81 – Paul Simon – Graceland (1986)

I midtfirserne var Paul Simon begyndt at ligne lidt af et has-been. Han havde trods alt også lavet musik i over 20 år, både som medlem af Simon & Garfunkel i 60’erne og som solokunstner i 70’erne. Mens han generelt har haft stor succes, var hans albumsalg begyndt at dale, og hans album ‘Hearts and Bones’ fra 1983 klarede sig ganske ringe. Det kom derfor nok som en overraskelse for mange, at Simon i 1986 ville udgive sit mest populære album nogensinde, og det kom nok også som en stor overraskelse, at han herpå ville tage stor inspiration fra sydafrikanske musiktraditioner som Mbube, Zydeco, Soukous og Mbaqanga. Albummet hed ‘Graceland’ og blev delvist optaget i Johannesburg i samarbejde med en lang række musikere fra området. Nu er jeg ikke ekspert i de sydafrikanske genrer, han drager inspiration fra, men selv med min begrænsede viden kan jeg let sige, at ‘Graceland’ er lidt af en gentrificeret, hvidvasket, kulturelt arppropierende udgave af sydafrikansk musiktradition. Men er det nødvendigvis en skidt ting? Ja, det er det, det er noget, man i mine øjne absolut bør være kritisk overfor. Men ligesom den åbenlyse sexisme i så meget klassisk hip hop og rockmusik, kan der sagtens være værdi i musikken alligevel, og det er der uden tvivl, når det gælder ‘Graceland’.

Der er faktisk rigtig meget at sætte pris på, for Simon er en fænomenal sangskriver, og disse nye inspirationskilder lader ham udfolde sin kreativitet på helt nye måder, der er vidt forskellig fra både den smukke, harmoniske folk-rock fra Simon & Garfunkel og fra hans egen kække pop-rock fra solopladerne i 70’erne. ‘Graceland’ læner sig dog nok mest op af sidstnævnte. Det er en lystig, charmerende popplade med spændende kulturel indflydelse, hvilket gør lyden mere rig og varieret end på nogen tidligere Paul Simon-plade. Om det gælder den funky, 6-strengede basgang på ‘You Can Call Me Al’, den smukke a capella-intro på ‘The Boy In the Bubble’ eller den rå instrumentation fra chicano-rock-gruppe Los Lobos på afslutningsnummeret, ‘All Around the World or the Myth of Fingerprints’, så er der godt med spændende detaljer i instrumentationen. Det gør også, at pladen holder virkelig godt, da man kan opdage noget nyt i lydbilledet ved hver gennemlytning. Udover dette er melodierne også tit uforglemmelige. Det er selvfølgelig svært at komme udenom megahittet ‘You Can Call Me Al’, men størstedelen af sangene er meget lette at synge med på. De er oftest lystige og kække, og teksterne følger trop.

Den overvældende glæde og uskyldighed, der udspiller sig på størstedelen af pladen, kan nok for nogle virke som et problem, og hvis du har brug for musik, der udforsker følelsesmæssigt komplekse afkroge af sindet, så skal du nok lytte til noget andet. Hvis du til gengæld har lyst til noget musik, man bliver glad i låget over, så er der ikke meget, der kan gøre det bedre. Det er let at blive glad i låget over sange som ‘Graceland’, ‘I Know What I Know’ og ‘Under African Skies’. Selv sangen ‘Crazy Love II’, der egentlig handler om at være trist, ender med at være en hyggelig lille fællessang. Man kan se det som en manglende sammenhæng mellem tekst og musik, selv ser jeg det som fortælleren, der prøver at opmuntre sig selv. ‘Graceland’ er på rigtig mange punkter en rigtig veludført, gennemtænkt plade, og Paul Simon genopfinder virkelig sig selv gennem disse sydafrikanske stilarter. Pladen kan nok aldrig slippe fra, at alle disse afrikanske genrer ikke nød større international popularitet før en hvid amerikaner blandede dem med popmusik – og at de ikke har nydt den slags opmærksomhed sidenhen heller. Men selv med den uheldige kulturelle kontekst in mente fik Simon skabt et af sine bedste albums nogensinde.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

