En spillefilm baseret på en kortfilm er ikke et nyt koncept. Det sker faktisk ret ofte, og ganske tit med stor succes. Men har du nogensinde hørt om et konceptalbum baseret på en ældre sang? For det var det, Willie Nelson lavede i 1975 med Red Headed Stranger, der i dag ses af mange som værende hans bedste album. Det er bygget over en gammel countrysang af samme navn, oprindeligt af Arthur “Guitar Boogie” Smith. Sangen handler om en mand, der rider ind i en by, og der møder han en kvinde, der er interesseret i at stjæle hans afdøde kones hest. Da hun forsøger at stjæle hesten, dræber manden hende. Det er en ganske god fortælling, men det er nu noget underligt, at denne er sangen, som Willie valgte at bygge et helt album op omkring. Han vælger at placere selve sangen nær midten af pladen, og så fortæller han ellers i starten mandens forhistorie, og til slut fortæller han om hans liv efter mordet. Og det er jo et virkelig interessant koncept. Det giver os lidt indblik i en galnings baggrund og tankegang, det tror jeg de fleste synes er interessant.

Men et er en interessant historie, noget andet er god musik. Og ja, det er countrymusik, ikke min foretrukne genre, men hvis vi skal være i genren, så bliver det ikke meget bedre end hr. Nelson. Mest fordi han er så beskeden, et træk, der klæder genren. Han har ikke verdens største stemme, og selv hvis han havde, så ville han næppe vise lytteren de imponerende toner, han kunne ramme. Det er af samme årsag, at jeg elsker mange af Bob Dylans udfoldelser i genren. Musikken er også dejligt varieret, hvilket kun er en god ting. De individuelle sange er ofte under to minutter lange, og det gør pladen meget dynamisk. Man kan gå virkelig hurtigt fra en hurtigere sang til en mere langsom en, og det gør at pladen bare suser forbi dig. Den er heller ikke særlig lang, så det gør den jo rent faktisk. Noget andet flot ved pladen er den gentagne brug af sangen Time of the Preacher, der er åbningsnummeret. Det skaber noget struktur på pladen, og struktur elsker jeg at se i konceptalbum. At Nelson så skifter mellem første- og tredjeperson i løbet af pladen gør lidt op med strukturen. Det ville være løst af blot at bruge en gæstesanger, men sådan gjorde han det nu engang ikke.

Fortællingen om denne galning er meget gribende, og man bliver let interesseret denne historie. Og det læner sig helt naturligt op af sangen, jeg ville aldrig have gættet, at det var et cover. Og som historien nærmer sig slutningen, bliver den meget rørende. Det eneste nummer, jeg ikke rigtig holder af, er det instrumentale cover af Down Yonder, der er et underligt lykkeligt klavernummer. Det er ret irriterende, og bliver ved alt for længe, og det er end ikke 2 minutter langt. Men derudover er der ikke noget decideret dårligt nummer på pladen. Nelsons covers af Blue Eyes Crying in the Rain og Red Headed Stranger udmærker sig, men ellers gør numrene ikke meget for at skille sig ud fra resten af pladen. Lyrikken er altid superb, og historien fortæller de som helhed flot, men instrumentationen og især melodien kan være middelmådig til tider, men de går lidt ind af det ene øre og ud af det andet. Men i det mindste er det varieret, og jeg må indrømme, at jeg endnu ikke er blevet spor træt af pladen, så holdbarheden fejler intet. Det er en virkelig flot fortælling, men som så meget god country, er det en usleben diamant, bare af og til lidt for usleben.