Tag-arkiv: New Orleans-R&B

138 – The Meters – Rejuvenation (1974)

Udgivet den af
Svar

The Meters er et af de helt store klassiske funkbands, og alligevel føler jeg tit, man glemmer dem, når man snakker om funkgiganter som Parliament/Funkadelic, James Brown og Tower of Power. Mit eget bekendtskab med The Meters kommer mest fra den instrumentale plade Look-Ka Py Py, men de fleste funkfans peger ofte på Rejuvenation fra 1974 som deres mesterværk. På denne plade finder man derimod vokaler på alle numre. Instrumentationen er dog stadig i fokus. Deres leadguitarist, Leo Nocentelli, har grebet mikrofonen, og mens han absolut er en acceptabel sanger, ligger hans force for alvor i guitaren, som stadig er latterligt funky. På åbningsnummeret People Say arbejder bandet virkelig godt sammen om at skabe et dynamisk, spændende og levende nummer, som dels har et sprødt, fængende omkvæd, men også et lag af lyde, der ikke er til at stå for. Det er klassisk, fandenivoldsk funkmusik med alt, man elsker det for. De går dog på pladens andet nummer, Love Is for Me, over i en mere soul-præget lyd. Vokalen er her mere i centrum, og bandet er ikke nær så agressive med at vise deres kundskaber. Det lyder dog stadig latterligt godt, for The Meters er og bliver et af de mest velspillende funkbands nogensinde.

Det mest populære nummer fra Rejuvenation er nok det tredje, Just Kissed My Baby, der har et guitarriff med en spøjs, fængslende rytme og en bas, der virkelig siger spar to. Et simpelt orgelriff får assistance af nogle energiske trompeter på bestemte tidspunkter, og det hober sig op i et fedt klimaks mod slutningen, før der bliver lagt en dæmper på det til det afsluttende vers. Noget The Meters gør meget på pladen er at veksle mellem Nocentellis solovokal og et kor, og det skaber i mine øjne yderligere variation og overraskelse. På What’cha Say synger koret et par fraser med falsetsang, hvorefter Nocentellis dybere stemme svarer dem. Der er et lækkert, soulpræget overgangsstykke i midten, og mod slutningen gentager denne vending, “What’cha Say” sig i en lettere kaotisk facon. Den langsomme Jungle Man har en virkelig fed, futuristisk basgang, men det er nok ikke en af mine favoritter på pladen. Der er ikke rigtig nok interessante ideer, og når de endelig kommer, forsvinder de lidt for hurtigt. Nocentellis stemme bliver også overdubbet så meget, at den lyder en kende kønsløs, men man kan sagtens høre bandets høje tekniske niveau

Hey Pocky A-Way har en mere New Orleans-præget lyd med sin vrøvletitel, sit boogie woogie-inspirerede klaver og sine call-response-sekvenser. Det er en ret simpel sang i sin struktur, men udførslen er eminent, og den lyder ret unik på pladen. Man mærker en mere negativ lyd på It Ain’t No Use, der har en fuldkommen djævelsk percussionsektion fra Ziggy Molestile. Trommerne lyder som noget Curtis Mayfield kunne have fundet på, mens der kommer en vild Santana-agtig guitar fra Nocentelli. Efter et stykke tid med almindelig struktur udvikler sangen sig til en bunke af soloer, og med sine 12 minutter er det utvivlsomt det bedste sted på pladen, at opdage bandets tekniske kunnen. En vældig sød lille kærlighedssang ved navn Loving You Is on My Mind kommer da. Jeg er sikker på, at det er en kærlighedssang, for titlen er stort set den eneste linje, og så lyder sangen også bare så utrolig lykkelig, hvilket især keyboardist Art Neville kan takkes for. Pladen afsluttes med fanfavoritten Africa, der lyrisk er meget dybere end alt andet på pladen. Noncentelli får sine ord til at veje meget, og bandet supplerer med mange fine musikalske motiver. Jeg kan rigtig godt lide Rejuvenation, nok endnu bedre end jeg kan lide Look-Ka Py Py, og jeg kan med lethed forestille mig at ville kigge på resten af deres diskografi.

