Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

Nyheder: Marts 2014

Så er det marts, og i morgen skal jeg ind og se Of Montreal i Bremen Teater. Hvis du ikke kender dem, så er de et virkelig godt, skævt indie-band, der har lavet noget af det bedste musik, der er blevet udgivet de seneste 15 år. Det er nogle virkelig dejlige drenge, og dejligt bliver det også at opleve post-punk-gruppen Savages, der optræder i Store Vega den 6., og det skal nok også blive godt. De er lidt nyere i branchen end Of Montreal, og at se de helt nye musikere optræde er altid noget af en oplevelse – Haim i februar var i hvert fald en meget positiv oplevelse.

I onsdags blev afsnit nr. 40 af mit radioprogram, The Vinyl CountdownRockkanalen sendt, og jeg er derfor næsten nået dertil, hvor der kan komme nye anmeldelser på forsiden af bloggen. Det kommer forhåbentlig til at ske mod slutningen af denne måned, og det glæder jeg mig til. Og Northside-programmet er også færdigt, så mon ikke man skulle lave en top 15 over navne, man glæder sig til at se? Jeg skal på NorthSide i år, men Roskilde må lige vente til næste år, for andre ting ligger desværre i vejen til den tid. Men begge programmer ser interessante ud, så mon jeg ikke også laver en top 15 til Roskilde på et tidspunkt?

De venlige mennesker på Bibzoom lægger i stadighed mine anmeldelser på deres side:
Brian Eno – Another Green World
Peter Wolf – Sleepless
Diana Ross & the Supremes – Anthology
Cheap Trick – At Budokan
Gram Parsons – Grievous Angel
Radiohead – Kid A
The Ronettes – Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica
Rage Against the Machine – The Battle of Los Angeles

Lad mig som altid slutte artiklen af med at kigge fremad mod marts-udgivelser, jeg virkelig glæder mig til:

  1. The Men – Tomorrow’s Hits
  2. Joan As Police Woman: The Classic
  3. Elbow – The Take Off and Landing of Everything
  4. Liars – Mess
  5. John Frusciante – Enclosure
  6. MØ –  No Mythologies to Follow
  7. WhoMadeWho – Dreams
  8. Pharell Williams – G I R L
  9. The War on Drugs – Lost in the Dream
  10. Real Estate – Atlas