Tag-arkiv: The Stooges

125 – Iggy and The Stooges – Raw Power (1973)

Udgivet den af
Svar

Raw Power af det klassiske protopunk-band The Stooges er en lidt besværlig plade at anmelde. Den oprindelige producer, David Bowie, fik kun én dag til at mixe pladen sammen, og den lyder ikke rigtig, som forsanger Iggy Pop ønskede. Den udkom senere i en ny udgave, hvor Iggy Pop havde taget sig af produktionen, og der er lidt delte meninger om, hvilken udgave, der er bedst. Til denne anmeldelse har jeg hørt Bowies produktion, da det er den oprindelige udgave, men jeg må indrømme, at den er ret ringe, at bas og trommer sjældent markerer sig særlig meget, og at sangene tit lyder som om, de slet ikke skulle komme fra samme plade. Selve sangskrivningen kan man dog ikke tage noget fra, og åbningsnummeret, Search and Destroy er uanset udgaven en af de bedste rocksange nogensinde. Iggy synger med enorm desperation og overbevisning, og man mærker tydeligt tekstens pessimisme. Guitaren er også meget vild herpå, og den bevæger sig tit ganske stilfuldt udenfor rytmen. Den lidt mere stille Gimme Danger er en af de bedst lydende sange på Bowie-udgaven. Den er dybt seksuel, og den akustiske guitars tydelighed i hver eneste streng giver sangen noget karakter.

Your Pretty Face Is Going To Hell er en af de mest punkede sange. Mixet er desværre meget mudret, men Iggys vokal er ikke langt fra et black metal-growl til tider, så ondskabsfuld er den. Guitarsoloen mod slutningen er også rigtig vild, og den øger stemningnen markant. Heldigvis er denne ret tydelig i mixet, og den undskylder næsten den mudrede produktion. Gruppen vender tilbage til det seksuelle på Penetration, og det bliver seksuelt på den mest ukomfortable omend underholdende måde, man kan forestille sig. Det lyder til tider mere som et mord, end det lyder som sex, og de mange lyde, Iggy hæmningsløst ytrer mod slutningen gør kun nummeret mere sensuelt. Nummeret Raw Power er tæt på et glam-rock-nummer, og det lyder lidt hen af noget, New York Dolls kunne have lavet. Der er et meget simpelt klaverriff på dette nummer, men det giver nummeret masser af kant. Det føles rigtig impulsivt og råt, og ligesom på Gimme Danger, synes jeg faktisk, at Bowies produktion klæder nummeret, muligvis grundet hans erfaringer med glam-rock. I det hele taget er produktionen aldrig så forfærdelig, at man ikke tydeligt kan mærke Iggys styrker som både optrædende og sangskriver.

Hvor titelnummeret er meget energisk, bliver der skruet gevaldigt ned for tempoet på I Need Somebody. Den er krybende og underdanig, men på en yderst seksuel måde. Iggy tigger og beder om samvær med så stor desperation, at det kan synes ubehageligt. Med gruppens flotte sans for dynamik efterfølger de I Need Somebody med dens mere tempofyldte modstykke, Shake Appeal. Det er stadig, som titlen antyder, et meget seksuelt nummer. Hvis man må være lidt fræk, er dette dog pladens klimaks, altså seksuelt. Det er svært at lede tankerne hen på andet med den rus man føler i løbet af guitarsoloen samt de lyde, Iggy laver, der mest af alt lyder som en orgasme. Det er en fed udvikling, og jeg elsker samspillet mellem disse to numre. The Stooges er dog ikke gruppen der ender en plade med en orgasme. Ikke fordi det er for vulgært, det er blot for positivt. Afslutningsnummeret er derfor rettere den makabre Death Trip. Her opsummeres et væld af ungdommelig nihilistisk selvhad og personligt forfald. Guitarerne sørger for at bidrage til denne nedadgående spiral, og denne bliver helt ukontrolleret mod slutningen. Sangen slutter med et fade, hvilket ikke er min yndlingsmåde at slutte et album af på, men sangen fungerer som afsluttende statement, og Raw Power er et mesterligt album.

