44 – Patti Smith – Horses (1975)

»Jesus died for somebody’s sins, but not mine« – med disse provokerende linjer indleder protopunkeren Patti Smith sin nyfortolkning af Them-sangen ‘Gloria’, der fungerer som åbningsnummer på hendes debutalbum ‘Horses’ fra 1975. ‘Horses’ var forud for sin tid. Hvis det var udkommet i dag, var der muligvis klistret et postpunkprædikat over det, eller muligvis den evigt populære paraplyterm alternativ rock. Man kan høre albummets genklang i talrige musikere gennem tiden: PJ Harvey, Nick Cave, The Replacements, Blondie og Nirvana står frem som nogle af de mest tydelige eksempler på kunstnere, der skylder Smith en hel del. På ‘Horses’ viser hun sig ikke blot som en stærk sangskriver og performer, hun står frem som en malerisk, bidende og fandenivoldsk poet. Ganske vist har der været poetiske skikkelser i rockmusikken før hende – Bob Dylan, Jim Morrison og Leonard Cohen kan blandt andre nævnes – men det er svært at komme i tanker om nogen før Smith, der i samme grad formåede på en gang at være så oprørsk og attituderig i det poetiske univers, hun præsenterer. Selv i sin skrevne form brager hendes lyrik frem med punket viljestyrke. Teksterne er nærmest umulige at adskille fra rocken som kulturel institution.

På de to længste numre, ‘Birdland’ og ‘Land’ går hun endda til tider over i noget spoken word, som hun serverer med en på overfladen impulsiv levering. Det betyder dog på ingen måde, at musikken spiller andenviolin. Disse to – især ‘Land’ – er trods deres skramlede lyd nogle af de mest musikalsk komplekse stykker på hele pladen, og bandet sørger virkelig flot for at holde det følelsesmæssige intensitetsniveau ved lige. Disse numre er som store dele af pladen grimme, skramlede og dissonerende. Smith bruger i løbet af albummet tit denne uslebne lyd til at skabe en ægthed, der sjældent var matchet af samtidens kunstnere. I modsætning til punkbølgen, der fulgte i kølvandet på ‘Horses’, er det dog kun små dele af ‘Horses’, der er vred. Hun skildrer lige så ofte, hvis ikke oftere, en stor eksistentiel krise, der er yderst fascinerende at følge. Der er masser af op- og nedture i løbet af albummet, hvilket også sørger for en varierende og altid givende lytteoplevelse. Smith har været god til at ramme et bredt dynamisk spændingsfelt i løbet af albummet, helt fra den tætpakkede afslutning på ‘Free Money’ til den dødbringende langsomme melankoli på størstedelen af ‘Elegie’.

Hvis det lyder lidt som om, at universet på ‘Horses’ er et mørkt, humorforladt landskab, så er det ikke helt korrekt. Albummet starter som sagt med noget så kækt som et Them-cover, og trods sine nye provokerende åbningslinjer, er ‘Gloria’ i sit hjerte stadig en kærlighedssang. Smith har også god sans for at inkludere passager, der får mig til at smile, blandt andet på ‘Land’ og ‘Free Money’. Men mest mærkbart bliver humøret løftet af to poppede sange, jeg ville blive fristet til at kalde for new wave, hvis de ikke var fra et par år før det begreb gav mening at bruge: ‘Redondo Beach’ og ‘Kimberly’ er to numre, der splitter mig lidt. Som popsange er begge virkelig vellykkede, og hvis hverken The Pretenders, Elvis Costello eller Blondie har hørt dem, bliver jeg virkelig overrasket. Men omvendt tog det mig noget tid lige at acceptere dem. Deres udadtil joviale natur var i starten ret distraherende på et ellers så råt og rebelsk album, men med tiden viste deres grumme undertoner sig for mig. Jeg synes dog fortsat, at de stikker lidt for meget ud, og det er synd, men det er også lidt noget flueknepperi fra min side. ‘Horses’ holder stadig rigtig godt i dag. Den fortsætter stadig med at inspirere talrige nye musikere, for den rammer ironisk nok noget tidløst med sin tidsånd.

