Tag-arkiv: Post-punk

126 – Talking Heads – Remain in Light (1980)

Udgivet den af
Svar

Talking Heads kan på overfladen blot virke som et fjollet firserband, der kom lidt tidligere end alle de andre fjollede firserbands. Det er dog på ingen måde en beskrivelse, der yder dem retfærdighed, for deres mest roste plade, Remain In Light, er så innovativ og aparte, at det er svært at fatte, at den blev udgivet allerede i 1980. Åbningsnummeret, Born Under Punches (The Heat Goes On) starter “blot” som et meget funky post-punk-nummer, lidt hen af noget Gang of Four kunne have lavet, men senere kommer mange elementer af Afrobeat, og mens nogle elementer bliver repeteret, kommer andre i massevis af lag, og ender i et stort cluster af lyd og galskab. Denne åbning er så sær og alligevel fængslende, at man ikke helt kan stoppe med at lytte til sangen. Afrobeat-lyden fortsætter på Crosseyed and Painless, især i forhold til hvordan forsanger David Byrne råbesynger over groovet, for derefter at gå over i melodiske, lettere psykedeliske korstykker. Den bidende koklokke er også værd at fremhæve. De inkorporerer endda et kort stykke, der mest af alt lyder som rap, men det forsvinder lige så hurtigt som det kommer. Talking Heads forstår om noget at ride grænsen mellem det morsomme og det ukomfortable.

The Great Curve er på mange måder et af de mere poppede numre, og på mange andre slet ikke. Omkvædet er simpelt og fængende, men lyden er som helhed mørk og dommedagsagtig, hvilket kun bliver stærkere af en skæv Robert Fripp-lignende guitarsolo fra Adrian Belew. Det simple omkvæd rammer også en intensitet til sidst, og man kommer i tvivl om, hvorvidt man bør danse eller skælve. En sang, jeg dog har hørt så mange gange, at jeg næsten altid bliver glad af at høre den, er den sjove Once in a Lifetime. Her formår de, som de nok i højere grad gjorde senere i karrieren, at gemme det mørke og sindstvivlende under noget glad, poppet new wave. Det gør dog ikke, at de ikke rammer den stemningsmæssige “uncanny valley” til tider, men man får lige akkurat nok, så man stadig kan synge med på omkvædet. Houses in Motion er en på alle måder mere gruopvækkende sang, især grundet soloen til sidst, der mest af alt lyder som en halvslatten trompet. At Talking Heads’ tekster kan være svære at forstå øger i mine øjne denne følelsesmæssige usikkerhed. Hvad betyder “Visiting houses in motion”? Jeg ved det ikke, men det lyder syret.

Seen and Not Seen starter nærmest som noget vestkyst-hip hop fra 90’erne, og det ærger mig, at den aldrig er blevet samplet af Snoop Dogg eller Dr. Dre. Som sangen dog skrider frem, bliver den mere æterisk og for en gangs skyld, er der et meget klart narrativ. Det er en underholdende, lettere tankevækkende tekst. Instrumentationen er også mere tilbagelænet her, så teksten kommer virkelig i fokus. Det handler om udseende, identitet og mangel på samme. Det minder mig i grunden lidt om en sang som Showroom Dummies af Kraftwerk, hvilket kun er en god ting. Listening Wind indeholder nogle tydelige psykedeliske elementer, nogle instrumenter lyder endda til tider som om, de bliver spillet baglæns. Brian Enos produktion er noget af det væsentligste, der gør dette nummer gribende, og så meget mere inderligt end resten af pladen. Og så lægger det flot op til nok det mørkeste nummer, Talking Heads nogensinde har lavet. The Overload er ikke en sjov sang. Det er en langsom, grum sang, der sender kuldegysninger ned af ryggen. Den sætter et meget deprimeret punktum på en plade, der er fuld af følelsesmæssige op- og nedture. Hvis du vil høre, hvorfor Talking Heads ikke blot er nogle sjove firsergøglere, så lyt til Remain in Light. Den udtrykker eminent bandets dybde.

