Kategoriarkiv: C

21: Chuck Berry ‘The Great Twenty-Eight’ (1982)

Udgivet den af
Svar

Chuck Berry-opsamlingen ‘The Great Twenty-Eight’ var #21 på den oprindelige 2003-udgave af Rolling Stone-listen over de bedste album nogensinde. Allerede dengang var deres valg om at inkludere opsamlinger lidt kontroversielt. Personligt har jeg ikke noget imod det, så længe det enten er en særligt signifikant opsamling (Al Greens ‘Greatest Hits’, eller diverse kunstnere-opsamlingen ‘Anthology of American Folk Music’ eksempelvis) eller opsamlinger af output, der gjorde sig markant bedre på single-fronten end på albumformat. ‘The Great Twenty-Eight’ hører klart til sidstnævnte. Jeg kan forstå og respektere trangen til at repræsentere en så skelsættende kunstner som Chuck Berry på listen, og han er afgjort bedre tjent med en opsamling, end han er med et studiealbum.

På 2012-udgaven af Rolling Stone-listen blev der ikke rykket det mindste på albummets placering – faktisk er der kun én plade, jeg har tilbage at anmelde fra den oprindelige liste, hvor 2012-placeringen er anderledes. På 2020- og 2023-udgaverne af listen er den dog blevet rykket til #51 – hvilket blandt andet reflekterer, at 2020-opdateringen tøvede en del med at placere opsamlinger alt for højt. Uanset hvilken liste man kigger på, er ‘The Great Twenty-Eight’ dog den næsthøjest placerede opsamling.

‘The Great Twenty-Eight’ er netop, hvad den påstår at være – en greatest hits-opsamling, der søger at indkapsle Chuck Berrys diskografi med 28 sange, som har markeret sig blandt hans allerbedste skæringer.

Berry var stadig aktiv musiker, da opsamlingen udkom i 1982, hvor hans seneste studiealbum faktisk kun havde tre år på bagen. ‘The Great Twenty-Eight’ begrænser sig dog til Berrys glansperiode i 1955-1965. Det skyldes nok delvist, at opsamlingen var udgivet via Chess, og at Berry halvvejs gennem 1960’ernerne skiftede til Mercury, men det er alligevel ikke fordi nogen af Berrys stjernestunder fandt sted efter 1965.

Det eneste egentlige hit, han fik efter opsamlingens fokusperiode var novelty-sangen ‘My Ding-A-Ling’ fra 1972 (hvor han i øvrigt var tilbage på Chess), og jeg er meget glad for at denne opsamling ikke spilder sin i forvejen lange varighed på en fjollet sang, der er bygget op omkring penis-eufemismer.

Der er dog et hit, jeg synes mangler blandt de 28 sange – nemlig 1964-singlen ‘You Never Can Tell’, der 12 år efter opsamlingens udgivelse ville blive foreviget med en ikonisk scene i ‘Pulp Fiction’. Allerede i sin samtid var ‘You Never Can Tell’ dog et respektabelt hit – betydeligt større end visse af skæringerne på ‘The Great Twenty-Eight’, så nummerets fravær stikker virkelig ud. Hvis jeg virkelig skulle være pernittengryn, kunne jeg også pege på julesangen ‘Run Rudolph Run’, men jeg synes det er fint nok, at julesange ikke figurerer på tracklisten.

Problemet med ‘The Great Twenty-Eight’ er dog på ingen måde fraværet af klassikere – men rettere inklusionen af sange, der ikke videre er værd at lytte til i dag.

Forstå mig ret: Jeg synes, at når Chuck Berry er bedst, er han en af de klassiske rock’n’rollere, der har bestået tidens tand bedst. ‘Johnny B. Goode’ er stadig en fænomenal ode til hvor befriende rockmusikken kan være. ‘Rock and Roll Music’ er stadig en banger, der indkapsler, hvor dejligt det er at overgive sig til rockmusikken. ‘Roll Over Beethoven’ er stadig et stærkt statement, der iscenesætter rockmusik som et modkulturelt oprør, der er den klassiske musik overlegen.

Ja, der er mange af Berrys bedste sange, der handler om hvor fed rockmusik er. Han var ikke blot en god rockguitarist, han var også en dygtig ambassadør for rocken som fænomen. Men opsamlingen byder også på stærke sange om andre emner. ‘Maybellene’, ‘You Can’t Catch Me’, ‘No Particular Place To Go’, ‘Back in the U.S.A.’, ‘Brown Eyed Handsome Man’ – han kunne virkelig sammensætte nogle stærke, kompakte sange, der havde både mindeværdige melodier og en kickass guitarlyd.