125 – Iggy and The Stooges – Raw Power (1973)

Raw Power af det klassiske protopunk-band The Stooges er en lidt besværlig plade at anmelde. Den oprindelige producer, David Bowie, fik kun én dag til at mixe pladen sammen, og den lyder ikke rigtig, som forsanger Iggy Pop ønskede. Den udkom senere i en ny udgave, hvor Iggy Pop havde taget sig af produktionen, og der er lidt delte meninger om, hvilken udgave, der er bedst. Til denne anmeldelse har jeg hørt Bowies produktion, da det er den oprindelige udgave, men jeg må indrømme, at den er ret ringe, at bas og trommer sjældent markerer sig særlig meget, og at sangene tit lyder som om, de slet ikke skulle komme fra samme plade. Selve sangskrivningen kan man dog ikke tage noget fra, og åbningsnummeret, Search and Destroy er uanset udgaven en af de bedste rocksange nogensinde. Iggy synger med enorm desperation og overbevisning, og man mærker tydeligt tekstens pessimisme. Guitaren er også meget vild herpå, og den bevæger sig tit ganske stilfuldt udenfor rytmen. Den lidt mere stille Gimme Danger er en af de bedst lydende sange på Bowie-udgaven. Den er dybt seksuel, og den akustiske guitars tydelighed i hver eneste streng giver sangen noget karakter.

Your Pretty Face Is Going To Hell er en af de mest punkede sange. Mixet er desværre meget mudret, men Iggys vokal er ikke langt fra et black metal-growl til tider, så ondskabsfuld er den. Guitarsoloen mod slutningen er også rigtig vild, og den øger stemningnen markant. Heldigvis er denne ret tydelig i mixet, og den undskylder næsten den mudrede produktion. Gruppen vender tilbage til det seksuelle på Penetration, og det bliver seksuelt på den mest ukomfortable omend underholdende måde, man kan forestille sig. Det lyder til tider mere som et mord, end det lyder som sex, og de mange lyde, Iggy hæmningsløst ytrer mod slutningen gør kun nummeret mere sensuelt. Nummeret Raw Power er tæt på et glam-rock-nummer, og det lyder lidt hen af noget, New York Dolls kunne have lavet. Der er et meget simpelt klaverriff på dette nummer, men det giver nummeret masser af kant. Det føles rigtig impulsivt og råt, og ligesom på Gimme Danger, synes jeg faktisk, at Bowies produktion klæder nummeret, muligvis grundet hans erfaringer med glam-rock. I det hele taget er produktionen aldrig så forfærdelig, at man ikke tydeligt kan mærke Iggys styrker som både optrædende og sangskriver.

Hvor titelnummeret er meget energisk, bliver der skruet gevaldigt ned for tempoet på I Need Somebody. Den er krybende og underdanig, men på en yderst seksuel måde. Iggy tigger og beder om samvær med så stor desperation, at det kan synes ubehageligt. Med gruppens flotte sans for dynamik efterfølger de I Need Somebody med dens mere tempofyldte modstykke, Shake Appeal. Det er stadig, som titlen antyder, et meget seksuelt nummer. Hvis man må være lidt fræk, er dette dog pladens klimaks, altså seksuelt. Det er svært at lede tankerne hen på andet med den rus man føler i løbet af guitarsoloen samt de lyde, Iggy laver, der mest af alt lyder som en orgasme. Det er en fed udvikling, og jeg elsker samspillet mellem disse to numre. The Stooges er dog ikke gruppen der ender en plade med en orgasme. Ikke fordi det er for vulgært, det er blot for positivt. Afslutningsnummeret er derfor rettere den makabre Death Trip. Her opsummeres et væld af ungdommelig nihilistisk selvhad og personligt forfald. Guitarerne sørger for at bidrage til denne nedadgående spiral, og denne bliver helt ukontrolleret mod slutningen. Sangen slutter med et fade, hvilket ikke er min yndlingsmåde at slutte et album af på, men sangen fungerer som afsluttende statement, og Raw Power er et mesterligt album.

