Tag-arkiv: 1975

158 – Elton John – Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide den simple Elton John, der er langt nede på jorden. Ja, en sådan Elton John er svær at forestille sig i dag, men sådan var han på plader som Tumbleweed Connection og Elton John i starten af 70’erne. Han begyndte at flirte mere og mere med glam-rock, som årene gik, og i 1975 tog han det store spring: han valgte at kalde en plade noget så latterligt som Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Jeg har hørt visse kalde det for en af de værste albumtitler nogensinde, og ja, det lyder faktisk næsten mere som en Elton John-parodi end et ægte album, men jeg synes, det er en virkelig morsom og gribende titel. Og den udstråler også, hvilken retning, John tog med denne plade. Han holder sig sjældent tilbage, og han er ikke bange for at bruge så fjollede vendinger som “It’s party time for the guys in the tower of Babel” og så dybtfølte overdrivelser som “Someone saved my life tonight, sugar bear”. Det er faktisk svært at nævne en bedre Elton John-plade, der er udkommet sidenhen, fordi bare at prøve at overgå skalaen på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy ville være nær umuligt, og hvis man ikke prøvede, ville det føles som et skridt tilbage.

Elton John gør intet halvt på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Alle numrene emmer af ambition og excentricitet. Det virker lidt inspireret af et band som The Who, som John jo arbejdede sammen med til filmen Tommy, hvor John opfører Pinball Wizard. Den vekslen mellem det dybe og det fjollede, som hele den film er bygget op omkring. For selvom han er blevet fjollet og overdreven nu, lyder hans følelser stadig oprigtige og vigtige, og hvis det ikke er imponerende, så ved jeg ikke, hvad er. Når du sætter Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy på for første gang lægger du dog nok mærke til, at den ikke rigtig starter med at lyde så excentrisk og storladen igen. Dens åbningsnummer, der ligeledes hedder Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, starter som et simpelt country-nummer, og efterhånden udvikler det sig til den storladne lyd, som albummet i højere grad kan kendetegnes ved. Udviklingen er derfor tydeligere, da John selv jo har lavet meget country-præget musik, navnlig på pladen Tumbleweed Connection. På titelnummeret får vi da nærmest hele Elton Johns udvikling på lidt under 6 minutter.

Den generelle kvalitet på pladen er rigtig god. De fleste af sangene er enormt kraftige, fængende og mindeværdige. De svagere kort på egen hånd er nok de to sidste sange, We All Fall in Love Sometimes og Curtains. De er lidt mere melankolske og sentimentale end de andre sange, men det gør, at de slutter pladen rigtig flot af. Så selvom de ikke er særlig fængende eller stærke uden resten af albummet, ender de med at være en smuk måde at afslutte pladen på. Det er nok en smukkere afslutning end på nogen anden Elton John-plade. Der er også meget variation på pladen. Sangene er ikke blot alle gode, de er alle unikke, og dermed gør det, at pladen konstant serverer dig noget uforventet. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg er meget glad for Elton John, og et af hans fineste albums er uden tvivl Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Den har så meget identitet, så meget farve og så meget liv, at den kan tåle talrige gennemspilninger. Alle sange er smukt skrevet og karismatisk opført. Det er ikke til at stå for.

159 – Kiss – Alive! (1975)

Udgivet den af
Svar

I 1975 udgav rockbanet Kiss deres første liveplade. Den fik navnet Alive! og blev på den måde det første album i deres stadig kørende Alive-serie. Det er 78 minutter med 16 af gruppens allerstørste sange fra dengang. Det er dog ikke ligefrem sådan, at de havde udgivet særlig meget endnu i 1975, så koncerten tager kun fra de tre første albums. Det betyder fravær af store hits som Detroit Rock City, I Was Made for Lovin’ You og Love Gun, næsten faste indslag ved Kiss-koncerter i dag. Og de er langt fra det eneste, der er blevet tilføjet til setlisterne siden da. Kiss blev ved med af have stor succes efter udgivelsen af Alive!, ja succesen blev nærmest kun større. Og Alive! er nok lidt af årsagen til, at Kiss fik flere fans. Kiss har trods alt alle dage været kendt som et storslået live-band med deres ansigtsmaling, udrustning, pyroteknik osv. Det kan man så selvfølgelig ikke høre på pladen, men man kan stadig høre enorm spilleglæde og solidt spillede numre. Hele lyden på Alive! er enormt lækker af en live-plade at være. Spørgsmålet er så selvfølgelig i hvor høj grad, man kan kalde det en live-plade.