Men den guitarlyd er altså begrænset. Og den bliver lidt ensartet, når man skal bruge 28 sange i dens selskab. Ofte starter et nummer med et riff, der nærmest bare lyder som ‘Roll Over Beethoven’-riffet i en mildt omjusteret udgave – ‘Sweet Little Rock’n’Roller’, ‘Let It Rock’, ‘Little Queenie’, ‘Carol’, bare for at nævne et par stykker. Selv klassikere som ‘Johnny B. Goode’ og ‘Back in the U.S.A.’ gør dette.

Det er imponerende at se, hvordan Berry i praksis skaber et helt rock-ordforråd gennem sangene på ‘The Great Twenty-Eight’. Længe inden jeg havde hørt Berrys ‘You Can’t Catch Me’, havde jeg hørt Beatles citere linjen »Here come a flat-top, he was moving up with me« i en lidt ændret udgave på ‘Come Together’. Længe inden jeg havde hørt Berrys ‘Too Much Monkey Business’, havde jeg hørt Pearl Jam genbruge dens melodi på julesangen ‘Don’t Believe in Christmas’. Det er grundlaget til så meget senere rockmusik, man hører her – inklusive grundlaget for meget af Chuck Berrys senere musik.

Men netop derfor er det frustrerende at lytte til albummet i sin helhed. Han gentager sig selv så meget. Vi kan snakke herfra til dommedag om, hvorvidt ‘Sweet Little Sixteen’ bør hyldes som en stærk komposition, eller hvorvidt dens seksualisering af en sekstenårig gør, at den ikke holder – jeg ville i hvert fald personligt foretrække, hvis teksten havde handlet om en voksen kvinde i stedet. Men hvis det så blot var den ene sang. På ‘Sweet Little Rock’N’Roller’ synger han om en 19-årig. På ‘Little Queenie’ er den titulære pige »too cute to be a minute over seventeen«. Den slags gør det sværere at nyde selv gode kompositioner.

Heldigvis findes der en god udgave af ‘Little Queenie’. Den hedder ‘Back in the U.S.A.’. Det er den samme melodi, men et andet arrangement. Og disse sange er reelt begge den samme melodi som ‘Roll Over Beethoven’, blot med længere vers.

‘School Day (Ring Ring Goes The Bell)’ er essentielt bare prototypen på ‘No Particular Place to Go’. ‘Let It Rock’ er en decideret pinlig genskabelse af ‘Johnny B. Goode’, lige ned til at første linje er et rim på et stykke amerikansk geografi. Du kan ikke bilde mig ind, at linjerne »In the heat of the day down in Mobile Alabama / Working on the railroad with the steel driving hammer« ikke var et forsøg på at genskabe magien fra »Deep down in Louisiana close to New Orleans / Way back up in the woods among the evergreens«.

Chuck Berry var en innovator, men han blev ikke ved med at udvikle sig hele karrieren. Opsamlingen strækker sig over ti år, men jeg kan knap høre forskel på Chuck Berry anno 1955 og 1965. Før jeg tjekkede det, havde jeg aldrig gættet, at opsamlingen faktisk er kronologisk opbygget.

Det gør heldigvis, at det er en meget konsekvent lytteoplevelse, der føles mere som et studiealbum, end de fleste Greatest Hits-opsamlinger gør. Men det gør også, at det er en ret ensformig måde at tilbringe over en time, og grænserne for Chuck Berrys musikalske projekt bliver ganske tydelige.

Forsøg på at afvige fra Berry-formlen er heller ikke nødvendigvis gode. ‘Havana Moon’ lyder som en Harry Belafonte-pastiche, komplet med at han siger »me« i stedet for »I«, hvilket ærlig talt er problematisk. Vi ved alle sammen, at Berry ikke er fra mellemamerika, så det føles ærlig talt som et dårligt halloween-kostume, ikke en respektfuld udforskning af calypsoens verden.

Albummet hedder ‘The Great Twenty-Eight’, men jeg ville skyde på, at det højst er 14 af sangene, der for alvor fortjener adjektivet »great«. Hvis udgiverne havde begrænset sig til 14 sange (og dermed én LP) ville det her potentielt være en af de bedste rock’n’roll-opsamlinger derude. Men som den er, vidner den blot om, at Chuck Berry havde længere mellem snapsene, end vi normalt har lyst til at anerkende.

36 – Carole King – Tapestry (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg skriver meget om genredefinerende album for tiden. Ligesom hvordan Eagles var med til at determinere soft-rockens fremtid, og Sex Pistols‘ provokationsrock var toneangivende for punkmusikkens tidlige år, hænger singer/songwriter-traditionen uløseligt sammen med Carole Kings ‘Tapestry’ fra 1971. Der er adskillige tidligere udgivelser, der i dag bliver kaldt singer/songwriter-musik, men hele denne genre fik sit navn fra skikkelser som King. King var nemlig en sangskriver i mange år inden hun udgav sit debutalbum, oplagt betitlet ‘Writer’. Kunstnere som The Drifters, Little Eva, Aretha Franklin og The Monkees havde store hits med hendes stærke popsange. Hvor debuten ‘Writer’ skam fik nogle roser med på vejen, overgik efterfølgeren ‘Tapestry’ den med mil, både i forhold til kritisk anerkendelse og kommerciel succes – i en overgang var den endda det bedst sælgende album nogensinde. En af årsagerne til denne succes var produktionen, der var langt mere målrettet end på ‘Writer’. Lou Adler, der også producerede ‘Writer’, gik på ‘Tapestry’ efter, at man skulle kunne se King ved klaveret for sig, når man hører albummet. Den målsætning blev rigtig smukt nået på samtlige af albummets tracks, hvilket giver albummet en virkelig stærk sonisk helhedsfornemmelse. Klaveret er konsekvent det varmeste og mest fremtrædende instrument på hver sang, og det har selv masser af karakter, mens andre instrumenter spiller soli.