185 – The Stooges – The Stooges (1969)

The Velvet Underground er et af de vigtigste bands nogensinde i forhold til indflydelse på populærmusikken sidenhen, og det er også et af mine absolutte yndlingsbands. Især i forhold til punkmusik er de vigtige, og selv efter den latterligt dygtige bratschist John Cale forlod dem i 1968 fortsatte de med at være formidable og indflydelsesrige. Og John Cale lavede også flere store værker, f.eks. da han opdagede et ungt garagerockband og valgte at producere deres debutplade. Et af medlemmerne af denne gruppe hed Iggy Pop, og bandet hed The Stooges. Det hed pladen også. Denne plade starter med nummeret 1969, bare i fald, at man skulle være i tvivl om årstallet, pladen blev udgivet i. Det er en enormt energisk sang om at være en taber, der ikke udretter noget. Der er en klar blues-indflydelse, men den sløsede og distorterede instrumentation gør den så meget mere moderne. Det største værk på pladen er dog I Wanna Be Your Dog. Jeg er helt enig med konsensus her – det er det bedste, gruppen nogensinde har lavet. Den bærer i sin fyldige lyd meget præg af John Cales produktion, og den sensuelle tekst og melodi er forførende på en måde, man ikke nødvendigvis er helt komfortabel med – men det er derfor, nummeret er så perfekt, fordi det udfordrer dig.

Noget af det smukke ved The Stooges er bare generelt, at de prøver at udfordre dig til trods for, at deres sange i grunden er ganske simple. Og ingen sang er så udfordrende som We Will Fall. Med det mener jeg ikke, at ingen sang på pladen er, jeg mener, at jeg aldrig har hørt en sang, jeg har haft nær så svært ved at høre færdig. Den kører i en dyster, rituel lyd, det lyder faktisk lidt af en eller anden kult, der har messe. Og det er en fed sang – i rigtig, rigtig kort tid. For det fortsætter bare i samme smøre uden at udvikle sig markant, og det bliver ved i 10 minutter. Det er muligvis det værste nummer på nogen plade, jeg nogensinde har anmeldt. Og da pladen er 34 minutter lang, så er 10 minutter ret meget. Heldigvis følger No Fun lige efter, og det er endnu en af gruppens mesterværker. Den er så dejligt fuld af liv og spilleglæde, og den går bare helt amok til sidst, så nydelsen er stor. Real Cool Time er en kortere sang, der lyder betydeligt mindre sexet end teksten lægger op til, men for pokker, det er en lækker guitar, der er på det nummer, og trommerne er helt ustyrlige, og det støtter Iggy Pops animalske udtryk godt.

Ann er en lidt langsommere sang, med en mere minimal lyd. Der er virkelig en fed mystisk aura over den, og Iggy lyder truende i en skræmmende grad. Og til sidst, hvor sangen helt uventet går amok rent instrumentalt, der er det faktisk ret uhyggeligt. På Not Right gør Iggy det, enhver punker er ekspert i, nemlig at råbe op i utilfredshed. Her er det seksuel utilfredshed, og han lyder mere oprigtigt vred og frustreret her end ellers. Så er melodien måske ikke det mest kreative, man nogensinde har hørt, men denne sløsethed udtrykker måske også meget af hele konceptet bag gruppen. Little Doll er, jeps, endnu en sang om sex. Det er vist alt, hvad Iggy tænker på. Helt præcist er det om at have sex med en, man ikke kender – hvilken grad af fremmedhed, der er tale om her, er mig dog ubekendt. Men pointen er, at han er ligeglad. Og intet ord opsummerer The Stooges nær så godt som “ligeglad”. Men det er noget af skønheden ved dem. De gør, det der passer dem, og det giver deres debutplade en charme, der er svær at matche, selv når nummeret ikke er fantastisk.

191 – The Stooges – Fun House (1970)

