Tag-arkiv: Psykedelisk folk

40 – Love – Forever Changes (1967)

Udgivet den af
Svar

De fleste af de album, jeg anmelder, har delvist fået deres klassikerstatus grundet deres placering i musikhistorien. Når et album har været særligt indflydelsesrigt eller rammende i sin samtid, får den ofte et klassikerstempel, selv hvis der måtte være nogle åbentlyse kunstneriske kortslutninger hist og her – se blandt andet min nylige Sex Pistols-anmeldelse. Sådan et album er Loves tredje studiealbum, ‘Forever Changes’ fra 1967, ikke. Gruppen havde haft et enkelt mindre hit før dette album, den skramlede garagerocksang ‘7 and 7 Is’ fra året før. De havde smagt duften af succes, men ‘Forever Changes’ var et kommercielt flop i sin samtid. Love havde altid taget inspiration fra folk-genren på deres tidlige album, men det var ledsaget af godt med elektrisk tråd, at de hittede. Det var derfor meget vovet af dem, at følge denne succes med ‘Forever Changes’, et album bestående næsten udelukkende af akustisk instrumentation. Oven i dette nægtede de at gå på turné og nøjedes med en single, der endda floppede. Det var ikke en succes. Det er ikke ligefrem et album, folk hører, fordi de vil forske i psykedelisk musiks historie. Det er derimod et album, som generation efter generation er vendt tilbage til, fordi det kunstneriske indhold på skiven er fuldkommen uovertruffent.

Når man snakker om Love og især om Forever Changes, er skikkelsen, der nævnes oftest, forsanger Arthur Lee. Til trods for hvad jeg lige troede, da jeg lyttede til albummet for første gang, var Lee faktisk modstander af flower power-bevægelsen. På overfladen er det ellers en samling fredelige hippie-sange, men som man dykker ned i albummet, lurer temaer som identitet, død og ensomhed, og der er ikke rigtig nogen specielt glade sange på tracklisten. Det tog mig lidt tid at indse, for Lees tekster er så kryptiske, at jeg i starten troede, at de ikke handlede om noget som helst. De er meget poetiske og maleriske – og albummet er heldigvis mixet så smukt, at de er rigtig lette at høre. To af sangene, ‘Alone Again Or’ og ‘Old Man’ er skrevet af rytmeguitarist Bryan MacLean frem for Lee, og mens disse er knap så eklektiske i ordvalgene, passer de både melodisk og tematisk ind med resten af albummet. En anden lim i albummets struktur er de fabelagtige arrangementer og orkestreringer, som David Angel stod for. Disse sange er skruet sammen som finurlige små puslespil, hvor hver eneste brik sidder på det rette sted. Arrangementerne er så veludførte, at jeg endda slet ikke kan høre, at to af sangene er indspillet af Lee sammen med studiemusikere, frem for Loves andre medlemmer.

Skønheden ved disse arrangementer er lige til at måbe over. Der er både blæsere og strygere på mange af sangene, men de bruges varsomt, og de tager aldrig fokus fra, at det nu engang er et guitardrevent album. Dette slås også fast med åbningsnummeret, ‘Alone Again Or’, der har en af de smukkeste guitarintroer, jeg nogensinde har hørt. Hver eneste gang, de guitartoner starter, finder jeg mig selv i en helt vidunderlig ekstase af ro. Albummet har masser af farverige lyde at byde på, men den formår at holde igen, og kun ganske få øjeblikke er mærkbart prangende. Albummets mange fede krøller er med til at gøre det til et af de mest levende og inviterende album til nogensinde at have døden som et centralt tema. Produktionen er samtidig knivskarp, især på de nye remasters. Den highligter flot de mange fine ting i arrangementet, og trods et stort ensemble på til tider omkring et dusin instrumenter på én gang, drukner lyden aldrig, og vi nærmer os ingen Phil Spector-lignende lydmurer – det ville næppe virke for et så intimt album. Love er muligvis den psykedeliske æras mest fejlagtigt oversete gruppe, men her i internettets æra er det muligt at lave om på dette. ‘Forever Changes’ fortjener at gå fra at være en kultklassiker til et almenkendt mesterværk – for et mesterværk, dét er det.

