Hvis du spørger nogen om, hvilken Neil Young-plade, der er den bedste, så ville svaret typisk være fra første halvdel af 70’erne eller måske helt tilbage i slut-60’erne, for da var Young simpelthen bare bedst. Der er dog ét album, som er anset som et af hans absolutte hovedværker, selvom det udkom så sent som i 1979. Den blev optaget live, men han spiller ikke sine klassikere, han spiller nogle dengang helt nye numre, først 5 akustiske numre, og bagefter 4 elektriske. Den starter med min yndlings-Neil Young-sang nogensinde, nemlig My My, Hey Hey (Out of the Blue). Det er en meget smuk hyldest til Johnny Rotten fra Sex Pistols, og mens jeg gerne vil snakke mere om den, venter jeg lidt til senere med det, men lad mig sige så meget, at den i sin funktion som åbningsnummer sagtens kan give lytteren en klump i halsen. Den meget opgivende Thrasher følger efter. Det er endnu en fuldkommen smuk melodi, og Youngs spinkle, skingre stemme passer helt perfekt til sådan en sang. Man kan godt komme til at fælde en tåre.

En ret simpel sang kommer da i form a Ride My Llama. I starten føles den ikke rigtig som noget, der passer blandt resten af albummets rørende sange, men med tiden mærker man rigtig mange underliggende følelser, og Youngs poetiske tekst er virkelig noget for sig. Sangen Pochahontas er en meget eventyrlysten sang, og det er ikke fuldstændig klart, hvad den handler om. Lyrisk maler den mere et maleri, og i sin stemning føles den både som om den kunne handle om kærlighed, opdagelse eller for den sags skyld stoffer. Jeg har ingen anelse om, hvorfor han bliver ved med at nævne Marlon Brando i sangen – ud over hans selvfølgelige relation til indianere – men det får lytteren til at bide mærke i nummeret. Han afslutter den akustiske del af pladen med sangen Sail Away, og jeg må indrømme, at det ikke er mit yndlingsnummer eller noget, men det er stadig en drøngod melodi, og hele sangen er bare ganske godt gennemarbejdet håndværk. Den elektriske del af pladen bliver rigtig flot åbnet med Powderfinger, der er en af de bedste melodier på pladen. Den er fængende, den er gribende, og arrangementer med kor, guitarsolo og hele moletjavsen føles virkelig gennemtænkt. Intet andet nummer kunne have markeret pladens stilskift så godt!

Man kan høre inspiration fra punk-rock på Welfare Mothers, der med et virkelig energisk kor bare sparker lytterens røv fra start til slut. Man kan godt finde på at headbange eller råbe med på omkvædet. Han fortsætter i den hårdere afdeling med den yderst dynamiske Sedan Delivery. Den hopper frem og tilbage mellem enorm energi og nogle langsommere, mere tænksomme øjeblikke. Det er imponerende at se, hvor naturlig udviklingen fra de bløde, akustiske sange i starten til denne virkelig hårde sang virker. Young har struktureret albummet rigtig godt, og hans band, Crazy Horse, spiller også rigtig godt til. Albummet sluttes af med Hey Hey, My My (Into the Blue), der er en elektrisk udgave af My My, Hey Hey, bare hvor teksten er blevet ændret. Disse to sange arbejder utrolig godt sammen, og det vil tage lang tid at forklare hvor fantastisk de spejler sig i hinanden, så i stedet vil jeg bare på det kraftigste anbefale alle og enhver at lytte til Rust Never Sleeps af Neil Young og hans band Crazy Horse. Det er et vidunderligt album, og det er uden tvivl et af de bedste, han har lavet, og det siger ellers ikke så lidt!