134 – Pavement – Slanted and Enchanted (1992)

Sidst, jeg snakkede om indie-rockerne fra Pavement var det om deres album Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994. Jeg nævnte i denne sammenhæng, at bandet tit havde problemer med rytmen, ikke nødvendigvis ramte alle toner og i det hele taget ikke lyder særlig forberedte. Dog var jeg fuldkommen vild med alt dette, og jeg syntes, at forsanger Stephen Malkmus har så meget karakter, at hans teknisk svage stemme end ikke bliver noget, man må overse – den øger faktisk stemningen. Disse kvaliteter er alle sammen også til stede på deres debutplade Slanted and Enchanted fra 1992. Her er de mere rockede end ellers, og de hårde trommeslag og distorterede guitarriffs er over det hele på pladen. Dog fremvises de tit med en fornemmelse for dynamik. Conduit for Sale! er et godt eksempel på det, hvor det højlydte omkvæd, der gentager vendingen “I’m trying” blæser afsted med fuld kraft, mens versene har noget hurtig spoken word-sludder fortalt over en mere stille basgang. Dynamikken udtrykkes også i løbet af albummet i form af de tit meget korte sange. Halvdelen af sangene på pladen er under 3 minutter lange, og den korteste er kun lidt over et minut langt. I løbet af de korte sange, når Pavement dog at præsentere enormt mindeværdige musikalske ideer, som efterlader et markant aftryk på albummet.

Når man hører Slanted and Enchanted er det påfaldende, hvor uambitiøst det hele lyder. Det er på ingen måde dårligt, det er faktisk ganske mesterligt, men hver eneste sang føles som om, de bare rammer nogle genialiteter ved et uheld. Det hele har et element af spontanitet til sig. De ideer, der bliver præsenteret, virker nærmest for gode til, at de kan planlægges. Det giver dog ingen mening, at man kan være så heldig med 14 sange i træk, der rammer noget så smukt og selvdestruktivt. Det kan simpelthen kun forklares ved, at Malkmus og bandet er fantastiske sangskrivere og producere, der tænker sig grundigt om, når de laver et album. Ligesom med Tim af The Replacements, som jeg anmeldte for nylig, er ungdommelige følelser i højsædet, på Slanted and Enchanted. Man hører dem udfolde sig i mange retninger, fra det nedtrykte på Here, det forvirrede på Fame Throwa, det vrede på Chesley’s Little Wrists og det lettere optimistiske på Summer Babe (Winter Version). Men i det hele taget udtrykker pladen, hvordan det er at være ung, være overvældet af følelser og gå fra den ene til den anden på et splitsekund, uden at man kan se nogen større sammenhæng i livet.

Jeg elsker især, hvordan pladen afslutter. De fleste plader slutter med et stort klimaks a la Free Bird af Lynyrd Skynyrd, A Day in the Life af The Beatles eller en introspektiv afrunding a la Something in the Way af Nirvana. Måske et ironisk modstykke til resten af pladens stil, som After Hours af The Velvet Underground. Slanted and Enchanted slutter derimod af med en sang ved navn Our Singer. Sidste tone i denne sang, bliver skåret af under efterklangen således at hele pladen ender med at føles uafsluttet. Pladen slutter ikke af på trist vis, ikke på glad vis, ikke med nogen rigtig stemning. For hvordan konkluderer man også de ungdommelige følelser, pladen udtrykker? Nummeret handler om at drømme om noget større, og herunder ligger en erkendelse om ubrugeligheden og meningsløsheden ved ungdommen. Det er en nihilistisk sang, som dog end ikke får et musikalsk punktum til sidst. Selv meningsløsheden er meningsløs. Det er i hvert fald den meddelelse, jeg ser fra afslutningen af Slanted and EnchantedSlanted and Enchanted tog mig et stykke tid at anmelde, ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville sige, men rettere fordi, jeg ville høre den igen og igen. Og det kan jeg absolut anbefale dig også at gøre.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

292 – The Velvet Underground – White Light/White Heat (1968)