Jeg vil desuden gerne meddele en meget glædelig nyhed, nemlig at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

 

143 – Dr. John – Gris-Gris (1968)

Udgivet den af
Svar

Dr. John er en fascinerende personlighed. Ikke alene kan han sin musikhistorie godt og er ikke bange for at blande fra mange af de stilarter, han kender og elsker, han har også virkelig sans for at skabe stemning. Disse evner blander han flot på en plade som den lette, sjove Dr. John’s Gumbo, hvor han hylder New Orleans-lyden i dens pureste, gladeste form, som en slags moderne Professor Longhair. På sin debutplade, Gris-Gris, viser han dog New Orleans fra en mørkere side, med et twist af psykedelia. Der er en slags voodoo-stemning, og Dr. John er i hvert fald ikke en almindelig doktor herpå. Det første nummer, Gris-Gris Gumbo Ya Ya handler også om hvilke voodoo-kunstner han kan. Et kor i baggrunden øger mystikken, og en bluesguitar, der næsten tangerer til noget delta-lyd, gør det yderligere sensuelt og spændende. På Danse Kalinda Ba Doom hører man slet ikke doktorens stemme, men til gengæld hører man et virkelig uhyggeligt pigekor, en ond banjo, en endnu ondere tværfløjte og e livlig, dramatisk percussion-sektion. Der kommer mange trommelyde over det ret simple groove, som sangen bygger på, og af og til signalerer nogle hårde trommeslag, at sangen skal brydes helt ned. De uforståelige ord, de synger, gør det blot mere skræmmende.

Mama Roux er en noget mere positivt lydende sang, hvor vores kære heksedoktor synger om en kunde, der betalte Dr. John for at straffe nogle ofre. Det bliver sunget og spillet mere afslappet end noget tidligere på pladen, og det gør det bare mere ondt og forskruet. Mama Rouxs ofres historie er ikke morsom. Men den glade levering af den er. At høre “Prepare yourself to die boy” blive sunget med ypperste glæde, finurlige små klaverfraser og et nærmest Ronettes-agtigt pigekor er så meget bedre end det burde være. Danse Fambeaux tager noget tid for at varme op for mig. Intensiteten i nummeret bliver stilfuldt gradvist højere, og de kønne kvindestemmer har her fået selskab af nogle højtråbende herrer. På Croker Cortbullion viser Dr. John sin mere jazzede side. Meget af dette nummer er soloer på mange forskellige instrumenter. Her er der mange instrumenter, der kommer og går, men bassen og klaveret  sørger for at gøre det til en sammenhængende oplevelse. Det er et af de mest påtrængende, omringende numre, Dr. John har lavet, og man kan faktisk godt føle sig lidt utilpas, for på ethvert tidspunkt kan ondskaben angribe. Det er et af pladens højdepunkter, og jeg kan ærlig talt lytte til det her igen og igen.

Jump Sturdy er pladens korteste og simpleste sang. Melodien og især omkvædet er let at synge med på, og der er en vis gospel-lyd, der giver nummeret kant. En anden væsentlig del af nummerets charme er banjoen og den morsomme tekst. Det er måske ikke et nummer, der blæser lytteren omkuld, men det er godt, og det er gennemført. Så kommer pladens efter min mening bedste nummer, I Walk on Guilded Splinters, hvor al mystikken og hele dette voodoo-univers kulminerer i en vidunderlig gryderet, hvor alle pladens gode punkter er bedre end nogensinde før. Nummeret bygges langsomt op, og det formår at være både meget spændende i lyden og også ufatteligt fængende. Selvom alle disse sange er rigtig gode, så har pladen et gennemgående problem. Den er klippet forfærdeligt. Selve mixingen er god, de forskellige lag lyder flot i forhold til hinanden, og de arbejder nydeligt sammen musikalsk. Forskellige lydklip stopper dog brat, kommer brat ind, og det føles bare så sløset. Selvfølgelig skal det lyde råt, men det gør det ikke engang. Det gør faktisk bare, at jeg tænker yderligere på produktionsprocessen. Hvis man ser bort fra dette, er Dr. Johns Gris-Gris en fremragende plade med et levende univers og bundsolide sange.

218 – The Meters – Look-Ka Py Py (1969)

Udgivet den af
Svar

Da jeg for første gang, for efterhånden lang tid siden, lærte The Meters at kende, var det gennem pladen Look-Ka Py Py. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg havde sat på, men på coveret ser jeg fire pæne unge, sorte mænd, og mine fordomme siger mig, at de alle måtte være sangere, og at dette ville være lidt noget i stil med The Temptations. Navnlig noget af det mere funky og psykedeliske, de lavede. Det eneste, jeg endte med at have ret i, var at det var funk. Kun første nummer, Look-Ka Py Py, har vokal på sig, og det er bare vrøvleord. Ellers er det bare instrumental funk. På de fleste numre er hovedpersonen orgelet, der bliver spillet af Art Neville, der også normalt bliver set som gruppens frontfigur. Det er uden tvivl det instrument, der udvikler sig mest, for ellers kan instrumentationen tit forblive den samme i løbet af hele albummet. Selvfølgelig er der dog soloer fra de andre instrumenter, og de er alle virkelig imponerende. Bandet er teknisk helt formidable.

