Tag-arkiv: Neil Young & Crazy Horse

208 – Neil Young & Crazy Horse – Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Udgivet den af
Svar

Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Mange af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde blandt disse var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han sit første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody Knows This Is Nowhere og starter med nummeret Cinnamon Girl, der bare er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget til den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter ganske naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret til omkvædet er også bare skønne og særprægede.

Round & Round (It Won’t Be Long) er ikke særlig rocket, og den er uden tvivl langsommere såvel som mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm herpå. Den fumler meget rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på Down By The River, den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere herpå end tidligere, og derfor føles sangen slet ikke så lang. 2 minutter inde begynder en virkelig interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er meget imponerende, men den er også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen som sådan hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. The Losing End (When You’re On) er nærmest bare elektrisk country, og Neil Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større end ellers.

Running Dry (Requiem for the Rockets) var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af en ti minutter lang sang med titlen Cowgirl in the Sand. Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde virkelig stor og vigtig. Ligesom med Down by the River er størstedelen her lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men det er på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.

350 – Neil Young & Crazy Horse – Rust Never Sleeps (1979)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger nogen om, hvilken Neil Young-plade, der er den bedste, så ville svaret typisk være fra første halvdel af 70’erne eller måske helt tilbage i slut-60’erne, for da var Young simpelthen bare bedst. Der er dog ét album, som er anset som et af hans absolutte hovedværker, selvom det udkom så sent som i 1979. Den blev optaget live, men han spiller ikke sine klassikere, han spiller nogle dengang helt nye numre, først 5 akustiske numre, og bagefter 4 elektriske. Den starter med min yndlings-Neil Young-sang nogensinde, nemlig My My, Hey Hey (Out of the Blue). Det er en meget smuk hyldest til Johnny Rotten fra Sex Pistols, og mens jeg gerne vil snakke mere om den, venter jeg lidt til senere med det, men lad mig sige så meget, at den i sin funktion som åbningsnummer sagtens kan give lytteren en klump i halsen. Den meget opgivende Thrasher følger efter. Det er endnu en fuldkommen smuk melodi, og Youngs spinkle, skingre stemme passer helt perfekt til sådan en sang. Man kan godt komme til at fælde en tåre.

En ret simpel sang kommer da i form a Ride My Llama. I starten føles den ikke rigtig som noget, der passer blandt resten af albummets rørende sange, men med tiden mærker man rigtig mange underliggende følelser, og Youngs poetiske tekst er virkelig noget for sig. Sangen Pochahontas er en meget eventyrlysten sang, og det er ikke fuldstændig klart, hvad den handler om. Lyrisk maler den mere et maleri, og i sin stemning føles den både som om den kunne handle om kærlighed, opdagelse eller for den sags skyld stoffer. Jeg har ingen anelse om, hvorfor han bliver ved med at nævne Marlon Brando i sangen – ud over hans selvfølgelige relation til indianere – men det får lytteren til at bide mærke i nummeret. Han afslutter den akustiske del af pladen med sangen Sail Away, og jeg må indrømme, at det ikke er mit yndlingsnummer eller noget, men det er stadig en drøngod melodi, og hele sangen er bare ganske godt gennemarbejdet håndværk. Den elektriske del af pladen bliver rigtig flot åbnet med Powderfinger, der er en af de bedste melodier på pladen. Den er fængende, den er gribende, og arrangementer med kor, guitarsolo og hele moletjavsen føles virkelig gennemtænkt. Intet andet nummer kunne have markeret pladens stilskift så godt!

Man kan høre inspiration fra punk-rock på Welfare Mothers, der med et virkelig energisk kor bare sparker lytterens røv fra start til slut. Man kan godt finde på at headbange eller råbe med på omkvædet. Han fortsætter i den hårdere afdeling med den yderst dynamiske Sedan Delivery. Den hopper frem og tilbage mellem enorm energi og nogle langsommere, mere tænksomme øjeblikke. Det er imponerende at se, hvor naturlig udviklingen fra de bløde, akustiske sange i starten til denne virkelig hårde sang virker. Young har struktureret albummet rigtig godt, og hans band, Crazy Horse, spiller også rigtig godt til. Albummet sluttes af med Hey Hey, My My (Into the Blue), der er en elektrisk udgave af My My, Hey Hey, bare hvor teksten er blevet ændret. Disse to sange arbejder utrolig godt sammen, og det vil tage lang tid at forklare hvor fantastisk de spejler sig i hinanden, så i stedet vil jeg bare på det kraftigste anbefale alle og enhver at lytte til Rust Never Sleeps af Neil Young og hans band Crazy Horse. Det er et vidunderligt album, og det er uden tvivl et af de bedste, han har lavet, og det siger ellers ikke så lidt!