Det er fristende at kalde Alive! for “rå tråd fra ende til anden”, men tråden er ikke særlig rå. Der er taget lyd fra hele 4 forskellige koncerter, og selvom producer Eddie Kramer og de individuelle medlemmer aldrig kan blive enige med hverken sig selv eller hinanden om, i hvor høj grad, der er blevet overdubbet, så er der altså også en del overdubs. Eddie Kramer har gået fra at sige, at der kun blev dubbet for at rette de værste fejl til at påstå, at trommerne er det eneste, der stammer direkte fra koncerterne. Jeg tror ikke rigtig, at noget af det er rigtigt, det er nok en mellemting, men efter flere gennemlytninger, kan det godt virke irriterende, at Alive! ikke lyder som en normal live-plade. Den er simpelthen for poleret. Man føler tit ikke, at man lytter til en koncertoptagelse. Men til gengæld er det dog virkelig flot. Og når lyden endelig er mere rå,  og på sange som Rock and Roll All Nite, Black Diamond og 100,000 Years føler man faktisk næsten, man er der. Man kan let forestille sig, hvordan bandet hopper rundt på scenen.

Selve udvalget af sange er rigtig godt. De har valgt nogle af deres mest rå, vilde sange samt et par få af deres mere poppede numre, men jeg er på den måde meget glad for, at jeg ikke lytter til en senere Alive-plade. Deres materiale blev væsentligt renere og knap så vildt senere i deres karriere, og lyden er altså mere helstøbt, når man kun har de første par Kiss-plader at tage sange fra. Der er ikke én, der ikke passer ind på pladen, og alle er rigtig gode, i hvert fald i udgaverne fra Alive!. Der er nok egentlig ikke nogen af sangene på Alive! jeg ikke foretrækker i denne live-udgave frem for originalen. Der er lavet væsentlige ændringer på visse numre, bl.a. på 100,000 Years, der er gjort over tre gange så lang som originalen. Meget af denne udgave udgøres af en trommesolo, der er mange gange mere imponerende end jeg i det hele taget vidste, at trommeslager Peter Criss var i stand til. Man kan diskutere så meget ved Alive!, men det vigtigste er jo bare, at den lyder godt og holder hele vejen igennem. Og det gør den.

183 – Fleetwood Mac – Fleetwood Mac (1975)

Udgivet den af
1

Det er farligt at gå død i en stilart, og jo længere, man har lavet musik, desto vigtigere bliver det at ryste lidt i sin lyd. Britiske Fleetwood Mac havde lavet blues-rock-plader i 7 år, før de I 1975 tog to nye amerikanske medlemmer til sig, der ville vise sig at være skelsættende i bandets karriere: Stevie Nicks og Lindsey Buckingham. En ny tid var begyndt, og Fleetwood Mac ville nu hovedsageligt arbejde med soft- og pop-rock. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Det var dog ikke fordi 70’erne var fattige på de genrer, men i mange af tilfældene var de nok kraftigt inspireret af Fleetwood Mac, der nu var mere populære end nogensinde takket være pladen med det simple navn Fleetwood Mac. Og jeg må sige, at jeg er vældig begejstret for Buckingham og Nicks. Buckingham er en dygtig guitarist, og begge medlemmer har virkelig charmerende stemmer. Christine McVie synger også for på et par numre, men hun er dog lidt mindre interessant. Hun er nok i grunden en teknisk dygtigere sanger end begge to, men hun lægger slet ikke nær så meget liv i, og stemmen har slet ikke nær så meget kant. Hun minder mig lidt om Barbra Streisand, men hende er jeg ikke verdens største fan af.

