254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I KnowGreatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.

295 – The Smiths – Meat is Murder (1985)

The Smiths er et af mine absolutte yndlingsbands. De er nok et eller andet sted i min top 10. Johnny Marr og Morrissey er nogle af de bedste sangskrivere nogensinde, og deres stærke personligheder passer rigtig godt sammen. En god kandidat til min yndlingsplade i deres diskografi er Meat is Murder. Den åbner energisk med den sjove The Headmaster Ritual, der handler om mobning i skolelivet i Manchester. Omkvædet er jodlede vrøvleord, og hvor min beskrivelse måske lyder latterlig, så udtrykker de virkelig smukt den pinsel, Morrissey går igennem – men samtidig er det enormt latterligt, og denne tvetydighed gør, at man både kan grine og græde til the Smiths. Det fortsætter med Rusholme Ruffians, der kører over et sjovt rockabilly-riff. Det er en sang om en helt masse forskellige ting, der sker, både gode og dårlige ting, men uanset hvad siger omkvædet altid “and though I walk home alone”, men de vender den dog også om og siger “but my faith in love is still devout”.

Pladens måske bedste sang kommer da, og det er en virkelig velskrevet, flydende sang ved navn I Want the One I Can’t Have. Det er en let sang at relatere til, og man kan angribe den fra mange forskellige vinkler. På den ene side kan den handle om homoseksualitet, den kan også handle om at være forelsket i en, der er for ung, og det er ikke helt usandsynligt, at den bare handler om “almindelig” ulykkelig kærlighed. Og så er det en af de bedste melodier, gruppen nogensinde har haft hænderne i. Den går meget naturligt over i What She Said, der er endnu et mesterværk i denne flotte stribe at velskrevne, godt konstruerede, legesyge, energiske, lystige såvel som ulykkelige sange, der er i overflod på dette album. Den er lige til at skråle med på. Nu har der været en del hurtigere sange, så der kommer noget behagelig variation med den langsommere That Joke Isn’t Funny Anymore, der er en af de mere interessant opbyggede sange på pladen. Den består af mange ulig dele, men den føles lige så naturlig som enhver anden sang på pladen, og den er umanerligt fængende.

På visse udgaver ville vi nu få den klassiske How Soon Is Now?, men den er ikke på originaludgaven, så den går jeg udenom. Til gengæld kommer der gang i den igen med Nowhere Fast. Den blander virkelig smukt det melankolske med det morsomme, som kun the Smiths kan, og Johnny Marr spiller en helt fantastisk guitarmelodi. Der bliver skruet lidt ned for tempoet igen på den smukke Well I Wonder. Denne kører i højere grad end det meste andet på pladen på sin instrumentation, der er formidabelt skøn. Den sidste halvdel af sangen svæver mest af alt rundt i en smuk ekstase, som bliver formidlet skønt gennem Morrisseys falset. Jeg må også rose pladens næstsidste nummer, Barbarism Begins at Home, der handler om at afstraffe børn gennem vold, hvilket Morrisseys små skrig mellem versene fortæller på ret enestående vis. Melodien er fantastisk, og lyrikken er meget levende. Afslutningsnummeret på Meat is Murder er et titelnummer, og sjovt nok handler det om vegetarisme. Jeg ved, at jeg som vegetar nok er en smule forudindtaget hvad angår denne sang, men jeg har elsket den før jeg blev vegetar – det er en meget overbevisende meddelelse, om du så vil kalde det propaganda eller noget. Det er i alle fald en stærk og grum, melodi, der smukt afslutter et sandt mesterværk af et album.

351 – Dire Straits – Brothers in Arms (1985)

Den britiske rockgruppe Dire Straits udgav deres debutalbum tilbage i 1978, og selvom min personlige favorit blandt deres plader er Making Movies fra 1980, var deres helt store gennembrud for alvor i 1985 med pladen Brothers In Arms, der også var det første større album, hvor cd-udgaven overhalede vinyludgaven i salgstal, sikkert delvist fordi man går glip af over 7 minutters musik klippet fra forskellige sange, hvis man kun lytter til vinylen. Albummet starter rigtig stærkt med sangen So Far Away, der lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, bare knap så beskidt, og noget langsommere. Dette kunne lyde som negativ kritik, men disse faktorer gør faktisk plads for at lyden bliver mere oprigtig. Det er en dejlig, komfortabel, blød start til albummet. Det bliver vildere bagefter med klassikeren Money For Nothing, der for alvor gjorde dem verdensstjerner. Det vidunderlige guitarrif, den entusiastiske backingvokal fra Sting, en flot guitarsolo, og så gennemarbejdet sangskrivning gør, at sangen mere end blot holder i de over 8 minutter, den varer.