128 – Television – Marquee Moon (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg ved ikke helt hvordan det giver mening, at det kunne ske, men lidt under et år efter Ramones debuterede, og måneder før vi fik debuter fra Sex Pistols og The Clash, udgav det amerikanske band Television Marquee Moon, en plade, der vendte punkmusikken fuldkommen på hovedet. Genren trådte blot sine spæde skridt på dette tidspunkt, og alligevel tog Television det i en radikalt anden retning. Åbningsnummeret, See No Evil, er et godt eksempel på, hvordan de bruger typiske punk-virkemidler i form af energiske guitardrevne sange med masser af angst og vrede. Samtidig er kompositionen dog virkelig kompleks, især i forhold til det harmoniske samspil mellem de to guitarer – det er nærrmest jazzet. Andet nummer er den lidt mere poppede og vemodige Venus, der har et virkelig lækkert hook i form af en guitar, der nærmest er komponeret som en forvrænget walking bass. Noget Television gør rigtig godt i løbet af hele pladen er at gøre deres numre meget begivenhedsrige. Uanset hvilket instrument, man lytter til, sker der noget interessant, om det er simpelt eller kompliceret. Det gør pladen værd at lytte til mange gange.

Friction starter med et funky, stille guitargroove fra rytmeguitaren, der i løbet af nummeret bliver understøttet af geniale små licks fra leadguitaren. Leadguitaristen er en latterligt dygtig guitar-virtuoso ved navn Tom Verlaine. Han er utvivlsomt en af mine yndlingsguitarister, og han er også bandets forsanger. Hans vokalpræstation er ligeledes stilsikker, og den minder mig om vokalister fra moderne bands som Modest Mouse og Clap Your Hands Say Yeah. Hvis der er noget nummer, jeg vil fremhæve som pladens højdepunkt, er det utvivlsomt titelnummeret. Marquee Moon er en 11 minutter lang guitar-odysse. Det er en af mine yndlingssange i hele verden, og ikke alene er instrumenterne vældig kreativt arrangeret, så det hele lyder pisselækkert, men Tom Verlaines guitar udtrykker flere følelser, end jeg på nogen måde er vant til at opleve guitarister gøre. Den paniske Elevation har et mekanisk, ængsteligt hook, og nogle afdæmpede, melankolske vers. Overgangene mellem disse foregår virkelig naturligt, igen her via overlap mellem de top guitarister. Jeg havde måske foretrukket, hvis Verlaines stemme havde været mere nedtonet i versene, så hookets effekt kunne have været større, men uanset hvad er det et nummer, der alt efter tidspunktet efterlader mig enten måbende eller med gåsehud.

På Guiding Light tager Television en ganske forfriskende pause fra det ængstelige. Den lyder til tider endda en kende optimistisk, især takket være et simpelt omend lækkert lille guitarriff, der endda får assistance af klaver. Der er på dette nummer som på så meget af pladen en behagelig dynamisk vekslen, som gør, at nummeret konstant er spændende at lytte til. Lidt over et minut inde tror man fx, at nummeret nærmer sig et klimaks, men så bliver det hele klædt ned til den spinkle lyd fra starten af nummeret. Television er som altid fulde af overraskelser, og Prove It er ingen undtagelse. Her formidles frustrationerne endnu en gang så smukt i form af guitaren som forlængelse af Tom Verlaines udtryk, og strukturelt er den noget af det mest varierede på pladen. Nogle af linjerne lyder lidt barnlige herpå, og deraf skaber nummeret et ret anderledes billede fra de øvrige sange. Torn Curtain er det 7 minutter lange afslutningsnummer, og helt fra introen lyder det både æstetisk og melodramatisk. Den har et ret simpelt omend effektivt omkvæd, der spiller flot på samklangen mellem ordene “years” og “tears”. Meget passende for pladen generelt, afsluttes der med en guitarsolo af store følelsesmæssige proportioner. Det er en smuk afslutning til en smuk plade.