185 – The Stooges – The Stooges (1969)

Udgivet den af
Svar

The Velvet Underground er et af de vigtigste bands nogensinde i forhold til indflydelse på populærmusikken sidenhen, og det er også et af mine absolutte yndlingsbands. Især i forhold til punkmusik er de vigtige, og selv efter den latterligt dygtige bratschist John Cale forlod dem i 1968 fortsatte de med at være formidable og indflydelsesrige. Og John Cale lavede også flere store værker, f.eks. da han opdagede et ungt garagerockband og valgte at producere deres debutplade. Et af medlemmerne af denne gruppe hed Iggy Pop, og bandet hed The Stooges. Det hed pladen også. Denne plade starter med nummeret 1969, bare i fald, at man skulle være i tvivl om årstallet, pladen blev udgivet i. Det er en enormt energisk sang om at være en taber, der ikke udretter noget. Der er en klar blues-indflydelse, men den sløsede og distorterede instrumentation gør den så meget mere moderne. Det største værk på pladen er dog I Wanna Be Your Dog. Jeg er helt enig med konsensus her – det er det bedste, gruppen nogensinde har lavet. Den bærer i sin fyldige lyd meget præg af John Cales produktion, og den sensuelle tekst og melodi er forførende på en måde, man ikke nødvendigvis er helt komfortabel med – men det er derfor, nummeret er så perfekt, fordi det udfordrer dig.

Noget af det smukke ved The Stooges er bare generelt, at de prøver at udfordre dig til trods for, at deres sange i grunden er ganske simple. Og ingen sang er så udfordrende som We Will Fall. Med det mener jeg ikke, at ingen sang på pladen er, jeg mener, at jeg aldrig har hørt en sang, jeg har haft nær så svært ved at høre færdig. Den kører i en dyster, rituel lyd, det lyder faktisk lidt af en eller anden kult, der har messe. Og det er en fed sang – i rigtig, rigtig kort tid. For det fortsætter bare i samme smøre uden at udvikle sig markant, og det bliver ved i 10 minutter. Det er muligvis det værste nummer på nogen plade, jeg nogensinde har anmeldt. Og da pladen er 34 minutter lang, så er 10 minutter ret meget. Heldigvis følger No Fun lige efter, og det er endnu en af gruppens mesterværker. Den er så dejligt fuld af liv og spilleglæde, og den går bare helt amok til sidst, så nydelsen er stor. Real Cool Time er en kortere sang, der lyder betydeligt mindre sexet end teksten lægger op til, men for pokker, det er en lækker guitar, der er på det nummer, og trommerne er helt ustyrlige, og det støtter Iggy Pops animalske udtryk godt.

Ann er en lidt langsommere sang, med en mere minimal lyd. Der er virkelig en fed mystisk aura over den, og Iggy lyder truende i en skræmmende grad. Og til sidst, hvor sangen helt uventet går amok rent instrumentalt, der er det faktisk ret uhyggeligt. På Not Right gør Iggy det, enhver punker er ekspert i, nemlig at råbe op i utilfredshed. Her er det seksuel utilfredshed, og han lyder mere oprigtigt vred og frustreret her end ellers. Så er melodien måske ikke det mest kreative, man nogensinde har hørt, men denne sløsethed udtrykker måske også meget af hele konceptet bag gruppen. Little Doll er, jeps, endnu en sang om sex. Det er vist alt, hvad Iggy tænker på. Helt præcist er det om at have sex med en, man ikke kender – hvilken grad af fremmedhed, der er tale om her, er mig dog ubekendt. Men pointen er, at han er ligeglad. Og intet ord opsummerer The Stooges nær så godt som “ligeglad”. Men det er noget af skønheden ved dem. De gør, det der passer dem, og det giver deres debutplade en charme, der er svær at matche, selv når nummeret ikke er fantastisk.

