I 80’erne blomstrede USA’s alternative rock-scene rigtig flot op med navne som Pixies, Dinosaur Jr. Jane’s Addiction, The Replacements, Hüsker Dü, R.E.M. og naturligvis Sonic Youth. Alle disse bands var virkelig indflydelsesrige på genrens helt store gennembrud i starten af 90’erne, men selvom du sikkert nyder din Nirvana, Smashing Pumpkins og Green Day, så ville intet af det være det, det var blevet til uden plader som Sonic Youths Daydream Nation fra 1988. Det er et meget punket, hårdtslående rockmusik, der ikke er bange for lege med lydlandskabet, sangskrivningen, dynamikken, præsentationen eller for den sags skyld hvad som helst. Daydream Nation er en time og 10 minutter lang, og det er jo ret meget. I de fleste tilfælde ville jeg nok sige, at det var for meget, til at man kunne holde lytteren engageret i løbet af hele pladen. Sonic Youth gør det dog. Af og til bemærker jeg længden, men langt størstedelen af tiden, føles det ikke længere end et hvilket som helst album.

Det, der virkelig bærer Daydream Nation er den fantastiske albumstruktur. Åbningsnummeret Teen Age Riot griber hurtigt fat i lytterens opmærksomhed med sit forførende riff, men samtidig bygger det ganske langsomt op mod intensiteten, man finder overalt på dette album. Det er perfekt placeret, og det samme kan man sige om de tre sidste numre på pladen, der sammen udgør Trilogy, der på visse udgaver bare står som et enkelt nummer. Uanset hvad tracklisten siger, så er der i hvert fald fantastisk samspil mellem de tre dele af trilogien. At afslutte med en trilogi er et meget konkluderende valg, og det føles virkelig som om, der bliver lagt låg på albummet. Man kan ikke kræve mere efter så god en afslutning. I løbet af hele albummet sørger dejligt meget støj for at bevare pladens friskhed. Hvis du ikke er til forvrængede guitarer, marcherende trommer og massive lag af feedback, så er Daydream Nation nok lidt svær at anbefale, men sådan nogle elementer sørger for, at musikken holder i så lang tid, hvis man kan lide dem i første omgang.

Melodierne på Daydream Nation er dejligt varierede. Mange af numrene er omkring de 7 minutter, og på dem ser man især deres evner som sangskrivere. En af mine favoritter er Total Trash, der i starten virker som en af pladens simplere sange, men efterhånden udvikler det sig til en fanfare af støj og instrumenter, der bare overfalder hinanden. Der er tit en meget asocial, reflekterende stemning, som om pladen rent musikalsk bare går dybt, dybt ned i bandmedlemmernes sind. Alle bandmedlemmer har i øvrigt været med til at skrive alle sangene, og det har sat sit præg. Jeg har sjældent lyst til at nævne bandmedlemmerne ved navn, for de ender tit med at udgøre denne store helhed, der er Sonic Youth. Deres vekslen mellem forsangere er også behageligt, især når de tre forsangere har så forskellige stemmer: Thurston Moore har en meget skinger en, i og med at Kim Gordon er kvinde, er hendes stemme naturligvis lysere end de andre, og Lee Ranaldo har en rigtig blød, behagelig en, som dog sagtens kan rocke med de andre. Daydream Nation er virkelig gennemarbejdet, og den kan let anbefales!