Tag-arkiv: Free jazz

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

246 – Ornette Coleman – The Shape of Jazz to Come (1959)

Udgivet den af
Svar

Den vanvittigt indflydelsesrige jazzsaxofonist Ornette Coleman udgav i 1959 sit helt store mesterværk: The Shape of Jazz to Come. Denne plade ville for alvor diktere, hvad man mener, når man bruger vendingen “free jazz”. Nogle ville endda mene, at genren blev opfundet med denne plade. Jeg vil selv ikke gøre mig klog på noget, men jeg vil sige, at selv i dag føles denne plade frisk, kreativ og innovativ. Jeg har aldrig hørt andet af Coleman, men det har jeg så sandelig tænkt mig nu. Pladens åbningsnummer er Colemans uden tvivl bedst kendte sang, Lonely Woman. Denne sang har nogle træk, der definerer Coleman som optrædende – først og fremmest starter den med en simpel melodi, alle kan forholde sig til, det lyder faktisk ikke særlig atypisk for jazzgenren. Her i starten danner Colemans saxofon virkelig smukke harmonier med kornetten, og trommerne arbejder godt sammen med bassen om at gøre det meget dramatisk. Det helt vilde sker dog under soloen, der optager størstedelen af sangen, hvor sædvanlig akkordstruktur er blevet lagt væk til fordel for den enorme frihed, Coleman da får i sin improvisation.

Det andet nummer hedder Eventually, og det går virkelig hurtigt lige fra starten af, men så kommer man da også hurtigt ud i soloen. Der er virkelig gang i bassen her, den tager sig virkelig aldrig en slapper. Det er et meget interessant bud på hvordan en walking bass kan opføres, for dens rejser frem og tilbage er virkelig uforudsigelige. Og Colemans vilde præstation kan man næsten ikke følge med i. Det bliver mere stille igen på Peace, der lige fra starten, i sangens “normale” sektion begynder at lege virkelig meget med tempo. Ca, 1 minut inde kommer et virkelig smukt, kort stykke, hvor bassen bliver strøget rettere end fingrespillet. Der er større fokus på stemning her end tidligere, og til trods for friheden og improvisationen, så mærker man en stor fokus, og på intet andet nummer er sammenholdet mellem de fire musikere så stærkt, selv hvis kornetten ikke er så fremtrædende under den meget lange solo. På Focus on Sanity optræder saxofon og kornet for fuld udblæsning i starten, og så står den ellers på trommer og bas i 2 minutter, før blæserne vender tilbage, og så går der vild solo i den. Det er en god opbygning, og det gør soloen mere overbevisende. Derudover er bassen også groovy på egen hånd. Der kommer også et mere stille blæserstykke, før trommerne bygger op mod sangens finale.

Congeniality er pladens næstsidste nummer, og dens vekslen i tempo gør den til en af Colemans mest dynamiske værker nogensinde. Den har elementer af både travlhed og sentimentalitet i sin åbning, og det går smukt fra den ene til den anden stemning. Den føles meget lystig under soloen, og man kan næsten se for sig, hvordan Coleman står der med sit store smil oppe mod saxofonens mundstykke. Der kommer endda et “wooh” i baggrunden – og det gør det bare til en virkelig levende sang. Pladen bliver afsluttet af Chronology, og denne siger virkelig flot farvel. Man bliver glad af den, og bassen sidder lige i skabet. Man sidder nu og mindes alt det gode, pladen har fået dig igennem. Både kornet og saxofon har virkelig noget at sige, og det føles som om, de snakker sammen. The Shape of Jazz to Come er en imponerende plade fra hoved til hale. Den er kreativ, den er sjov, den er anderledes, og så er den heller ikke frygtelig lang, og at kunne få alle disse indtryk på så kort tid er virkelig imponerende. Der er ikke mange jazzplader, der kan konkurrere med dette mesterværk.