Tag-arkiv: Lou Reed

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Udgivet den af
Svar

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

194 – Lou Reed – Transformer (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 transformerede Lou Reed sig fra den syrede heroin-junkie fra The Velvet Underground til en i bund og grund stadig meget syret heroin-junkie, der bare nu skrev sine sange, så de var mere tilgængelige. Det skete med albummet Transformer, og hvis man ignorerer Lou Reeds image og lyrik, så har vi at at gøre med popmusik. På den måde fik Transformer et par store hits, alle virkelig velskrevne popsange, som skruer sig direkte ind på trommehinden og nægter at forlade stedet. Det kan man i grunden sige om det meste af pladen, og det er jo slet ikke det, man ville forvente fra manden, hvis man har hørt plader som White Light/White Heat eller The Velvet Underground & Nico. Men god, velsammensat popmusik plejer jeg sjældent at klage meget over, og det kan Reed virkelig finde ud af at skrive. Transformer åbner med en sang ved navn Vicious, der går hårdt og brutalt i gang med et enormt fængende guitarriff. Det er en rigtig god måde at starte albummet på, for selvom det næppe er den sang, der bedst viser hans store evner, så fungerer den i al sin simplicitet virkelig godt. Og den forlader aldrig dit hoved igen, når du først har hørt den.

Men så begynder Andy’s Chest, en blanding af doo-wop og en mere spinkel, usikker udgave af Neil Diamond. Det er så langt fra åbningsnummeret som det kan komme, men Lou Reeds stærke personlighed, spøjse lyrik og i grunden meget svage stemme sørger for at binde det hele sammen. Og i løbet af hele pladen får man hele tiden smidt noget nyt i hovedet. Og der er godt med variation. Der er ikke på noget tidspunkt et nummer, der bare føles som en gentagelse af en stil vi allerede har hørt tidligere. På den måde giver Transformer dig altid noget anderledes, der holder din interesse for albummet oppe. Det kan høres at David Bowie og hans guitarist Mick Ronson har produceret dette album. Bowie bliver jo også tit kaldt for en musikalsk kamæleon, netop fordi han kan tilpasse sig så mange forskellige stilarter, og denne evne har han projekteret flot over på Lou Reed. Reed har skrevet alle sange på Transformer, men virkelig meget af variationen ligger i den flotte produktion og de kreative arrangementer. Tit kan de være meget spøjse, f.eks. på Make Up og Goodnight Ladies, begge numre, hvor tuba er i fokus.

Reed formår ikke blot at tilpasse sin sangskrivning til mange forskellige stilarter, han formår faktisk også virkelig smukt at variere måderne hvorpå han skriver sangene. Nogle, f.eks. Vicious eller for den sags skyld megahittet Walk on the Wild Side har virkelig simple melodier. Derimod sker der rigtig meget forskelligt på Satellite of Love, og Goodnight Ladies er også et smukt arrangeret nummer, især under den instrumentale blæsersektion. Hvis du kan lide skæve, interessante tekster, så kan det også virkelig anbefales at dykke ned i Reeds lyriske univers. Han synger om emner som transvestitter, sex, heroin og diverse andre stoffer – i et par sange, f.eks. Wagon Wheel og Hangin’ Round. På Transformer får man altså 11 tracks af utrolig høj kvalitet, alle fængende og mange også musikalsk eller lyrisk udfordrende, og den store variation sørger virkelig for at man kan lytte til pladen igen og igen, mens Reeds stærke personlighed sørger for at holde sammen på pladen. At lave noget, der kan kaldes et mesterværk oven på det latterligt høje niveau, han selv satte med The Velvet Undergrounds plader, det er svært. Men han gjorde det, for Lou Reed kunne vitterligt finde ud af alt, når det kom til musik.

344 – Lou Reed – Berlin (1973)

Udgivet den af
Svar

Lou Reed forholdt sig med sin gruppe The Velvet Underground i 60’erne sjovt nok forholdsvis meget i undergrunden. Feinschmeckere lyttede til bandet, og han var ikke just en enorm rockstjerne. Det var da særdeles overraskende, da hans andet soloalbum Transformer fra 1972, blev en helt enorm succes. Det var ganske vist produceret af David Bowie, men selv med det faktum taget i betragtning, så er det mærkværdigt at han kunne blive så populær, når hans sanges væsentligste emner var heroin, transeksualitet og vold. Med alle de penge, han tjente på Transformer, startede han sit mest ambitiøse albumprojekt nogensinde, nemlig Berlin, som han udgav under et år efter Transformer. Berlin er et 50 minutter langt konceptalbum om et ægteskab, der bare går fuldkommen i stumper og stykker. Forholdet ødelægges af stoffer, alkohol, prostitution, vold, depression og ufatteligt triste omstændigheder. Værst af alt er dog, at parret, der i øvrigt hedder Jim og Caroline har børn.

Lou Reed fik et helt enormt orkester til at spille på Berlin. Der er nogle virkelig imponerende arrangementer diverse steder på pladen, og både blæsere, strygere og mere traditionelle rockinstrumenter bliver spillet af formidable musikere. Det får virkelig en til at åbne munden på vidt gab af og til, så storladent bliver det. Og overraskende nok passer det tit godt til de deprimerede tekster. Jeg vil dog sige, at det langt fra er hver gang, det virker. Nogle gange kan det blive decideret distraherende, f.eks. på Lady Day, How Do You Think It Feels og Oh, Jim. Den store, pompøse og bombastiske lyd, som af og til opstår, passer bare ikke så godt til de meget triste sange, Lou Reed ellers havde skrevet til Berlin. Heldigvis opstår denne kontrast ikke alt for ofte, men det sker ofte nok til at man lægger mærke til det. Jeg vil dog give Reed meget ros for i det hele taget at ture at have sådan en enorm kontrast mellem tekst og lyd. Og at det faktisk fungerer oftere, end det går galt, er meget imponerende, og det viser, at Berlin i hvert fald blev behandlet med omhu.

Mange af sangene på Berlin er faktisk nye udgaver af tidligere Lou Reed- og Velvet Underground-sange. Der er ofte lavet drastiske ændringer, men oftest klæder de albummets helhed ret godt. Teksterne på albummet er ofte meget rørende. De mest følelsesladede sange er Caroline Says II, Oh Jim, The Kids og Sad Song. Det er ikke nødvendigvis de bedste melodier, Reed nogensinde har skrevet, men de passer virkelig godt til teksten og stemningen, som instrumenterne skaber. Når man hører en sang som The Bed, kan man let forestille sig vores hovedpersons tanker, som livet bare passerer revy. Jeg vil ikke fortælle, hvordan albummet slutter, men som du nok kan regne ud, så er det ikke en lykkelig slutning. Kun to numre før afslutningen kunne man høre parrets børn græde og skrige efter deres mor. Det er ikke til at klare. Der er nogle væsentlige problemer ved Berlin, det erkender jeg, og det betyder naturligvis noget for albumoplevelsen. Det er dog ikke nok til at modstride den enorme kreativitet og stærke lyrik, man finder på albummet. Det er et rigtig godt album, og de stærke punkter er så stærke, at man virkelig inderligt ville ønske, at pladen var lidt mere finjusteret.