Sangskrivningen er som forventet rigtig solid. Visse af sangene er taget fra Kings rige bagkatalog, andre blev først udgivet på dette album, men de har alle sammen King bag pennen, til tider sammen med sin tidligere mand, Gerry Goffin. Kings sange er ofte meget personlige – sådan lyder de i hvert fald. Teksterne handler meget om intime følelser om kærlighed og selvforhold, og King er fantastisk til at levere dem. Dengang var der ikke rigtig nogen popmusikere, der sang som King. Kvindelige popmusikere var oftest meget polerede stemmer som Dusty Springfield og Dionne Warwick – selv mindre tekniske vokalister som Diana Ross var meget nøje iscenesatte. King er ligesom Ross ikke særlig teknisk, men hun udnyttede derimod sin uperfekte lyd til at få sangene til at lyde så oprigtige som muligt. Dette ender med, at ‘Smackwater Jack’, den eneste sang på ‘Tapestry’, der definitivt ikke handler om Kings egne følelser, falder lidt til jorden i forhold til de andre. Den kompenserer for dette ved at have noget af Kings mest levende klaverspil på hele albummet – med sin energi er den også en fed afveksling fra de oftest ret langsomme numre, man ellers finder på tracklisten.

King er en sangskriver, der mestrer at skrive et solidt hook, men ‘Tapestry’ er ikke den über-catchy hitparade, man kunne forvente, hvis man kun kender hendes sangskrivning for andre. Jovist, der er hooks til stede på alle numrene, men oftest kun et enkelt eller to. Hun er god til at holde sig tilbage, så sangene altid fokuserer mere på at være nærværende end at være fængende. Her er hendes genindspilning af Shirelles-sangen ‘Will You Love Me Tomorrow?’ fuldkommen formidabelt. Jeg har svært ved at forestille mig mange græde over den ellers ganske fine originaludgave, og King sørger for at lave så meget om på arrangementet, at linjer, der oprindeligt fungerede som hooks, bliver leveret så underspillet, at jeg som lytter fokuserer mere på at føle Kings overbevisende desperation end at skulle nynne med. ‘Tapestry’ er i den grad et grower-album. Der er ikke meget, der er særlig flashy – det skulle lige være den synkoperede vokalrytme på omkvædet til åbningstracket ‘I Feel The Earth Move’. Det er langt hen ad vejen virkelig stilfuldt, personligt og intimt album, og netop dette blev definerende for hele singer/songwriter-genren. Carole King er en fantastisk sangskriver, og ‘Tapestry’ er det album, der allerbedst viser hendes talent.

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

69 – Curtis Mayfield – Superfly (1972)

Udgivet den af
Svar

Der er ikke meget, der er værd at snakke om ved blaxploitation-filmen ‘Super Fly’ fra 1972. Den er instrueret af Gordon Parks Jr., har Ron O’Neil i hovedrollen som en gangster ved navn Priest, og som så mange andre af genrens film trækker den meget på, at filmen er fuld af vold, sex, stoffer og racister, der får hvad de fortjener. Personligt finder jeg æstetikken ved disse film langt mere interessant end selve indholdet, for stort set alt ved filmen er amatøragtigt udført. Undtagelsen ville nok være soundtracket, der er leveret af soulmusikeren Curtis Mayfield. Mayfield leverer nogle af de bedste sange i hans karriere på soundtrack-albummet, der sidenhen har fået status som en regulær soulklassiker. Vi har faktisk at gøre med noget så sjældent som en soundtrackplade, hvor musikken nok fungerer bedre i pladens end i filmens kontekst. I filmen bliver plottet ofte sat helt i stå, når en af Mayfields sange begynder. På albummet er fokus derimod på sangene, og man får leveret den ene lille perle efter den anden. Samtidig mærker man klart, at musikken handler om gangster-livet, så alt det bedste fra filmen følger stadig med. Det er en win-win-situation.