152 – The B-52’s – The B-52’s (1979)

Udgivet den af
Svar

Post-punk-gruppen The B-52’s har alle dage spillet meget på deres fjollede image, overdrevne mode og bizarre tekstunivers. Det har ligesom med Devo gjort dem mærkbart lettere at suge ind end de fleste andre musikere i samme genre. Dette gjaldt også på deres debut, The B-52’s, der starter med nummeret Planet Claire, der efter en langsom, stemningsrig opbygning med en intens basgang, går i gang med en sjov fortælling om en kvinde fra rummet. Der er sjove lydeffekter og spontane indskud fra diverse instrumenter, der får hele nummeret til at føles som en science fiction-B-film. Denne følelse bliver støttet af forsanger Fred Schneider, der mest af alt lyder som skurken i et Superman-lyttespil fra 60’erne. På 52 Girls bliver størstedelen af teksten brugt på at nævne en række pigenavne. De nævner ikke 52, men de skrigende kvindelige vokaler derpå er alligevel så slagkraftige, at ordenes betydning er underordnet. Det handler mere om livligheden og sangens fængende groove. På Dance This Mess Around bygges der op til et oprørsk udråb om utilfredshed over at mangle en dansepartner. Det er virkelig intenst, og det, at emnet er så ligegyldigt, gør det på mange måder bare smukkere. Man ved ikke om man skal grine eller græde, fordi de tager dans så seriøst, som var det liv eller død.

Pladens uovertrufne højdepunkt er i mine øjne Rock Lobster, der har den mest fængende surf-guitar, jeg nogensinde har hørt. Den hylder endnu engang gamle b-film, her monstergenren. Denne rock-hummer bliver beskrevet som et storslået uhyre, verden aldrig har set mage til. Den terroriserer strande og gemmer sig bag klipper, og dræber alt på sin vej – naturligvis med tilhørende lydeffekter. Hvis det ikke var nok, udvikler musikken sig ganske hurtigt til en virkelig dansevenlig sang, som man ikke kan sidde stille til. På Lava synger de om vulkaner og om lava, og det hele er naturligvis en stor sexmetafor. Ja, jeg vidste ærlig talt ikke, at B-52’s var i stand til at skrive metaforer, da alt de ellers skriver er så latterligt absurd, at min hjerne slet ikke kan acceptere, at det ikke er den konkrete betydning, der hentydes til. Sangen bliver mere højlydt og fyldig, som det skrider fremad og… vulkanen går i udbrud. There’s a Moon in the Sky (Called the Moon) burde alene via titlen virke tillokkende, men hvis det ikke skulle være nok, så lister de astronomiske objekter med større entusiasme, end jeg troede var muligt. Der er igen lyd, der minder meget om lydeffekter fra gamle science fiction-film, og det skruer virkelig op for kitsch-faktoren.

Hero Worship beskriver igen et meget filmisk scenarie, hvor en helt dør, og publikum ikke kan fatte det. De græder, de idoliserer ham, de ønsker, de kan være hos ham. Det lyder dog ikke melankolsk eller sørgmodigt, det lyder kun vredt og rebelsk. Igen, jeg beundrer virkelig The B-52’s evner som lyrikere, for bag linjerne kritiserer sangen jo i grunden idolisering af berømtheder, især de nyligt afdøde. De kan jo skrive en overbevisende sang om hvor fantastiske blyanter er, eller hvor meget de har lyst til at bide negle. Eller om et nummer, der står på et pigetoilet, hvilket de gør på 6060-842. De beskriver rent faktisk en tur til toilettet herpå, og det er et ret sjovt punknummer om frustration  over rent faktisk at prøve at ringe til sådan et nummer. De slutter pladen af med en meget alternativ udgave af Petula Clarks Downtown. Det er ikke den rene popsang, man kender, ja man kan faktisk stort set ikke genkende den. Den er desperat og vild, og den er en dejligt skør afslutning til et dejligt skørt album. The B-52’s er dygtige, spændende, og selv i dag virker de originale.

157 – Joy Division – Closer (1980)

