81 – Paul Simon – Graceland (1986)

I midtfirserne var Paul Simon begyndt at ligne lidt af et has-been. Han havde trods alt også lavet musik i over 20 år, både som medlem af Simon & Garfunkel i 60’erne og som solokunstner i 70’erne. Mens han generelt har haft stor succes, var hans albumsalg begyndt at dale, og hans album ‘Hearts and Bones’ fra 1983 klarede sig ganske ringe. Det kom derfor nok som en overraskelse for mange, at Simon i 1986 ville udgive sit mest populære album nogensinde, og det kom nok også som en stor overraskelse, at han herpå ville tage stor inspiration fra sydafrikanske musiktraditioner som Mbube, Zydeco, Soukous og Mbaqanga. Albummet hed ‘Graceland’ og blev delvist optaget i Johannesburg i samarbejde med en lang række musikere fra området. Nu er jeg ikke ekspert i de sydafrikanske genrer, han drager inspiration fra, men selv med min begrænsede viden kan jeg let sige, at ‘Graceland’ er lidt af en gentrificeret, hvidvasket, kulturelt arppropierende udgave af sydafrikansk musiktradition. Men er det nødvendigvis en skidt ting? Ja, det er det, det er noget, man i mine øjne absolut bør være kritisk overfor. Men ligesom den åbenlyse sexisme i så meget klassisk hip hop og rockmusik, kan der sagtens være værdi i musikken alligevel, og det er der uden tvivl, når det gælder ‘Graceland’.

Der er faktisk rigtig meget at sætte pris på, for Simon er en fænomenal sangskriver, og disse nye inspirationskilder lader ham udfolde sin kreativitet på helt nye måder, der er vidt forskellig fra både den smukke, harmoniske folk-rock fra Simon & Garfunkel og fra hans egen kække pop-rock fra solopladerne i 70’erne. ‘Graceland’ læner sig dog nok mest op af sidstnævnte. Det er en lystig, charmerende popplade med spændende kulturel indflydelse, hvilket gør lyden mere rig og varieret end på nogen tidligere Paul Simon-plade. Om det gælder den funky, 6-strengede basgang på ‘You Can Call Me Al’, den smukke a capella-intro på ‘The Boy In the Bubble’ eller den rå instrumentation fra chicano-rock-gruppe Los Lobos på afslutningsnummeret, ‘All Around the World or the Myth of Fingerprints’, så er der godt med spændende detaljer i instrumentationen. Det gør også, at pladen holder virkelig godt, da man kan opdage noget nyt i lydbilledet ved hver gennemlytning. Udover dette er melodierne også tit uforglemmelige. Det er selvfølgelig svært at komme udenom megahittet ‘You Can Call Me Al’, men størstedelen af sangene er meget lette at synge med på. De er oftest lystige og kække, og teksterne følger trop.

Den overvældende glæde og uskyldighed, der udspiller sig på størstedelen af pladen, kan nok for nogle virke som et problem, og hvis du har brug for musik, der udforsker følelsesmæssigt komplekse afkroge af sindet, så skal du nok lytte til noget andet. Hvis du til gengæld har lyst til noget musik, man bliver glad i låget over, så er der ikke meget, der kan gøre det bedre. Det er let at blive glad i låget over sange som ‘Graceland’, ‘I Know What I Know’ og ‘Under African Skies’. Selv sangen ‘Crazy Love II’, der egentlig handler om at være trist, ender med at være en hyggelig lille fællessang. Man kan se det som en manglende sammenhæng mellem tekst og musik, selv ser jeg det som fortælleren, der prøver at opmuntre sig selv. ‘Graceland’ er på rigtig mange punkter en rigtig veludført, gennemtænkt plade, og Paul Simon genopfinder virkelig sig selv gennem disse sydafrikanske stilarter. Pladen kan nok aldrig slippe fra, at alle disse afrikanske genrer ikke nød større international popularitet før en hvid amerikaner blandede dem med popmusik – og at de ikke har nydt den slags opmærksomhed sidenhen heller. Men selv med den uheldige kulturelle kontekst in mente fik Simon skabt et af sine bedste albums nogensinde.