Hvis du så meget som bare nævner The Velvet Underground i min nærhed, kan du gøre mig usandsynligt glad. Min yndlingssang af den eksperimentelle gruppe er en 17 minutter lang protopunk-sang ved navn Sister Ray. Den findes på gruppens anden plade, White Light/White Heat fra 1968. Denne plade åbner med et titelnummer, der blander noget af den mest støjende rockmusik, man kunne finde dengang med en meget blues-inspireret melodi og backingvokalister, der mest af alt lyder af doo-wop. Det er ikke den bedste lydkvalitet i verden, men det lægger flot grund for det, pladen kommer til at være. Det andet nummer, The Gift, har meget støjende instrumentation i højre speaker og spoken word læst op af bandets bassist, bratschist og organist, John Cale, i den venstre. John Cales stemme er i modsætning til musikken meget rolig, hvilket får begge til at springe ud. Han fortæller en virkelig morsom historie, som jeg helst ikke vil afsløre slutningen på, men jeg vil da fortælle, at det handler om en mand, der sender sig selv med posten.

Albummet fortsætter stærkt med det tredje nummer, Lady Godiva’s Operation. Denne sang formår på en eller anden sær måde at være både stille og larmende, i instrumentation såvel som sang. De går begge meget fint frem og tilbage mellem det så hurtigt, at det føles som om, det sker på en og samme tid. Sangen virker meget simpel omend excentrisk i starten, men som tiden går, bliver den mere og mere bindegal, især i vokalen, men instrumentationen udvikler sig også. Det er interessant, at så meget kan ske, for melodien er uhyre simpel. En ligeledes simpel melodi er den efterfølgende Here She Comes Now, der også starter meget stille ud. Den er mere diskret end Lady Godiva’s Operation i sin udvikling, men den er der skam. Det er en virkelig fed melodi, og gruppens excentricitet er virkelig tydelig her. Den fungerer måske bedre i kontekst, end den gør på egen hånd, men den er stadig et eksempel på fantastisk sangskrivning. På albummet markerer den som albummets uden tvivl roligste sang overgangen mellem en rolig omend stadig støjende første halvdel, og det støjorgie, der er anden halvdel.

Lige fra første tone på I Heard Her Call My Name er der dømt støj for fuld skrue. Det er støjende i starten, og det bliver helt vanvittigt, som den skrider fremad. Efter det første minut, hvor der er sang, der kører efter en egentlig melodi, så går det brat over i en kort guitarsolo på et halvt minut. Så kommer endnu et decideret vers, men så går den igen brat over i en støjende guitarsolo, der varer halvdelen af sangen, over 2 minutter. Men det er ikke langt, og det er ikke støjende, hvis man sammenligner det med afslutningsnummeret, den efter min mening bedste sang på pladen. Sangen hedder som tidligere sagt Sister Ray og varer over 17 minutter. Den kører næsten hele vejen igennem på et meget simpelt riff, og det hele er dejligt distorteret og støjende. Teksten handler om vold, stoffer, homoseksualitet og transvestitter, og med linjer som “She’s busy sucking on my ding-dong” og vilde orgelsoloer, der bare overfalder hinanden. Det er et fantastisk nummer, men jeg indrømmer at det langt fra er noget for alle. Det er dog noget for mig, og det er en væsentlig del af årsagen til, at White Light/White Heat er en fantastisk plade.

315 – Pixies – Surfer Rosa (1988)

Jeg elsker tidlig alternativ rock. Jeg elsker i det hele taget alternativ rock, men i 80’erne havde det generelt en hårdhed og en attitude, der ikke ses nær så ofte i dag. Og hvis noget band havde attitude i de go’e gamle dage, så var det Pixies, og lige fra deres første album i fuld længde, Surfer Rosa. Pixies gjorde meget ud af, at vise, at de havde rødder i punk-musikken, og de fleste af sangene på Surfer Rosa er da også rigtig korte og hårdtslående. Kun 4 af de 13 sange er over 3 minutter lange, men disse er også nogle af de bedste. Navnlig er Where Is My Mind? og Gigantic nogle smukke sange, og de er også sjovt nok nogle af de langsomste på pladen. Forstå ikke dette sådan, at Pixies ikke er gode til at skrive hurtige sange, men placeringen mellem alle disse hurtige sange får fremhævet de langsommere sange. Det gør dem virkelig forfriskende, og får dem også til at fremstå meget dybsindige og filosofiske. Især Where Is My Mind? lyder som om, forsanger Black Francis’ sindstilstand bare går i spåner.