Iggy Pop er bindegal. Han er måske i brede kredse bedst kendt for sin manglende trøje, og af visse andre som fyren, der lavede The Passenger, men han er sammen med Ron Asheton, Dean Alexander og Scott Asherton også kendt som punkrockens gudfædre, The Stooges. Dette er tydeligst på deres Garage-rock-klassiker, debuten med det simple navn The Stooges, men i modsætning til mange af de punkgrupper, som var så evigt påvirket af denne plade, så var The Stooges slet ikke bange for at skifte lyd. På deres anden plade, Fun House, blev kompositionerne mere ambitiøse og jazzede, og de hyrede sågar en saxofonist. Albummet starter dog med håndlangerne som vi kender dem. Guitarriffet på Down on the Street er simpelt og råt, og enhver kan synge med på melodien med det samme. Det er et godt valg at starte med det, man kender, for så føles overraskelsen senere større. Derudover er Down on the Street bare en enormt sej rocksang. Loose minder meget om det tidlige heavy metal, bands som Led Zeppelin og MC5 havde gang i samtidig, især sidstnævnte, der jo også påvirkede punkmusik enormt meget. Der er meget dynamik i lyden, og det er et interessant twist, at omkvædet er mere stille, mens versene er højtråbende og larmende.

T.V. Eye åbner med et råb, der minder umiskendeligt meget om det, Ozzy Osbourne ville indlede Crazy Train med 10 år senere. Selve sangen er dog meget anderledes fra Ozzys Heavy-klassiker. Den er virkelig punket, men man mærker allerede her jazzen snige sig ind. Vi har nemlig at gøre med en sang, der læner sig fuldkommen op af en basgang, og så bliver der ellers spillet soloer og råbt nonsens i fire minutter. Hvis det var en rendyrket punksang, ville den være så simpel, at den knap kunne klare halvdelen af tiden, men her virker det. Det er dog først med Dirt, at de virkelig bliver eksperimentelle og vovede. Der er ikke blot tale om en af de mest beundringsværdige og fremadtænkende guitarsoloer i sin tid, der er tale om et nummer, der udtrykker store følelser. Hvilke er usikkert, det er ret vagt, men det er udtrykket, der er vigtigt, og det er som næsten intet i sin samtid. 1970 kommer med en enorm desperation, og det er en af mine favoritter, især på grund af et virkelig godt samspil mellem en hektisk bas og nogle vilde trommer. Den forvrængte guitar og Iggys stemme gør bare det hele bedre.

Saxofonen bliver hevet frem på sangen Fun House, og det sker lige fra første tone. Denne sang har en slags forstyrret glæde, der i løbet af næsten 8 minutter går ned af en ond spiral. Hvor saxofonen er enormt jazzet, så minder Iggy Pop såvel som bassen mig mere om noget funk af den slags, James Brown var ekspert i at lave. Det er bare slet ikke på nogen måde nær så kontrolleret; det går fuldkommen amok, ja alle instrumenterne overfalder nærmest hinanden til sidst. Det er nærmest uhyggeligt. Det er uden tvivl pladens højdepunkt, og man forstår godt, hvorfor pladens navn er taget derfra. Det næste nummer, L.A. Blues er nærmest en direkte fortsættelse til Fun House. Der er nærmest ingen musikalsk struktur på dette nummer. Det er reelt egentlig bare guitar, bas, trommer, saxofon og forsanger, der går amok i fem minutter. Det er dog med nogle klare høje og lave dynamiske punkter, så der var tænkt over det. Det er et forfærdeligt nummer på egen hånd, men det afslutter pladen så perfekt. Det er det mest provokerende, de kunne have gjort, og det kan med garanti stadig provokere i dag. Og det er det, der gør The Stooges og især Fun House så fantastiske.

196 – Diverse Kunstnere – Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968 (1972)

Jeg elsker punk i alle mulige afskygninger, og jeg elsker ligeledes musikhistorie. Helt naturligt nyder jeg da også at kigge lidt i punkens rødder, nemlig garagerocken, der var virkelig populær i 60’ernes USA. 27 forskellige af disse sange blev i 1972 samlet på opsamlingen Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968, en opsamling, der ville være til stor inspiration for senere punkgrupper. Dette dobbeltalbum indeholdt både relativt store hits og mindre kendte numre, men de fleste af dem er meget ukendte i dag. I 1998 udkom tre ekstra cd’er, der har lidt flere kendte navne på sig, heriblandt The Kingsmen, The Sonics, Love, Paul Revere & the Raiders og endda The Turtles. Disse bonus-cd’er er vældig sjove bekendskaber, men de er ikke nær så fokuserede som originalen, og jeg vil ikke dvæle meget længere ved de nyere tilføjelser. Noget rigtig rart ved sangene på Nuggets er, at de lyder meget ens. Det kunne lyde som noget negativt, men i forhold til, at de er lavet af så mange bands, så er lyden meget konsekvent. De fleste af disse sange kunne sagtens alle være lavet til én og samme plade af et og samme band.

