Ugens playlist #1: Barok-pop

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.

187 – Peter Gabriel – So (1986)

Efter 7 plader som forsanger af Genesis og 4 plader udgivet i eget navn ville man tro, at Peter Gabriel havde toppet – men kommercielt havde han ikke nået sit højdepunkt før i 1986, hvor han udgav sin populære plade So, der også er mange fans favorit. Det er nok også min. Åbningsnummeret Red Rain er i hvert fald en virkelig stærk åbner, men på mange punkter er den meget atypisk for et åbningsnummer. Den skriger, den er trist, den starter ret langsomt, og den er langt fra det mest fængende nummer på pladen. Men den sætter en stemning tydeligere end noget andet. Og det er tit denne kolde lyd, jeg tænker på, når jeg tænker på So. Det er i grunden sjovt, for pladens største hit, Sledgehammer, der kommer lige derefter, er en glad funksang om sex. Og den er fuldkommen perfekt. Ikke én dag gør den sang mig ikke i bedre humør af sin vittige tekst eller sin rige instrumentation. Den er fuld af overraskelser, og hver tone sider lige skabet. Hvert sekund er perfekt. Og så bliver den efterfulgt af Don’t Give Up, en duet med Kate Bush, og det er en af de smukkeste duetter nogensinde opført. Den udviser så reelle følelser, at det næsten gør ondt. Og forholdet mellem Bush og Gabriel er uhyre troværdigt.

Gabriel giver os en forskruet tvivlstilstand på That Voice Again, hvor sindsforvirring ikke blot viser sig lyrisk, det udtrykker sig også gennem et af de mest skizofrene numre, jeg har hørt Gabriel lave. Af og til er det trist, af og til tænksomt, af og til lykkeligt, men aldrig på en entydig måde. Det har til dels noget at gøre med Gabriels stemme, men meget er også i instrumentationen, der hopper fra stilart til stilart. Efter dette nummer, er der lidt forskel på cd- og vinyludgaven. Gabriel har selv sagt, at cd-udgaven er tættest på hans vision, så det er den rækkefølge, jeg bedømmer pladen efter. Det betyder, at efter That Voice Again følger Mercy Street, og det er en virkelig håbløst deprimeret sang. Man bliver ligesom med Don’t Give Up meget bekymret for Gabriel, ja faktisk endnu mere, for nu er Kate Bush her ikke til at hjælpe ham. En meget blid triangel kører hurtigt i baggrunden, hvilket giver denne ellers langsomme sang en meget stresset lyd. Der vendes tilbage til funk på Big Time, en på overfladen glad sang, om at alting går godt. Lyt til den uden resten af pladen, og den er den gladeste sang i verden. Men i kontekst tænker man, at noget er galt. Men uanset hvad, så er nummeret enormt lækkert sammensat.

Pladen er til trods for sine mange tunge sange faktisk ikke så svær at tilgå. Der er noget pop-appeal over det meste af pladen, hvor to sange dog er markante undtagelser. We Do What We’re Told (Milgram’s 37) er den første. Vokalen kommer først på halvvejs inde, og der er kun 12 forskellige ord i løbet af sangen. Men det er stærke ord, der siger meget om vores samfund. Og musikken er mere forskruet og desperat end noget andet på hele pladen. Den anden undtagelse er This Is the Picture (Excellent Birds), der afslutter den oprindelige udgave af pladen. Det er en lettere krautrock-inspireret sang, der dermed er ret ensformig. Den giver lyrisk ikke særlig meget mening, men det er nok lidt af meningen, at få dette nonsens boret ind i din hjerne, som blev du hypnotiseret. Det falder godt i tråd med teksten på sangen forinden. Min udgave af pladen afsluttes som Peter Gabriel ønskede det, nemlig med In Your Eyes, og jeg kan kun være enig i, at den bør afsluttes sådan. Det er en sang, der flot afslutter hele pladens tematik, og det er en lykkelig slutning, der gør mig helt glad indeni. So er en fantastisk plade – den er på niveau med de bedste Genesis-plader, og den er så gennemført, at man stort set ikke kan fatte det