Tag-arkiv: Klaverblues

220 – Professor Longhair – New Orleans Piano (1972)

Udgivet den af
Svar

New Orleans er en af musikkens helt store byer. Mange synger om den, ligeledes kommer mange store musikere derfra. Især er byen kendt for sit store jazz-liv, og der er da en hel genre ved navn New Orleans jazz. Meget samme stemning og æstetik har bluesmusikken derfra, og den største musiker indenfor genren New Orleans Blues må nok være Professor Longhair. Longhair spillede klaver, og det er uden sammenligning også det vigtigste element i hans musik, hvorfor en af hans mest populære plader da hedder New Orleans Piano. På denne plade, der reelt er en opsamling, finder man alle singler og B-sider, Longhair lavede for pladeselskabet Atlantic, og det bliver altså til 16 numre i alt, der til sammen varer lidt over 43 minutter. Da visse af b-siderne er alternative udgaver af sange, der i forvejen er på pladen, gør det at tre sange optræder på pladen i to udgaver. Så i alt er der faktisk kun 13 forskellige sange, men det er stadig en net sum, og Longhair er trods alt en latterligt dygtig pianist

Professor Longhair er foruden sine evner på klaveret nok især afholdt grundet sin personlighed. Denne er meget fremtrædende i hans stemme. Han lyder godt og grundigt skør, og det sørger for at give sangene meget kant, for teksterne såvel som vokalharmonierne er ikke rigtig noget særligt set med nutidige øjne. Hans vokale præstation kan man tydeligt høre ekko fra hos senere New Orleans-musikere som Dr. John og Huey “Piano” Smith eller Fats Domino, der også alle er stolte pianister, og det er da nok fordi stemmen er så markant. Især hans skrigen på Tipitina er bare skøn. Hans stemme er, såfremt du kan lide genren, nok det, der vil få dig til enten at hade eller elske ham, for den er ikke køn på en særlig traditionel vis. De fleste bør dog kunne blive enige om, at hans klaverspil er virkelig imponerende. Hvis klaveret var spillet af en anden, ville sangene nok føles meget tommere og begivenhedsløse. På Who’s Been Foolin’ You formår han at spille en klaversolo samtidig med, at en saxofonsolo er i gang. Og det lyder faktisk godt.

Saxofoner hjælper også virkelig til med at peppe det lidt op, så det ikke bliver så kedeligt, som jeg føler at meget af samtidens bluesmusik godt kan virke nu til dags. Man mærker, at han på den måde er påvirket af byens jazz-liv, og på klaveret tager han mange elementer fra rumba. Ja, der er endda et nummer, der hedder Longhair’s Blues-Rhumba. Dette er samtidig et af de mest jazzede numre, da det er 3 minutter langt og delvist fokuserer på en saxofonsolo. Da der er to udgaver af tre af sangene, så kunne det let gøre, at det føltes ensformigt, når de kom for anden gang. Men sådan er det faktisk ikke. De to forskellige udgaver af Mardi Gras in New Orleans er placeret så langt fra hinanden, at man nærmest ikke bemærker det, og der er også mærkbare forskelle på de to numre, og jeg har svært ved at sige hvilken udgave, jeg foretrækker. She Walks Right In er efter min mening et ret svagt nummer, og jeg forstår ikke, hvorfor det er et af hans mest populære, så jeg kunne sagtens have nøjedes med en enkelt udgave. Det underligste er dog, at jeg godt kan lide at have to udgaver af Tipitina placeret lige efter hinanden, og så i starten. Det føles som sådan mere som at høre en lang udgave af sangen end at høre den to gange. New Orleans Piano er en virkelig stærk opsamling, som bare må være guf for større blues-entusiaster end mig.

339 – Tom Waits – The Heart of Saturday Night (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og albums som Swordfishtrombones, Rain Dogs, Bone Machine og Mule Variations er rigtig lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og noget sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har jo naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste albums såsom Closing Time og The Heart of Saturday Night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky i flæng, og et par slagsmål om dagen finder sikkert også sted. Det er meget sådanne temaer, The Heart of Saturday Night, beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, så kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.

Tom Waits lavede altså med The Heart of Saturday Night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker virkelig barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. New Coat of Paint, San Diego Serenade, Diamonds on My Windshield og (Looking For) The Heart of Saturday Night, og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det har man ikke brug for, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.

De første få gange, man hygger sig med The Heart of Saturday Night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som Diamonds on My Windshield, der er en semi-spoken word sang, der kører over en jazzet walking bass, og Semi Suite er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The Heart of Saturday Night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, så minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.