I 1975 udgav rockbanet Kiss deres første liveplade. Den fik navnet Alive! og blev på den måde det første album i deres stadig kørende Alive-serie. Det er 78 minutter med 16 af gruppens allerstørste sange fra dengang. Det er dog ikke ligefrem sådan, at de havde udgivet særlig meget endnu i 1975, så koncerten tager kun fra de tre første albums. Det betyder fravær af store hits som Detroit Rock City, I Was Made for Lovin’ You og Love Gun, næsten faste indslag ved Kiss-koncerter i dag. Og de er langt fra det eneste, der er blevet tilføjet til setlisterne siden da. Kiss blev ved med af have stor succes efter udgivelsen af Alive!, ja succesen blev nærmest kun større. Og Alive! er nok lidt af årsagen til, at Kiss fik flere fans. Kiss har trods alt alle dage været kendt som et storslået live-band med deres ansigtsmaling, udrustning, pyroteknik osv. Det kan man så selvfølgelig ikke høre på pladen, men man kan stadig høre enorm spilleglæde og solidt spillede numre. Hele lyden på Alive! er enormt lækker af en live-plade at være. Spørgsmålet er så selvfølgelig i hvor høj grad, man kan kalde det en live-plade.
Det er fristende at kalde Alive! for “rå tråd fra ende til anden”, men tråden er ikke særlig rå. Der er taget lyd fra hele 4 forskellige koncerter, og selvom producer Eddie Kramer og de individuelle medlemmer aldrig kan blive enige med hverken sig selv eller hinanden om, i hvor høj grad, der er blevet overdubbet, så er der altså også en del overdubs. Eddie Kramer har gået fra at sige, at der kun blev dubbet for at rette de værste fejl til at påstå, at trommerne er det eneste, der stammer direkte fra koncerterne. Jeg tror ikke rigtig, at noget af det er rigtigt, det er nok en mellemting, men efter flere gennemlytninger, kan det godt virke irriterende, at Alive! ikke lyder som en normal live-plade. Den er simpelthen for poleret. Man føler tit ikke, at man lytter til en koncertoptagelse. Men til gengæld er det dog virkelig flot. Og når lyden endelig er mere rå, og på sange som Rock and Roll All Nite, Black Diamond og 100,000 Years føler man faktisk næsten, man er der. Man kan let forestille sig, hvordan bandet hopper rundt på scenen.
Selve udvalget af sange er rigtig godt. De har valgt nogle af deres mest rå, vilde sange samt et par få af deres mere poppede numre, men jeg er på den måde meget glad for, at jeg ikke lytter til en senere Alive-plade. Deres materiale blev væsentligt renere og knap så vildt senere i deres karriere, og lyden er altså mere helstøbt, når man kun har de første par Kiss-plader at tage sange fra. Der er ikke én, der ikke passer ind på pladen, og alle er rigtig gode, i hvert fald i udgaverne fra Alive!. Der er nok egentlig ikke nogen af sangene på Alive! jeg ikke foretrækker i denne live-udgave frem for originalen. Der er lavet væsentlige ændringer på visse numre, bl.a. på 100,000 Years, der er gjort over tre gange så lang som originalen. Meget af denne udgave udgøres af en trommesolo, der er mange gange mere imponerende end jeg i det hele taget vidste, at trommeslager Peter Criss var i stand til. Man kan diskutere så meget ved Alive!, men det vigtigste er jo bare, at den lyder godt og holder hele vejen igennem. Og det gør den.