The Velvet Underground er et af de vigtigste bands nogensinde i forhold til indflydelse på populærmusikken sidenhen, og det er også et af mine absolutte yndlingsbands. Især i forhold til punkmusik er de vigtige, og selv efter den latterligt dygtige bratschist John Cale forlod dem i 1968 fortsatte de med at være formidable og indflydelsesrige. Og John Cale lavede også flere store værker, f.eks. da han opdagede et ungt garagerockband og valgte at producere deres debutplade. Et af medlemmerne af denne gruppe hed Iggy Pop, og bandet hed The Stooges. Det hed pladen også. Denne plade starter med nummeret 1969, bare i fald, at man skulle være i tvivl om årstallet, pladen blev udgivet i. Det er en enormt energisk sang om at være en taber, der ikke udretter noget. Der er en klar blues-indflydelse, men den sløsede og distorterede instrumentation gør den så meget mere moderne. Det største værk på pladen er dog I Wanna Be Your Dog. Jeg er helt enig med konsensus her – det er det bedste, gruppen nogensinde har lavet. Den bærer i sin fyldige lyd meget præg af John Cales produktion, og den sensuelle tekst og melodi er forførende på en måde, man ikke nødvendigvis er helt komfortabel med – men det er derfor, nummeret er så perfekt, fordi det udfordrer dig.

Noget af det smukke ved The Stooges er bare generelt, at de prøver at udfordre dig til trods for, at deres sange i grunden er ganske simple. Og ingen sang er så udfordrende som We Will Fall. Med det mener jeg ikke, at ingen sang på pladen er, jeg mener, at jeg aldrig har hørt en sang, jeg har haft nær så svært ved at høre færdig. Den kører i en dyster, rituel lyd, det lyder faktisk lidt af en eller anden kult, der har messe. Og det er en fed sang – i rigtig, rigtig kort tid. For det fortsætter bare i samme smøre uden at udvikle sig markant, og det bliver ved i 10 minutter. Det er muligvis det værste nummer på nogen plade, jeg nogensinde har anmeldt. Og da pladen er 34 minutter lang, så er 10 minutter ret meget. Heldigvis følger No Fun lige efter, og det er endnu en af gruppens mesterværker. Den er så dejligt fuld af liv og spilleglæde, og den går bare helt amok til sidst, så nydelsen er stor. Real Cool Time er en kortere sang, der lyder betydeligt mindre sexet end teksten lægger op til, men for pokker, det er en lækker guitar, der er på det nummer, og trommerne er helt ustyrlige, og det støtter Iggy Pops animalske udtryk godt.

Ann er en lidt langsommere sang, med en mere minimal lyd. Der er virkelig en fed mystisk aura over den, og Iggy lyder truende i en skræmmende grad. Og til sidst, hvor sangen helt uventet går amok rent instrumentalt, der er det faktisk ret uhyggeligt. På Not Right gør Iggy det, enhver punker er ekspert i, nemlig at råbe op i utilfredshed. Her er det seksuel utilfredshed, og han lyder mere oprigtigt vred og frustreret her end ellers. Så er melodien måske ikke det mest kreative, man nogensinde har hørt, men denne sløsethed udtrykker måske også meget af hele konceptet bag gruppen. Little Doll er, jeps, endnu en sang om sex. Det er vist alt, hvad Iggy tænker på. Helt præcist er det om at have sex med en, man ikke kender – hvilken grad af fremmedhed, der er tale om her, er mig dog ubekendt. Men pointen er, at han er ligeglad. Og intet ord opsummerer The Stooges nær så godt som “ligeglad”. Men det er noget af skønheden ved dem. De gør, det der passer dem, og det giver deres debutplade en charme, der er svær at matche, selv når nummeret ikke er fantastisk.