Pink Floyd elsker konceptalbums, især deres bassist Roger Waters, der stod bag det måske mest berømte konceptalbum nogensinde, The Wall. Før The Wall arbejdede de dog med andre koncepter, f.eks. på Wish You Were Here fra 1975, der omhandler bandet selv. Pladen starter med det længste track, Shine On You Crazy Diamond, Parts I-V. Det starter ganske langsomt med en melankolsk synthesizer, hvorefter lyden af våde fingre på vinglas skaber flot baggrund. Da tager David Gilmour fat i guitaren og spiller en langsom og teknisk set meget blues-præget solo, der dog får meget andre billeder i dit hoved end blues normalt gør. Man føler, at nogen savnes, og dette nummer omhandler da også tidligere medlem Syd Barrett, der var gået fuldstændig amok, og som desværre ikke var i stand til at fortsætte i gruppen. Der kommer da trommer og bas på, men guitar og synthesizer fortsætter med at holde stemningen hvor den var i starten. Vokalen kommer først omkring 9 minutter inde i sangen, men det føles ikke sent. Al musikken har lagt op til dette, og det føles stort. Sangen afsluttes af en sentimental saxofonsolo, som fuldkommen perfekt afslutter nummeret – for nu.

Den anden sang på pladen hedder Welcome to the Machine, og ganske passende bruger den mange elektroniske lyde. Guitar kommer ca. 2 minutter inde i den 7½ minut lange sang for at gøre det lidt mere organisk, men den elektroniske lyd er stadig vigtig. Sangen handler om hvor mekanisk musikindustrien er, og den føles også meget mørk, mørkere end noget andet på pladen. Den minder mig meget om Kraftwerk, især deres Trans Europe Express-album, der handler om mekanik og maskineri på et mere bogstaveligt niveau, men man får stadig den samme stemning. Man har slet ikke lyst til at være rockstjerne, når man lytter til dette. Have A Cigar fortsætter flot nogle af ideerne fra Welcome to the Machine, men det føles ikke mekanisk. Det føles rettere dæmonisk. Der er en meget interessant funk-lyd, der får det til at lyde fuldkommen ondskabsfuldt. Sangen handler om musikbrancens hykleri og udnyttende natur, og det føles reelt. Det betyder dog ikke, at der ikke er humor, denne sang har trods alt en af de morsomste linjer, nogen Pink Floyd-sang kan prale af: “Oh by the way, which one’s Pink?”, og så passer det endda ind i sangen.

Med al denne ondskab, så kan man godt undre sig over, hvorfor pladen hedder Wish You Were Here, men så kommer titelnummeret, og det er endnu en sang, der omhandler Syd Barrett, og her især hans personlige venskab med Roger Waters. Det kunne virke underligt, at ønske, at en ven var her, når vi lige har hørt om industriens ondskab, men sagen er, at Syd Barrett delvist blev så skør grundet industrien, og det er sådan, hele albummet hænger sammen. Desuden vil jeg lige tilføje, at Wish You Were Here er en af de bedste sange nogensinde, og det er endda pladens uden tvivl simpleste. Pladen afsluttes næsten som den begyndte, her med Shine On You Crazy Diamond, Parts VI-IX. Denne er meget mere energisk, og man kan også mærke noget af den vrede overfor industrien, man oplevede tidligere på pladen, komme igen. Hvordan denne sært strukturerede sang hænger så godt sammen er et godt spørgsmål. Denne sang runder virkelig flot et enormt mesterværk af. Hvis du endnu ikke har lyttet til Wish You Were Here af Pink Floyd, så gør det så snart, du får muligheden.