216 – The Smiths – The Queen Is Dead (1986)

Jeg har aldrig lagt skjul på, at The Smiths er et af mine yndlingsbands, og deres store mesterværk er generelt opfattet som værende deres tredje plade, The Queen Is Dead fra 1986. Mens jeg selv har meget svært ved at udpege en favorit blandt deres fire fantastiske albums, så forstår jeg det godt. Ikke alene har The Queen is Dead nogle virkelig stærke sange på sig, men den har også haft enorm indflydelse på 90’ernes populære britpop-bands. Den starter med et titelnummer, og det er en perfekt start. De første par sekunder med vokal lyder som noget dreampop, men efter det går man over i Morrisseys velkendte stemme, og så er man som Smiths-fan glad. The Queen Is Dead er som sådan ikke en særlig poppet plade. Der er ikke mange sange med popstruktur, Morrisseys stemme er næsten så langt fra George Michaels som muligt, og mixingen er meget alternativ. De færreste popmusikere ville normalt have en så klar bas som på denne plade. Dog er samtlige sange på The Queen Is Dead virkelig fængende. De er lette at synge med på, og det skyldes nok bare den stærke sangskrivning, der ikke hænger sig på gentagelser for at give dig en sang på hjernen.

Lyrisk er Morrissey ikke nær så diskret som tidligere, men at alting er så direkte gør det så meget mere gribende. Tit tænker man “sagde han lige det?”, og ja, det gjorde han. Han skaber skøre billeder af en sognepræst iklædt ballerinadragt, fornærmer folks poesi på groveste vis, og fantaserer om at blive kørt ned af store biler. Altså albummets titel er The Queen Is Dead, og med den formåede de om muligt at lave en endnu mere kontrovers-indbydende titel end den foregående Meat Is Murder. Men Morrissey er dog alt dette på en meget morsom måde. Han har meget charme med sig i løbet af det hele, og det betyder meget. På There Is a Light That Never Goes Out, hvor han netop fantaserer om at blive kørt ned, så synger han jo  om kærlighed. Det er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, og der er et sjældent strejf af lykke på dette nummer, noget man ikke ser meget til hos gruppen. Det mærker man også på Cemetery Gates, hvor der bliver sunget om at møde sin udkårne ved en kirkegård. Igen, Morrisseys hjerne er forskruet på den dejligst tænkelige måde.

Musikalsk sker der også mange interessante ting. Der bliver brugt bemærkelsesværdige stemmeeffekter på Bigmouth Strikes Again, og mange steder på pladen er der meget naturligt lydende synth-strygere og -fløjter. Marr spiller endda på visse numre pumpeorgel. Det er ikke Grateful Dead eller noget, men pointen er, at denne plade har mere instrumental variation end tidligere, og det kan gøre den meget lettere at blive glad for. Det mest interessante øjeblik på et instrumentalt niveau er efter min mening på afslutningsnummeret, Some Girls Are Bigger Than Others. Sangen starter med at fade ind, og øjeblikkeligt efter fader den ud, og så fader den tilbage igen. Det er ret genialt gjort, og det sørger for at få lytteren til at tænke over det, og dermed bemærke sangen. Og Some Girls Are Bigger Than Others er også et fantastisk nummer at afslutte med. Og for en gangs skyld føles det konkluderende at afslutte med et fade, for det er jo det, nummeret drejede sig om i starten. The Queen Is Dead er en mesterlig plade, og hvis du vil lære The Smiths at kende er det det allerbedste sted at starte.

217 – Beastie Boys – Licensed to Ill (1986)

Jeg har efterhånden gjort det ret klart, at jeg elsker hip hop i mange forskellige afskygninger, men alligevel har jeg altid haft væsentlige problemer med langt de fleste hip hop-plader, jeg har anmeldt. Det er ikke nær så slemt i dag, men før i tiden var der mange skratch-numre, skits og decideret fyld på selv de bedste plader. De eneste hip hop-plader, jeg ind til videre har anmeldt, der ikke har haft ét svagt nummer er The Blueprint af Jay-Z, Enter the Wu-Tang (36 Chambers) af Wu-Tang Clan og Illmatic af Nas. Det vil jeg allerede afsløre, at denne anmeldelse vil ændre på, for Licensed to Ill af Beastie Boys er en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Og det er sjovt, for jeg ville aldrig på et lyrisk niveau sammenligne Beastie Boys med f.eks. Jay-Z, Nas og størstedelen af Wu-Tang Clan, og alene med hensyn til deres flow, så er de på Licensed to Ill ikke synderligt imponerende. De er til gengæld fulde af energi og personlighed, og personlighed kan række langt. Det hjælper nok også meget, at der er tre af dem. Blandt de tre er MCA nok den eneste, jeg kunne udholde at høre en solo-plade med, for både Mike D og især Ad-Rock er meget højlydte og irriterende på en sært tiltalende måde.