Gangster-teksterne er en ret interessant del af pladen. Den er fra starten af 70’erne, og både de glamourøse og mere hårdføre sider af gangsterlivet præsenteres, nærmest som en slags prototype på gangsta-rap. Vi bliver præsenteret for rodløshed på ‘Little Child Runnin’ Wild’, dødelighed på ‘Freddie’s Dead’ og naivt stofmisbrug på ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’, men det er på ingen måde en grum plade. Vi får også et klassisk sexnummer i bedste Marvin Gaye-stil med ‘Give Me Your Love’ og den lækre ‘Pusherman’ der oser af cool selvsikkerhed og attitude omkring erhvervet som pusher. Denne tilgang præger også lyden på titelnummeret, men her står teksten i genial kontrast, idet det belyses, at det ikke handler om sjov og ballade alt sammen, det er et spørgsmål om overlevelse. Mayfield formår at være kritisk og dybdegående i løbet af pladen, og dramaet er mere engagerende på soundtracket end i selve filmen. Til trods for de mange sider, der belyses, sørger Mayfield for at skabe et lydbillede, hvor man hele tiden føler, man er i den samme verden. Man bliver flot draget ind af de skønne grooves og den rige lyd med lag på lag af funky instrumentation.

Jeg føler som sagt, at pladen er langt bedre end filmen, den er skrevet til, og jeg kan let anbefale musikken til folk, der ingen planer har om at opleve filmens middelmådighed. Med det sagt, er der punkter, hvor musikken bærer præg af at skulle understøtte en film, navnligt i de to instrumentale numre. ‘Junkie Chase’ og ‘Think’ bidrager fint til stemningen på filmen, men på pladen går de lidt i tomgang. De er smukt arrangerede, men de føles stadig ret ligegyldige, og de bringer ikke samme lag af nuance, som de øvrige numre. Ligeledes er til ‘Give Me Your Love’ nok lidt længere end hvad godt er, og den føles lidt ufærdig i forhold til sangskrivningen. Igen, man kan dog slet ikke klage over lyden, og der er en del elementer, der virker ret godt. Der er også nogle få andre punkter, der ikke har ældet med ynde, fx kan spoken word-introen til ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’ godt virke corny i dag. Til trods for dette har vi dog i hovedreglen at gøre med noget af det bedste soulmusik nogensinde, og på sit bedste holder det helt fantastisk

77 – The Clash – The Clash (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg holder meget af punk, ja i bølger har jeg nok endda erklæret det min yndlingsgenre. Noget af det fede ved genren er simpliciteten i udtryksformen, men denne kan omvendt også ende med at begrænse sangskrivningen, og derfor er det efterhånden sjældent, at musikpressen i dag giver opmærksomhed til “rå” punk-rock frem for afarter som pop-punk, post-punk eller hardcore. Egentlig, hvis man ser på det musikhistorisk, var det kun i genrens allerspædeste år, at vi finder markante plader, der er så simplistiske, som vores fordomme ellers dikterer, at punk bør være. En af disse ganske simple plader er den selvbetitlede debutplade fra britiske The Clash, der da senere blev yderligere berømte for at tage punkmusikken i nye retninger med plader som ‘London Calling’ og ‘Sandinista!’. På debuten har vi dog generelt at gøre med korte, simple kompositioner, der råber og skriger fyldt med politisk, ungdommelig vrede. Der er noget dejligt umiddelbart og fandenivoldsk over denne tilgang, især når vi har at gøre med et band som The Clash, der på tværs af instrumenterne formår at kommunikere en tydelig oprigtighed. Lyden er grim, men den bliver aldrig påtaget, soloerne er simple, men de er sjælfulde, og Joe Strummers spytgurglende skrålen er på en gang charmerende og overbevisende arrig.

Okay, selvom der ikke just er nogen sange, der har et tocifret antal akkorder, og selvom Joe Strummer ikke ligefrem lyder som om, han kunne vinde over en tilfældig sangskole-elev i et spil SingStar, så giver The Clash på debuten stadig indtryk af at være mere end et talentløst rakkerpak, der tilfældigvis fik sammensat et klassisk album, fordi de var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Rent dynamisk er sangene ret godt opbygget. De forstår musikalsk at sætte fokus på de rigtige steder, og i modsætning til mange andre tidlige punkplader, er ‘The Clash’ ingenlunde en udmattende gennemlytning. Der optræder fine detaljer her og der, bl.a. gennem optrædener af mundharmonika og backingvokaler. Guitarsoloerne – simple som de er – viser også, at gruppen har en forståelse for klassisk rock and roll, og der er endda et reggae-inspireret nummer mod slutningen. Dette nummer hedder ‘Police and Thieves’ og er hele 6 minutter langt, hvilket er ret langt for et tidligt punk-nummer, og det er da netop også et cover af en lettere obskur reggae-sang. Det fungerer lidt som et setup for hvorhen The Clash senere ville udvikle sig, og sonisk er det da uden tvivl noget af det mest spændende på pladen.