Det fortsætter med endnu en sjov 80’er-klassiker. Dens største varemærke er et virkelig fængende synth-orgel, men derudover er der faktisk en hel del countryelementer i sangen. Den ender dog ikke med at virke lige så flad eller kedelig som så meget andet countrymusik, og det kan man takke synth-orgelet for. Nu får jeg det måske til at lyde som om, synth-orgelet er det eneste gode ved sangen, men det sørger faktisk mest af alt for at fremhæve, hvor godt resten er. En sexet saxofon åbner nummeret Your Latest Trick, der arbejder meget sammen med denne saxofon om at skabe en meget jazzet sang. Den er blød, og forsanger og leadguitarist Mark Knopfler synger ganske sentimentalt. Det er nok pladens mest rørende sang. Pladens længste sang er endnu en meget rørende, sentimental sang. Den føles i melodi meget som noget af The Everly Brothers eller Simon and Garfunkel. Starten af den er opbygget meget almindeligt, men så opstår en lang instrumental sektion, hvor der som sådan ikke sker så meget, men der bliver opbygget meget stemning. Denne optager halvdelen af sangen, og jeg indrømmer, at det ikke behøvede at være så længe, men det virker stadig ret godt.

Ride Across the River har en meget eksotisk lyd, der gør den mere interessant og dramatisk. Den følger tendensen fra foregående nummer ved at have ret lange sektioner, hvor der som sådan ikke sker noget. Det er en af albummets smukkeste sange, men man bliver hurtigt ret træt af al denne tomgang. Mark Knopfler får dog virkelig mulighed for at blære sig på guitaren her, og han er da også en legende på det instrument. The Man’s Too Strong er en af de mest guitarfokuserede sange på pladen. Igen er der mange store musikalske lufthuller, og mens de ganske vist er flottere her end nogen andre steder på pladen, føles det stadig bare som noget, der sker for ofte. På egen hånd lyder det sikkert fint, men når adskillige numre i træk gør dette, bliver det trættende. Knopfler bruger også virkelig guitaren på One World, der er en af pladens mere energiske sange, og dens meget arrige tone gør den bemærkelsesværdig. Albummet afslutter med endnu et langt nummer, denne gang næsten 7 minutter langt. Det er titelnummeret, og det er virkelig godt. Knopflers guitar er helt eminent, og med sit langsomme tempo virker den både meget reflekterende og konkluderende. Brothers in Arms er en af de helt store 80’er-plader, og der er også nogle fantastiske sange på den. Der er bare for meget ingenting, til at det er fuldkommen perfekt.

397 – Tom Waits – Rain Dogs (1985)

Tom Waits, manden med den hæse stemme og enorme kreativitet, har udgivet albums siden 1973, og hans mest populære værk er nok Rain Dogs, som han udgav i 1985. På denne plade finder man et virkelig varieret udbud af sange, og mange af dem føles virkelig unikke. Numre som SingaporeClap HandsCemetery Polka og Jockey Full of Bourbon bevæger sig ikke rigtig inden for nogen genrer, jeg kender. Disse er de fire første numre på pladen, og de er meget dystre, men samtidig er de virkelig legesyge, selv efter Tom Waits’ standarder. Hele starten af pladen lyder bindegal, og hvis der er nogen genre, man ville kunne gruppere meget af det som, ville det nok være jazz, selvom det heller ikke kan siges så entydigt, da der alene i den enkelte sang er så mange forskellige lyde. I løbet af pladen sker der dog meget andet, men Waits er helt eminent hvad angår skift mellem stilarter i løbet af et album. Man lægger knap nok mærke til hvor forskellig Diamonds & Gold er fra den øjeblikkeligt efterfølgende Hang Down Your Head.