Mellem numrene finder man tit ren snak. Både noget, der virker forberedt, men på andre tidspunkter virker det fuldstændig improviseret. Det giver lidt ekstra liv til pladen, så den føles som om, den kunne være optaget i en lang smøre i en garage. En enkelt gang fortsætter det i længere tid end hvad godt er, nemlig mellem Oh My Golly! og Vamos, hvor der går næsten et helt minut uden musik, men selv her er det stadig en ret morsom lille optagelse. Forsanger Black Francis er en virkelig speciel vokalist. Han har en enorm skingerhed i sin stemme, og den er samtidig meget nasal. Den minder i grunden ret meget om Billy Corgan fra the Smashing Pumpkins, der ville blive store et par år senere, Black Francis råber bare meget mere. Den største sanger på pladen er dog efter min mening backingvokalist Kim Deal, som synger for på et enkelt nummer, nemlig den skønne Gigantic. Ellers er hun bare en virkelig skarp stemme, der brager sig frem. Man kan let lægge mærke til hende, og hun stjæler virkelig hele showet, hver gang hun åbner munden.

Pixies er virkelig gode til at udtrykke følelser på Surfer Rosa, og følelsen, de udtrykker oftest er uden tvivl forvirring. Det føles som om intet i hele verden går, som det skal, når man lytter til pladen, og dette kan især Black Francis’ sangskrivning takkes for, men meget af det ligger også i måden, det bliver spillet på. Black Francis’ skingre vokal bevæger sig over nogle meget distorterede guitarer, der tit er lige så langt fremme i lydbilledet som vokalen. Tit fylder de endnu mere, og de spiller meget simple, punkede akkord-strukturer, og på grund af disses store fremtræden i musikken er den generelle stemning meget psykopatisk og vild. Teksterne er på grund af de høje guitarer ikke altid lige lette at høre, men for det meste er de fuldstændig vanvittige. På Broken Face bliver f.eks. der sunget om en dreng, der er resultat af generationers incest, og som dermed ser ret forfærdelig ud. Albumstrukturen er også meget smuk. Alle sangene hænger virkelig smukt sammen, og grundet den korte længde, føler man ikke, at distortionen fylder for meget. Surfer Rosa er et fuldkommen pragtfuldt album, som alle fans af rockmusik bør lytte til.

329 – Sonic Youth – Daydream Nation (1988)

I 80’erne blomstrede USA’s alternative rock-scene rigtig flot op med navne som Pixies, Dinosaur Jr. Jane’s Addiction, The Replacements, Hüsker Dü, R.E.M. og naturligvis Sonic Youth. Alle disse bands var virkelig indflydelsesrige på genrens helt store gennembrud i starten af 90’erne, men selvom du sikkert nyder din Nirvana, Smashing Pumpkins og Green Day, så ville intet af det være det, det var blevet til uden plader som Sonic Youths Daydream Nation fra 1988. Det er et meget punket, hårdtslående rockmusik, der ikke er bange for lege med lydlandskabet, sangskrivningen, dynamikken, præsentationen eller for den sags skyld hvad som helst. Daydream Nation er en time og 10 minutter lang, og det er jo ret meget. I de fleste tilfælde ville jeg nok sige, at det var for meget, til at man kunne holde lytteren engageret i løbet af hele pladen. Sonic Youth gør det dog. Af og til bemærker jeg længden, men langt størstedelen af tiden, føles det ikke længere end et hvilket som helst album.

Det, der virkelig bærer Daydream Nation er den fantastiske albumstruktur. Åbningsnummeret Teen Age Riot griber hurtigt fat i lytterens opmærksomhed med sit forførende riff, men samtidig bygger det ganske langsomt op mod intensiteten, man finder overalt på dette album. Det er perfekt placeret, og det samme kan man sige om de tre sidste numre på pladen, der sammen udgør Trilogy, der på visse udgaver bare står som et enkelt nummer. Uanset hvad tracklisten siger, så er der i hvert fald fantastisk samspil mellem de tre dele af trilogien. At afslutte med en trilogi er et meget konkluderende valg, og det føles virkelig som om, der bliver lagt låg på albummet. Man kan ikke kræve mere efter så god en afslutning. I løbet af hele albummet sørger dejligt meget støj for at bevare pladens friskhed. Hvis du ikke er til forvrængede guitarer, marcherende trommer og massive lag af feedback, så er Daydream Nation nok lidt svær at anbefale, men sådan nogle elementer sørger for, at musikken holder i så lang tid, hvis man kan lide dem i første omgang.