Udgivet den af
Svar

Bandet Joy Division havde ikke en forfærdelig lang levetid, men på blot 2 albums og en række singler, nåede de at lave meget fantastisk musik. Det sidste, de nåede at optage inden forsanger Ian Curtis’ død i 1980 var albummet Closer. Dette starter med nummeret Atrocity Exhibition, der er 6 minutter langt og konstant har et stort lag af støj bag Curtis’ dybe stemme. Derudover er der en funky basgang og eksotiske trommer, der gør det til et rigtig sjovt nummer at indlede pladen med. Sjovt er dog nok det forkerte ord, for teksten og leveringen er fanatisk og vanvittig, mens lyden jo er fuldkommen destruktiv. Isolation starter som en simpel new wave-sang med nogle lyse synthesizere, og det er på sin vis dermed en slags forløber for det, gruppens overlevende medlemmer ville lave under navnet New Order. Men Isolation handler vitterligt om isolation, og åbner med teksten “In fear every day, every evening”. Den handler om en tredjeperson, men den føles stadig mere jordnær end hvad godt er, og vokalens utydelige mix gør bare det hele bedre. Passover kører i længere stykker uden vokal, og når den endelig er der, bliver den leveret på monotom vis. Vokalen er langt fremme i mixet, og basgangen er ligeså ensartet, så sangen ender med at blive ret skræmmende.

Colony arbejder i endnu højere grad med gentagelser. Her er bassen ret langt fremme, og leverer en kort, mekanisk basgang igen og igen, mens alle mulige bindegale ting foregår omkring den. Det minder lidt om industriel musik eller endda krautrock, men stadig med det psykotiske twist, som så meget af Joy Divisions musik har. A Means to an End nævner både ideen om et forbillede og om udødelighed – så¨den handler nok om religion. Tempoet på den sang er så inkonsekvent, at det bliver smukt. Man kan mærke hans liv gå fra hinanden, når sangen pludselig bliver lidt langsommere og så hurtigere. Der er ingen kontrol over noget. De gentagne udråb med vendingen “I put my trust in you” ender også med at have stor effekt. Heart and Soul er ikke et Huey Lewis-cover, og det er heller ikke æblemand på engelsk. Det er faktisk stort set det modsatte af de to ting. Den kom før Huey Lewis-sangen, men det er nok ikke et tilfælde, at den hedder det samme som sangen, alle klaver-nybegyndere skal lære. Curtis råber aldrig her, han lyder faktisk mest af alt glad for smerte og ødelæggelse. Han lyder tortureret og forskruet. Det er faktisk virkelig imponerende, at hans stemme kan udtrykke ubehag på så mange måder.

Twenty Four Hours er en ret langsom og stille sang i starten, og så går den over i kaos, og så tilbage til stilhed, og det mønster kører det efter i noget tid. Curtis’ dybe stemme følger ikke særlig godt med, men det lyder ikke engang som om, han lægger mærke til det. Denne manglende sammenhæng mellem musik og sang gør blot det hele endnu mere ubehageligt og kaotisk. Men Joy Division er den bedst tænkelige form for ubehagelighed. The Eternal er en helt igennem trist og langsom sang. Dens lyd er tung og dramatisk, men værst af alt lyder den opgivende. Det er en af de tristeste sange, gruppen har lavet, og den monotome, kolde lyd ligner meget det, der ville blive til trip hop senere. Det er uden tvivl den sang på pladen, der er sværest at holde ud, mest fordi tydeligt mærker al den pinsel, curtis udtrykker. Decades får lov til at afslutte pladen, og det gør den med nogle meget høje synthesizertoner. Det er en meget åben slutning, og i stemning udtrykker den mest af alt fortrydelse og angst. Der er intet, der er godt ved Closer, det er en plade af ren ondskab. Og det er derfor jeg elsker den.

166 – Elvis Costello & the Attractions – Imperial Bedroom (1982)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Elvis Costello rigtig højt. Han har givet os mange fremragende albums, og hans musikalske udfoldelser strækker sig over en bred vifte af stilarter. Han startede i slutningen af 70’erne med en meget punk-præget lyd, og da vi i 1982 ramte udgivelsen af albummet Imperial Bedroom, var næsten ethvert spor af punkmusik forsvundet til fordel for storladen barok instrumentation. Arrangementerne på alle sange er store og flotte, hvilket står i smuk kontrast til Costellos spydige og sarkastiske stemme. Det er svært at nævne numre, der især udmærker sig, for de fleste er virkelig flot arrangeret og produceret, men en af mine personlige favoritter er Human Hands, hvor et af de væsentligste instrumenter er et klaver, men lyden udvikler sig hele tiden. Jeg bliver afsindigt glad, når det nummer er i gang. Jeg er også ellevild med Tears Before Bedtime, der især under omkvædet minder meget om noget fra David Bowie-albums som Station to Station eller Low. Dette er nok især grundet nogle skæve vokalarrangementer. Meget af denne flotte instrumentation kan vi takke Steve Nieve for. Han spiller ikke blot akkordeon, cembalo, klaver og orgel samt arrangementer af både stryger- og blæserensembler.

