339 – Tom Waits – The Heart of Saturday Night (1974)

Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og albums som SwordfishtrombonesRain DogsBone Machine og Mule Variations er rigtig lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og noget sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har jo naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste albums såsom Closing Time og The Heart of Saturday Night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky i flæng, og et par slagsmål om dagen finder sikkert også sted. Det er meget sådanne temaer, The Heart of Saturday Night, beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, så kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.

Tom Waits lavede altså med The Heart of Saturday Night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker virkelig barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. New Coat of PaintSan Diego SerenadeDiamonds on My Windshield og (Looking For) The Heart of Saturday Night, og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det har man ikke brug for, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.

De første få gange, man hygger sig med The Heart of Saturday Night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som Diamonds on My Windshield, der er en semi-spoken word sang, der kører over en jazzet walking bass, og Semi Suite er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The Heart of Saturday Night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, så minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.

397 – Tom Waits – Rain Dogs (1985)

Tom Waits, manden med den hæse stemme og enorme kreativitet, har udgivet albums siden 1973, og hans mest populære værk er nok Rain Dogs, som han udgav i 1985. På denne plade finder man et virkelig varieret udbud af sange, og mange af dem føles virkelig unikke. Numre som SingaporeClap HandsCemetery Polka og Jockey Full of Bourbon bevæger sig ikke rigtig inden for nogen genrer, jeg kender. Disse er de fire første numre på pladen, og de er meget dystre, men samtidig er de virkelig legesyge, selv efter Tom Waits’ standarder. Hele starten af pladen lyder bindegal, og hvis der er nogen genre, man ville kunne gruppere meget af det som, ville det nok være jazz, selvom det heller ikke kan siges så entydigt, da der alene i den enkelte sang er så mange forskellige lyde. I løbet af pladen sker der dog meget andet, men Waits er helt eminent hvad angår skift mellem stilarter i løbet af et album. Man lægger knap nok mærke til hvor forskellig Diamonds & Gold er fra den øjeblikkeligt efterfølgende Hang Down Your Head.

Albummets dynamik er bare generelt helt fortræffelig. Der er 19 forskellige sange, der strækker sig over 54 minutter, og ikke et øjeblik keder man sig, og heller ikke et øjeblik føler man, at noget forstyrrer lytteoplevelsen. Kvaliteten i sangene er også konstant så god, at næsten enhver har andre favoritnumre end hinanden. Mine personlige favoritter er Cemetery Polka, Tango till They’re Sore9th & Hennepin og Downtown Train. Disse sange er så langt fra hinanden som muligt, men hver af dem er rigtig godt skrevet, hvilket ikke blot klargør, at Waits har stor musikviden og evne til at skrive enhver slags musik, det udnytter det også virkelig godt. Selv country kan han finde ud af, og det gør han virkelig fortræffeligt på Blind Love. Jeg er normalt ikke specielt glad for country, men hvis alle countrymusikere var så interessante som Tom Waits, ville jeg nok have meget lettere ved at sluge genren. På 9th & Hennepin leverer han noget, der mest af alt lyder som et musikalsk svar på film noir. Man kan se den sort/hvide bar for sig, og på en skammel sidder Waits med en hat langt nede over øjnene, mens han fortæller en monolog.

Lyden på Rain Dogs er meget upoleret. Man kan tydeligt høre alle instrumenter, og produktionen har ikke gjort så frygteligt meget ved lyden på dem. Det gør, at musikken føles ret langt nede på jorden, selvom den som sådan er meget langt ude. Hvis man ikke er verdens største fan af eksperimentel musik, er dette derfor et rigtig godt sted at starte, da Waits aldrig virker prætentiøs eller bedrevidende. Til gengæld virker han som en person, der virkelig har en dyb kærlighed for det han laver. Og om man så selv kan lide det individuelle nummer eller ej, kan man stadig let respektere, at han har lagt så meget arbejde i musikken. Hvis du anser dig selv som en musiknørd, så er Rain Dogs lige albummet for dig. Der sker hele tiden interessante ting, det er kreativt og spektakulært, og man føler sig musikalsk meget mæt, når albummet er slut. Alle sangene har masser af holdbarhed, så man kan let spille albummet igen og igen. Rain Dogs er et af Tom Waits’ bedste albums, og det siger ikke så lidt.

416 – Tom Waits – Mule Variations (1999)

Tom Waits er et ikon blandt musiknørder. Han har lavet så meget forskelligt, at det er umuligt at sætte ham i nogen som helst form for bås. End ikke eksperimentel er rigtig en god beskrivelse af hele hans karriere, for hans tidlige musik tilbage i 70’erne var faktisk ganske traditionel. Som årene dog gik fik han prøvet alt muligt forskelligt, og blandt mine yndlinge i hans diskografi finder man Mule Variations fra 1999. Det er et meget beskidt album. Hans ikoniske stemme forhindrer ham selvfølgelig i at lyde forfærdeligt ren, men næsten hvert eneste album, han har udgivet er beskidt på sin egen unikke måde. Mule Variations lyder af en ødemark ude i det vilde vesten. Det er dog ikke country, selvom der da er svage elementer deraf rundt omkring i musikken. Der er dog ligeledes sange, der lyder mere af folk, gospel eller blues, eller endda funk, jazz, punk eller spoken word. Det tog mig i øvrigt lang tid at finde frem til visse af disse genrer. Det ender bare med at lyde som Mule Variations, mere end det lyder af nogen bestemt genre.

Jeg nævnte tidligere Tom Waits’ berømte og berygtede stemme, og hver gang man får fingrene i et Waits-album, er det noget af det, man glæder sig mest til at høre. Denne plade var faktisk min introduktion til Waits, og da jeg for første gang hørte åbningsnummeret, Big In Japan, blev jeg virkelig overrasket over, hvad jeg hørte. Denne stemme var så rå, så beskidt, så stinkende af alkohol og smøger, at han virkede utroligt overbevisende. Waits er i dag en af mine absolutte yndlingssangere, og Big In Japan er virkelig blevet en sang, jeg elsker, fordi den formåede at overraske mig så meget. Big In Japan er en fandenivoldsk, opblæst sang, som virkelig sparker albummet i gang, men noget af det fantastiske ved Waits er, at albummets numre kan afvige utrolig meget fra hinanden, mens de dog føles som skabt til at være på samme album eller endda lige efter hinanden, når man lytter til dem i sammenhæng. Det ligger decideret i navnet at Mule Variations er en varieret plade.

Mule Variations er 70 minutter lang, og det er jo en hel del tid, men den er faktisk ikke spor trættende i længden. Dels fordi Waits netop forsøger så meget, men så sandelig også på grund af, at han er så god til det hele. Der er ikke et nummer, hvor man tænker, at han ikke var nær så god til denne form for musik, som han er til resten. Der er dog selvfølgelig noget, hvor han virkelig udmærker sig, især de langsommere sange. Her kan man virkelig mærke alt det, han har været igennem i sit liv. Hold OnHouse Where Nobody Lives og Georgia Lee er fuldstændig smukke eksempler på, hvordan han udnytter sin stemme. Det bliver rigtig rørende, og man føler med ham, for han lægger stærke følelser i sin musik. Det er svært lige at sige, hvem man kan anbefale Mule Variations til, men hvis du gerne vil høre noget særpræget, så har Tom Waits masser af plader, der kan anbefales, og Mule Variations er så sandelig i den gode ende. Det er et af den slags albums, jeg næsten ville kalde fejlfrit.