295 – The Smiths – Meat is Murder (1985)

The Smiths er et af mine absolutte yndlingsbands. De er nok et eller andet sted i min top 10. Johnny Marr og Morrissey er nogle af de bedste sangskrivere nogensinde, og deres stærke personligheder passer rigtig godt sammen. En god kandidat til min yndlingsplade i deres diskografi er Meat is Murder. Den åbner energisk med den sjove The Headmaster Ritual, der handler om mobning i skolelivet i Manchester. Omkvædet er jodlede vrøvleord, og hvor min beskrivelse måske lyder latterlig, så udtrykker de virkelig smukt den pinsel, Morrissey går igennem – men samtidig er det enormt latterligt, og denne tvetydighed gør, at man både kan grine og græde til the Smiths. Det fortsætter med Rusholme Ruffians, der kører over et sjovt rockabilly-riff. Det er en sang om en helt masse forskellige ting, der sker, både gode og dårlige ting, men uanset hvad siger omkvædet altid “and though I walk home alone”, men de vender den dog også om og siger “but my faith in love is still devout”.

Pladens måske bedste sang kommer da, og det er en virkelig velskrevet, flydende sang ved navn I Want the One I Can’t Have. Det er en let sang at relatere til, og man kan angribe den fra mange forskellige vinkler. På den ene side kan den handle om homoseksualitet, den kan også handle om at være forelsket i en, der er for ung, og det er ikke helt usandsynligt, at den bare handler om “almindelig” ulykkelig kærlighed. Og så er det en af de bedste melodier, gruppen nogensinde har haft hænderne i. Den går meget naturligt over i What She Said, der er endnu et mesterværk i denne flotte stribe at velskrevne, godt konstruerede, legesyge, energiske, lystige såvel som ulykkelige sange, der er i overflod på dette album. Den er lige til at skråle med på. Nu har der været en del hurtigere sange, så der kommer noget behagelig variation med den langsommere That Joke Isn’t Funny Anymore, der er en af de mere interessant opbyggede sange på pladen. Den består af mange ulig dele, men den føles lige så naturlig som enhver anden sang på pladen, og den er umanerligt fængende.

På visse udgaver ville vi nu få den klassiske How Soon Is Now?, men den er ikke på originaludgaven, så den går jeg udenom. Til gengæld kommer der gang i den igen med Nowhere Fast. Den blander virkelig smukt det melankolske med det morsomme, som kun the Smiths kan, og Johnny Marr spiller en helt fantastisk guitarmelodi. Der bliver skruet lidt ned for tempoet igen på den smukke Well I Wonder. Denne kører i højere grad end det meste andet på pladen på sin instrumentation, der er formidabelt skøn. Den sidste halvdel af sangen svæver mest af alt rundt i en smuk ekstase, som bliver formidlet skønt gennem Morrisseys falset. Jeg må også rose pladens næstsidste nummer, Barbarism Begins at Home, der handler om at afstraffe børn gennem vold, hvilket Morrisseys små skrig mellem versene fortæller på ret enestående vis. Melodien er fantastisk, og lyrikken er meget levende. Afslutningsnummeret på Meat is Murder er et titelnummer, og sjovt nok handler det om vegetarisme. Jeg ved, at jeg som vegetar nok er en smule forudindtaget hvad angår denne sang, men jeg har elsket den før jeg blev vegetar – det er en meget overbevisende meddelelse, om du så vil kalde det propaganda eller noget. Det er i alle fald en stærk og grum, melodi, der smukt afslutter et sandt mesterværk af et album.

365 – The Smiths – Louder Than Bombs (1987)

I min verden er 80’erne ikke årtiet for Duran Duran, Michael Jackson, U2, Bon Jovi eller Whitney Houston. Ikke ét 80’er-band har jeg lyttet mere til end the Smiths, og jeg elsker alle deres fire studiealbums meget højt. Foruden disse udgav de også en hel del singler, der ikke optræder på nogen af disse numre. Visse af disse udkom på amerikanske udgaver af pladerne, og i 1987 blev de fleste Smiths-sange, der ellers ikke var på noget amerikansk album, udgivet på en opsamling, der fik navnet Louder Than Bombs. Der er dermed både singler, b-sider og sange, der kun var på europæiske opsamlingsalbums. Mange af deres bedste sange er at finde på denne plade. Jeg bliver aldrig træt af Sheila Take a BowShoplifters of the World UnitePanicWilliam, It Was Really NothingHeaven Knows I’m Miserable NowAsk eller Hand In Glove, og det er blot a-siderne. Mange af b-siderne er så gode, at man slet ikke kan fatte, at de ikke var a-sider. Is It Really So StrangeSweet and Tender HooliganHalf a PersonPlease, Please, Please Let Me Get What I Want og Asleep er alle ligeledes fantastiske.

