Mac Rebennack, bedre kendt som Dr. John, var født og opvokset i New Orleans, så mange af hans store inspirationer kom naturligvis derfra, navnlig deres legendariske R&B-scene. I 1972 udgav han da Dr. John’s Gumbo, der består næsten udelukkende af covers af New Orleans-klassikere. Åbningsnummeret er Iko Iko, oprindeligt af James “Sugar Boy” Crawford, og i Dr. Johns udgave er den ikke til at stå for. Melodien er fængende, og selvom sproget ofte er det rene volapyk, er det en del af nummerets charme, og det er der masser af. Det er upoleret som bare pokker, men det på den fede måde. Huey “Piano” Smiths Blow Wind Blow følger derefter, og selvom energien ikke er nær så ufatteligt høj, så er det et ret sjovt nummer, selvom Dr. Johns udgave næppe bliver den, der forbliver længst tid i din hukommelse. Hans fortolkning af Earl Kings Big Chief er til gengæld sublim. Orgelet er dejlig spøjst, og messingblæserne der på er også rigtig gode. Fløjteportionen i starten er også fantastisk.

Pladens eneste originale nummer er Somebody Changed the Lock, og det er faktisk heller ikke spor skidt. Det er skrevet meget lig klassikerne, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg nok tro, at det var en New Orleans-standard, så autentisk føles det. Samtidig har det dog et enkelt strejf af moderne flair, der gør nummeret friskt. Da kommer der virkelig fut i fejemøget med et virkelig energisk cover af Ray Charles’ Mess Around. Klaveret derpå er et helt virvar af fantastiske lyde, som bare overfalder hinanden en efter en. Det er næsten lidt for meget, men det er nu virkelig sjovt alligevel. Dr. John vender tilbage til Earl King med Let the Good Times Roll. Det er en fuldkommen udødelig melodi, og Dr. John behandler den med respekt og ynde. Og med ynde mener jeg råt og beskidt, præcis som det skal lyde. Den traditionelle Junko Partner er en rimelig simpel R&B-sang, men Dr. John leverer det som sædvanligt imponerende med flot instrumentation og en unik stemme. Hans vidunderlige stemme viser dog for alvor sine evner med den ligeledes traditionelle Stack-a-Lee, der lyder fuldkommen vidunderlig med ham, og hans klaverspil er også super!

Professor Longhairs Tipitina er også virkelig flot fortolket på denne plade. Hvis klaveret får fokus i noget nummer, så er det her, og det lyder sørme også godt. Dr. John hylder Earl King en sidste gang med Lonely Lonely Nights. Det er ikke ligefrem den mest imponerende sang på pladen. Jeg har intet imod den, men den gør intet for at stikke ud blandt resten. Pladens næstsidste nummer er en medley af tre Huey “Piano” Smith-sange, og få medleyer hænger så godt sammen. Overgangen fra High Blood Pressure over Don’t You Just Know It til Well I’ll Be John Brown er så naturlig, at man slet ikke lægger mærke til det. At kalde dette en medley virker nærmest som en fornærmelse, for nummeret er så utrolig komplet. Afslutningsnummeret Little Liza Jane, også oprindeligt af Huey “Piano” Smith. Det er en rimelig fed afslutning, og nummerets gospel-indflydelse gør mig virkelig i godt humør. Det gør hele albummet som sådan. Dr. John’s Gumbo er bare sjov med sjov på, og det er ikke til at stå for!