Beastie Boys rapper på Licensed to Ill ikke rigtig om andet end nogle vilde røverhistorier, barnlige fantasier og alt muligt, som ville være uudholdeligt at høre på, hvis de tog sig selv mere seriøst. Men det gør de ikke, og selv i dag fungerer Licensed to Ill på et satirisk plan. Det virker faktisk skræddersyet til at gøre grin med moderne mainstream-rappere, men den slags typer fandtes selvfølgelig også dengang, de tjente bare ikke penge på at udstille deres skødesløshed som noget at aspirere efter. Der er dog ingen, der har lyst til at være de figurer, Beastie Boys portrætterer på Licensed to Ill. De er naive, de er dumme, de tror selv, at de er de sejeste. På (You Gotta) Fight for Your Right (To Party) rapper de om at pjække fra skole, på Paul Revere truer de med at dræbe hinanden. Kontrasten mellem disse får mange af deres alligevel langt ude fortællinger til at virke fuldkommen usandsynlige, selv inden for det ellers selvskabte univers. Og denne personlighed er da også virkelig hjulpet af skingre Ad-Rock, sprøde MCA og frembrusende Mike D. Især Ad-Rock lyder bare som en 7-årig i sin attitude, og det gør det svært ikke at holde af.

Albummet er produceret af Beastie Boys i samarbejde med Rick Rubin. Han er en næsten endnu vigtigere person i genrens historie end Beastie Boys. Han producerede allerede før License to Ill for Run-D.M.C. og LL Cool J, og senere ville han også samarbejde med bl.a. Public Enemy, Jay-Z, Eminem og rapguden over dem alle: Sir Mix-a-Lot. Det var praktisk talt ham, der skabte den hårdtslående, vrede lyd, mange forbinder med meget af den bedste guldalder-hip hop. Før ham var stort set alle hip hop-samples af funk og lignende genrer, men han havde en baggrund i rockmusik og dermed et bredere spektrum end de fleste hip hop-producere. Der er ganske vist lyd fra Stevie Wonder, Kool & the Gang og Barry White, men lige så meget kommer fra navne som Led Zeppelin, AC/DC og The Clash. Beastie Boys lavede også tidligere hardcore punk, så det giver et udsyn på musikken, der stadig virker originalt i dag, for jeg kan ikke nævne én anden rapper, der har en baggrund i lignende genrer. Og det er nok sådan noget, der har gjort, at Licensed to Ill bare holder. Det er en fantastisk plade, og den kunne sagtens være en af mine top 10 hip hop-plader.

330 – James Brown – In the Jungle Groove (1986)

Funkens mester, James Brown, udgav et utal af singler i 60’erne og 70’erne, og han var en enorm indflydelse på hip hop-genren, der begyndte at blive populær i 80’erne. Virkelig mange rappere samplede Brown-sange, og det ville hans pladeselskab, Polydor, naturligvis tjene på, så i 1986 udgav de opsamlingen In the Jungle Groove, hvorpå man finder noget virkelig fin proto-hip hop. Og det er ikke bare nogle store Brown-hits, det er sange, der aldrig før havde været udgivet på et album, og det sammen med remixes og alternative udgaver. Den åbner med en virkelig funky sang ved navn It’s A New Day. Den sparker rigtig flot albummet i gang, og på den er Brown virkelig højlydt i sin vokal, og han får virkelig gjort det tydeligt, at han er en ufatteligt dygtig sanger. Efter denne får vi Funky Drummer, der er kendt for at være den mest samplede sang nogensinde. Det er ikke så meget en sang, som det bare er et jam, men James Browns band jammer fedt, og de mister aldrig deres groove. Den bedste del af det 9 minutter lange nummer er lidt over 5 minutter inde i sangen, hvor al instrumentationen skæres fra, og så sidder trommeslageren bare der alene med sit fantastiske beat. Efter det kommer resten af bandet tilbage, og så er der ellers fest.

Et andet højdepunkt på pladen er et 6 minutter langt remix af Give It Up or Turnit a Loose. Det er en ekstremt energisk sang, og der sker rigtig meget på den. Den er bare helt umulig at sidde stille til. Fortsætter den i lidt længere tid end hvad godt er? Jo, det gør den måske. Det er nok generelt albummets største svaghed, altså at mange af numrene er virkelig, virkelig lange. Kun et enkelt er faktisk under 6 minutter, og af og til fortsætter de bare i lang tid i nogenlunde samme groove. Sådan et nummer som I Got To Move gør det f.eks. ikke videre imponerende. Det er en virkelig sjov sang, og den swinger rigtig godt, men den kommer aldrig rigtig nogen vegne. Efter den får vi et 3 minutter langt remix af Funky Drummer, hvo trommerne denne gang er næsten alene. Det er bare 3 minutter med det her virkelig fede beat, og der sker ikke andet end det. Hvis beatet ikke var så funky, så ville det måske være et svagt nummer, men Beatet fungerer fantastisk, selv på næsten egen hånd. Remixet af Talking Loud and Saying Nothing kører måske også i lidt for lang tid, men det meste af tiden fungerer den, og den er varieret nok, til at det ikke ødelægger flowet. Det er en ret fed sang