Albummet er ikke opstillet efter noget tydeligt mønster, men til gengæld føles det ret dynamisk. De forskellige sange arbejder forholdsvis godt sammen, og der er en dejlig mængde variation. Man kan dog stadig høre, at det er en opsamling. Der er ikke noget tidspunkt, hvor to numre arbejder utrolig godt sammen, men albummet sørger stadig godt for, at man ikke bliver spor træt af bandets lyd. Ikke et eneste af numrene er dårlige, og selv de mindst interessante er ganske gode. De bedste er decideret fantastiske, og de er umulige at få ud af hovedet. Og det er slet heller ikke noget, man ønsker sig. De er fyldt med følelser, og der er få lyrikere, der virkelig kan røre mig nær så dybt som Morrissey. Sange som AskPlease, Please, Please, Let Me Get What I Want, Asleep og Half A Person taler til mig på et meget nært følelsesmæssigt niveau. Ikke alle deres sange har denne effekt i lige høj grad. Nogle er ganske vist fulde af følelser, der går i alle mulige retninger, men de har stadig nogle virkelig sjove melodier. Hvem har ikke lyst til at synge med på Sheila Take a BowWilliam, It Was Really Nothing eller Panic?

Foruden at albumdynamikken ikke er fantastisk, er det største problem ved pladen, hvor ubrugelig, den er fra et europæisk synspunkt. Som europæisk lytter savner man f.eks. sange som How Soon is Now? og This Charming Man, der ikke her blev udgivet på noget studiealbum, hvorimod de er på amerikanske udgaver af henholdsvis Meat is Murder og deres eponyme debutplade. Desuden var Louder Than Bombs tiltænkt som et amerikansk svar på de europæiske opsamlinger Hatful of Hollow og The World Won’t Listen, hvor den første er en mere konsekvent oplevelse, navnlig da alle dens sange er indspillet indenfor en ret kort periode. Jeg vil dog absolut ikke sige, at Louder Than Bombs på nogen måde bliver til et dårligt album af den årsag. Det bliver bare forfærdelig svært at anbefale af den årsag. Det er rigtig, rigtig godt sammensat, men på grund af bedre alternativer, ved ikke helt, hvorfor du ville lytte til det, med mindre du vil lytte til alt af The Smiths. Men hvis du beslutter dig for at gøre det, så vil du ikke fortryde det.

481 – The Smiths – The Smiths (1984)

Før Nirvana gjorde alternativ rock til noget, alle og enhver lyttede til i hele verden, var der et andet band, der 7 år forinden havde fået enorm kommerciel succes med deres debut. Jeg snakker selvfølgelig her om The Smiths med albummet af samme navn. I modsætning til Nirvana fik The Smiths desværre kun større succes i Storbritannien og omegn, og jo længere væk fra Manchester man var i 1984, des sværere ville det være at finde nogen, der kendte til The Smiths. De er dog et af de bedste bands, 80’erne har at byde på, og næsten intet af tidens musik lød som dem. Deres tekster er drevet af angst, sorg og i stor grad også dårlige minder. Forsanger Morrissey har en meget særpræget stemme, og da jeg selv for første gang lyttede til the Smiths, var jeg ikke helt så glad for det. Det er uden tvivl noget man skal vænne sig til, men nu har jeg ingen problemer med den. Den udtrykker følelsesmæssige lavpunkter bedre end de flestes, selvom han synger decideret falsk ofte, og for mange lyder den nok fuldkommen latterlig.

The Smiths er, hvis man lige kan overkomme Morrisseys stemme, et rigtig let tilgængeligt band. Morrissey har sammen med guitarist Johnny Marr skabt meget fængende og ofte rørende melodier, hvis styrke bliver øget utrolig meget af Morrisseys stemme. Johnny Marr spiller aldrig en eneste guitarsolo på denne plade, men selvom han for det meste holder sig i baggrunden, gør han helt fantastiske ting, hvis man lytter efter. Han gør disse langsomme, triste melodier rigtig fyldige, så der virkelig er noget at bide i. Oftere end det, er det dog musikken, der bider i lytteren. Det er følelsesrigt, og det varer altid absolut lige den tid det skal, for at man er mest muligt rørt mod slutningen. Sangene handler oftest om Morrisseys opvækst i Manchester, og der bliver fokuseret meget på historiens mere triste sider. Han bliver på den måde meget samfundskritisk overfor ting som skolegang og sex, og hvad han ellers hader. Når Morrissey taler uden musik virker han mest af alt som et brokkehoved, der hader alt og alle. Når han til gengæld synger, får man utrolig meget sympati for ham.

The Smiths blev senere til en af grundpillerne for den utrolig store britpop-genre, der udbredte sig i 90’erne med bands som Oasis, Blur, Suede, Pulp og The Verve. I modsætning til så meget andet popmusik fra tiden, var The Smiths grimme, groft producerede og lyrisk meget kritiske. Samtidig har de dog den hjertevarme og sødme, som gør, at et poppublikum sagtens kan lytte til dem uden at kalde det for larm. Man kan faktisk knap nok høre, at det er så grimt igen, hvis man ikke lige tænker over det. Det føles bare specielt, hvilket gør, at de stadig lyder friske nu, næsten 30 år efter udgivelsen. The Smiths er et album for alle, der gerne vil have noget skævere, noget spøjsere, noget lidt grimmere i deres popmusik. Men lyt gerne til pladen flere gange, hvis du ikke er vant til Morrisseys stemme, for den tager virkelig noget tid at vænne sig til, men når man først kan acceptere den, ender man med at elske den.