Gruppen kan på mange punkter sammenligne med James Browns band i 70’erne, der lavede meget af deres magi udelukkende gennem improvisation. Jeg kan mærke lidt mere komposition i The Meters. Sange som f.eks. Pungee minder mig lidt om Ornette Coleman-pladen The Shape of Jazz to Come, hvor hvert nummer starter med noget komponeret og melodisk, hvorefter en improviseret solo begynder, og så kommer introen igen. På Pungee sker det samme, udover, at soloen er meget kortere, og intro såvel som outro er længere. Det der virkelig adskiller Look-Ka Py Py fra en samtidig James Brown-plade er foruden fraværet af vokal den mere løse attitude i instrumentationen. I et James Brown-nummer er gudfaderen selv typisk det eneste, der går fuldstændig amok. Hans band er cool og stramme, selv under soloer. Det er mest sådan noget, funk er blevet til sidenhen, så stadig i dag føles The Meters unikke og friske, mens James Brown faktisk ikke altid holder nær så godt, hvis du spørger mig, i hvert fald ikke på albums eller på lange numre. The Meters er mere løse og svævende, og de ville nok være lettere at sælge nu til dags.

The Meters rammer et af de mest poppede punkter på Look-Ka Py Py med deres cover af musical-nummeret Oh, Calcutta! fra stykket af samme navn. Det er et naturligt meget teatralsk nummer, og man kan også mærke, at der normalt ville have været vokal på, men man savner den alligevel ikke. Dette kan også percussion-delen takkes meget for. De gør nummeret virkelig levende til trods for den manglende forsanger. Det er dog kun ca. halvdelen af numrene, jeg sådan kan hive ud og  pege på. Der er ikke noget nummer, der er dårligt, men der er bare mange, der gør ting, man allerede har set gjort tidligere på pladen. Og pladen er ikke så lang, så det er altid ret friskt i hukommelsen. The Mob er f.eks. ikke så imponerende igen, da mange af dens elementer minder meget om noget fra tidligere sange som Pungee og Little Old Money Maker. Men det er en svær kunst at lave varieret musik i en genre, der nærmest er kendetegnet ved at køre i lang tid uden at ændre sig, især når man ikke har en forsanger med. Og set med de øjne, så er Look-Ka Py Py en imponerende plade, og selv i dag holder den at lytte til.

220 – Professor Longhair – New Orleans Piano (1972)

Udgivet den af
Svar

New Orleans er en af musikkens helt store byer. Mange synger om den, ligeledes kommer mange store musikere derfra. Især er byen kendt for sit store jazz-liv, og der er da en hel genre ved navn New Orleans jazz. Meget samme stemning og æstetik har bluesmusikken derfra, og den største musiker indenfor genren New Orleans Blues må nok være Professor Longhair. Longhair spillede klaver, og det er uden sammenligning også det vigtigste element i hans musik, hvorfor en af hans mest populære plader da hedder New Orleans Piano. På denne plade, der reelt er en opsamling, finder man alle singler og B-sider, Longhair lavede for pladeselskabet Atlantic, og det bliver altså til 16 numre i alt, der til sammen varer lidt over 43 minutter. Da visse af b-siderne er alternative udgaver af sange, der i forvejen er på pladen, gør det at tre sange optræder på pladen i to udgaver. Så i alt er der faktisk kun 13 forskellige sange, men det er stadig en net sum, og Longhair er trods alt en latterligt dygtig pianist

Professor Longhair er foruden sine evner på klaveret nok især afholdt grundet sin personlighed. Denne er meget fremtrædende i hans stemme. Han lyder godt og grundigt skør, og det sørger for at give sangene meget kant, for teksterne såvel som vokalharmonierne er ikke rigtig noget særligt set med nutidige øjne. Hans vokale præstation kan man tydeligt høre ekko fra hos senere New Orleans-musikere som Dr. John og Huey “Piano” Smith eller Fats Domino, der også alle er stolte pianister, og det er da nok fordi stemmen er så markant. Især hans skrigen på Tipitina er bare skøn. Hans stemme er, såfremt du kan lide genren, nok det, der vil få dig til enten at hade eller elske ham, for den er ikke køn på en særlig traditionel vis. De fleste bør dog kunne blive enige om, at hans klaverspil er virkelig imponerende. Hvis klaveret var spillet af en anden, ville sangene nok føles meget tommere og begivenhedsløse. På Who’s Been Foolin’ You formår han at spille en klaversolo samtidig med, at en saxofonsolo er i gang. Og det lyder faktisk godt.