Spørgsmålet er lidt, om dette albums mest væsentlige problemer overhoved kan bebrejdes bandet, eller om de virkelige syndere er Starland Vocal Band, Chicago og Captain & Tennille, der sørgede for at køre denne stilart til døde de følgende par år. Men i grunden tror jeg, at det ligger lidt begge steder. Især er Christine McVie at beskylde for nogle af problemerne, for hun kan bare slet ikke skrive noget, der er værd at lytte til, når det er denne stilart. Hvert eneste af de fire numre, hun har skrevet alene, lyder for mig som albumfyld. Så er jeg ligeglad med at tre af dem var singler, og to af dem var pæne hits, for de byder næsten ikke på noget som helst mindeværdigt. Say You Love Me er nok undtagelsen med sin skæve lille banjo, men ellers er der ikke noget at skrive hjem om. Heldigvis er Buckingham og Nicks generelt dygtige sangskrivere, og de har skrevet de sange, der i min optik er mest vellykkede: Monday Morning, Landslide, I’m So Afraid og selvfølgelig den mesterlige Rhiannon. Disse sange har følelser, stærke følelser, og de virker enormt gennemtænkte. Det er kvalitetspop af højeste kaliber.

Strukturen på albummet har også både gode og dårlige sider. Der er en god vekslen imellem de tre forskellige sangskriveres meget markante stilarter, men disse stilarter er næsten for markant forskellige til hinanden, til at albummet føles konsekvent i lyden. Buckingham og Nicks passer som sådan fint til hinandens lyd, men McVies stil, som jeg jo ikke engang kan lide, stikker virkelig ud, så det føles som om, man lytter til et helt andet album. Der er en enkelt sang, Blue Letter, der ikke er skrevet af nogen af disse tre, men af sangskriverparret Michael og Richard Curtis. Det stikker om muligt endnu mere ud end McVies sange, for det lyder mest af alt som en Jackson Browne-sang. Browne burde virkelig lave et cover af den sang, for den er skræddersyet til ham. Og den lyder også virkelig godt med Fleetwood Mac, selv med McVies stemme, men den skulle måske blot have været en b-side. Da jeg lyttede til denne plade de første par gange, så lod jeg mig lidt overvinde af det negative. Men jeg har heldigvis fundet en masse godt at holde af. Fleetwood Mac er ikke den perfekte plade, men den er stadig ret god, især i forhold til, at det er soft-rock fra 70’erne.

184 – Willie Nelson – Red Headed Stranger (1975)

Udgivet den af
Svar

En spillefilm baseret på en kortfilm er ikke et nyt koncept. Det sker faktisk ret ofte, og ganske tit med stor succes. Men har du nogensinde hørt om et konceptalbum baseret på en ældre sang? For det var det, Willie Nelson lavede i 1975 med Red Headed Stranger, der i dag ses af mange som værende hans bedste album. Det er bygget over en gammel countrysang af samme navn, oprindeligt af Arthur “Guitar Boogie” Smith. Sangen handler om en mand, der rider ind i en by, og der møder han en kvinde, der er interesseret i at stjæle hans afdøde kones hest. Da hun forsøger at stjæle hesten, dræber manden hende. Det er en ganske god fortælling, men det er nu noget underligt, at denne er sangen, som Willie valgte at bygge et helt album op omkring. Han vælger at placere selve sangen nær midten af pladen, og så fortæller han ellers i starten mandens forhistorie, og til slut fortæller han om hans liv efter mordet. Og det er jo et virkelig interessant koncept. Det giver os lidt indblik i en galnings baggrund og tankegang, det tror jeg de fleste synes er interessant.

Men et er en interessant historie, noget andet er god musik. Og ja, det er countrymusik, ikke min foretrukne genre, men hvis vi skal være i genren, så bliver det ikke meget bedre end hr. Nelson. Mest fordi han er så beskeden, et træk, der klæder genren. Han har ikke verdens største stemme, og selv hvis han havde, så ville han næppe vise lytteren de imponerende toner, han kunne ramme. Det er af samme årsag, at jeg elsker mange af Bob Dylans udfoldelser i genren. Musikken er også dejligt varieret, hvilket kun er en god ting. De individuelle sange er ofte under to minutter lange, og det gør pladen meget dynamisk. Man kan gå virkelig hurtigt fra en hurtigere sang til en mere langsom en, og det gør at pladen bare suser forbi dig. Den er heller ikke særlig lang, så det gør den jo rent faktisk. Noget andet flot ved pladen er den gentagne brug af sangen Time of the Preacher, der er åbningsnummeret. Det skaber noget struktur på pladen, og struktur elsker jeg at se i konceptalbum. At Nelson så skifter mellem første- og tredjeperson i løbet af pladen gør lidt op med strukturen. Det ville være løst af blot at bruge en gæstesanger, men sådan gjorde han det nu engang ikke.