I politisk musik er teksterne naturligvis vigtige, og mens jeg ikke tror, at The Clash havde ambitioner om poetisk samfundskritik a la Kendrick Lamar, Bob Dylan eller Marvin Gaye, så er de stadig meget overbevisende. De går efter en lidt mere direkte konfrontation af problemerne, såsom på ‘Career Opportunities’, der brutalt kritiserer arbejderklassens forhold i samtiden. ‘White Riot’ er en anden af mine favoritter, her finder vi en benhård satire over de hvide nationalist-bevægelser, der var begyndt at opstå dengang. Foruden hvor bidende teksten er, har den også øget relevans i dag, og derfor holder den måske bedre end noget andet nummer. Derudover er den skidesjov at synge med på, og dens lyd står helt perfekt til teksten med sit høje tempo og vilde attitude. Af og til bliver de måske lige lovlig simplistiske – jeg har svært ved at få meget ud af ’48 Hours’ og ‘Protex Blue’, men de lyder stadig ret godt, og de varer alligevel under to minutter hver. Sammenlignet med tidligt output fra grupper som Sex Pistols og Ramones, holder ‘The Clash’ faktisk virkelig, virkelig godt. Hvis man vil høre punk i sin mest uforfinede form, er der nok egentlig ikke mange bedre steder at starte.

259 – Crosby, Stills & Nash – Crosby, Stills & Nash (1969)

Udgivet den af
Svar

David Crosby fra Buffalo Springfield og The Byrds, Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra The Hollies slog sig i 1968 for at danne en supergruppe med det kreative navn Crosby, Stills & Nash, og ligeså kreativt fik deres første album året efter navnet Crosby, Stills & Nash. Alle tre mænd sang på denne plade, Crosby spillede rytmeguitar, og Stills spillede stort set alt andet undtagen trommer, hvilket nogle gæstemusikere tog sig af. Alle tre mænds stemmer arbejder sammen om nogle fantastiske vokalharmonier, der virkelig definerer gruppens lyd. Deres musik er ofte meget poppet, folk-inspireret rockmusik, som de fleste kan forholde sig til. Mange af de bedste numre er virkelig glade, sjove sange, som bare udmærker sig exceptionelt i dette felt. De to første på pladen, Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express er nok de bedste eksempler på denne kvalitet, for disse sparker lytteoplevelsen igang med et enormt smil på læberne. Selvom Suite: Judy Blue Eyes er en 4-sektioners-sang, der skifter ofte i tempo, stemning og endda også sprog, er det en virkelig fængende sang. Og med det guitarriff i starten, så er det klart, hvorfor dette skulle åbne albummet.

Selvom de mest kendte sange er den rene lykkerus, så er meget af Crosby, Stills & Nash virkelig dramatisk eller trist. Det er på disse numre, Stephen Stills’ imponerende guitarkundskaber er tydeligst. Især er de fremtrædende på Wooden Ships, der handler om vietnamkrigen. Det er malet meget flot op, og det føles som om, dommedag bliver beskrevet. Albumdynamikken på Crosby, Stills & Nash er meget veludført. Der er især to tidspunkter, jeg synes meget godt om. Det første er mellem Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express, hvor man får noget vrøvlesprog i lige 2 sekunder, og disse hjælper dels med at sætte orientens stemning igang, men derudover kommer den lige efter en brat afbrudt sektion af Suite: Judy Blue Eyes, der på det tidspunkt har eskaleret op mod en fuldkommen manisk lykkerus. Dette skaber en naturlig pause, der lader et nyt nummer begynde. Det andet er efter Wooden Ships, hvor den Simon & Garfunkel-inspirerede Lady of the Island. Orgelet fra Wooden Ships kører langsomt ud, og pludselig får vi så denne smukke ømme stemme. Den lyder nærmest omtumlet af guitareventyret fra før.

Det, der holder denne plade oppe, er en række af ganske simple elementer, de tre musikere mestrer til perfektion. Stærk, varieret sangskrivning, virkelig imponerende instrumentation, smukke vokalharmonier og en enormt god sans for stemning. Crosby, Stills & Nash mestrede virkelig hver eneste form for stemning, og de kunne også virkelig begå sig dynamisk. Højlydte, triste sange som Helplessly Hoping er virkelig smukke, men lige så smuk er den mere stille Lady of the Island. Den langsomme, sentimentale Guinnevere er endnu et højdepunkt på pladen, men sådan nogle overfalder virkelig bare hinanden. Selv forfærdeligt simple melodier som på Pre-Road Downs bliver behandlet med ydeste nænsomhed. På sådan en sang er der gjort ekstra meget ud af, at hvert eneste individuelle instrument sidder i skabet. Især guitaren på dette nummer er fed. Jeg ved ikke, hvordan Stills skaber den lyd, der nærmest lyder som om, guitaren bliver spillet baglæns. Hvis han indspillede spillede det hele baglæns og så vendte lyden om for at skabe en effekt, skal han i hvert fald have stor ros. I det hele taget  har mange af sangene virkelig meget finesse, og de lader til at være skrevet af store perfektionister. Og alt dette gør Crosby, Stills & Nash til et fantastisk album.