Saxofoner hjælper også virkelig til med at peppe det lidt op, så det ikke bliver så kedeligt, som jeg føler at meget af samtidens bluesmusik godt kan virke nu til dags. Man mærker, at han på den måde er påvirket af byens jazz-liv, og på klaveret tager han mange elementer fra rumba. Ja, der er endda et nummer, der hedder Longhair’s Blues-Rhumba. Dette er samtidig et af de mest jazzede numre, da det er 3 minutter langt og delvist fokuserer på en saxofonsolo. Da der er to udgaver af tre af sangene, så kunne det let gøre, at det føltes ensformigt, når de kom for anden gang. Men sådan er det faktisk ikke. De to forskellige udgaver af Mardi Gras in New Orleans er placeret så langt fra hinanden, at man nærmest ikke bemærker det, og der er også mærkbare forskelle på de to numre, og jeg har svært ved at sige hvilken udgave, jeg foretrækker. She Walks Right In er efter min mening et ret svagt nummer, og jeg forstår ikke, hvorfor det er et af hans mest populære, så jeg kunne sagtens have nøjedes med en enkelt udgave. Det underligste er dog, at jeg godt kan lide at have to udgaver af Tipitina placeret lige efter hinanden, og så i starten. Det føles som sådan mere som at høre en lang udgave af sangen end at høre den to gange. New Orleans Piano er en virkelig stærk opsamling, som bare må være guf for større blues-entusiaster end mig.

393 – Randy Newman – Good Old Boys (1974)

Udgivet den af
Svar

Randy Newman er en af de få musikere, der virkelig er blevet rost til skyerne af mange, som jeg selv ikke rigtig kan se noget særligt i. Han har absolut skrevet nogle fede sange, men langt fra alt, han har lavet, tiltaler mig. Et af hans mest roste albums er Good Old Boys fra 1974. Dette starter med noget af det, jeg virkelig elsker, når Newman rører ved, nemlig samfundssatire. Nummeret hedder Rednecks, og det er lige netop det, det handler om. “We don’t know our ass from a hole in the ground, and we’re keeping the niggers down” synger han, og det er en virkelig morsom sang. Så går vi til gengæld lige over i Birmingham, der absolut ikke er Newmans værste værk, men det mest positive, jeg kan sige om det, er at det er mildt fængende. Efter dette kommer en ganske sød lille kærlighedssang ved navn Marie, og den virker som sådan ret oprigtig, men jeg kan bare ikke se, hvorfor jeg burde interessere mig for den. Newman gør ikke rigtig noget for at hive mig ind i musikken, selvom strygerne er ret flotte. Sangen er der bare.

Når han bliver politisk igen, kan han sagtens blive interessant. Mr. President (Have Pity on the Working Man) er et ret sjovt nummer. Det er stadig fortalt gennem synspunktet på en Redneck, og han bliver dejligt flabet her, og han er ikke nær så direkte, hvilket på sin vis også er rart. Guilty er en ret deprimeret sang, om en fyr der drikker whisky og sniffer kokain for at glemme nogle kærestesorger, for som han siger; “It takes a whole lot of medicine for me to pretend that I’m somebody else”. Louisiana 1927 bemærkede jeg faktisk virkelig melodien på. Hovedsageligt fordi den lyder rigtig meget som Sail Away, som newman udgav to år tidligere. Derudover er der ikke noget specielt ved den. Det er Newman, der lyder som Newman. Det er den et minut lange fællessang Every Man a King ikke, og det er ret forfriskende, for efter et par gennemlytninger af pladen, bliver jeg godt træt af lyden af Newman. På Kingfish bliver Newman atter diskriminerende, og jeg elsker det virkelig. Han synger om alle de fandens franskmænd, der render rundt i New Orleans, hva’ fanden gør de også godt for. Det er et skønt nummer.