191 – The Stooges – Fun House (1970)

Udgivet den af
Svar

Iggy Pop er bindegal. Han er måske i brede kredse bedst kendt for sin manglende trøje, og af visse andre som fyren, der lavede The Passenger, men han er sammen med Ron Asheton, Dean Alexander og Scott Asherton også kendt som punkrockens gudfædre, The Stooges. Dette er tydeligst på deres Garage-rock-klassiker, debuten med det simple navn The Stooges, men i modsætning til mange af de punkgrupper, som var så evigt påvirket af denne plade, så var The Stooges slet ikke bange for at skifte lyd. På deres anden plade, Fun House, blev kompositionerne mere ambitiøse og jazzede, og de hyrede sågar en saxofonist. Albummet starter dog med håndlangerne som vi kender dem. Guitarriffet på Down on the Street er simpelt og råt, og enhver kan synge med på melodien med det samme. Det er et godt valg at starte med det, man kender, for så føles overraskelsen senere større. Derudover er Down on the Street bare en enormt sej rocksang. Loose minder meget om det tidlige heavy metal, bands som Led Zeppelin og MC5 havde gang i samtidig, især sidstnævnte, der jo også påvirkede punkmusik enormt meget. Der er meget dynamik i lyden, og det er et interessant twist, at omkvædet er mere stille, mens versene er højtråbende og larmende.

T.V. Eye åbner med et råb, der minder umiskendeligt meget om det, Ozzy Osbourne ville indlede Crazy Train med 10 år senere. Selve sangen er dog meget anderledes fra Ozzys Heavy-klassiker. Den er virkelig punket, men man mærker allerede her jazzen snige sig ind. Vi har nemlig at gøre med en sang, der læner sig fuldkommen op af en basgang, og så bliver der ellers spillet soloer og råbt nonsens i fire minutter. Hvis det var en rendyrket punksang, ville den være så simpel, at den knap kunne klare halvdelen af tiden, men her virker det. Det er dog først med Dirt, at de virkelig bliver eksperimentelle og vovede. Der er ikke blot tale om en af de mest beundringsværdige og fremadtænkende guitarsoloer i sin tid, der er tale om et nummer, der udtrykker store følelser. Hvilke er usikkert, det er ret vagt, men det er udtrykket, der er vigtigt, og det er som næsten intet i sin samtid. 1970 kommer med en enorm desperation, og det er en af mine favoritter, især på grund af et virkelig godt samspil mellem en hektisk bas og nogle vilde trommer. Den forvrængte guitar og Iggys stemme gør bare det hele bedre.

Saxofonen bliver hevet frem på sangen Fun House, og det sker lige fra første tone. Denne sang har en slags forstyrret glæde, der i løbet af næsten 8 minutter går ned af en ond spiral. Hvor saxofonen er enormt jazzet, så minder Iggy Pop såvel som bassen mig mere om noget funk af den slags, James Brown var ekspert i at lave. Det er bare slet ikke på nogen måde nær så kontrolleret; det går fuldkommen amok, ja alle instrumenterne overfalder nærmest hinanden til sidst. Det er nærmest uhyggeligt. Det er uden tvivl pladens højdepunkt, og man forstår godt, hvorfor pladens navn er taget derfra. Det næste nummer, L.A. Blues er nærmest en direkte fortsættelse til Fun House. Der er nærmest ingen musikalsk struktur på dette nummer. Det er reelt egentlig bare guitar, bas, trommer, saxofon og forsanger, der går amok i fem minutter. Det er dog med nogle klare høje og lave dynamiske punkter, så der var tænkt over det. Det er et forfærdeligt nummer på egen hånd, men det afslutter pladen så perfekt. Det er det mest provokerende, de kunne have gjort, og det kan med garanti stadig provokere i dag. Og det er det, der gør The Stooges og især Fun House så fantastiske.