265 – Creedence Clearwater Revival – Cosmo’s Factory (1970)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig en god gammeldags landlig stemning, og sådan noget kan man tit få fra country-musik. Ofte finder jeg dog denne genre virkelig kedelig, men så er det jo dejligt, at visse bands kan formå at få sådan en stemning ind i noget mere rå musik. Intet band har nær så succesfuldt formået dette som Creedence Clearwater Revival, der i perioden 1969 til 1970 fik udgivet hele fem albums, der udgør næsten hele deres diskografi. Den længste af disse har den syrede titel Cosmo’s Factory, men den er ligeså nede på jorden som deres andre plader. åbningsnummeret, Ramble Tamble, kan dog godt narre dig, for introen virker som noget funk, og ca. 2 minutter inde får vi en lang instrumental passage, hvor den melankolske guitar er i fokus. Det varer nok lige lovlig lang tid, og nummeret ender med at vare hele 7 minutter. Det er et ret sært nummer at starte med, men på en eller anden måde virker det, selv med alle sangens mangler. Det bliver meget dragende, og man kan stadig mærke den landlige stemning ret tydeligt. Der er ingen prætention på dette nummer, de arbejder bare på en ny måde, hvilket er interessant, og det gør lytteren interesseret i at høre mere.

Resten af pladen er slet ikke nær så syret som Ramble Tamble, men der er stadig masser af guf. Det består mere af det, man kender Creedence Clearwater Revival for, f.eks. covers af bluessange. De laver virkelig flotte udgaver af Bo Diddleys Before You Accuse Me og Arthur Crudups My Baby Left Me, begge sange, jeg lært at kende igennem denne plade. De laver også et hæderligt cover af Smokey Robinsons I Heard It Through the Grapevine, bedst kendt med Marvin Gaye, og dette er endnu længere end Ramble Tamble. I modsætning til Ramble Tamble lægger man dog slet ikke mærke til længden, for de mange guitarsoloer er engagerende og dynamiske. Roy Orbisons Ooby Dooby bliver også fortolket, og den er kun et af mange vilde, sjove rocknumre, der definerer Cosmo’s Factory mere end noget andet. I samme kategori finder man numre som Travelin’ Band, Up Around the Bend og Run Through the Jungle, alle fede, gennemtænkte rocksange, som er lette at synge med på. Man får virkelig lyst til at gå amok på luftguitaren eller i det mindste bare nynne med, for disse guitarriffs er vildt skægge.

Der skal dog albumdynamik til, før pladen fungerer som helhed, ellers bliver man træt af alle de hurtige sange, og på Cosmo’s Factory er de mere stille sange nok stærkere end på nogen anden Creedence-plade. Det er virkelig let at blive fuldstændig forelsket i den behagelige stemning og de fængende melodier på Lookin’ Out My Back Door,  Who’ll Stop the Rain og det smukke, sentimentale afslutningsnummer Long as I Can See the Light. Foruden den noget sære åbning med Ramble Tamble, så er der kun to problemer på Cosmo’s Factory, der er så væsentlige, at jeg føler, jeg har brug for at gå i dybden med dem. Det første er, at alle disse covers distraherer meget fra deres identitet. Det gør ikke noget fordi det er covers, men det er sange, der tydeligvis ikke er skrevet til dette album. Det er svært at have så mange covers, og så stadig få resten til at hænge perfekt sammen omkring det. Derudover føles albummet kort. Det er ret sært, for det er deres længste plade, og jeg har det ikke sådan med mange af deres langt kortere plader, men det har nok noget at gøre med, at Ramble Tamble lægger op til meget mere. Ramble Tamble er virkelig sangen, der ender med at bide dette album i halen, men det er stadig et rigtig godt album, der bare er fyldt med godt sammensatte mesterværker. Det er en let plade at anbefale.

282 – The Cars – The Cars (1978)

Udgivet den af
Svar

Nogle gange hører man et album, og det er virkelig tydeligt at bandet bag albummet har været særligt inspireret af et andet band. Sådan noget sker, når jeg lytter til The Cars’ debutalbum, The Cars, der lyder virkelig meget af Queen, bare blandet med noget new wave. Det er da også produceret af Roy Thomas Baker, som også producerede nogle af Queens mest berømte plader, heriblandt A Night at The Opera og Sheer Heart Attack. Den åbner med den meget bombastiske Good Times Roll, der starter som en ganske almindelig popsang, men den udvikler sig virkelig eksplosivt, og i slutningen af omkvædene kommer høje, Queen-inspirerede kor på. Pladens bedste sang er efter min mening det andet nummer, My Best Friend’s Girl, og det er en virkelig godt skrevet pop-rock-sang. Den minder stadig meget om Queen, men da forsanger Ric Ocasek langt fra er en Freddy Mercury, så må de bruge andre taktikker. Og de gør det til en dejlig stor overdrevet popsang, der efter hvert omkvæd sætter gang i et rigtig sjovt riff.

