkende i Parsons’ udgivelser med sit eget band, The Alan Parsons Project. Et øjeblik i produktionen, der især stikker ud for mig, er det sidste minuts tid på afslutningsnummeret ‘Eclipse’. Som nummeret eskalerer i intensitet, er der et væld af små lyde, der vækker genklang fra tidligere på albummet. De får ikke lang tid til at etablere sig, der er rigtig mange af dem, og før man ved af det, er de væk. Men jeg når at føle dem komme helt ind under huden på mig, og jeg har næsten altid brug for en lille pause, når albummet er slut. ‘The Dark Side of the Moon’ er et effektivt album som få andre. At jeg kan nævne mindst to plader fra samme gruppe, der er bedre, taler rigtig godt om deres generelle kvalitetsniveau.

87 – Pink Floyd – The Wall (1979)

Udgivet den af
Svar

Pink Floyd har altid haft et ry for at være ambitiøse, men ‘The Wall’ er muligvis det mest højtragende værk, de nogensinde har lavet. Der er rigtig meget, der skal diskuteres, når man tager fat i albummet, nok mere end for noget andet album, jeg nogensinde har anmeldt. Det er en rockopera om en mand ved navn Pink, om hans liv og hans mentale sammenbrud, forårsaget af årevis af psykiske traumer og isolation, der i lyrikken udtrykkes gennem den titulære mur. Pinks far er død i anden verdenskrig, hans mor er overbeskyttende og skolesystemet er tyrannisk. Pink ender dog som rockstjerne, og omgivet af sex, stoffer, rock’n’roll og berømmelse, hvilket kun forværrer hans eksistentielle krise. Han bliver også gift, men som så meget i hans liv, falder ægteskabet også fra hinanden, og den metaforiske mur bliver endelig færdigbygget i slutningen af første skive. Anden skive handler så om det hallucinerende, forskruede verdenssyn, Pink har inde fra murens deprimerende isolation, hvor han skifter mellem at se sig selv som en fascistisk diktator og at reflektere over muren, og hvad der mon er på den anden side. Slutteligt konfronterer han muren, og i hans indre fascistiske diktatur råber mennesker i hobetal “Tear down the wall!”, og efter en imaginær retssag ser Pink atter den ydre verden.

I modsætning til en rockopera som ‘Tommy’ af The Who, der pudsigt nok ligeledes handler om en ung mand, der mistede sin far i anden verdenskrig, er fortællingen på ‘The Wall’ meget virkelighedsnær. Roger Waters, der har skrevet stort set hele pladen har da også baseret Pink på dels ham selv, dels Syd Barrett, Pink Floyds tidligere frontmand. Dette gør ikke blot pladen markant mørkere, det gør den også lidt svær at følge med i, hvis jeg skal være ærlig. Første skive er ret let at forstå, da den mest af alt handler om nogle realistiske omend triste hændelser i en mands liv. Anden skive er lidt mere kompliceret. Jeg skal ikke erklære mig klogere end jeg er, mens billederne tit var både stærke og såvel lyrisk som musikalsk kreative, blev jeg tit nødt til lige at læse op på, hvad det hele egentlig betød. Det giver på den anden side også albummet noget holdbarhed, for selv efter adskillige gennemlytninger, kan man altid opdage noget nyt. Og igen, selv når man ikke helt forstår det, er det let at blive suget ind i. Få bands er nær så gode til at etablere musikalske stemninger, som Pink Floyd er, og ‘The Wall’ er muligvis deres mest stemningsrige album nogensinde.