127 – The Mamas & the Papas – If You Can Believe Your Eyes and Ears (1966)

Udgivet den af
Svar

60’erne var et vigtigt årti for popmusik. Nogle af de største, mest indflydelsesrige popsange nogensinde blev udgivet på denne tid. Foruden massevis af klassikere af grupper som The Beatles og The Beach Boys, samt selvfølgelig Motowns guldalder, kan også nævnes udødelige sange som Be My Baby, Stand By Me, What a Wonderful World, Son of a Preacher Man og naturligvis California Dreamin’. Dette er uden sammenligning den mest populære sang, The Mamas & the Papas nogensinde har udgivet, og den var klart en væsentlig faktor i succesen af gruppens debutalbum, If You Can Believe Your Eyes and Ears. Den er mørk som få popsange fra samtiden, men samtidig fængende, og overraskende storladen i forhold til resten af albummet. Numre som You Baby, The In-Crowd og Do What You Wanna Do er meget mere simple, ja, faktisk søde sange. Denne solskinsfyldte lyd karakteriserer i langt højere grad albummet, hvis ikke gruppen generelt. Én måde, hvorpå California Dreamin’ dog klart repræsenterer pladen som helhed er gennem de smukke vokalarrangementer. Gruppens fire vidt forskellige stemmer spiller godt mod hinanden, og på hvert eneste nummer, har de arbejdet kreativt med sammensætningen af gruppens medlemmer.

Især når der er elementer af kanon, er jeg vild med det. Monday, Monday, California Dreamin’ og Go Where You Wanna Go er nogle af de bedste eksempler på dette. Det skaber virkelig en lækker lyd, når halvdelen af sangerne synger en linje, og før denne linje er færdig hopper den anden halvdel ind og begynder samme linje påny, mens det oven i købet harmoniserer. Deres harmonier bruges også til at opnå mange forskellige effekter. På Spanish Harlem er det romantik, på Straight Shooter er det psykedelia, og på California Dreamin’ er det drama. Der er med andre ord også en del variation på albummet. De individuelle numre har helt unikke identiteter, så man kommer overraskende vidt omkring på de blot 34 minutter, pladen varer. På den måde har pladen ikke som helhed rigtig et “statement”, og valget af The “In” Crowd som afslutningsnummer virker da ret tilfældigt. Det ville de fleste sange dog. Det bliver aldrig særlig farligt i lyden, og følelsesmæssigt møder man kun sjældent dybde. Det meste er på ingen måde dårligt, men gruppens ekstreme uskyldighed kan virke forældet i dag. Der er sjældent nogen kant, der bidrager til de fine arrangementer og melodier.

Mens de fleste numre lyder vidunderligt og udtrykker dejlig meget kreativitet, er der også nogle lidt svagere numre iblandt. Got a Feelin’ er lidt noget pyntet fyld, og den tikkende percussion bliver lidt irriterende i længden, selvom den er virkelig flot arrangeret. Somebody Groovy er lidt af et simpelt, blueset nummer, der let kan gå i glemmebogen, og det samme gælder Hey Girl, men selvom  de ikke er så mindeværdige, lyder de rigtig godt, hjælper pladens dynamik, og der er nogle interessante øjeblikke her og der på dem. Det eneste decideret dårlige nummer ville jeg dog nok sige var deres cover af Spanish Harlem, som jeg dog heller ikke har noget til overs for i originaludgaven. Ben E. Kings store stemme takler dog på originalen denne lettere vamle kærlighedssang markant bedre end mødrene og fædrene kunne drømme om. Men selv med denne omgang albumfyld, er det ikke til at komme uden om, at gruppen har talent. Både som sangskrivere og optrædende er de virkelig dygtige, og selv på de svagere numre er der masser at komplimentere. Når de bedste numre oven i købet er af så høj kvalitet som Monday, Monday, Straight Shooter, Go Where You Wanna Go og California Dreamin’, så kan pladen sagtens anbefales, hvis man kan lide denne afart af 60’ernes popmusik.

