Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.
Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.
“NorthSide 2015 er lige om hjørnet!” Den reklame har jeg set på min facebook rigtig ofte på det sidste. Og nu er det ved at være sandt. Og disse 5 navne er blandt de, jeg glæder mig mest til at se. Jeg glemte at nævne i første del, at denne top 15 er skrevet ud fra et princip om, at man skal have mulighed for at se dem alle samtidig. Visse navne, jeg ellers glædede mig meget til, er blevet skåret fra, fordi de spiller samtidig med nogle andre, som jeg hellere vil se. Og i så fald kommer jeg selvfølgelig også ind på dem, jeg går glip af
10 – Grace Jones Jeg havde faktisk glædet mig meget til at se Spids Nøgenhat. Håbede lidt, at de ville spille som det sidste på den lille scene om fredagen, mens nogen, jeg var knap så interesseret i, f.eks. Sam Smith eller Incubus, tog sig af at afslutte på blå scene. Alle, der skal se Spids Nøgenhat får dem da på det perfekte tidspunkt, men selv var jeg endnu mere begejstret over, at se Grace Jones tilføjet til plakaten. “Hvad er det for et 80’er-relikvie, er det her Smukfest eller hva'” hørte jeg folk sige, men bare fordi det er gammelt, er det ikke nødvendigvis skidt. Jones’ stemme fejler ikke noget, og hun kan stadig fyre et brag af et sceneshow af. Og nu er hun ikke en fru hvem-som-helst, hun er en sin tids største pop-innovatorer. Hun skubbede med albums som Slave to the Rythm og Nightclubbing grænser for, hvad man kunne opnå med popmusik. Der er ingen grund til ikke at glæde sig til, at Grace Jones skal fyre den af.
9 – Savages Jeg så Savages, da de sidst var i København, og det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk. Det var spændende, støjende, energisk og konstant gribende. Savages’ brand af post-punk er fyldt med så mange følelser, at man kan lytte til deres sange gentagne gange og finde diskrete detaljer, der sørger for, at bassen, guitaren, stemmen og trommerne altid bidrager med meget. Ikke ét af instrumenterne er bare med som komfort, de er en stor enhed, hvor alle lyde i musikken stikker ud. De sørger også for at give sangene et helt unikt liv på scenen. De spiller aldrig sangen på samme måde to gange. De er virkelig dygtige, og de er nok blandt vor tids allerbedste post-punk-grupper.
8 – Interpol
Okay, lad os starte med årsager til ikke at se Interpol, for sådan nogle er der rent faktisk: deres albums er ikke nær så gode, som de har været, de spiller alligevel ofte i Danmark, og måske har du set dem så ofte, at du vil give noget nyt en chance. Men alligevel. Har du ikke set dem så ofte, fordi du kan lide dem? Fordi de er gode live? De får i hvert fald stadig gode anmeldelser. Jeg tror, jeg er blandt de ganske få danske Interpol-fans, der endnu ikke har fået set dem live. Men det skal ændre sig, og jeg ser frem til at kunne synge med på mange af deres fede numre, især de tidlige fra plader som Turn on the Bright Lights. Det er fed rockmusik af den skuffe, der bare egner sig godt til en liveoplevelse. Selv deres nyere materiale er sikkert virkelig fedt live. Jeg glæder mig.
7 – Placebo Jeg ser frem til Placebo af mange af de samme årsager som Interpol, forskellen er bare, at de negative punkter ikke rigtig er til stede. De har været langt mere konsekvente med kvaliteten, det er lidt mere eksklusivt at skulle se dem. De har ikke samme omdømme for deres live-shows, men til gengæld er den musikalske kvalitet generelt højere. Deres musik er skævere, rocker lige så hårdt, og de har ikke lavet et dårligt album. De har en ret særpræget lyd, især i kraft af deres nasale forsanger, men stadig formår de at skabe musik, der kan samle folk. De har altid noget på hjerte, og jeg forventer, at kunne mærke det, når jeg skal se dem på årets NorthSide.
6 – Antony and the Johnsons Jeg indrømmer blankt, at jeg meget sjældent snakker om Antony and the Johnsons. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, har bare sjældent lyttet til dem før de blev annonceret som et af hovednavnene på årets NorthSide. Jeg havde hørt dem, javist, men de havde ikke grebet mig før. Men da jeg hørte, at Antony skulle optræde med Aarhus symfoniorkester på NorthSide, gav jeg hendes musik et par ekstra lyt, for et helt symfoniorkester, det er fandeme sejt. Jeg fandt hendes kompositioner meget gribende, alternative og barokke. Aarhus Symfoniorkester og Antony er et smukt match, da hendes musik i forvejen inkorporerer mange klassiske instrumenter, og jeg glæder mig til at høre hendes numre med et helt symfoniorkester bag hende. Hvis man af den ene eller anden årsag ikke skulle være den store fan, f.eks. hvis man ikke kan lide hendes stemme, så spiller et band ved navn Wolf Alice samtidig på den lille scene. De er et punkband, de minder mig lidt om Yeah Yeah Yeahs, især fordi de også er rigtig gode, når de vælger at skrue lidt ned for punklyden.