Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

Ugens playlist #1: Barok-pop

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.

188 – Buffalo Springfield – Buffalo Springfield Again (1967)

Mange tænker nok på Buffalo Springfield som det der band, Neil Young var medlem af før han fik en succesfuld solokarriere, og mange har nok også hørt deres store hit For What It’s Worth, men der stopper de flestes kendskab til gruppen så desværre. Og et er synd, for de har lavet masser af hæderlig musik, hvor især deres andet album, Buffalo Springfield Again, ofte fremhæves af fans. Og det er forståeligt, for på netop den plade viser de så enormt mange facetter af deres kompetencer, at det er umuligt at sætte dem i nogen form for bås. Det har nok til dels noget at gøre med, at bandet har ladet rollen som sangskriver gå meget på omgang. Selvfølgelig gik den tit til Neil Young, der har kvitteret med hele tre meget forskellige sange til pladen, og de er også nogle af de bedste derpå. Man kan allerede så tidligt i hans karriere mærke hans dybsindighed og hans ambition, som ingen i gruppen virkelig kan hamle op med, men det kræves jo heller ikke. Stephen Stills, der jo også senere ville få masser af succes uden for gruppen, har skrevet fire numre, der er i en på overfladen mere simpel stil, der blander rå rock and roll med folk. Og så er der Richie Furay, hvis stil ikke er let at kende fra gang til gang, udover at hans sange sjældent er så avancerede.

Derudover er lyden også virkelig varierende fordi bandets besætning er særdeles inkonsekvent. Der var vist masser af tumult omkring pladens optagelse. Ja, blandt gruppens fem medlemmer, har ingen af dem medvirket på mere end halvdelen af pladens numre. Ja, bassist Bruce Palmer er faktisk slet ikke at høre på hele pladen, fordi han havde for travlt med narkoproblemer, så de måtte hive studiemusikere til at erstatte ham, hvor det er nødvendigt. Og han var ikke den eneste, der forholdsvis spontant skulle erstattes. Men det er lidt noget af magien ved pladen, det at den er så rodet. For man kan stadig høre en kollektiv vision et sted i musikken. Ja, det er noget underligt noget at sige om en folk-rock-plade, der indeholder Good Time Boy, der er noget nær et rendyrket funknummer. Men det ligger meget i følelserne. De er store. Nogle gange euforiske af glæde, nogle gange triste, nogle gange filosofiske. Men aldrig halvhjertede, altid organiske og man kan altid høre, at de kommer fra det samme sted – et band, der er ved at falde fra hinanden. At de i det hele taget fik udgivet endnu en plade efter denne er mig et mysterium.

Albummet starter og slutter med manden, der efter min mening er gruppens store stjerne, Neil Young, og det er en enorm god ide. Han indrammer pladen flot med den sært optimistiske Mr. Soul og afslutter med Broken Arrow, der i bedste rabalderstræde-stil flere gange narrer dig til at tro, at det hele er slut, for så at give dig et ekstra vers. Begge kan med rette opfattes som værende metaforiske formidlinger af Youngs syn på livet som rockstjerne. Hvor Mr. Soul er en glad sang om naivitet, så er Broken Arrow dog trist og mørk, og den er fuldstændig drabelig i sine metaforer. Den er også virkelig legesyg rent instrumentalt, noget man især kan takke producer Jack Nitzsche for. Han var venner med Phil Spector, og det kan høres. Uden ham ville denne plade nok være ligeså uudholdelig at høre, som det var at være i bandet på det tidspunkt. Men hele dette roderi, der skete internt, det er nok det, der gjorde, at Buffalo Springfield Again er blevet så meget stærkere end de to andre plader. Der var virkelig noget at kæmpe for her, og det lykkedes for dem. Det fortjener stor applaus, for Buffalo Springfield Again er et mesterværk.