Tag-arkiv: Beat-poesi

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

339 – Tom Waits – The Heart of Saturday Night (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og albums som Swordfishtrombones, Rain Dogs, Bone Machine og Mule Variations er rigtig lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og noget sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har jo naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste albums såsom Closing Time og The Heart of Saturday Night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky i flæng, og et par slagsmål om dagen finder sikkert også sted. Det er meget sådanne temaer, The Heart of Saturday Night, beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, så kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.

Tom Waits lavede altså med The Heart of Saturday Night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker virkelig barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. New Coat of Paint, San Diego Serenade, Diamonds on My Windshield og (Looking For) The Heart of Saturday Night, og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det har man ikke brug for, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.

De første få gange, man hygger sig med The Heart of Saturday Night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som Diamonds on My Windshield, der er en semi-spoken word sang, der kører over en jazzet walking bass, og Semi Suite er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The Heart of Saturday Night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, så minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.

397 – Tom Waits – Rain Dogs (1985)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits, manden med den hæse stemme og enorme kreativitet, har udgivet albums siden 1973, og hans mest populære værk er nok Rain Dogs, som han udgav i 1985. På denne plade finder man et virkelig varieret udbud af sange, og mange af dem føles virkelig unikke. Numre som Singapore, Clap Hands, Cemetery Polka og Jockey Full of Bourbon bevæger sig ikke rigtig inden for nogen genrer, jeg kender. Disse er de fire første numre på pladen, og de er meget dystre, men samtidig er de virkelig legesyge, selv efter Tom Waits’ standarder. Hele starten af pladen lyder bindegal, og hvis der er nogen genre, man ville kunne gruppere meget af det som, ville det nok være jazz, selvom det heller ikke kan siges så entydigt, da der alene i den enkelte sang er så mange forskellige lyde. I løbet af pladen sker der dog meget andet, men Waits er helt eminent hvad angår skift mellem stilarter i løbet af et album. Man lægger knap nok mærke til hvor forskellig Diamonds & Gold er fra den øjeblikkeligt efterfølgende Hang Down Your Head.

Albummets dynamik er bare generelt helt fortræffelig. Der er 19 forskellige sange, der strækker sig over 54 minutter, og ikke et øjeblik keder man sig, og heller ikke et øjeblik føler man, at noget forstyrrer lytteoplevelsen. Kvaliteten i sangene er også konstant så god, at næsten enhver har andre favoritnumre end hinanden. Mine personlige favoritter er Cemetery Polka, Tango till They’re Sore, 9th & Hennepin og Downtown Train. Disse sange er så langt fra hinanden som muligt, men hver af dem er rigtig godt skrevet, hvilket ikke blot klargør, at Waits har stor musikviden og evne til at skrive enhver slags musik, det udnytter det også virkelig godt. Selv country kan han finde ud af, og det gør han virkelig fortræffeligt på Blind Love. Jeg er normalt ikke specielt glad for country, men hvis alle countrymusikere var så interessante som Tom Waits, ville jeg nok have meget lettere ved at sluge genren. På 9th & Hennepin leverer han noget, der mest af alt lyder som et musikalsk svar på film noir. Man kan se den sort/hvide bar for sig, og på en skammel sidder Waits med en hat langt nede over øjnene, mens han fortæller en monolog.

Lyden på Rain Dogs er meget upoleret. Man kan tydeligt høre alle instrumenter, og produktionen har ikke gjort så frygteligt meget ved lyden på dem. Det gør, at musikken føles ret langt nede på jorden, selvom den som sådan er meget langt ude. Hvis man ikke er verdens største fan af eksperimentel musik, er dette derfor et rigtig godt sted at starte, da Waits aldrig virker prætentiøs eller bedrevidende. Til gengæld virker han som en person, der virkelig har en dyb kærlighed for det han laver. Og om man så selv kan lide det individuelle nummer eller ej, kan man stadig let respektere, at han har lagt så meget arbejde i musikken. Hvis du anser dig selv som en musiknørd, så er Rain Dogs lige albummet for dig. Der sker hele tiden interessante ting, det er kreativt og spektakulært, og man føler sig musikalsk meget mæt, når albummet er slut. Alle sangene har masser af holdbarhed, så man kan let spille albummet igen og igen. Rain Dogs er et af Tom Waits’ bedste albums, og det siger ikke så lidt.