Det tredje nummer, Just What I Needed, er den første, hvor bassist Benjamin Orr synger for i stedet for guitarist Ric Ocasek, og nej, Orr er ej heller en Freddy Mercury, men en god melodi, det kan de fandeme stadig skrue sammen. Man lærer rigtig hurtigt at elske den sjove melodi til Just What I Needed. I’m in Touch With the World er en ret sær sang. Den er meget langsommere end de andre, og i starten kunne den godt virke kedelig, men der sker ret mange sære ting i den, der gør den meget mindeværdig. Den er dog ikke lige den, du sætter på til en fest. Det er til gengæld Don’t Cha Stop, der med sit simple, hurtige, fængende omkvæd bare er virkelig sjovt at synge med på. Versene er også fulde af energi, og man afslutter denne sang med et stort smil på læben. Linjer som “It tickles my skin-skin” er virkelig svære ikke at smile over. You’re All I’ve Got Tonight er nok den sang, der lyder mest af Queen, men den lyder også som et virkelig godt Queen-nummer. Der er virkelig godt samspil på hele sangen, og den ender med at være et af albummets højdepunkter.

Meget afholdt er også Bye Bye Love, der ikke er et cover af Everly Brothers-sangen af samme navn. Det er en mere festlig, sjov sang, der virkelig arbejder fantastisk med dynamik. Det svært at sidde stille til denne sang, og efterhånden er det ved at gå op for lytteren, at dette er en helt fantastisk pop-plade. Den er dog også en meget ambitiøs plade, og ingen sang har større ambitioner end Moving in Stereo, der gør lige det, titlen antyder. Det ene øjeblik er sangen i den ene speaker, pludselig er den i den anden. Melodien er meget mørk, og instrumentationen er futuristisk. Det er en af de mest dramatiske sange, gruppen nogensinde har skrevet, og jeg elsker den rigtig højt. Deres kreativitet kulminerer virkelig med dette nummer, og de viser, at de er mere end bare en god Queen-efterligning. De er the real deal. Albummet afsluttes med All Mixed Up, der rent dynamisk nok er albummets klimaks. Den lyder ikke blot som Queen, den lyder også som synthpop, en genre, der end ikke rigtig eksisterede endnu. The Cars er en plade, der er mere, end den ser ud til at være. Det er et pop-mesterværk.

326 – The Cure – Disintegration (1989)

Udgivet den af
Svar

The Cure er et band, der virkelig har udviklet sig meget. Prøv at lytte til deres tidlige numre som Boys Don’t Cry, Killing an Arab eller Primary. Det er meget punkede sange, og forsanger Robert Smith er meget aggressiv. I løbet af 80’erne udviklede de sig rigtig meget; deres sange blev længere, keyboards blev mere fremtrædende, de begyndte at eksperimentere mere, og måske vigtigst af alt blev deres musik mere melankolsk og deprimeret. The Cure var allerede ret kendte på grund af deres tidligere materiale, men deres helt store gennembrud var nok pladen Disintegration fra 1989, som siden er blevet til gruppens mest kendte plade. På den finder vi nogle af gruppens mest kendte numre, heriblandt Pictures of You, Love Song og Lullaby. Mange af sangene på denne plade er rigtig lange. Faktisk er halvdelen af sangene over 6 minutter lange. På de længere sange er der ofte lange fuldkommen instrumentale passager, hvor du bare skal synke stemningen. Det er tit virkelig smukt, og der bliver bygget rigtig godt op mod forsanger Robert Smith, der med sin hulkende stemme bliver pladens højdepunkt.

Med det sagt, det er let at forstå, hvis du ikke kan lide Robert Smith som sanger. Han kan være overmelankolsk, og for visse lyttere kan han sikkert være svær at tage seriøs med sin konstante vrælen, der ofte ikke engang rammer tonerne ordentligt. Sådan er min personlige mening dog ikke. Jeg kan slet ikke få nok af ham. Han optager som sagt ikke frygtelig meget af den ellers ret lange plade grundet de lange instrumentale passager, men når han er der, så er han fuldkommen fortryllende. Nu hvor jeg lige har nævnt det, så ville det også være godt lige at røre ved, at denne plade er virkelig lang. Jeg bliver altid lidt bange, når jeg skal lytte til plader på over en time, for det er forfærdeligt svært at retfærdiggøre en så lang længde. Gør Disintegration det? Det meste af tiden, ja. Jeg må dog sige, at det langt fra hver gang er tilfældet. Nogle gange kan det være lidt af en mundfuld, og visse af numrene kan, hvis jeg ikke er i godt nok humør, bare føles uendeligt lange, når de stemningsrige instrumentale passager går i gang.