Albummets dynamik er bare generelt helt fortræffelig. Der er 19 forskellige sange, der strækker sig over 54 minutter, og ikke et øjeblik keder man sig, og heller ikke et øjeblik føler man, at noget forstyrrer lytteoplevelsen. Kvaliteten i sangene er også konstant så god, at næsten enhver har andre favoritnumre end hinanden. Mine personlige favoritter er Cemetery Polka, Tango till They’re Sore9th & Hennepin og Downtown Train. Disse sange er så langt fra hinanden som muligt, men hver af dem er rigtig godt skrevet, hvilket ikke blot klargør, at Waits har stor musikviden og evne til at skrive enhver slags musik, det udnytter det også virkelig godt. Selv country kan han finde ud af, og det gør han virkelig fortræffeligt på Blind Love. Jeg er normalt ikke specielt glad for country, men hvis alle countrymusikere var så interessante som Tom Waits, ville jeg nok have meget lettere ved at sluge genren. På 9th & Hennepin leverer han noget, der mest af alt lyder som et musikalsk svar på film noir. Man kan se den sort/hvide bar for sig, og på en skammel sidder Waits med en hat langt nede over øjnene, mens han fortæller en monolog.

Lyden på Rain Dogs er meget upoleret. Man kan tydeligt høre alle instrumenter, og produktionen har ikke gjort så frygteligt meget ved lyden på dem. Det gør, at musikken føles ret langt nede på jorden, selvom den som sådan er meget langt ude. Hvis man ikke er verdens største fan af eksperimentel musik, er dette derfor et rigtig godt sted at starte, da Waits aldrig virker prætentiøs eller bedrevidende. Til gengæld virker han som en person, der virkelig har en dyb kærlighed for det han laver. Og om man så selv kan lide det individuelle nummer eller ej, kan man stadig let respektere, at han har lagt så meget arbejde i musikken. Hvis du anser dig selv som en musiknørd, så er Rain Dogs lige albummet for dig. Der sker hele tiden interessante ting, det er kreativt og spektakulært, og man føler sig musikalsk meget mæt, når albummet er slut. Alle sangene har masser af holdbarhed, så man kan let spille albummet igen og igen. Rain Dogs er et af Tom Waits’ bedste albums, og det siger ikke så lidt.

443 – Sam Cooke – Live at the Harlem Square Club, 1963 (1985)

Sam Cooke er en ren legende indenfor soulmusikken – mange ville nok endda sige, at han decideret opfandt genren, og i 1963, året før han døde, holdt han en rigtig fed koncert i Harlem Square Club i Miami. I 1985 blev denne koncert udgivet som album. Han sang 9 af sine største hits til den koncert, og han viser, at han måske har den største stemme, der nogensinde er blevet optaget. Han lyder fantastisk i studiet, han lyder bedre end nogen anden sanger, tiden havde at byde på, men han lyder om muligt endnu mere personlig og reel, når han har et helt publikum at synge til. Og det har han så sandelig i Harlem Square Club, de lyder ellevilde, og der er tydeligvis en hel del, der er fuldkommen forelskede i Sam Cookes musik. Det er dog ikke kun fordi han har lavet utrolig meget fantastisk musik – for det har han – men live vidste han sørme også, hvordan han fik publikummets opmærksomhed, og hvordan han fik dem til at være en aktiv del af koncerten. Nogen gange synger de med, andre gange skaber de stemning med deres atmosfære. Cooke var nærmest en slags dirigent, der kunne kontrollere publikummet, om de så vidste det eller ej; og det gjorde de nok sjældent.

Cooke udnytter også virkelig live-formatet godt. Han ændrer en del på sine sange, og han snakker også meget med publikummet. Ofte er det svært lige at sætte sin finger på, om han snakker med publikummet eller er i gang med at starte et nummer, men denne mellemting gør blot pladen mere interessant. Af og til kan man dog godt blive lidt skuffet, f.eks. på Bring It On Home to Me, hvor der er en rigtig lang, underlig intro, der oven i købet citerer hans store hit You Send Me, som han så underligt nok slet ikke synger på pladen – måske var det skåret væk, for at få det til at passe på en vinyl, men hvorfor skulle denne sære intro så være der? Nå, men i det mindste synger han rigtig godt, og hos Cooke kan man ganske tydeligt høre, hvor b’et i R&B kommer fra. Hans stemme drager rigtig tydelige inspirationer fra samtidens bluessangere som Muddy Waters, Bo Diddley og Buddy Guy. til tider kan man næsten ikke høre, at det er soulmusik, men han er dog generelt lidt for ren i stemmen, selvom han kan gøre den snavset, når han vil.