På grund af disse sjove og flotte arrangementer, får hele Imperial Bedroom en flot grad af uforudsigelighed. Der kommer altid et eller andet, man ikke lige forventer. Om det er et par få toner fra nogle messingblæsere, et pludseligt vokal-overdub, eller bare en guitarsolo af den lidt mere spøjse slags, så sidder man med spidsede øren og venter den næste lille instrumentale genistreg. Sangene er også konstrueret på mange forskellige måder. Nogle er bare omkvæd og vers, men f.eks. Beyond Belief har et mildt crescendo i løbet af første halvandet minut, der så leder op til noget, der ligner et omkvæd, men det er langt fra simpelt at skildre, hvilken slags bestanddele, der i det hele taget er tale om. Og det er også et meget helstøbt album. Der er intet nummer, der stikker ud som den oplagte single, ingen Pump It Up, ingen Alison. Og det er ikke fordi numrene ikke er kommercielt anlagte, og der blev da udgivet to singler, Man Out of Time og You Little Fool. Der er i mine øjne intet, der gør disse to sange mere oplagte singler end Human Hands eller …And in Every Home.

Man kan virkelig ikke finde ét eneste nummer, der ikke holder den høje standard, der er sat. På visse andre Costello-albums er der nogle få numre, der godt kan blive trættende på gentagne gennemlytninger, f.eks. Sunday’s Best og Less Than Zero, men intet nummer har på Imperial Bedroom sådan en effekt på mig, og der er endda flere sange end på de fleste Costello-plader. Imperial Bedroom er også mærkbart længere end Costellos tidligere værker med sine hele 50 minutter, men det kan slet ikke mærkes. Det er der mange årsager til; den generelt høje kvalitet, den store soniske variation og generelt god albumstruktur er nok de væsentligste. Jeg elsker virkelig, hvordan albummet udvikler sig, især hvor godt den intense opbygning på Beyond Belief får lov til at introducere albummet. Den melankolske og diskrete Town Cryer fungerer ligeledes godt til at runde pladen af. De resterende numre er da en ren rutsjebanetur gennem lyd og følelser. Imperial Bedroom er en fænomenalt god plade, som bare bliver bedre for hver gennemlytning. Elvis Costello er en genial musiker, og Imperial Bedroom er noget af det mest geniale, han har lavet.

216 – The Smiths – The Queen Is Dead (1986)

Udgivet den af
Svar

Jeg har aldrig lagt skjul på, at The Smiths er et af mine yndlingsbands, og deres store mesterværk er generelt opfattet som værende deres tredje plade, The Queen Is Dead fra 1986. Mens jeg selv har meget svært ved at udpege en favorit blandt deres fire fantastiske albums, så forstår jeg det godt. Ikke alene har The Queen is Dead nogle virkelig stærke sange på sig, men den har også haft enorm indflydelse på 90’ernes populære britpop-bands. Den starter med et titelnummer, og det er en perfekt start. De første par sekunder med vokal lyder som noget dreampop, men efter det går man over i Morrisseys velkendte stemme, og så er man som Smiths-fan glad. The Queen Is Dead er som sådan ikke en særlig poppet plade. Der er ikke mange sange med popstruktur, Morrisseys stemme er næsten så langt fra George Michaels som muligt, og mixingen er meget alternativ. De færreste popmusikere ville normalt have en så klar bas som på denne plade. Dog er samtlige sange på The Queen Is Dead virkelig fængende. De er lette at synge med på, og det skyldes nok bare den stærke sangskrivning, der ikke hænger sig på gentagelser for at give dig en sang på hjernen.