Sangskrivningen på Disintegration er helt fænomenal. Ikke alene sidder mange af sangene virkelig godt fast i hjernen, men de er også virkelig følelsesrige. Jeg mærker tydeligt den inderlige kærlighed på Love Song og det skræmmende mareridtsscenarium på Lullaby. Det mærkeligste er, at jeg mærker dette allertydeligst i de instrumentale passager. Jeg mærker længsel, sorg, pinsel og alle mulige andre følelser virkelig tydeligt gennem hele pladen, og nu og da kan det faktisk ske, jeg selv går igennem dem – helt uden udefrakommende strabadser. Albumstrukturen er godt gennemtænkt. Slutningen er især en fascinerende, sammenhængende rejse. Jeg vil dog også sige, at slutningen kan være svær at komme igennem i starten, da de fire sidste numre til sammen varer en halv time, men hvis du har tid til at høre det hele i en lang køre, så er det smukt sammensat. Jeg har ikke hørt specielt mange albums af The Cure, men virkelig mange siger, at denne er deres allerbedste, og det har jeg slet ikke svært ved at tro, for den er virkelig, virkelig god.

350 – Neil Young & Crazy Horse – Rust Never Sleeps (1979)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger nogen om, hvilken Neil Young-plade, der er den bedste, så ville svaret typisk være fra første halvdel af 70’erne eller måske helt tilbage i slut-60’erne, for da var Young simpelthen bare bedst. Der er dog ét album, som er anset som et af hans absolutte hovedværker, selvom det udkom så sent som i 1979. Den blev optaget live, men han spiller ikke sine klassikere, han spiller nogle dengang helt nye numre, først 5 akustiske numre, og bagefter 4 elektriske. Den starter med min yndlings-Neil Young-sang nogensinde, nemlig My My, Hey Hey (Out of the Blue). Det er en meget smuk hyldest til Johnny Rotten fra Sex Pistols, og mens jeg gerne vil snakke mere om den, venter jeg lidt til senere med det, men lad mig sige så meget, at den i sin funktion som åbningsnummer sagtens kan give lytteren en klump i halsen. Den meget opgivende Thrasher følger efter. Det er endnu en fuldkommen smuk melodi, og Youngs spinkle, skingre stemme passer helt perfekt til sådan en sang. Man kan godt komme til at fælde en tåre.

En ret simpel sang kommer da i form a Ride My Llama. I starten føles den ikke rigtig som noget, der passer blandt resten af albummets rørende sange, men med tiden mærker man rigtig mange underliggende følelser, og Youngs poetiske tekst er virkelig noget for sig. Sangen Pochahontas er en meget eventyrlysten sang, og det er ikke fuldstændig klart, hvad den handler om. Lyrisk maler den mere et maleri, og i sin stemning føles den både som om den kunne handle om kærlighed, opdagelse eller for den sags skyld stoffer. Jeg har ingen anelse om, hvorfor han bliver ved med at nævne Marlon Brando i sangen – ud over hans selvfølgelige relation til indianere – men det får lytteren til at bide mærke i nummeret. Han afslutter den akustiske del af pladen med sangen Sail Away, og jeg må indrømme, at det ikke er mit yndlingsnummer eller noget, men det er stadig en drøngod melodi, og hele sangen er bare ganske godt gennemarbejdet håndværk. Den elektriske del af pladen bliver rigtig flot åbnet med Powderfinger, der er en af de bedste melodier på pladen. Den er fængende, den er gribende, og arrangementer med kor, guitarsolo og hele moletjavsen føles virkelig gennemtænkt. Intet andet nummer kunne have markeret pladens stilskift så godt!

Man kan høre inspiration fra punk-rock på Welfare Mothers, der med et virkelig energisk kor bare sparker lytterens røv fra start til slut. Man kan godt finde på at headbange eller råbe med på omkvædet. Han fortsætter i den hårdere afdeling med den yderst dynamiske Sedan Delivery. Den hopper frem og tilbage mellem enorm energi og nogle langsommere, mere tænksomme øjeblikke. Det er imponerende at se, hvor naturlig udviklingen fra de bløde, akustiske sange i starten til denne virkelig hårde sang virker. Young har struktureret albummet rigtig godt, og hans band, Crazy Horse, spiller også rigtig godt til. Albummet sluttes af med Hey Hey, My My (Into the Blue), der er en elektrisk udgave af My My, Hey Hey, bare hvor teksten er blevet ændret. Disse to sange arbejder utrolig godt sammen, og det vil tage lang tid at forklare hvor fantastisk de spejler sig i hinanden, så i stedet vil jeg bare på det kraftigste anbefale alle og enhver at lytte til Rust Never Sleeps af Neil Young og hans band Crazy Horse. Det er et vidunderligt album, og det er uden tvivl et af de bedste, han har lavet, og det siger ellers ikke så lidt!