Lyden er meget rå det meste af tiden, og selvom der står Psychedelic på coveret skal man ikke forvente Jimi Hendrix eller The Doors. Det er mere noget energisk poprock tilsat noget støj og tit også et markant orgel. Der er af og til noget østlig musikinspiration, f.eks. på åbningsnummeret I Had Too Much to Dream (Last Night), men selvom tekst og instrumentation er særpræget, så er sangene sjældent skrevet efter særlig komplicerede formularer. Der er sikkert en del af disse grupper, der ikke gør særlig meget andet end den formular, de bruger på deres specifikke nummer på denne opsamling, men så er det jo heldigt, at vi kun får én sang per gruppe. Selvom lyden er meget konsekvent, så er der stadig en hel del variation. Det er også enormt vigtigt, for pladen er jo et dobbeltalbum, og dermed varer den hele 76 minutter, hvilket er en hel del, men den holder skam det meste af vejen. Der er en tendens til, at de kortere numre (dem på ca. 2 minutter) er meget simple rocksange med lidt garageflair over sig, så er de længste sange meget mere eksperimenterende og dynamiske.

Der er ikke mange længere sange, og så lange er de ikke igen, men når de kommer, er de forfriskende. Desværre er de to længste sange placeret klods op ad hinanden. Det er i sidste halvdel af pladen, og derfor føles denne del meget mere overkommelig og fyldig end den første. Udvalget af sange er heller ikke helt perfekt, hvis du spørger mig. De fleste efterlader et ret stort indtryk, men det gælder ikke dem alle. Oh Yeah af The Shadows of Knight er f.eks. bare en ret uoriginal udgave af en af Bo Diddleys efter min mening mindre interessante sange, og Lies af The Knickerbockers føles bare som en lidt tam Beatles-efterligning. Men de fleste numre er virkelig solide, og det er overraskende, når de jo blev både indspillet og udvalgt for så mange år siden. For en musiknørd som mig er der selvfølgelig meget at grave ned i, men jeg føler, at man ikke har brug for et særlig stort kendskab til rytmisk musikhistorie for at kunne nyde Nuggets. Det kræver bare lidt smag for god garagerock, og mere skal der egentlig ikke til. Så Nuggets kan anbefales til langt de fleste, og hvis du kan lide denne anbefales det også at lytte til volume 2-4.

213 – New York Dolls – New York Dolls (1973)

New York Dolls stillede i 1973 et meget godt spørgsmål: Hvad hvis glam-rock ikke var så glamourøst? De gjorde dette med det grimmeste, mest ulækre album, glam-rock nogensinde har set. Det hedder ligeledes New York Dolls, og det starter med en af de bedste rocksange nogensinde, den fandenivoldske Personality Crisis, der er en af den slags sange, der kun kunne være lavet i 1977. At den er 4 år ældre må vi så bare ignorere. Den holder sig ikke tilbage, og foruden de typiske punk-instrumenter, så er der også et klaver, der tilføjer rigtig meget. Det giver en stemning af gammeldags rock and roll, som Little Richard ville have lavet det, men det er bare meget mere beskidt og følelsesrigt. Der bliver skreget og skrålet for fuld drøn, og dette kendetegner mange af sangene på pladen. Et andet mesterværk, der gør dette er Trash, en meget simpel sang, der midt i nummeret stopper fuldstændig, for da at begynde igen. Det gør at sangen holder virkelig godt dynamisk, og det gør også, at man ikke har brug for nogle mere stille punkter i løbet af de 3 minutter, den varer.  Sangens længde får også klimakset til at føles så meget større. Det ville næppe føles så stort, hvis den kun varede 2 minutter.

