Efter 7 plader som forsanger af Genesis og 4 plader udgivet i eget navn ville man tro, at Peter Gabriel havde toppet – men kommercielt havde han ikke nået sit højdepunkt før i 1986, hvor han udgav sin populære plade So, der også er mange fans favorit. Det er nok også min. Åbningsnummeret Red Rain er i hvert fald en virkelig stærk åbner, men på mange punkter er den meget atypisk for et åbningsnummer. Den skriger, den er trist, den starter ret langsomt, og den er langt fra det mest fængende nummer på pladen. Men den sætter en stemning tydeligere end noget andet. Og det er tit denne kolde lyd, jeg tænker på, når jeg tænker på So. Det er i grunden sjovt, for pladens største hit, Sledgehammer, der kommer lige derefter, er en glad funksang om sex. Og den er fuldkommen perfekt. Ikke én dag gør den sang mig ikke i bedre humør af sin vittige tekst eller sin rige instrumentation. Den er fuld af overraskelser, og hver tone sider lige skabet. Hvert sekund er perfekt. Og så bliver den efterfulgt af Don’t Give Up, en duet med Kate Bush, og det er en af de smukkeste duetter nogensinde opført. Den udviser så reelle følelser, at det næsten gør ondt. Og forholdet mellem Bush og Gabriel er uhyre troværdigt.

Gabriel giver os en forskruet tvivlstilstand på That Voice Again, hvor sindsforvirring ikke blot viser sig lyrisk, det udtrykker sig også gennem et af de mest skizofrene numre, jeg har hørt Gabriel lave. Af og til er det trist, af og til tænksomt, af og til lykkeligt, men aldrig på en entydig måde. Det har til dels noget at gøre med Gabriels stemme, men meget er også i instrumentationen, der hopper fra stilart til stilart. Efter dette nummer, er der lidt forskel på cd- og vinyludgaven. Gabriel har selv sagt, at cd-udgaven er tættest på hans vision, så det er den rækkefølge, jeg bedømmer pladen efter. Det betyder, at efter That Voice Again følger Mercy Street, og det er en virkelig håbløst deprimeret sang. Man bliver ligesom med Don’t Give Up meget bekymret for Gabriel, ja faktisk endnu mere, for nu er Kate Bush her ikke til at hjælpe ham. En meget blid triangel kører hurtigt i baggrunden, hvilket giver denne ellers langsomme sang en meget stresset lyd. Der vendes tilbage til funk på Big Time, en på overfladen glad sang, om at alting går godt. Lyt til den uden resten af pladen, og den er den gladeste sang i verden. Men i kontekst tænker man, at noget er galt. Men uanset hvad, så er nummeret enormt lækkert sammensat.

Pladen er til trods for sine mange tunge sange faktisk ikke så svær at tilgå. Der er noget pop-appeal over det meste af pladen, hvor to sange dog er markante undtagelser. We Do What We’re Told (Milgram’s 37) er den første. Vokalen kommer først på halvvejs inde, og der er kun 12 forskellige ord i løbet af sangen. Men det er stærke ord, der siger meget om vores samfund. Og musikken er mere forskruet og desperat end noget andet på hele pladen. Den anden undtagelse er This Is the Picture (Excellent Birds), der afslutter den oprindelige udgave af pladen. Det er en lettere krautrock-inspireret sang, der dermed er ret ensformig. Den giver lyrisk ikke særlig meget mening, men det er nok lidt af meningen, at få dette nonsens boret ind i din hjerne, som blev du hypnotiseret. Det falder godt i tråd med teksten på sangen forinden. Min udgave af pladen afsluttes som Peter Gabriel ønskede det, nemlig med In Your Eyes, og jeg kan kun være enig i, at den bør afsluttes sådan. Det er en sang, der flot afslutter hele pladens tematik, og det er en lykkelig slutning, der gør mig helt glad indeni. So er en fantastisk plade – den er på niveau med de bedste Genesis-plader, og den er så gennemført, at man stort set ikke kan fatte det