Fortællingen om denne galning er meget gribende, og man bliver let interesseret denne historie. Og det læner sig helt naturligt op af sangen, jeg ville aldrig have gættet, at det var et cover. Og som historien nærmer sig slutningen, bliver den meget rørende. Det eneste nummer, jeg ikke rigtig holder af, er det instrumentale cover af Down Yonder, der er et underligt lykkeligt klavernummer. Det er ret irriterende, og bliver ved alt for længe, og det er end ikke 2 minutter langt. Men derudover er der ikke noget decideret dårligt nummer på pladen. Nelsons covers af Blue Eyes Crying in the Rain og Red Headed Stranger udmærker sig, men ellers gør numrene ikke meget for at skille sig ud fra resten af pladen. Lyrikken er altid superb, og historien fortæller de som helhed flot, men instrumentationen og især melodien kan være middelmådig til tider, men de går lidt ind af det ene øre og ud af det andet. Men i det mindste er det varieret, og jeg må indrømme, at jeg endnu ikke er blevet spor træt af pladen, så holdbarheden fejler intet. Det er en virkelig flot fortælling, men som så meget god country, er det en usleben diamant, bare af og til lidt for usleben.

209 – Pink Floyd – Wish You Were Here (1975)

Udgivet den af
1

Pink Floyd elsker konceptalbums, især deres bassist Roger Waters, der stod bag det måske mest berømte konceptalbum nogensinde, The Wall. Før The Wall arbejdede de dog med andre koncepter, f.eks. på Wish You Were Here fra 1975, der omhandler bandet selv. Pladen starter med det længste track, Shine On You Crazy Diamond, Parts I-V. Det starter ganske langsomt med en melankolsk synthesizer, hvorefter lyden af våde fingre på vinglas skaber flot baggrund. Da tager David Gilmour fat i guitaren og spiller en langsom og teknisk set meget blues-præget solo, der dog får meget andre billeder i dit hoved end blues normalt gør. Man føler, at nogen savnes, og dette nummer omhandler da også tidligere medlem Syd Barrett, der var gået fuldstændig amok, og som desværre ikke var i stand til at fortsætte i gruppen. Der kommer da trommer og bas på, men guitar og synthesizer fortsætter med at holde stemningen hvor den var i starten. Vokalen kommer først omkring 9 minutter inde i sangen, men det føles ikke sent. Al musikken har lagt op til dette, og det føles stort. Sangen afsluttes af en sentimental saxofonsolo, som fuldkommen perfekt afslutter nummeret – for nu.

Den anden sang på pladen hedder Welcome to the Machine, og ganske passende bruger den mange elektroniske lyde. Guitar kommer ca. 2 minutter inde i den 7½ minut lange sang for at gøre det lidt mere organisk, men den elektroniske lyd er stadig vigtig. Sangen handler om hvor mekanisk musikindustrien er, og den føles også meget mørk, mørkere end noget andet på pladen. Den minder mig meget om Kraftwerk, især deres Trans Europe Express-album, der handler om mekanik og maskineri på et mere bogstaveligt niveau, men man får stadig den samme stemning. Man har slet ikke lyst til at være rockstjerne, når man lytter til dette. Have A Cigar fortsætter flot nogle af ideerne fra Welcome to the Machine, men det føles ikke mekanisk. Det føles rettere dæmonisk. Der er en meget interessant funk-lyd, der får det til at lyde fuldkommen ondskabsfuldt. Sangen handler om musikbrancens hykleri og udnyttende natur, og det føles reelt. Det betyder dog ikke, at der ikke er humor, denne sang har trods alt en af de morsomste linjer, nogen Pink Floyd-sang kan prale af: “Oh by the way, which one’s Pink?”, og så passer det endda ind i sangen.