Lyrisk er Morrissey ikke nær så diskret som tidligere, men at alting er så direkte gør det så meget mere gribende. Tit tænker man “sagde han lige det?”, og ja, det gjorde han. Han skaber skøre billeder af en sognepræst iklædt ballerinadragt, fornærmer folks poesi på groveste vis, og fantaserer om at blive kørt ned af store biler. Altså albummets titel er The Queen Is Dead, og med den formåede de om muligt at lave en endnu mere kontrovers-indbydende titel end den foregående Meat Is Murder. Men Morrissey er dog alt dette på en meget morsom måde. Han har meget charme med sig i løbet af det hele, og det betyder meget. På There Is a Light That Never Goes Out, hvor han netop fantaserer om at blive kørt ned, så synger han jo  om kærlighed. Det er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, og der er et sjældent strejf af lykke på dette nummer, noget man ikke ser meget til hos gruppen. Det mærker man også på Cemetery Gates, hvor der bliver sunget om at møde sin udkårne ved en kirkegård. Igen, Morrisseys hjerne er forskruet på den dejligst tænkelige måde.

Musikalsk sker der også mange interessante ting. Der bliver brugt bemærkelsesværdige stemmeeffekter på Bigmouth Strikes Again, og mange steder på pladen er der meget naturligt lydende synth-strygere og -fløjter. Marr spiller endda på visse numre pumpeorgel. Det er ikke Grateful Dead eller noget, men pointen er, at denne plade har mere instrumental variation end tidligere, og det kan gøre den meget lettere at blive glad for. Det mest interessante øjeblik på et instrumentalt niveau er efter min mening på afslutningsnummeret, Some Girls Are Bigger Than Others. Sangen starter med at fade ind, og øjeblikkeligt efter fader den ud, og så fader den tilbage igen. Det er ret genialt gjort, og det sørger for at få lytteren til at tænke over det, og dermed bemærke sangen. Og Some Girls Are Bigger Than Others er også et fantastisk nummer at afslutte med. Og for en gangs skyld føles det konkluderende at afslutte med et fade, for det er jo det, nummeret drejede sig om i starten. The Queen Is Dead er en mesterlig plade, og hvis du vil lære The Smiths at kende er det det allerbedste sted at starte.

221 – U2 – War (1983)

Udgivet den af
1

U2 er et sjovt band. De er det første alternative rockband, der virkelig brød igennem til mainstream-publikummet, og de er et af de få navne, der debuterede i starten af 80’erne, der stadig er populære i dag. I løbet af alle disse år har deres udvikling langt fra været enorm, men folk har stadig reageret meget polariseret af alt lige siden, de blev en tand mere poppede i 1987 med pladen The Joshua Tree. Nogle kalder det for deres bedste, andre kalder det deres værste. Der er dog ret bred enighed om, at deres tredje album, War fra 1983 er et album af kvalitet. Sådan er det med de fleste plader før The Joshua Tree, men det gælder især War. Ikke alene finder man det nok største af deres tidligste hits, Sunday Bloody Sunday, på denne plade, man finder også noget af det mest følelsesrige og fortvivlede musik, gruppen nogensinde har lavet. Albummet hedder ikke War for sjov. Det lyder af krig, tit handler det også om krig, og forsanger Bono lyder mere fortvivlet, end jeg kan huske ellers nogensinde at have hørt ham. Lige fra det første nummer hulker og græder han, og det bliver kun værre derfra.

War tog mig noget tid at blive helt fanget af, for U2 hænger sig ikke nær så meget på at have fængende melodier, som de gør på mange andre plader. Det handler meget mere om følelser og en udforskning deraf. Helt præcis er det meget følelserne under krig, og da er især ét instrument virkelig vigtigt på denne plade, nemlig trommerne. Larry Mullen Jr. er en virkelig overset trommeslager, og hvis du vil se hans talent udfolde sig, kig ikke længere væk end til War. Det er ikke uden grund, at trommer på over halvdelen af sangene optræder så snart, nummeret går i gang. Det er march-lignende på Sunday Bloody Sunday, men Mullen udforsker et hav af måder, hvorpå trommer kan give en stram, militaristisk lyd. Han er så at sige generalen i bandet, der sørger for, at alle medlemmer makker ret. Bono er da den frustrerede rekrut, der er ensom, traumatiseret og opsat på at kæmpe for fædrelandet. Hvis vi lige dropper metaforen for troppen, så er bassist Adam Clayton meget god til at opretholde, den stramme lyd, de sigter efter, og guitarist The Edge er overraskende god til ikke at gå amok på guitaren. Bono står alene i sin gåen amok. Der er noget blueset over The Edges indspark. De er imponerende, men ikke distraherende. Tit bemærker man faktisk knap nok, hvor meget han gør på sit instrument.