‘The Wall’ er også en lang plade. Den nærmer sig halvanden time, men heldigvis er den bygget op omkring elegant variation. Den fastholder faktisk ganske godt lytterens interesse hele vejen igennem, og især på anden skive er lydene meget inciterende. Et højdepunkt for mig er albummets bindegale klimaks, ‘The Trial’, hvor New York Symfoniorkester leverer en forskruet, omringende klaustrofobi i form af dissonerende strygere, der eskalerer som nummeret fortsætter. Dette er nok det mest aparte valg, men sonisk har the Wall tit noget nyt at byde på. Ofte bliver nye instrumenter hevet frem for kun at optræde på én eller to sange, og selv de traditionelle rockinstrumenter bliver brug til alt fra afdæmpede, introspektive numre som den klassiske ‘Comfortably Numb’ over hård rock på ‘Young Lust’ til operatiske harmoni-bårne sange som ‘The Show Must Go On’, for ikke at tale om den på en gang funky og grumme ‘Another Brick in the Wall, Pt. 2’. Det er en kompleks plade, hvor man kan tale i timevis om hvert eneste nummer. Den behandler meget store, vidtfavnene temaer, og selvom det til tider kan virke nærmest over-ambitiøst, klarer pladen det overraskende godt. Jeg har andre favoritter i Pink Floyds diskografi, men der er få plader, der på samme måde har vundet min respekt.

 

209 – Pink Floyd – Wish You Were Here (1975)

Udgivet den af
1

Pink Floyd elsker konceptalbums, især deres bassist Roger Waters, der stod bag det måske mest berømte konceptalbum nogensinde, The Wall. Før The Wall arbejdede de dog med andre koncepter, f.eks. på Wish You Were Here fra 1975, der omhandler bandet selv. Pladen starter med det længste track, Shine On You Crazy Diamond, Parts I-V. Det starter ganske langsomt med en melankolsk synthesizer, hvorefter lyden af våde fingre på vinglas skaber flot baggrund. Da tager David Gilmour fat i guitaren og spiller en langsom og teknisk set meget blues-præget solo, der dog får meget andre billeder i dit hoved end blues normalt gør. Man føler, at nogen savnes, og dette nummer omhandler da også tidligere medlem Syd Barrett, der var gået fuldstændig amok, og som desværre ikke var i stand til at fortsætte i gruppen. Der kommer da trommer og bas på, men guitar og synthesizer fortsætter med at holde stemningen hvor den var i starten. Vokalen kommer først omkring 9 minutter inde i sangen, men det føles ikke sent. Al musikken har lagt op til dette, og det føles stort. Sangen afsluttes af en sentimental saxofonsolo, som fuldkommen perfekt afslutter nummeret – for nu.

Den anden sang på pladen hedder Welcome to the Machine, og ganske passende bruger den mange elektroniske lyde. Guitar kommer ca. 2 minutter inde i den 7½ minut lange sang for at gøre det lidt mere organisk, men den elektroniske lyd er stadig vigtig. Sangen handler om hvor mekanisk musikindustrien er, og den føles også meget mørk, mørkere end noget andet på pladen. Den minder mig meget om Kraftwerk, især deres Trans Europe Express-album, der handler om mekanik og maskineri på et mere bogstaveligt niveau, men man får stadig den samme stemning. Man har slet ikke lyst til at være rockstjerne, når man lytter til dette. Have A Cigar fortsætter flot nogle af ideerne fra Welcome to the Machine, men det føles ikke mekanisk. Det føles rettere dæmonisk. Der er en meget interessant funk-lyd, der får det til at lyde fuldkommen ondskabsfuldt. Sangen handler om musikbrancens hykleri og udnyttende natur, og det føles reelt. Det betyder dog ikke, at der ikke er humor, denne sang har trods alt en af de morsomste linjer, nogen Pink Floyd-sang kan prale af: “Oh by the way, which one’s Pink?”, og så passer det endda ind i sangen.

Med al denne ondskab, så kan man godt undre sig over, hvorfor pladen hedder Wish You Were Here, men så kommer titelnummeret, og det er endnu en sang, der omhandler Syd Barrett, og her især hans personlige venskab med Roger Waters. Det kunne virke underligt, at ønske, at en ven var her, når vi lige har hørt om industriens ondskab, men sagen er, at Syd Barrett delvist blev så skør grundet industrien, og det er sådan, hele albummet hænger sammen. Desuden vil jeg lige tilføje, at Wish You Were Here er en af de bedste sange nogensinde, og det er endda pladens uden tvivl simpleste. Pladen afsluttes næsten som den begyndte, her med Shine On You Crazy Diamond, Parts VI-IX. Denne er meget mere energisk, og man kan også mærke noget af den vrede overfor industrien, man oplevede tidligere på pladen, komme igen. Hvordan denne sært strukturerede sang hænger så godt sammen er et godt spørgsmål. Denne sang runder virkelig flot et enormt mesterværk af. Hvis du endnu ikke har lyttet til Wish You Were Here af Pink Floyd, så gør det så snart, du får muligheden.