Han kommer da med en af sine bedste melodier i form af Naked Man. Tekst såvel som melodi er virkelig sjov, og den lyder ikke spor af Newman. Det er nærmest befriende. A Wedding in Cherokee County er bare mere af det Newman, man kender, men på skalaen over Newman, der lyder som man forventer, så er det ikke ringe. Det er faktisk en ret charmerende sang. Back on My Feet Again er en sjov, fængende sang, og selvom der ikke er meget mere at sige om den, så er den ikke så skidt igen. Det føles selv efter adskillige gennemlytninger rigtig friskt. Afslutningsnummeret hedder Rollin’, og Newman lyder sjældent så meget af Newman, som han gør her. Jeg kan i løbet af hele Good Old Boys fornemme, at jeg, hvis jeg lytter godt efter samtlige tekster, sagtens kan høre rigtig meget godt. Det store problem er bare, at melodierne er tomme og kedelige, og de virker mest af alt som noget, der lige blev lavet i sidste øjeblik. Jeg ville sikkert ikke have noget imod at læse en Newman-skrevet digtsamling, men han er nu engang musiker, og alt for meget af musikken lyder ufatteligt ensartet.

402 – Dr. John – Dr. John’s Gumbo (1972)

Udgivet den af
Svar

Mac Rebennack, bedre kendt som Dr. John, var født og opvokset i New Orleans, så mange af hans store inspirationer kom naturligvis derfra, navnlig deres legendariske R&B-scene. I 1972 udgav han da Dr. John’s Gumbo, der består næsten udelukkende af covers af New Orleans-klassikere. Åbningsnummeret er Iko Iko, oprindeligt af James “Sugar Boy” Crawford, og i Dr. Johns udgave er den ikke til at stå for. Melodien er fængende, og selvom sproget ofte er det rene volapyk, er det en del af nummerets charme, og det er der masser af. Det er upoleret som bare pokker, men det på den fede måde. Huey “Piano” Smiths Blow Wind Blow følger derefter, og selvom energien ikke er nær så ufatteligt høj, så er det et ret sjovt nummer, selvom Dr. Johns udgave næppe bliver den, der forbliver længst tid i din hukommelse. Hans fortolkning af Earl Kings Big Chief er til gengæld sublim. Orgelet er dejlig spøjst, og messingblæserne der på er også rigtig gode. Fløjteportionen i starten er også fantastisk.

Pladens eneste originale nummer er Somebody Changed the Lock, og det er faktisk heller ikke spor skidt. Det er skrevet meget lig klassikerne, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg nok tro, at det var en New Orleans-standard, så autentisk føles det. Samtidig har det dog et enkelt strejf af moderne flair, der gør nummeret friskt. Da kommer der virkelig fut i fejemøget med et virkelig energisk cover af Ray Charles’ Mess Around. Klaveret derpå er et helt virvar af fantastiske lyde, som bare overfalder hinanden en efter en. Det er næsten lidt for meget, men det er nu virkelig sjovt alligevel. Dr. John vender tilbage til Earl King med Let the Good Times Roll. Det er en fuldkommen udødelig melodi, og Dr. John behandler den med respekt og ynde. Og med ynde mener jeg råt og beskidt, præcis som det skal lyde. Den traditionelle Junko Partner er en rimelig simpel R&B-sang, men Dr. John leverer det som sædvanligt imponerende med flot instrumentation og en unik stemme. Hans vidunderlige stemme viser dog for alvor sine evner med den ligeledes traditionelle Stack-a-Lee, der lyder fuldkommen vidunderlig med ham, og hans klaverspil er også super!

Professor Longhairs Tipitina er også virkelig flot fortolket på denne plade. Hvis klaveret får fokus i noget nummer, så er det her, og det lyder sørme også godt. Dr. John hylder Earl King en sidste gang med Lonely Lonely Nights. Det er ikke ligefrem den mest imponerende sang på pladen. Jeg har intet imod den, men den gør intet for at stikke ud blandt resten. Pladens næstsidste nummer er en medley af tre Huey “Piano” Smith-sange, og få medleyer hænger så godt sammen. Overgangen fra High Blood Pressure over Don’t You Just Know It til Well I’ll Be John Brown er så naturlig, at man slet ikke lægger mærke til det. At kalde dette en medley virker nærmest som en fornærmelse, for nummeret er så utrolig komplet. Afslutningsnummeret Little Liza Jane, også oprindeligt af Huey “Piano” Smith. Det er en rimelig fed afslutning, og nummerets gospel-indflydelse gør mig virkelig i godt humør. Det gør hele albummet som sådan. Dr. John’s Gumbo er bare sjov med sjov på, og det er ikke til at stå for!