Med al denne ondskab, så kan man godt undre sig over, hvorfor pladen hedder Wish You Were Here, men så kommer titelnummeret, og det er endnu en sang, der omhandler Syd Barrett, og her især hans personlige venskab med Roger Waters. Det kunne virke underligt, at ønske, at en ven var her, når vi lige har hørt om industriens ondskab, men sagen er, at Syd Barrett delvist blev så skør grundet industrien, og det er sådan, hele albummet hænger sammen. Desuden vil jeg lige tilføje, at Wish You Were Here er en af de bedste sange nogensinde, og det er endda pladens uden tvivl simpleste. Pladen afsluttes næsten som den begyndte, her med Shine On You Crazy Diamond, Parts VI-IX. Denne er meget mere energisk, og man kan også mærke noget af den vrede overfor industrien, man oplevede tidligere på pladen, komme igen. Hvordan denne sært strukturerede sang hænger så godt sammen er et godt spørgsmål. Denne sang runder virkelig flot et enormt mesterværk af. Hvis du endnu ikke har lyttet til Wish You Were Here af Pink Floyd, så gør det så snart, du får muligheden.

230 – Queen – A Night at the Opera (1975)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger folk om hvad historiens bedste rocksang er, så er chancen stor for, at de svarer Bohemian Rhapsody af Queen. Denne sang stammer fra deres klassiske plade A Night at the Opera fra 1975, som også ofte opfattes som værende deres bedste. Den er fuld af et virkelig varieret udbud af sange, og den er ikke konstrueret særlig ulig noget, man kunne forvente hos en progressiv rockgruppe. Sangene er virkelig forskellige, men de er sammensat, sådan at det bare giver virkelig meget mening. Lazing on a Sunday Afternoon, Seaside Rendezvous og Good Company er nogle simple, overdrevent lystige numre, der virker meget inspireret af varieté-musik, men de er krydret godt med Queens personlighed. De føles lidt som jokes, der er noget camp over at høre så simple sange mellem store musikalske visioner som Death on Two Legs (Dedicated to…), The Prophet’s Song og Bohemian Rhapsody. Det er dog virkelig forfriskende, og noget af det, der har gjort Queen så meget mere populære end f.eks. Yes og The Alan Parsons Project, er da netop, at de ikke er særlig selvhøjtidelige, men de er samtidig lige så talentfulde som disse grupper.

Og selvom de har meget til fælles med progressiv rock på A Night at the Opera, så er der også meget pop over deres tilgang til sangskrivning. Det tydeligste eksempel på dette er You’re My Best Friend, der øjeblikkeligt er fængende med sit fantastiske klaverriff. Men også sange som de noget hårdere og mere komplicerede I’m in Love With My Car og Death on Two Legs (Dedicated to…) lægger sig med det samme i hukommelsen. Selv Bohemian Rhapsody, en sang, der end ikke har et omkvæd, og som skifter struktur mere eller mindre konstant, er så fængende og mindeværdig, at den toppede hitlister overalt i hele verden. Og jeg er langt fra den eneste, der har lært den sang udenad. Bohemian Rhapsody er faktisk ikke den mest komplicerede sang på pladen. Det ville nok være den 8 minutter lange The Prophet’s Song, der ganske vist starter mere simpel, men mod midten er der nogle helt vilde a capella-sektioner, som virkelig får lytteren til at lægge mærke til nummeret. Det er fuldkommen episk, og det fortsætter i lang tid. Nogle ville måske sige, at det er for længe, men selv elsker jeg nummeret rigtig højt.

A Night at the Opera er en sær lille sammensætning af sange. Hvis du spillede dem i tilfældig rækkefølge, så ville mange sikkert have svært ved at tro, at det var det samme band, der opførte dem alle. Men når man hører dem i rækkefølge, så er det smukt. Det hele passer fuldkommen perfekt sammen, og det er også derfor at numre som Seaside Rendezvous og Good Company er så gode. De er jo bare små, sjove sange, og ved siden af Bohemian Rhapsody og The Prophet’s Song kunne de have virket banale, men det er sat sådan op, at pladen er en rutsjebanetur frem og tilbage høje og lave dynamiske punkter. Og efter en gennemlytning er man altid på en gang tilfreds, men samtidig har man altid mod på at høre den en gang til. Når man først lader første sang gå i gang, er det svært at lade pladen stoppe igen. Dette er også fordi en sang går i gang stort set så snart den sidste er slut, og af og til er det ikke helt til at finde ud af, hvad der er en intro til en sang og outro til en anden. A Night at the Opera er en fantastisk plade fra start til slut, som alle bare burde lytte til.