294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.

451 – MC5 – Back in the USA (1970)

I 1969 debuterede MC5 med live-albummet Kick Out the Jams, der var noget af det hårdeste, groveste, mest rebelske rockmusik endnu havde budt på, og det er opfattet som en af de vigtigste forgængere for punkmusik. Og de fleste kender ikke så meget til resten af deres diskografi, men året efter udgav de deres første studiealbum, Back in the USA. Det er et helt, helt andet væsen end Kick Out the Jams. Den store indflydelse for alt på Back in the USA er nemlig rock and roll fra 50’erne, hvorfor albummet da også er navngivet efter en Chuck Berry-sang, som de da også slutter af med at lave et cover af. Nu var punk stadig ikke rigtig en genre, men de har dog gjort deres lyd meget grimmere og vildere end Chuck Berry, Bill Haley, Little Richard eller Elvis Presley, og det er især tydeligt, når man tager pladens to covers, åbningsnummeret Tutti Frutti, oprindeligt af Little Richard, og førnævnte afsluttende titelnummer, og sammenligner dem med originalerne. Mellem disse er der dog 9 andre sange, og en god portion af dem fortjener mere genkendelse, end de får.

Efter deres utrolig hurtige udgave af Tutti Frutti leverer de to ligeledes rigtig hurtige, energiske, denne gang originale numre i form af Tonight og Teenage Lust. De er rigtig gode til at tilføje deres eget mere beskidte præg til denne klassiske rock and roll-lyd. Sangene lyder ikke rigtig som taget direkte fra den tid, især på grund af mange af de lyriske urenheder, og melodierne føles også en smule for punkede, men man kan tydeligt høre elementer af klassikerne. De er dejligt lette at sluge, og de er generelt rigtig sjove. De fleste sange på albummet er forholdsvis korte, og den længste sang, Let Me Try, som kommer derefter, er nok også uden tvivl den værste. Den er langsom, intetsigende, og melodien fremprovokerer virkelig ingen følelser. Der kommer hurtigt fut i fejemøget med Looking At You og High School, som virkelig udnytter melodiernes simplicitet til deres fordel. Det er letsindigt og sjovt, og det er faktisk også ganske dynamisk. Og så kommer pladens måske mest fængende originale sang i form a testosteron-bomben Call Me Animal, som også virkelig er hvert sekund værd.

Lidt politiske vover de endda at blive på The American Ruse. Politik ville blive vigtig del af punkmusikken. Den handler om at den amerikanske ungdom blev malet ind i et hjørne af regeringen, og de har rigtig grov attitude, og man kan let høre, hvor stor en betydning, de har haft på punkmusikken. Da kommer Shakin’ Street der på ret uimponerende vis vender tilbage til de simplere tekster om sex, stoffer og rock ‘n’ roll tidligere på albummet. Den er sjov og fængende nok, men som opfølger til The American Ruse tager den langt færre chancer, end man håber på. Det næstsidste nummer, The Human Being Lawnmower vender heldigvis tilbage til det politiske ved at hakke groft ned på amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen. Og som tidligere nævnt slutter den af med et cover af Back in the USA af Chuck Berry, og denne sangs glæde for fædrelandet får pludselig en meget ironisk klang, når den høres lige efter en så kritisk sang som The Human Being Lawnmower. Back In The USA er fyldt med dejlig punket rock and roll. Det er en forfriskende drejning på genren, men man kunne godt ønske sig, at der var lidt mere variation mellem numrene. Den er dog under en halv time lang, så det når aldrig rigtig at blive til et større problem.