Ja, 3 minutter er ret længe i denne sammenhæng, for meget af musikken på New York Dolls er stort set rendyrket punkmusik, det er bare fra før Ramones, Sex Pistols og The Clash gjorde genren så populær, at den fik et navn. Det gælder mere end bare Personality Crisis og Trash, både Looking for a Kiss, PillsJet Boy og mange andre sange har virkelig meget til fælles med punk, mere end på nogen anden protopunk-plade, jeg kender. Uanset om vi snakker sangskrivning, lyd, attitude, tekstunivers, det hele passer så perfekt ind i de sene 70’ere. Den eneste undtagelse skulle lige være længden på sangene. Den korteste sang på pladen er omkring de tre minutter, hvilket er længere end noget nummer på de første tre Ramones-plader. Det længste nummer er faktisk også meget punket, og det føles rigtig stort. Den hedder Frankenstein og er 6 minutter lang. Sangens klimaks er et af de helt store lydmæssige højdepunkter på pladen. Det er et skønt nummer, og det gør noget med punk-lyden, som først rigtig blev populært i 80’ernes post-punk og post-hardcore.

Nu siger jeg, at størstedelen er punk, men det er ikke det hele. Især ét nummer er så rendyrket glam-rock, at det er umuligt at tage fejl af. Nummeret hedder Lonely Planet Boy, det er stille, kører på akustisk guitar, der er en saxofon på, og der bliver sunget om planeter. Andre numre, f.eks. lyder den koklokke-tunge Private World også som noget, T. Rex sagtens kunne have lavet. Men at lyde som T. Rex er ikke en dårlig ting, og de var alligevel en af de hårdere af de store glam-grupper, så det passer stadig perfekt ind. Selv mange af de mest punkede sange, heriblandt Bad Girl og Pills lyder ligeså meget af Ramones som af T. Rex. Og det er nok præcis sådan jeg vil beskrive den generelle oplevelse man får, når man lytter til New York Dolls’ debutplade: det er en fantastisk mellemting mellem Ramones og T. Rex, som meget overraskende nok holder i løbet af hele 43 minutter. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke nyder, og jeg har spillet albummet adskillige gange efterhånden, og ikke én gennemlytning har ikke været fremragende. Hvad end du er til glam-rock eller punk, så burde New York Dolls være noget for dig.

292 – The Velvet Underground – White Light/White Heat (1968)

Hvis du så meget som bare nævner The Velvet Underground i min nærhed, kan du gøre mig usandsynligt glad. Min yndlingssang af den eksperimentelle gruppe er en 17 minutter lang protopunk-sang ved navn Sister Ray. Den findes på gruppens anden plade, White Light/White Heat fra 1968. Denne plade åbner med et titelnummer, der blander noget af den mest støjende rockmusik, man kunne finde dengang med en meget blues-inspireret melodi og backingvokalister, der mest af alt lyder af doo-wop. Det er ikke den bedste lydkvalitet i verden, men det lægger flot grund for det, pladen kommer til at være. Det andet nummer, The Gift, har meget støjende instrumentation i højre speaker og spoken word læst op af bandets bassist, bratschist og organist, John Cale, i den venstre. John Cales stemme er i modsætning til musikken meget rolig, hvilket får begge til at springe ud. Han fortæller en virkelig morsom historie, som jeg helst ikke vil afsløre slutningen på, men jeg vil da fortælle, at det handler om en mand, der sender sig selv med posten.

Albummet fortsætter stærkt med det tredje nummer, Lady Godiva’s Operation. Denne sang formår på en eller anden sær måde at være både stille og larmende, i instrumentation såvel som sang. De går begge meget fint frem og tilbage mellem det så hurtigt, at det føles som om, det sker på en og samme tid. Sangen virker meget simpel omend excentrisk i starten, men som tiden går, bliver den mere og mere bindegal, især i vokalen, men instrumentationen udvikler sig også. Det er interessant, at så meget kan ske, for melodien er uhyre simpel. En ligeledes simpel melodi er den efterfølgende Here She Comes Now, der også starter meget stille ud. Den er mere diskret end Lady Godiva’s Operation i sin udvikling, men den er der skam. Det er en virkelig fed melodi, og gruppens excentricitet er virkelig tydelig her. Den fungerer måske bedre i kontekst, end den gør på egen hånd, men den er stadig et eksempel på fantastisk sangskrivning. På albummet markerer den som albummets uden tvivl roligste sang overgangen mellem en rolig omend stadig støjende første halvdel, og det støjorgie, der er anden halvdel.

