Jeg er en ret stor fan af alternativ rock, og en af de grupper, der var allerbedst i genrens guldalder i 90’erne var Pavement. De havde en meget atypisk lyd i forhold til deres samtid. Der var bands som The Smashing Pumpkins, Nirvana og Green Day, der var meget hårdtslående og punkede, og de havde tilsat lidt pop for at gøre melodierne mere fængende. Sådan var det ikke med Pavement. Pavement var faktisk stort set det modsatte, for deres forsanger Stephen Malkmus lyder konstant usikker og øm, og de har virkelig sørget for at fjerne alt, der lugter af popstruktur på mange af deres sange. Mange mener, at Pavement toppede med pladen Crooked Rain, Crooked Rain, og selvom jeg kun har hørt enkelte sange fra deres øvrige plader, så kan jeg sige, at der skal meget til for at overgå Crooked Rain, Crooked Rain. Man kan f.eks. starte med Stephen Malkmus’ evner som sangskriver. Hans levering tilføjer selvfølgelig også meget, men man kan huske individuelle linjer meget nøjagtigt efter første gennemlytning, også selvom de aldrig bliver gentaget. Han har en helt speciel evne for at få ord til at passe helt perfekt til musik, så man bare bliver virkelig glad, når man hører det.

Noget andet, der virkelig gør Crooked Rain, Crooked Rain til noget særligt er instrumentationen. Den er nemlig fuldkommen forfærdelig. Tit holder rytmen slet ikke, der bliver af og til spillet toner, der slet ikke harmoniserer med resten af musikken, og det lyder ofte som om, der sker et eller andet, der ikke skulle ske. Det ville næppe fungere for alle bands i verden, men Pavement får det virkelig til at fungere. Deres musik er i forvejen meget skrøbelig, og den store uperfektion i musikken. Det lyder som det musikalske svar på et korthus. Hvis det var lavet af rispapir. Og stod på en udendørs skøjtebane. Det er hele tiden. Nogle numre, heriblandt Hit the Plane Down og Unfair er faktisk meget hårde numre, der ikke er alt for ulig gamle Pixies-klassikere, men hvor Pixies tit er vrede og stærke, så er Pavement det modsatte. Begge er forvirrede og larmende, men Pavement har sangene i en anden kontekst, og dette gør hele forskellen. Desuden er Stephen Malkmus’ lille stemme bare helt perfekt til denne form for musik.

Noget andet, der er helt essentielt ved Crooked Rain, Crooked Rain er albumdynamikken. Sangene er så forskellige, at pladen aldrig føles som om, den gentager sig, og den sløsede måde, hvorpå sangene lyder som om, at de ikke er særlig gennemøvede, hjælper også på dette. De er også sat op, så de komplimenterer hinanden meget godt. De mest poppede numre, Gold Soundz og Cut Your Hair, er placeret med et par sange mellem sig, de hårdere, mere Pixies-agtige numre har er også placeret godt fra hinanden, og selv som jeg kommer med alle sådan nogle fællesnævnere, så udretter sangene slet ikke det samme. De gør altid noget, der ikke var gjort tidligere, men denne skrøbelighed bygger de stadig i fællesskab op mod. Selv uden Malkmus’ stemme fungerer det, for den jazzede 5-4=Unity er fuldkommen instrumental, og her falder musikken måske smukkere fra hinanden end på noget andet punkt på pladen. Det overrasker næppe mange, at jeg vil kokludere med at sige, at Crooked Rain, Crooked Rain er et mesterværk. Men det er svært at udpege noget dårligt ved den. Den er dejlig, den er holdbar, og man har bare lyst til at kramme Stephen Malkmus i løbet af det hele.