De øvrige musikere gør et ganske habilt job. De er alle dygtige musikere, og et par af dem kan anbefales at lytte til uden Cooke, heriblandt den ganske dygtige saxofonist King Curtis. Det er dog ganske tydeligt, at Cooke er det, folk har betalt for at se, så trods de øvrige musikanters talenter, får de ikke mange muligheder for at prale specielt meget med det. Cooke og de andre valgte i øvrigt nogle ganske gode numre at opføre. Sange som Feel ItChain Gang og Having A Party er sange, der virkelig fremviser Cookes stemme, mens stemningen virkelig bliver gjort rigtig god. Og hvem kan virkelig sidde stille til Twistin’ the Night Away? Især den optræden, der er på dette album er fuldstændig fantastisk underholdende. For ikke at nævne hvor utrolig hans stemme er på Cupid eller hans medley af It’s All Right og For Sentimental Reasons. Man skulle næsten tro, at de sange handlede om hans publikum, hvilket det nok gjorde i hans hoved, hvor lidt teksten så end giver mening. Sam Cookes koncert i Harlem Square Club i 1963 var noget for sig – og det er synd, at vi aldrig nogensinde vil kunne få flere koncerter fra denne utrolig talentfulde musiker.

445 – The Pogues – Rum Sodomy & the Lash (1985)

Da jeg første gang satte Rum Sodomy & the Lash af the Pogues i afspilleren, blev jeg meget overrasket over det, jeg fik ud af mine højtalere. Alt, jeg vidste om dem, før jeg hørte dem for første gang, var at coveret til denne plade var bygget over maleriet Medusas Flåde. Jeg kiggede faktisk ikke grundigere end, at jeg slet ikke bemærkede forskellene fra originalen, og sidst jeg havde set et album, der brugte et maleri fra 1800-tallet som cover, var det Viva La Vida or the Death and all his Friends, så jeg forventede nok noget i stil med det album. For at sige det lige ud, så har the Pogues intet til fælles med Coldplay, og min overraskelse var rigtig stor, da jeg begyndte at høre åbningsnummeret, The Sick Bed Of Cúchulainn. Jeg hører pludselig en banjo, en utrolig grim stemme med en ufatteligt tyk keltisk accent og før jeg rigtig har fået slugt disse fakta, kommer der virkelig gang i den med et helt keltisk folk-orkester, der spiller løs med bitre undertoner og ikke en eneste poleret lyd på hverken fløjte, banjo, violin eller noget som helst.

Folk er dog ikke den eneste genre, der er væsentlig på pladen – punk spiller ligeledes en særdeles stor rolle. For i forhold til almindelig keltisk folk-rock er the Pogues meget vredere og grimmere, og de virker også meget udstødte. Hvis man virkelig vil se, hvor langt de er fra almindelig keltisk folk-musik, kan man jo sammenligne nogle udgaver af mere rendyrkede folk-navne. Man kan tage selv nogle af de mindre punkede sange på denne plade, f.eks. deres cover af Ewan MacColls Dirty Old Town,og sammenligne det med den også ganske kendte udgave af the Dubliners. Lyden er så uendelig meget mere bitter og grim. Til trods for den bitre tone, er der dog rigtig meget sjov musik på dette album – The Sick Bed Of CúchulainnBilly’s BonesJesse JamesThe Gentleman Soldier og Sally MacLennane er rigtig sjove numre med god fut i lyden – især de to sidste har rigtig godt gang i trommerne, og det er bare pragtfuldt – der er godt med banjo, sækkepibe, fløjte og harmonika. Albummet er produceret af Elvis Costello, og han satte virkelig en sjov vinkel på punk på sine albums, så deres samarbejde med ham giver god mening.