Lige fra første tone på I Heard Her Call My Name er der dømt støj for fuld skrue. Det er støjende i starten, og det bliver helt vanvittigt, som den skrider fremad. Efter det første minut, hvor der er sang, der kører efter en egentlig melodi, så går det brat over i en kort guitarsolo på et halvt minut. Så kommer endnu et decideret vers, men så går den igen brat over i en støjende guitarsolo, der varer halvdelen af sangen, over 2 minutter. Men det er ikke langt, og det er ikke støjende, hvis man sammenligner det med afslutningsnummeret, den efter min mening bedste sang på pladen. Sangen hedder som tidligere sagt Sister Ray og varer over 17 minutter. Den kører næsten hele vejen igennem på et meget simpelt riff, og det hele er dejligt distorteret og støjende. Teksten handler om vold, stoffer, homoseksualitet og transvestitter, og med linjer som “She’s busy sucking on my ding-dong” og vilde orgelsoloer, der bare overfalder hinanden. Det er et fantastisk nummer, men jeg indrømmer at det langt fra er noget for alle. Det er dog noget for mig, og det er en væsentlig del af årsagen til, at White Light/White Heat er en fantastisk plade.

294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.

381 – The Modern Lovers – The Modern Lovers (1976)

Jonathan Richman var en helt enorm fan af the Velvet Underground. Han var faktisk så stor fan, at han flyttede fra Boston til New York for at lære dem bedre at kende. Han endte med at blive ret god ven med gruppen, og da han efter 9 måneder flyttede tilbage til Boston, dannede han bandet the Modern Lovers, og John Cale fra the Velvet Underground skulle producere deres debutplade. Dennes optagelser blev færdiggjort i 1972, men først i 1976 blev pladen efter meget besvær udgivet. Den kom simpelt nok også til at hedde The Modern Lovers, og den findes i mange forskellige udgaver, med mange forskellige tracklister, og ingen af dem afspejler nok Richmans vision fuldstændig, så jeg har valgt at lade mig nøje med originaludgaven fra 1976. Åbningsnummeret er gruppens mest kendte, Roadrunner. Den bygger kraftigt over den 17 minutter lange Velvet Underground-sang Sister Ray, men Roadrunner er dog kun 4 minutter lang. Den er meget sjov og fængende, og mens Richman lystigt synger om at køre rundt i Massachusetts om aftenen med bilradioen skruet godt op, får man meget lyst til at gøre det samme.

Astral Plane er en meget sjov kærlighedssang, og Jerry Harrisons orgel herpå øger stemningen meget kraftigt, så man meget let kan mærke Richmans længsel og ensomhed, der ender med at virke vanvittig i en overdreven grad mod slutningen. Old World fænger mig ikke rigtig. Melodien er ikke rigtig noget specielt, og selvom jeg rigtig godt kan lide emnet om social akavethed, så bliver det fortalt ret kluntet. Dog fortjener orgelet som sædvanlig rigtig mange point. Til gengæld elsker jeg virkelig nummeret Pablo Picasso, der handler om hvor stor en casanova, Picasso var. Det lyder måske ikke så vanvittigt interessant igen, men en hel del af sangens charme handler også om, hvor sært det er fortalt, og instrumentationen er virkelig også noget for sig. Det er grimt og beskidt, og det lyder som noget, der ville være skrevet mindst 5 år senere. She Cracked lyder meget som en rendyrket punksang, og det er endda en rigtig god en af slagsen. Der er masser af energi og charme, og lidt over to minutter inde kommer det mest vidunderligt brutale mellemstykke.

