Så er det NorthSide-fredag morgen. Jeg skriver dette, mens jeg venter på, at min far henter morgenbrød, og mens min ven Jacob ligger og sover. Forhåbentlig vækker jeg ham ikke med min tasten, for han blev oppe længe i går for at lave skoleårets sidste lektier. Nå, det ville være fedt at have en færdig top 5 inden festivalen gik i gang.

Og så aflyser Earl Sweatshirt fandeme. Barbara Moleko kommer i stedet, men shit, det er synd at gå glip af ham. Måske er det fordi han ikke kan lide shit, og derfor ikke gad gå udenfor. Den nye uofficielle 15. plads går til Dizzy Mizz Lizzy

5 – Death Cab for Cutie
The National viste sidste år for mig, hvad følsom musik kan udrette live. Det er til dato stadig den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Hvis medlemmerne bare arbejder godt sammen om at skabe et personligt forhold med publikum i løbet af koncerten, så kan det ende med at blive magisk. Death Cab for Cutie er ret følsomme. Emo ville ikke være ukorrekt at beskrive visse af deres sange som, men i løbet af deres karriere har de udforsket mange forskellige former for musik. Deres forsanger, Ben Gibbard er en meget dygtig sangskriver, der kan udtrykke sig virkelig godt gennem musik. Han er også manden bag synthpopgruppen The Postal Service, og hans spinkle, usikre stemme bliver udnyttet rigtig godt gennem hans musik. Hvor Earl Sweatshirt kunne risikere for meget distance fra publikum, vil Ben Gibbards inderlighed nok bare drage publikum til ham. De vil være fascinerede af sådan en person som ham. Om ikke andet er jeg det allerede.

4 – The Black Keys
Det er nok et af de navne, der har solgt flest billetter til festivalen. Og man forstår godt hvorfor. De appellerer bredt, de skriver gode sange, uanset om de er seriøse eller mere fjollede. De har et så stort og varieret bagkatalog, som er imponerende solidt. De mest festlige sange, f.eks. Lonely Boy og Girl Is On My Mind skal nok få gang i publikum, og mere følsomme sange som Little Black Submarine skal nok få givet os en klump i halsen. Jeg glæder mig selvfølgelig til at høre alle deres hits, Fever, Gold on the Ceiling, Tighten Up og så videre, men jeg glæder mig især til at se, om de vil spille nogle ældre sange. Deres tidliger plader trænger seriøst til mere kærlighed. Men uanset om det er nyt eller gammelt, så er det råt, det er rocket, og der er masser af personlighed.

3 – Alt-J
Fjerdepladsen ville have været FKA Twigs, hvis hun ikke spillede samtidig med Alt-J. FKA Twigs er skøn, hun laver noget af den mest kreative, mest innovative og mest unikke musik, du kan finde på markedet lige nu. Men her er problemet: det gør Alt-J også. Og jeg har svært ved at sige, hvad jeg egentlig helst vil se. Jeg ved bare, at FKA Twigs vil koste mindre at se andetsteds. Og jeg har lyttet til Alt-J i længere tid, faktisk siden de debuterede. Så jeg har lidt et stærkt forhold til dem. Jeg er virkelig imponeret over, hvor flot de kan behandle det musikalske landskab. Begge deres plader var spændende rejser gennem mange forskellige lyde, og samtidig er de blevet så store, som de er. Jeg har egentlig ret svært ved at fatte, hvad “masserne” kan se i Alt-J, for de er meget alternative. Det er svært at nævne bands, der minder om. Men det er måske netop det, folk kan se i dem. De kan se en fremtid. Et band, der kigger fremad mere end tilbage. Det ville jeg ønske, at jeg også gjorde, men min top 2 er desværre nogle gange. Hvad kan jeg sige, jeg er lidt af en hykler af og til.

2 – Wu-Tang Clan
Min top 2 kunne lige så godt være i omvendt rækkefølge. Jeg ved virkelig ikke, hvilket af disse to legendariske bands, jeg glæder mig mest til. Men Wu-Tang Clan er i hvert fald en oplevelse, jeg næsten ikke kan fatte, at jeg skal få. Wu-Tang Clan er 9 medlemmer – ganske vist er Ol’ Dirty Bastard ikke blandt os længere, men alle medlemmerne bidrager med noget unikt. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af mine yndlingsplader i hele hip hop-genren, jeg anmeldte det for noget tid siden, og jeg står ved enhver udtalelse, jeg lavede dengang. Det er et mesterværk, fordi gruppens medlemmer er så dygtige og så fulde af personlighed, og det er de stadig. Mange af dem har udgivet formidabelt solomateriale. Jeg så Method Man fra klanen på Vanguard optræde sammen med Redman, og de var bare et fænomenalt team. Og der var de to. Forestil dig, når der er 9!

1 – The Jesus and Mary Chain
Fuck, det var vildt, da The Jesus and Mary Chain blev annonceret. NorthSide hintede på deres facebookside, at de ville hyre et band, hvis debut var blandt 80’ernes største indie-klassikere. Jeg gættede ikke på The Jesus and Mary Chain, jeg tænkte det end ikke som en mulighed. Jeg vidste faktisk ikke, at de stadig var sammen. Men Psychocandy er da også en fantastisk plade. Måske endda bedre end Enter the Wu-Tang (36 Chambers). Psychocandy fylder 30 i år, og derfor tager den hellige kæde på turné, hvor de spiller hele albummet fra start til slut. Det bliver så fedt. Det bliver støjende, det bliver grimt, der bliver ikke leflet for nogen. Da jeg så My Bloody Valentine, da de sidst var i København, blev det en støjoplevelse, hvis lige jeg aldrig før eller siden har set. Men det fede er, at The Jesus and Mary Chain arbejder med støj på deres helt egen måde. Hvor det nærmest bliver helt poppet. Det er her Phil Spector møder Hüsker Dü.

Tak for jeres tålmodighed! Og så er det vist tid til en fed festival!