Hvis jeg skal sige noget negativt, så tog det mig ret mange gennemlytninger at få dannet en solid mening om dette album, og kun et fåtal af sangene havde jeg egentlige forhold til i starten. Med tiden har jeg dog lært at holde af alle sangene, men det kan selvfølgelig ikke garanteres, at man nødvendigvis har lyst til så mange gennemlytninger, hvis man ikke var glad for det i første omgang. Jeg startede heller ikke med at være ellevild, men jeg kunne da altid lide det. Jeg synes efterhånden, at det er helt genialt, og det er nok den bedste U2-plade, jeg har hørt. Sangene hænger dynamisk meget godt sammen, og der er meget variation. Jeg tænkte på intet tidspunkt til mig selv, at pladen var ved at gå i tomgang, og med mine gentagne gennemlytninger, kan jeg ikke nævne et eneste punkt, der føltes svagere, jo mere jeg lyttede til pladen. Det føles komplet, det føles stort, og det føles gennemtænkt. Det er nok den bedste U2-plade, jeg har lyttet til, og det siger jeg måske ikke som verdens største fan, men deres katalog er nu imponerende, og dette er højdepunktet.

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Udgivet den af
Svar

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.

290 – Talking Heads – Talking Heads: 77 (1977)

Udgivet den af
Svar

Talking Heads udmærkede sig i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne virkelig med deres legesyge pop-rock, der formåede at finde en perfekt middelvej mellem syrede Brian Eno og mere folkellige navne som 10cc og Steve Miller. De rammer allerede plet med deres første plade, Talking Heads: 77 fra, du gættede det, 1977. Herpå får man først og fremmest deres klassiske single Psycho Killer, men der er skam mere end blot det at komme efter. F.eks. er der det sjove åbningsnummer, Uh-Oh, Love Comes to Town, der danner et godt grundlag for at kunne forstå gruppen. De er sjove, de er på overfladen ikke specielt seriøse, men de er virkelig dygtige sangskrivere, og der er faktisk meget at dykke ned i. Og som albummet fortsætter, bliver det sidste, jeg sagde, virkelig tydeligt. Sangskrivningen er rigtig unik, og dette kan man takke forsanger og guitarist David Byrne for. Han har skrevet næsten hele pladen på egen hånd, lige med undtagelse af Psycho Killer, som han skrev sammen med trommeslager Chris Frantz og bassist Tina Weymouth.

Nogle gange kritiserer jeg albums for, at de ikke hænger særlig godt sammen eller udnytter albumformatet særlig godt. Det gør Talking Heads: 77 dog, og det gør den med stil. Det starter uskyldigt nok med Uh-Oh, Love Comes to Town, og som albummet bevæger sig fremad, bliver hele lyduniverset mere og mere sindssygt. Det betyder dog slet ikke, at alle højdepunkterne findes til sidst. Sagen er nemlig, at Talking Heads bevæger sig meget vidt omend balanceret rundt i hele følelsesspektret i løbet af albummet. Som pladen går fremad bliver følelserne bare mere komplicerede og enorme. Det store klimaks kommer da med de fuldkommen maniske sange Psycho Killer og Pulled Up. Det er en interessant dynamik, og albummet føles derfor meget levende. Det er nærmest som at se en virkelig god dramatisk film, så nærværende er det. Udover sangskrivningen er David Byrnes indlevning også helt fantastisk, og det gør det hele meget reelt.