Hospital er et af pladens bedste numre. Det meste af tiden er det ret stille, men på bestemte punkter bliver det virkelig intenst, og tempoet skifter fuldstændig. Det lyder som om, Richman prøver at lukke af for sine følelser, og af og til kan han bare ikke klare det mere. Det lyder rigtig godt, og nummeret sørger også for variation på andre måder. Someone I Care About er en rigtig fed, oprigtigt længelsfuld sang om ensomhed og kærlighed. Den er vældig charmerende, og melodien er også virkelig god. Girlfriend er knap så imponerende. Udover hvordan Richman ikke kan stave til titlen, så føles melodien ganske banal, og sangen føles bare ret fjollet. Afslutningsnummeret hedder Modern World, og det er et vildt rock and roll-nummer af den bedste slags. Det er vældig dynamisk, og omkvædet er let at synge med på, og det får man også lyst til. The Modern Lovers har selvfølgelige problemer i dynamikken uanset hvilken udgave man lytter til, navnlig fordi den “sande” udgave er svær at definere. Albummet føles uanset hvad ikke færdiggjort, og alle sange er faktisk også teknisk set demoer. Men selv hvis man ikke forholder sig til disse fakta, så er det faktisk et knaldgodt album, og hvis du kan lide the Velvet Underground, så er dette nok også noget for dig.

451 – MC5 – Back in the USA (1970)

I 1969 debuterede MC5 med live-albummet Kick Out the Jams, der var noget af det hårdeste, groveste, mest rebelske rockmusik endnu havde budt på, og det er opfattet som en af de vigtigste forgængere for punkmusik. Og de fleste kender ikke så meget til resten af deres diskografi, men året efter udgav de deres første studiealbum, Back in the USA. Det er et helt, helt andet væsen end Kick Out the Jams. Den store indflydelse for alt på Back in the USA er nemlig rock and roll fra 50’erne, hvorfor albummet da også er navngivet efter en Chuck Berry-sang, som de da også slutter af med at lave et cover af. Nu var punk stadig ikke rigtig en genre, men de har dog gjort deres lyd meget grimmere og vildere end Chuck Berry, Bill Haley, Little Richard eller Elvis Presley, og det er især tydeligt, når man tager pladens to covers, åbningsnummeret Tutti Frutti, oprindeligt af Little Richard, og førnævnte afsluttende titelnummer, og sammenligner dem med originalerne. Mellem disse er der dog 9 andre sange, og en god portion af dem fortjener mere genkendelse, end de får.

Efter deres utrolig hurtige udgave af Tutti Frutti leverer de to ligeledes rigtig hurtige, energiske, denne gang originale numre i form af Tonight og Teenage Lust. De er rigtig gode til at tilføje deres eget mere beskidte præg til denne klassiske rock and roll-lyd. Sangene lyder ikke rigtig som taget direkte fra den tid, især på grund af mange af de lyriske urenheder, og melodierne føles også en smule for punkede, men man kan tydeligt høre elementer af klassikerne. De er dejligt lette at sluge, og de er generelt rigtig sjove. De fleste sange på albummet er forholdsvis korte, og den længste sang, Let Me Try, som kommer derefter, er nok også uden tvivl den værste. Den er langsom, intetsigende, og melodien fremprovokerer virkelig ingen følelser. Der kommer hurtigt fut i fejemøget med Looking At You og High School, som virkelig udnytter melodiernes simplicitet til deres fordel. Det er letsindigt og sjovt, og det er faktisk også ganske dynamisk. Og så kommer pladens måske mest fængende originale sang i form a testosteron-bomben Call Me Animal, som også virkelig er hvert sekund værd.

Lidt politiske vover de endda at blive på The American Ruse. Politik ville blive vigtig del af punkmusikken. Den handler om at den amerikanske ungdom blev malet ind i et hjørne af regeringen, og de har rigtig grov attitude, og man kan let høre, hvor stor en betydning, de har haft på punkmusikken. Da kommer Shakin’ Street der på ret uimponerende vis vender tilbage til de simplere tekster om sex, stoffer og rock ‘n’ roll tidligere på albummet. Den er sjov og fængende nok, men som opfølger til The American Ruse tager den langt færre chancer, end man håber på. Det næstsidste nummer, The Human Being Lawnmower vender heldigvis tilbage til det politiske ved at hakke groft ned på amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen. Og som tidligere nævnt slutter den af med et cover af Back in the USA af Chuck Berry, og denne sangs glæde for fædrelandet får pludselig en meget ironisk klang, når den høres lige efter en så kritisk sang som The Human Being Lawnmower. Back In The USA er fyldt med dejlig punket rock and roll. Det er en forfriskende drejning på genren, men man kunne godt ønske sig, at der var lidt mere variation mellem numrene. Den er dog under en halv time lang, så det når aldrig rigtig at blive til et større problem.