En af mine yndlingssange af James Brown er Get Up, Get Into It, Get Involved, der kraftigt kommanderer dig til at komme på dansegulvet. Og du skal ikke bare danse, du skal danse til du er i livsfare. Det her er serious business, og der er en slags militærisk charme til denne ellers ganske sjove lille sang. Soul Power er endnu en sang, der virkelig slår løs i dig. Der er så meget energi og livsglæde i den sang, og nu hvor den foregående sang alligevel har fået dig ud på dansegulvet, så inviterer denne sang dig i hvert fald ikke tilbage. Det er nok en af de svagere sange på pladen, men den er fandeme alligevel sjov. At sige, at den ikke er offer for sin egen længde, ville dog nok være en løgn. Afslutningsnummeret hedder Hot Pants, og det er en virkelig sjov sang, nok engang. Bandet viser tydeligt deres talenter, og Browns stemme er gudeskøn. In the Jungle Groove er måske i grunden mere historisk vigtigt end det i grunden er et godt album. Alle sangene er ganske vist gode, men når man lytter til dem i dag, så kan de virke ret ufokuserede og ensartede. Jeg kan dog ikke benægte, at det er en flot opsamling, som fans af funk og hip hop bør give en chance.

489 – Steve Earle – Guitar Town (1986)

Jeg er generelt ikke alt for imponeret af specielt meget country-musik. Det meste ser jeg som kønsløst, kedeligt og uvigtigt. Jeg ved ikke hvad, der tiltrækker andre til country, for selv kan jeg ikke se andet i det end stemningen. Og den stemning kan jeg også få hos masser af rockmusik, der samtidig leverer rigere musikalske oplevelser. Med det sagt er Steve Earle ikke halvdårlig, og hans debutalbum, Guitar Town fra 1986, har faktisk nogle halvrige musikalske oplevelser. Han er da heller ikke fuldblods country, han arbejder mere med country-rock, og rockelementerne er oftest det, der holder min interesse i albummet. Albummets største bedrift er nok det charmerende åbningsnummer, Guitar Town. Han synger om sig selv med et smil på læben, som bliver leveret så godt, at man nærmest kan se hans ansigtsudtryk for sig, når man lytter til den. Dens riff er fængende, og jeg bliver selv rigtig glad i låget, når jeg synger med på guitar-overgangen mellem to linjer. Charme er noget, der virkelig bærer Guitar Town – uden den ville det være en langt kedeligere oplevelse.

De to første numre – Guitar Town og Goodbye’s All We’ve Got Left er rigtig gode, og pudsigt nok mærker man tydeligere rockindflydelsen i dem, især sammenlignet med det tredje nummer. Hillbilly Highway lyder alt for meget som en andenrangs Hank Williams-efterligning, hvis du spørger mig. Omkvædet falder også i en anden fælde, som viser sig at være pladens største problem, nemlig at teksten bliver meget corny. Det er til at holde ud, men sangen ville være meget lettere at overkomme, hvis han ikke lavede sådan nogle tumpede knæk i sin stemme konstant. Versene er til gengæld rigtig godt skrevet, og det ville nok være bedst hvis der slet ikke var et omkvæd, hvilket er noget, albummet heldigvis holder sig fra det meste af tiden. Steve Earle smører sit charmerende lille smil fra sine læber på My Old Friend the Blues, en langsommere sang, der lyder ganske oprigtigt udmattet. Udmattelse er netop en af de følelser, som bedst kan udtrykkes gennem countrymusik, så der er ikke meget genrefusion på det nummer.

Steve Earle er som sagt værst, når han bliver for corny, og ingen sang på Guitar Town er mere corny end Little Rock n’ Roller. Det er næsten til at brække sig over, når han synger linjer somCause I know there’s an angel just for rock ‘n’ rollersi omkvædet til sangen, der er en undskyldning om hvorfor han ikke kan komme hjem til sin søn i nat. Hans ellers charmerende lille smil bliver så fedtet at han lige så godt kunne være vært på America’s Funniest Home Videos. Han afslutter albummet med den minimalistiske Down the Road, og minimalismen passer meget godt til hans landlige personlighed. Steve Earle er ikke meget pompøs. Han er som hvis en eller anden fyr, som du engang har mødt på landet, begyndte at lave country-rock og viste sig at være ret god til det. Guitar Town er på den måde fejlfyldt, men den føles altid så jordnær, at man kan undskylde fejlene let. Hvis du kan lide countrymusik, så erGuitar Town nok et album for dig, og selvom visse sange kan nydes af en, der sjældent lytter til country frivilligt, er albummet som helhed mest reserveret til folk, der lytter til det regelmæssigt.