259 – Crosby, Stills & Nash – Crosby, Stills & Nash (1969)

Udgivet den af
Svar

David Crosby fra Buffalo Springfield og The Byrds, Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra The Hollies slog sig i 1968 for at danne en supergruppe med det kreative navn Crosby, Stills & Nash, og ligeså kreativt fik deres første album året efter navnet Crosby, Stills & Nash. Alle tre mænd sang på denne plade, Crosby spillede rytmeguitar, og Stills spillede stort set alt andet undtagen trommer, hvilket nogle gæstemusikere tog sig af. Alle tre mænds stemmer arbejder sammen om nogle fantastiske vokalharmonier, der virkelig definerer gruppens lyd. Deres musik er ofte meget poppet, folk-inspireret rockmusik, som de fleste kan forholde sig til. Mange af de bedste numre er virkelig glade, sjove sange, som bare udmærker sig exceptionelt i dette felt. De to første på pladen, Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express er nok de bedste eksempler på denne kvalitet, for disse sparker lytteoplevelsen igang med et enormt smil på læberne. Selvom Suite: Judy Blue Eyes er en 4-sektioners-sang, der skifter ofte i tempo, stemning og endda også sprog, er det en virkelig fængende sang. Og med det guitarriff i starten, så er det klart, hvorfor dette skulle åbne albummet.

Selvom de mest kendte sange er den rene lykkerus, så er meget af Crosby, Stills & Nash virkelig dramatisk eller trist. Det er på disse numre, Stephen Stills’ imponerende guitarkundskaber er tydeligst. Især er de fremtrædende på Wooden Ships, der handler om vietnamkrigen. Det er malet meget flot op, og det føles som om, dommedag bliver beskrevet. Albumdynamikken på Crosby, Stills & Nash er meget veludført. Der er især to tidspunkter, jeg synes meget godt om. Det første er mellem Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express, hvor man får noget vrøvlesprog i lige 2 sekunder, og disse hjælper dels med at sætte orientens stemning igang, men derudover kommer den lige efter en brat afbrudt sektion af Suite: Judy Blue Eyes, der på det tidspunkt har eskaleret op mod en fuldkommen manisk lykkerus. Dette skaber en naturlig pause, der lader et nyt nummer begynde. Det andet er efter Wooden Ships, hvor den Simon & Garfunkel-inspirerede Lady of the Island. Orgelet fra Wooden Ships kører langsomt ud, og pludselig får vi så denne smukke ømme stemme. Den lyder nærmest omtumlet af guitareventyret fra før.

Det, der holder denne plade oppe, er en række af ganske simple elementer, de tre musikere mestrer til perfektion. Stærk, varieret sangskrivning, virkelig imponerende instrumentation, smukke vokalharmonier og en enormt god sans for stemning. Crosby, Stills & Nash mestrede virkelig hver eneste form for stemning, og de kunne også virkelig begå sig dynamisk. Højlydte, triste sange som Helplessly Hoping er virkelig smukke, men lige så smuk er den mere stille Lady of the Island. Den langsomme, sentimentale Guinnevere er endnu et højdepunkt på pladen, men sådan nogle overfalder virkelig bare hinanden. Selv forfærdeligt simple melodier som på Pre-Road Downs bliver behandlet med ydeste nænsomhed. På sådan en sang er der gjort ekstra meget ud af, at hvert eneste individuelle instrument sidder i skabet. Især guitaren på dette nummer er fed. Jeg ved ikke, hvordan Stills skaber den lyd, der nærmest lyder som om, guitaren bliver spillet baglæns. Hvis han indspillede spillede det hele baglæns og så vendte lyden om for at skabe en effekt, skal han i hvert fald have stor ros. I det hele taget  har mange af sangene virkelig meget finesse, og de lader til at være skrevet af store perfektionister. Og alt dette gør Crosby, Stills & Nash til et fantastisk album.

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Udgivet den af
Svar

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.