Men noget af det bedste ved gruppen er, at det ikke er så artsy-fartsy igen. Det minder faktisk i grunden ret meget om punk-musik, selv på de lystigere numre. Der er masser af punket attitude i instrumentationen. Det er noget mere kompliceret at spille, men man kan let mærke deres rødder i punkgenren. De er vilde og uregerlige, og man ved aldrig rigtig, hvor man har dem. Der er dog også meget pop over deres sange. De er alle utroligt fængende. Jeg kan stort set ikke tælle hvor mange gange, jeg har sunget med på sange som Happy Day, Don’t Worry About the Government eller selvfølgelig Psycho Killer. Tekstuniverset på Talking Heads: 77 er også noget for sig. De kaldte deres næste plade for More Songs About Buildings and Food, og det er faktisk ikke helt upassende, for sådanne ting er ikke meget ulig det, du rent faktisk ville kunne finde på Talking Heads: 77. Der bliver gået godt op i banaliteter og ligegyldigheder, og det skaber et smukt, levende univers. At være i selskab med David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison er altid dejligt, og Talking Heads: 77 er et af deres bedste albums.

295 – The Smiths – Meat is Murder (1985)

Udgivet den af
Svar

The Smiths er et af mine absolutte yndlingsbands. De er nok et eller andet sted i min top 10. Johnny Marr og Morrissey er nogle af de bedste sangskrivere nogensinde, og deres stærke personligheder passer rigtig godt sammen. En god kandidat til min yndlingsplade i deres diskografi er Meat is Murder. Den åbner energisk med den sjove The Headmaster Ritual, der handler om mobning i skolelivet i Manchester. Omkvædet er jodlede vrøvleord, og hvor min beskrivelse måske lyder latterlig, så udtrykker de virkelig smukt den pinsel, Morrissey går igennem – men samtidig er det enormt latterligt, og denne tvetydighed gør, at man både kan grine og græde til the Smiths. Det fortsætter med Rusholme Ruffians, der kører over et sjovt rockabilly-riff. Det er en sang om en helt masse forskellige ting, der sker, både gode og dårlige ting, men uanset hvad siger omkvædet altid “and though I walk home alone”, men de vender den dog også om og siger “but my faith in love is still devout”.

Pladens måske bedste sang kommer da, og det er en virkelig velskrevet, flydende sang ved navn I Want the One I Can’t Have. Det er en let sang at relatere til, og man kan angribe den fra mange forskellige vinkler. På den ene side kan den handle om homoseksualitet, den kan også handle om at være forelsket i en, der er for ung, og det er ikke helt usandsynligt, at den bare handler om “almindelig” ulykkelig kærlighed. Og så er det en af de bedste melodier, gruppen nogensinde har haft hænderne i. Den går meget naturligt over i What She Said, der er endnu et mesterværk i denne flotte stribe at velskrevne, godt konstruerede, legesyge, energiske, lystige såvel som ulykkelige sange, der er i overflod på dette album. Den er lige til at skråle med på. Nu har der været en del hurtigere sange, så der kommer noget behagelig variation med den langsommere That Joke Isn’t Funny Anymore, der er en af de mere interessant opbyggede sange på pladen. Den består af mange ulig dele, men den føles lige så naturlig som enhver anden sang på pladen, og den er umanerligt fængende.

På visse udgaver ville vi nu få den klassiske How Soon Is Now?, men den er ikke på originaludgaven, så den går jeg udenom. Til gengæld kommer der gang i den igen med Nowhere Fast. Den blander virkelig smukt det melankolske med det morsomme, som kun the Smiths kan, og Johnny Marr spiller en helt fantastisk guitarmelodi. Der bliver skruet lidt ned for tempoet igen på den smukke Well I Wonder. Denne kører i højere grad end det meste andet på pladen på sin instrumentation, der er formidabelt skøn. Den sidste halvdel af sangen svæver mest af alt rundt i en smuk ekstase, som bliver formidlet skønt gennem Morrisseys falset. Jeg må også rose pladens næstsidste nummer, Barbarism Begins at Home, der handler om at afstraffe børn gennem vold, hvilket Morrisseys små skrig mellem versene fortæller på ret enestående vis. Melodien er fantastisk, og lyrikken er meget levende. Afslutningsnummeret på Meat is Murder er et titelnummer, og sjovt nok handler det om vegetarisme. Jeg ved, at jeg som vegetar nok er en smule forudindtaget hvad angår denne sang, men jeg har elsket den før jeg blev vegetar – det er en meget overbevisende meddelelse, om du så vil kalde det propaganda eller noget. Det er i alle fald en stærk og grum, melodi, der smukt afslutter et sandt mesterværk af et album.