De langsommere numre er dog heller ikke ringe. Forsanger Shane MacGowan bruger Bob Dylans teknik, altså at bruge sin fuldkommen falske stemme til at danne en mere oprigtig lyd, da den så virker mindre som noget samlebåndsarbejde. Dirty Old TownThe Old Main DragNavigator, afslutningsnummeret And the Band Played Waltzing Matilda og i særdeleshed I’m a Man You Don’t Meet Everyday er gode eksempler på dette. I’m a Man You Don’t Meet Everyday er i øvrigt ironisk nok sunget af bandets kvindelige bassist, Cait O’Riordan, og det er ikke et tilfælde. Denne sang handler nemlig om en velhavende jordejer. Hovedpersonen er ikke på nogen måde usympatisk, han deler faktisk godt ud af sine penge, men bandet sørger for at understrege, at han ikke økonomisk repræsenterer dem, og det sker netop ved at lade en kvinde synge den. Rum Sodomy & the Lash er et rigtig godt album. Det er sjovt og festligt, alt imens der er kraftige bitre undertoner, og selvom de langsommere numre generelt ikke er nær så stærke, er de absolut heller ikke dårlige, og et par af dem når op på samme niveau som nogle af de bedste hurtigere sange. Det er et forfriskende spin på såvel punk som folk, og hvis du kan lide store nutidige folk-punk-bands som Flogging Molly og Dropkick Murphys, så kig til the Pogues, for det var her, det hele startede.

478 – LL Cool J – Radio (1985)

LL Cool J udgav som blot 17-årig Radio, og det endte med at blive en af de mest indflydelsesrige hip hop-plader nogensinde. I højere grad end nogen anden før ham kunne han fornærme og prale. Han fik sig selv til at lyde viljestærk og rå, mens han på det groveste nedgjorde alle, der havde noget negativt at sige til ham. Ikke alene var det en helt ny måde at rappe på, som i dag har overlevet i næsten 20 år, men det var også det første hip hop-album som den i dag legendariske Rick Rubin producerede. Hans produktion har varieret meget gennem tiden, men den har næsten altid været meget hårdtslående, og Radio er ingen undtagelse. Han er samtidig meget minimalistisk. Der bliver ikke brugt meget andet end nogle simple, tunge rytmer og af og til nogle samplede guitarer eller andet i den dur. Den simple produktion fremhæver dermed LL Cool J selv. Han er da også en formidabel rapper, når han er bedst. Desværre er han ikke altid på sit højeste niveau, og pladens alder viser sig tydeligere år for år.

På åbningsnummeret, I Can’t Live Without My Radio, maler han sig op som en person, der har styr på det hele og fortjener respekt, hvilket folk da også giver ham, for han har nemlig en JVC-radio, hvilket åbenbart var et statussymbol i LL Cool J’s kvarter i midt-80’erne. Selvom en JVC-radio ikke er det, man oftest er stolt af at eje i 2012, bliver man let overbevist af sangen, om at LL Cool J ikke er en hr. hvem som helst. Hans stærke attitude fortsætter på resten af albummet med numre som You Can’t Dance, That’s A Lie og Rock the Bells hvor han spytter løs med fornærmelser af hårdeste skuffe, og han er rigtig god til det. Man har virkelig ikke lyst til at komme op og toppes med ham. Desværre er han ikke altid så god. LL Cool J var en af de første til at rappe kærlighedssange. På I Can Give You More går teksten heldigvis mere med at fornærme pigens nuværende kæreste, og på You’ll Rock går den mest med hvorfor han er så sej, at hun burde være sammen med ham, men når han gør sig mere blødsøden, lyder det bare kluntet – heldigvis sker det kun på I Want You, men den sang er så svær at tage seriøs, at det nok bare er bedst at springe den over

I modsætning til de kommende par års hip hop, bliver der næsten ikke samplet på dette album. I løbet af hele albummet, bliver der kun samplet på 5 sange, hvoraf de fleste er svære overhovedet at lægge mærke til. Mange af sangene, de sampler, kender jeg rimelig godt, men jeg lagde slet ikke mærke til det. Da jeg endelig slog op, hvor de var, kunne jeg godt høre det, og i mange af tilfældene giver det musikken mere punch – f.eks. hvor han sampler Flick of the Switch af AC/DC på Rock the Bells eller Owner of a Lonely Heart That’s A Lie. Alt i alt er Radio en plade for alle dem, der gerne vil grave ned i hip hoppens historie. Dens simplicitet kan måske få den til at lyde tam nu til dags, og af og til er teksterne også lidt for tidstypiske til at man virkelig kan nyde albummet uden at tænke over dets historiske vigtighed. Men den historiske vigtighed er svær at ignorere, for hip hop var aldrig det samme, efter LL Cool J fik chancen til at prale om sin JVC-radio.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a CatWhatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.