347 – Pink Floyd – The Piper at the Gates of Dawn (1967)

Udgivet den af
Svar

Før The Wall, før Wish You Were Here og før The Dark Side of the Moon hed manden bag den legendariske rockgruppe Pink Floyd ikke David Gilmour eller Roger Waters, og det var ikke i nær så høj grad progressiv rock, som det var psykedelisk rock. Deres frontfigur dengang var dog ikke mindre genial. Han hed Syd Barrett, og mens han ganske vist var decideret vanvittig, så var han også virkelig kreativ. Med undtagelse af få sange fra deres andet album, så nåede Barrett desværre kun at optage en enkelt plade med Pink Floyd. Den hed The Piper at the Gates of Dawn. Det er en meget syret plade. Det er en virkelig, virkelig syret plade. Der findes sikkert mere syrede plader derude, men kun ganske få er nær så gode som denne. Der er skøre vokalharmonier – i begge betydninger af ordet “skør”. De suger dig dybt, dybt ned i musikken, og Barretts bizarre sangskrivning gør, at man konstant lægger mærke til musikken. Der er mange af numrene, hvor man kan mærke rigtig meget improvisation, især på den 9 minutter lange Interstellar Overdrive, der nærmer sig jazz-rock med sin bombastiske syreeksplosion.

Teksterne er også virkelig, virkelig syrede. The Gnome er fortalt lidt i stil med Tolkiens fortællinger blandet med gamle folkeeventyr. Gnomen fra sangen hedder Grimble Gromble, og den kommer ud på eventyr, og jeg tror nok at sangen ender med at den tager noget LSD. Denne er med lidt over 2 minutter en af pladens korteste sange, og de korteste sange på pladen har generelt meget struktur i forhold til de længere. Det forhindrer dog ikke deres syrede natur i at være lige så tydelig. Nej, disse kan være så syrede, at det kan være decideret skræmmende, men det kan hele albummet faktisk prale med. F.eks. er sangen Lucifer Sam en virkelig dynamisk oplevelse, der tit overfalder dig med store råb, men den har sine stille øjeblikke, og den djævelske basgang har det med at hjemsøge mine drømme. Ligeledes er de lange instrumentale passager på visse af numrene så stemningsrige, at jeg virkelig kan føle mig utryg, mens jeg lytter til dem. Mange musikere kan skrive fede melodier. De færreste kan få mig til at føle så meget.

Selv lyttede jeg til The Piper at the Gates of Dawn i en yderst lækker udgave, hvor man både har hele albummet i stereo og i mono, og på en tredje cd finder man så en masse bonusnumre. Hvis du vil opleve alt, The Piper at the Gates of Dawn har at byde på, så bliver du absolut nødt til at høre stereoudgaven, monoudgaven er ikke engang de 40 minutter værd, når stereoudgaven står der og lokker. Du hører næsten aldrig det samme i de to højtalere, og hvis man endda hører dette med hovedtelefoner på, så får man virkelig en på opleveren. Hvis du kan lide senere Pink Floyd-plader, er The Piper at the Gates of Dawn uden tvivl værd at lytte til, i det mindste for at forstå hvordan bandet har udviklet sig, men navnligt hvis du elsker samtidens mest syrede rockmusikere. Og her snakker jeg altså om toppen af syre-hierarkiet. Navne som Frank Zappa og Captain Beefheart springer straks frem i mit sind. Piper at the Gates of Dawn er en af Pink Floyds bedste plader, og det er uden tvivl Syd Barretts største værk, med eller uden bandet.