Tag-arkiv: The Jesus and Mary Chain

Top 15 navne på NorthSide 2015 (1-5)

Udgivet den af
Svar

Så er det NorthSide-fredag morgen. Jeg skriver dette, mens jeg venter på, at min far henter morgenbrød, og mens min ven Jacob ligger og sover. Forhåbentlig vækker jeg ham ikke med min tasten, for han blev oppe længe i går for at lave skoleårets sidste lektier. Nå, det ville være fedt at have en færdig top 5 inden festivalen gik i gang.

Og så aflyser Earl Sweatshirt fandeme. Barbara Moleko kommer i stedet, men shit, det er synd at gå glip af ham. Måske er det fordi han ikke kan lide shit, og derfor ikke gad gå udenfor. Den nye uofficielle 15. plads går til Dizzy Mizz Lizzy

5 – Death Cab for Cutie
The National viste sidste år for mig, hvad følsom musik kan udrette live. Det er til dato stadig den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Hvis medlemmerne bare arbejder godt sammen om at skabe et personligt forhold med publikum i løbet af koncerten, så kan det ende med at blive magisk. Death Cab for Cutie er ret følsomme. Emo ville ikke være ukorrekt at beskrive visse af deres sange som, men i løbet af deres karriere har de udforsket mange forskellige former for musik. Deres forsanger, Ben Gibbard er en meget dygtig sangskriver, der kan udtrykke sig virkelig godt gennem musik. Han er også manden bag synthpopgruppen The Postal Service, og hans spinkle, usikre stemme bliver udnyttet rigtig godt gennem hans musik. Hvor Earl Sweatshirt kunne risikere for meget distance fra publikum, vil Ben Gibbards inderlighed nok bare drage publikum til ham. De vil være fascinerede af sådan en person som ham. Om ikke andet er jeg det allerede.

4 – The Black Keys
Det er nok et af de navne, der har solgt flest billetter til festivalen. Og man forstår godt hvorfor. De appellerer bredt, de skriver gode sange, uanset om de er seriøse eller mere fjollede. De har et så stort og varieret bagkatalog, som er imponerende solidt. De mest festlige sange, f.eks. Lonely Boy og Girl Is On My Mind skal nok få gang i publikum, og mere følsomme sange som Little Black Submarine skal nok få givet os en klump i halsen. Jeg glæder mig selvfølgelig til at høre alle deres hits, Fever, Gold on the Ceiling, Tighten Up og så videre, men jeg glæder mig især til at se, om de vil spille nogle ældre sange. Deres tidliger plader trænger seriøst til mere kærlighed. Men uanset om det er nyt eller gammelt, så er det råt, det er rocket, og der er masser af personlighed.

3 – Alt-J
Fjerdepladsen ville have været FKA Twigs, hvis hun ikke spillede samtidig med Alt-J. FKA Twigs er skøn, hun laver noget af den mest kreative, mest innovative og mest unikke musik, du kan finde på markedet lige nu. Men her er problemet: det gør Alt-J også. Og jeg har svært ved at sige, hvad jeg egentlig helst vil se. Jeg ved bare, at FKA Twigs vil koste mindre at se andetsteds. Og jeg har lyttet til Alt-J i længere tid, faktisk siden de debuterede. Så jeg har lidt et stærkt forhold til dem. Jeg er virkelig imponeret over, hvor flot de kan behandle det musikalske landskab. Begge deres plader var spændende rejser gennem mange forskellige lyde, og samtidig er de blevet så store, som de er. Jeg har egentlig ret svært ved at fatte, hvad “masserne” kan se i Alt-J, for de er meget alternative. Det er svært at nævne bands, der minder om. Men det er måske netop det, folk kan se i dem. De kan se en fremtid. Et band, der kigger fremad mere end tilbage. Det ville jeg ønske, at jeg også gjorde, men min top 2 er desværre nogle gange. Hvad kan jeg sige, jeg er lidt af en hykler af og til.

2 – Wu-Tang Clan
Min top 2 kunne lige så godt være i omvendt rækkefølge. Jeg ved virkelig ikke, hvilket af disse to legendariske bands, jeg glæder mig mest til. Men Wu-Tang Clan er i hvert fald en oplevelse, jeg næsten ikke kan fatte, at jeg skal få. Wu-Tang Clan er 9 medlemmer – ganske vist er Ol’ Dirty Bastard ikke blandt os længere, men alle medlemmerne bidrager med noget unikt. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af mine yndlingsplader i hele hip hop-genren, jeg anmeldte det for noget tid siden, og jeg står ved enhver udtalelse, jeg lavede dengang. Det er et mesterværk, fordi gruppens medlemmer er så dygtige og så fulde af personlighed, og det er de stadig. Mange af dem har udgivet formidabelt solomateriale. Jeg så Method Man fra klanen på Vanguard optræde sammen med Redman, og de var bare et fænomenalt team. Og der var de to. Forestil dig, når der er 9!

1 – The Jesus and Mary Chain
Fuck, det var vildt, da The Jesus and Mary Chain blev annonceret. NorthSide hintede på deres facebookside, at de ville hyre et band, hvis debut var blandt 80’ernes største indie-klassikere. Jeg gættede ikke på The Jesus and Mary Chain, jeg tænkte det end ikke som en mulighed. Jeg vidste faktisk ikke, at de stadig var sammen. Men Psychocandy er da også en fantastisk plade. Måske endda bedre end Enter the Wu-Tang (36 Chambers). Psychocandy fylder 30 i år, og derfor tager den hellige kæde på turné, hvor de spiller hele albummet fra start til slut. Det bliver så fedt. Det bliver støjende, det bliver grimt, der bliver ikke leflet for nogen. Da jeg så My Bloody Valentine, da de sidst var i København, blev det en støjoplevelse, hvis lige jeg aldrig før eller siden har set. Men det fede er, at The Jesus and Mary Chain arbejder med støj på deres helt egen måde. Hvor det nærmest bliver helt poppet. Det er her Phil Spector møder Hüsker Dü.

Tak for jeres tålmodighed! Og så er det vist tid til en fed festival!

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Udgivet den af
Svar

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.