Melodierne på Daydream Nation er dejligt varierede. Mange af numrene er omkring de 7 minutter, og på dem ser man især deres evner som sangskrivere. En af mine favoritter er Total Trash, der i starten virker som en af pladens simplere sange, men efterhånden udvikler det sig til en fanfare af støj og instrumenter, der bare overfalder hinanden. Der er tit en meget asocial, reflekterende stemning, som om pladen rent musikalsk bare går dybt, dybt ned i bandmedlemmernes sind. Alle bandmedlemmer har i øvrigt været med til at skrive alle sangene, og det har sat sit præg. Jeg har sjældent lyst til at nævne bandmedlemmerne ved navn, for de ender tit med at udgøre denne store helhed, der er Sonic Youth. Deres vekslen mellem forsangere er også behageligt, især når de tre forsangere har så forskellige stemmer: Thurston Moore har en meget skinger en, i og med at Kim Gordon er kvinde, er hendes stemme naturligvis lysere end de andre, og Lee Ranaldo har en rigtig blød, behagelig en, som dog sagtens kan rocke med de andre. Daydream Nation er virkelig gennemarbejdet, og den kan let anbefales!

405 – PJ Harvey – Rid of Me (1993)

PJ Harvey er et af de allerstørste navne i alternativ rock, og hendes andet album, Rid Of Me er ofte opfattet som hendes største værk. På denne finder man 14 meget forskellige numre, alle af rigtig høj kvalitet. Dynamik er noget, hun lige fra første nummer, titelnummeret, fremviser, at hun har meget kontrol over. Dette er nok et ret ekstremt tilfælde på overgang mellem stille og højlydt, men det virker helt perfekt. Andre steder på albummet er overgangene noget blødere, men det helt enorme adrenalinsus. Der er rigtig mange hårde lyde i løbet af albummet, så dynamikken er vigtig. Det er komposition naturligvis også, og hendes melodier er fuldkommen gribende. Fængende ville næppe være ordet for specielt mange af dem, men man kan let sidde forgabt i hendes lydunivers. En af de bedste sange, Man-Size er faktisk på albummet to gange, begge gange fortræffeligt. Underligt nok først i en alternativ udgave ved navn Man-Size Sextet, hvor en stryger-sekstet – spillet udelukkende af Harvey selv – får hende til at virke ømmere, idet ingen andre instrumenter er med på sangen.

Senere på albummet kommer så den rigtige udgave af Man-Size og det er vitterligt en helt anden oplevelse. Hun virker stærkere og mere dominerende, det til trods for, at det er den fuldstændig samme tekst og melodi. Hun synger den end ikke på en videre anderledes måde, men at høre den med bas, trommer og guitar er så anderledes, at man får en helt anden opfattelse af hende. Hun har faktisk også et enkelt cover på pladen. Det er af Bob Dylans legendariske Highway 61 Revisited, og det lyder skønt i hendes udgave. Jeg foretrækker nok stadig Dylans version, men hendes vrede, punk-metal-udgave er noget af et under. Igen er det et eksempel på en mere ekstrem side af dynamik, for i starten af sangen kan man knap nok høre, hvad Harvey synger, hvis man ikke har skruet godt op, men det bliver tydeligere. Faktisk er det overraskende ofte, at jeg ikke kan høre et ord, og sært nok irriterer det mig slet ikke. Nej, det nærmest fascinerer mig. Det får hende til at virke mere mystisk og sexet, og jeg har ingen anelse om, hvordan hun gør det. Enhver anden kunne gøre det samme, og jeg ville hade det.

Rid Of Me er et meget beskidt album, og det prøver ikke på at skjule det. Det er samtidig meget seksuelt, så det skaber en interessant kontrast. Det er helt vildt ulækkert og attraktivt på en og samme tid. Det er noget Harvey er fuldkommen fantastisk til. Jeg ved igen ikke helt hvordan hun gør det, for med mange andre, ville de ligne manglende fokus, hvor Harvey på nærmest magisk vis kan fokusere på både støj og sex. Meget af rosen fortjener producer Steve Albini dog også, for han har haft en vigtig indflydelse på lyden. Dog tror jeg næppe, produktionen på dette album havde haft nær så enorm effekt, hvis vi ikke snakkede om netop PJ Harvey. Rid of Me er et vovet, interessant album, der hele vejen igennem tør at overraske lytteren med mange forskellige indtryk. Hvis du på nogen måde kan lide alternativ rock, om det så skulle være Tool eller Nirvana, så kan Rid of Me anbefales virkelig let. Det er en af 90’ernes bedste plader, og Harvey er en af 90’ernes dygtigste musikere.

