Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

148 – Crosby, Stills, Nash & Young – Déjà Vu (1970)

Okay, jeg er måske lidt en sucker for noget letsindig, folk-præget musik med flotte vokalharmonier. Det er derfor jeg holder så meget af plader som Workingman’s Dead, Parsley, Sage, Rosemary and Thyme og Pet Sounds. Det er en effektiv måde at få noget ret avanceret og på alle måder imponerende til samtidig at føles nede på jorden og tilgængeligt. Det er denne fine balance mellem det komplicerede og det simple, der gør Crosby, Stills & Nash fra gruppen af samme navn til så fantastisk en plade. Opfølgeren, Déjà Vu er om muligt endnu bedre, og det er der mange årsager til, men den mest fremtrædende ses direkte i gruppens navn. De skiftede nemlig på denne plade navn til Crosby, Stills, Nash & Young, hvor gruppens nye mand er ingen ringere end den dengang ukendte Neil Young. Jeg har anmeldt diverse Neil Young-plader meget rosende gennem tiden, så det er vist ingen hemmelighed, at jeg ser ham som et af de sidste 100 års største musikgenier. Hvis jeg skulle kritisere gruppens debut for noget, ville det nok være strukturen, og Young er heldigvis mester af struktur. Déjà Vu bevæger sig rigtig elegant mellem forskellige lyde og udtryk, så hele oplevelsen kan bare suges ind.

Ligesom debuten starter Déjà Vu med et af de mest kompliceret opbyggede numre på pladen. På debuten var det Suite: Judy Blue Eyes, og på Déjà Vu er det Carry On. Når man snakker om en så tilsyneladende simpel genre som folk-rock, er det faktisk en ret god idé at starte med noget mere kompliceret. På den måde får de fire mænd i bandet virkelig mulighed for at vise muskler, og når de først har gjort det, ser man på musikken med helt andre øjne. Déjà Vu tog nemlig over 800 timer at indspille i alt, og det kan faktisk godt høres. Det er næsten latterligt, så godt skruet sammen, numre som Teach Your Children og Our House er. Og de er nok blandt de simpleste sange. Derpå kan man dog grundet simpliciteten virkelig godt se de detaljer, som herrerne i bandet har kælet for. De har arbejdet meget sammen om hele pladen, men sangskrivningen er alligevel meget opdelt. Kun én sang er krediteret til mere end én af disse mænd. Det er med til at give albummet meget variation. Ikke 2 sange føles spor ens. Sangskriverne deler dog alle en hippiementalitet og en sans for finesse, der gør stemningen konsekvent.

Denne variation er desuden for alvor med til at gøre kvaliteten så imponerende. Hvis du kigger på et band som f.eks. Royal Blood, så har de fundet en stil, de er gode til, de har bearbejdet den, så den fungerer rigtig godt, og så kører de med den i løbet af et helt album. Det føles gennemført, men desværre forudsigeligt. Så er der den anden grøft, en plade som Sandinista! af The Clash, hvor de hele tiden prøver noget nyt. Det er konstant underholdende, men det er rodet. Når man lytter til Déjà Vu er der ikke engang tale om en balance mellem de to – men rettere en fusion mellem de gode kvaliteter derfra. Det er derfor Déjà Vu er lidt af et musikalsk vidunder. Den giver dig hele tiden noget helt nyt, og samtidig er det altid sangskrivning og håndværk af eminent kvalitet, og alligevel hænger det musikalsk flot sammen med det foregående såvel som det næste nummer. Vokalharmonierne skal især fremhæves. De er den måske mest imponerende del af hele pladen. De er så store og smukke, at det har svært ved at synke ind ved første gennemlytning. Jeg har hørt Déjà Vu omtalt som en slags folk-udgave af Dark Side of the Moon. Det er en beskrivelse, jeg med lethed kan forstå, for den er fandeme god.

259 – Crosby, Stills & Nash – Crosby, Stills & Nash (1969)

David Crosby fra Buffalo Springfield og The Byrds, Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra The Hollies slog sig i 1968 for at danne en supergruppe med det kreative navn Crosby, Stills & Nash, og ligeså kreativt fik deres første album året efter navnet Crosby, Stills & Nash. Alle tre mænd sang på denne plade, Crosby spillede rytmeguitar, og Stills spillede stort set alt andet undtagen trommer, hvilket nogle gæstemusikere tog sig af. Alle tre mænds stemmer arbejder sammen om nogle fantastiske vokalharmonier, der virkelig definerer gruppens lyd. Deres musik er ofte meget poppet, folk-inspireret rockmusik, som de fleste kan forholde sig til. Mange af de bedste numre er virkelig glade, sjove sange, som bare udmærker sig exceptionelt i dette felt. De to første på pladen, Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express er nok de bedste eksempler på denne kvalitet, for disse sparker lytteoplevelsen igang med et enormt smil på læberne. Selvom Suite: Judy Blue Eyes er en 4-sektioners-sang, der skifter ofte i tempo, stemning og endda også sprog, er det en virkelig fængende sang. Og med det guitarriff i starten, så er det klart, hvorfor dette skulle åbne albummet.

Selvom de mest kendte sange er den rene lykkerus, så er meget af Crosby, Stills & Nash virkelig dramatisk eller trist. Det er på disse numre, Stephen Stills’ imponerende guitarkundskaber er tydeligst. Især er de fremtrædende på Wooden Ships, der handler om vietnamkrigen. Det er malet meget flot op, og det føles som om, dommedag bliver beskrevet. Albumdynamikken på Crosby, Stills & Nash er meget veludført. Der er især to tidspunkter, jeg synes meget godt om. Det første er mellem Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express, hvor man får noget vrøvlesprog i lige 2 sekunder, og disse hjælper dels med at sætte orientens stemning igang, men derudover kommer den lige efter en brat afbrudt sektion af Suite: Judy Blue Eyes, der på det tidspunkt har eskaleret op mod en fuldkommen manisk lykkerus. Dette skaber en naturlig pause, der lader et nyt nummer begynde. Det andet er efter Wooden Ships, hvor den Simon & Garfunkel-inspirerede Lady of the Island. Orgelet fra Wooden Ships kører langsomt ud, og pludselig får vi så denne smukke ømme stemme. Den lyder nærmest omtumlet af guitareventyret fra før.

Det, der holder denne plade oppe, er en række af ganske simple elementer, de tre musikere mestrer til perfektion. Stærk, varieret sangskrivning, virkelig imponerende instrumentation, smukke vokalharmonier og en enormt god sans for stemning. Crosby, Stills & Nash mestrede virkelig hver eneste form for stemning, og de kunne også virkelig begå sig dynamisk. Højlydte, triste sange som Helplessly Hoping er virkelig smukke, men lige så smuk er den mere stille Lady of the Island. Den langsomme, sentimentale Guinnevere er endnu et højdepunkt på pladen, men sådan nogle overfalder virkelig bare hinanden. Selv forfærdeligt simple melodier som på Pre-Road Downs bliver behandlet med ydeste nænsomhed. På sådan en sang er der gjort ekstra meget ud af, at hvert eneste individuelle instrument sidder i skabet. Især guitaren på dette nummer er fed. Jeg ved ikke, hvordan Stills skaber den lyd, der nærmest lyder som om, guitaren bliver spillet baglæns. Hvis han indspillede spillede det hele baglæns og så vendte lyden om for at skabe en effekt, skal han i hvert fald have stor ros. I det hele taget  har mange af sangene virkelig meget finesse, og de lader til at være skrevet af store perfektionister. Og alt dette gør Crosby, Stills & Nash til et fantastisk album.