267 – Paul Simon – There Goes Rhymin’ Simon (1973)

Paul Simon gjorde sig i 60’erne kendt som den ene halvdel af popduoen Simon & Garfunkel, der lavede nogle af årtiets mest fængende og følelsesrige melodier. De lavede sølle fem albums sammen, før de gik hver til sig. Begge startede solokarrierer, og den absolut mest succesfulde og imponerende af de to viste sig at være Simon. Han udgav sit første soloalbum tilbage i 1965, da duoen stadig var sammen, men hans gennembrud som solokunstner var med hans anden plade, Paul Simon fra 1972. Jeg er meget glad for den, men jeg holder også rigtig meget af hans tredje plade, There Goes Rhymin’ Simon fra 1973, der ligeledes er på niveau med det bedste, han lavede som en del af Simon & Garfunkel. Det er dog en noget anden form for musik, vi har her. I Simon & Garfunkel var der en stor fokus på folk, og dermed var der mange vokalharmonier og fokus på den akustiske guitar. På There Goes Rhymin’ Simon er der stadig meget akustisk guitar, men der er næsten mere fokus på klaveret, men selv denne har ikke  nær så stor fokus som Simons stemme. På mange af numrene optræder backingvokalister, men de er normalt ikke særlig fremtrædende.

Hvad angår sangskrivningen, så har Simon været mere inspireret af mere eksotisk musik. Der er ganske vist noget, der lyder så meget som amerikansk folk, at det næsten ikke er til at tage fejl af, her navnlig den passende betitlede American Tune. Der er dog sange som Was a Sunny Day, hvor man virkelig bare har lyst til at dase under en palmegren i troperne, og på den klavertunge One Man’s Ceiling is Another Man’s Floor er der en lyd, der minder meget om klassisk europæisk musik. Netop denne sang har en meget særpræget vekslen mellem versene – det lyder lidt som om, det er en to-tre vidt forskellige sange, der bare er smidt sammen, men de udgør en meget dragende helhed. Det bedste eksempel er dog nok Loves Me Like a Rock, pladens muligvis bedste sang, hvor Simon rent faktisk har fået et gospelkor til at synge med. De fylder en hel del, og da denne sang afslutter albummet, bliver det til et meget fyldestgørende klimaks. Følelserne er generelt ret simple i løbet af hele pladen. Der er nogle entydigt glade sange, nogle entydigt triste sange, og andre simple følelser er også afspejlet. Det lyder måske som et problem, men det er det ikke rigtig. Hvis der ikke var nær så meget at dykke ned i musikalsk, så var det, men det er mest af alt en slags stil, han vælger at følge, og han følger den elegant.

Det, der dog gør, at There Goes Rhymin’ Simon er en sublim plade, er at Simon er en genial sangskriver. Sangene på denne plade er mere end bare vers og omkvæd, det er noget mere kompliceret. Det er ikke total improvisationsjazz, langt fra, det føles faktisk meget poppet. Men hvis man dykker ned i sangene, vil man opdage, at der er taget mange friheder med sangskrivningen. Der leges meget med tempo på numre som Kodachrome og One Man’s Ceiling Is Another Man’s Floor, mens numre som American Tune og Something So Right bevæger sig meget i volumen, især ved hjælp af strygere. I løbet af hele albummet er der flot vekslen mellem letsindige numre som Was a Sunny Day og de mere dybsindige numre som Tenderness. Det er rigtig smukt opbygget. Hvis man endelig skulle sige noget negativt, så er Simons stemme af og til en smule irriterende på omkvædet til Was a Sunny Day, men det ødelægger ikke sangen og da slet ikke albummet. There Goes Rhymin’ Simon er en formidabel popplade. Hvis alle popnumre var bare halvt så gennemtænkte som dem på denne plade, så ville verden være et meget bedre sted. Paul Simon er en genial sangskriver, og There Goes Rhymin’ Simon er et af hans store mesterværker.