439 – Nirvana – In Utero (1993)

Nirvana udgav i 1991 singlen Smells Like Teen Spirit, og uanset hvad du synes om den sang rent musikalsk, kan det ikke benægtes, hvor meget den har påvirket musikkens verden sammen med albummet det var på, Nevermind. Før de blev store, var alternativ rock, noget kun musiknørder lyttede til, og af og til fik R.E.M., Sinéad O’Connor eller The Cure måske et hit. Efter Nirvanas gennebrud var alternativ det nye mainstream, og det bedste af det hele var, at Nirvana slet ikke prøvede på at få sådan en popularitet. Forsanger Kurt Cobain kunne decideret ikke lide det, og hvad skal man så udgive, når man er blevet verdens største band. De var slet ikke forberedte på, at folk forventede så meget af dem. Men Cobain kunne netop slet ikke lide livet som superstjerne, så han udgav et album, hvor han virkelig gjorde sit bedste, for at undgå, at deres popularitet fortsatte. Derfor fik vi In Utero, hvor Cobain i musikken tog flere inspirationer fra noise-rock, og selvom han også tidligere havde skrevet grumme tekster, havde han aldrig skrevet en sang, der decideret hed Rape Me.

Albummet starter med den rigtig forpinte Serve Servants, der især i versene har en rigtig slibende og upoleret. Den grove lyd fortsætter på Scentless Apprentice, hvor Cobain også ender med at skrige sig igennem dele af sangen. Man kan høre noise-lydene rigtig tydeligt her, og der er faktisk også elementer af blues-rock. I slutningen nøjes han ikke blot med at skrige, han decideret græder i et par sekunder. Så får vi en af albummets mere poppede sange, men det er absolut kun poppet i relativ forstand. Lyden på Heart Shaped Box minder måske meget om den på Nevermind, men det gør kun teksten tydeligere, og der finder man altså linjer som “I wish I could eat your cancer when you turn black”. Og det er kun en af de mere eksplicit grumme linjer. Næste nummer, Rape Me, prøver i starten at narre dig til at tro, at du lytter til Smells Like Teen Spirit, men så snart Cobain siger åbner munden, udvikler det sig til sin helt egen, ganske provokerende sang. Teksten er rimelig simpel, og mens man selvfølgelig kan se den som både vovet og usmagelig, kan man også se den som blot en god lyris behandling af voldtægt, selvom den er mere eksplicit end de mange af andre sange om emnet, alternativ rock har at byde på.

Det bliver rigtig hårdt igen på Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle, og da kommer nogle utrolig store følelser ud, mens den mere stille lyd på Dumb gør, at følelserne kommer ud på en meget mere indelukket og selvbebrejdende vis. Der er en mellemting mellem de to på Very Ape, der virkelig ender med at blive fortvivlet, som det stressede, post-punk-inspirerede beat gentager sig mere og mere – en teknik, Public Image Ltd. var eksperter i. Der er også lyd af post-punk på Milk It, der også har stærke elementer af metal på sig. Hvis du vil høre Nirvanas mest dynamiske afdeling, så er det her, for han går virkelig fra at mumle til at skrige, og musikken følger med. Pennyroyal Tea har et helt enormt væld af følelser, og i den meget forpinte, larmende afdeling er Radio Friendly Unit Shifter, der ironisk nok ikke er et spor radiovenligt nummer. Og hvis Cobain ikke lød psykopatisk på Milk It, så gør han det så sandelig på Tourette’s, hvor det næsten lyder som om, han kunne dræbe hele nabolaget. Albummet slutter med den klassiske All Apologies, der er lige så indbliksrig som resten af albummet, mens den dog er meget mere tilgængelig. Det er en god afslutning til albummet, og hvis vi ikke medregner live-albums eller opsamlinger, runder den også godt hele deres diskografi af. In Utero er et suverænt album. Alle sangene holder rigtig godt, det er rigtig dynamisk, og det er også dejligt anderledes i forhold til resten af Nirvanas albums. Kan klart anbefales.