Tag-arkiv: Dizzy Mizz Lizzy

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (5-1) + Opvarmningsdagene

Udgivet den af
Svar

Roskilde Festivals lineup har i år været så hjernedødt godt, at jeg faktisk ikke har hørt særlig meget andet end Roskilde-aktuel musik på det sidste. Og til trods for det, har jeg stadig ret svært ved at fatte, at jeg skal se det meste af det. Især det, der er i min top 5, finder jeg langt ude, at jeg får muligheden for at se. Nå, ikke mere snakken udenom, her er de 5 Roskilde-navne, jeg glæder mig mest til:

New Order
Jeg har både anmeldt plader af New Order og deres tidligere skikkelse, Joy Division, og selv efter alle de gennemlytninger, en anmeldelse tit kræver, har jeg kun rosende ord at sige om dem. De satte helt nye boller på suppen, hvad angår dance, post-punk og elektronisk musik, og deres musik holder stadig virkelig godt i dag. Her i dag fik jeg lyttet deres plader Low-Life og Power, Corruption and Lies igennem igen, og det er påfaldende, hvor stærke skæringer det er. Når man skimmer ned af deres single-opsamlinger ser man også bare det ene fine lille mesterværk af en sang efterfulgt af det andet. De er muligvis uden Peter Hook for tiden, men hvis der er nogen, der har bevist, hvor godt de kan klare sig uden væsentlige medlemmer, så er det New Order. De er ikke et sølle nostalgi-act, de er indflydelsesrige superstjerner, der skal ses selvom de spiller samtidig med unge talenter som Cattle Decapitation, Los Pirañas, Lightwave Empire og MØ.

Andromeda Mega Express Orchestra
Lørdag kl 14:00 ved Avalon-scenen har du mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig et af verdens dygtigste og særeste orkestre. Hvis du er mere til noget hårdtslående metal fra Rising eller nogle eksotiske samples fra officerfishdumplings, fred være med det, men hvis du bruger din tid med Andromeda Mega Express Orchestra, er du garanteret en oplevelse, du ikke kan få noget andet sted på Roskilde Festival. Det 18 musikere store orkester spiller noget af det mest hjernevridende, måbningsindbydende, langt ude musik, man kan forestille sig. Og ikke alene er deres underlige blanding af fusionsjazz, progressiv rock og moderne klassisk i særdeleshed forunderlig, musikerne er også så sindssygt nøjagtige, at man har svært ved at forstå, hvordan de gør det. Det er i hvert fald ikke skrevet, så det er let at spille med al deres legen med takt og tempo. Orkestrets navn er passende, for det lyder som om, det burde være fra en anden galakse.

Grimes
Jeg har fulgt Grimes siden 2012, hvor hun udgav den mesterlige plade Visions, hvorfra især sangen Oblivion gjorde mig interesseret i hende. Nu er hun blevet mere flashy og poppet end nogensinde på den nye plade Art Angels, hvor hun også har taget meget inspiration fra K-Pop. K-Pop er ikke normalt en genre, der siger mig så meget, men Grimes’ vidunderlige og kreative ideer sørger for, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Hun spiller samtidig med Destroyer, Courtney Barnett og House of Pain, og mens disse alle tre er gode, er Grimes en af vor tids mestre. Hendes visioner om hvad popmusik kan udrette, får så store kunstnere som Sia og Janelle Monáe til at fremstå som lettere uambitiøse. Hendes sceneshow på den nuværende turne skulle også være ret så spektakulært med dansere, sangere og vilde lys. Grimes er fantastisk.


LCD Soundsystem
Roskilde Festival har mange gode muligheder for hvordan man skal afslutte sin festival. På Arena skal The Minds of 99 fyre den af, på Pavilion kan man blive opslugt af Sumacs post-metal, på Avalon kan man nyde bitter minimalist-punk fra Sleaford Mods, men for mig, er der kun en rigtig måde at afslutte årets festival på, nemlig til de smukke toner fra nyligt gendannede LCD Soundsystem. Hovedaktøren bag den smukke electro-punk er James Murphy, en mand der forstår på en gang at være visionær og nostalgiker, måske er han endda visionær i kraft af sin nostalgi. Han er sådan en stor musiknørd, at hans forskellige indflydelser smelter sammen til en eksperimenterende, poppet, vred, dansevenlig, lystig gryderet. Det er et sammensurium af en musiknørds mange yndlingskunstnere, og det er derfor ikke underligt, at LCD Soundsystem taler så stærkt til netop mig. Jeg har derudover kun hørt positivt om deres gendannelsesturne, så vi har noget at glæde os til.

PJ Harvey
Jeg gik helt amok, da jeg så, at PJ Harvey blev tilføjet til lineuppet. Musikeren, der har skabt så mesterlige plader som Let England Shake, Rid of Me, To Bring You My Love, Stories From the City, Stories from the Sea og det nye The Hope Six Demolition Project. Jeg har endnu ikke hørt Harvey lave noget, jeg ville kunne kalde dårligt, end ikke middelmådigt. Hun er den slags musiker, der aldrig hviler på laurbærerne og aldrig kunne drømme om at udgive noget, med mindre, hun havde noget på hjerte. Hun kan være både morbid, øm og dybt ubehagelig, mens hendes tekster kan rangere fra det meget symbolske og uvisse til det skarpt politiske. Med Harveys enormt høje bundniveau i forhold til musikken, forventer jeg intet mindre end en klassepræstation af en koncert, som ikke må misses, selvom Black Breath og Macklemore spiller samtidig. Ja uanset hvem, Roskilde havde sat samtidig, ville jeg vælge PJ Harvey. Hvis hun var sat oven i både Neil Young, Red Hot Chili Peppers, LCD Soundsystem, New Order, Tame Impala og Grimes, ville jeg stadig vælge hende. For så vigtig er hun altså!

Det var så min top 15. Foruden dem, der optræder på listen, skal jeg på hovedfestivalen også se Calypso Rose, Sleep, Június Meyvant, The Entrepreneurs, Dizzy Mizz Lizzy, Blues Pills, Anderson.Paak, Protomartyr, Kakkmaddafakka, Mac DeMarco, Tenacious D og BadBadNotGood. Det var tilfældigvis kun navne fra hovedfestivalen, der optrådte på , men hvis der havde været noget spændende nok under opvarmningsdagene, ville det være endt på min top 15 alligevel. Der er dog alligevel godt med lækker musik de første par dage, og dette glæder jeg mig mest til:

15: The PowPow
14: Orm
13: Deadpan Interference
12: Virgin Suicide
11: Ondt Blod
10: Bersærk
9: Childrenn
8: Phlake
7: Klub 27
6: F.M.K.
5: For Akia
4: Sudakistan
3: Katinka
2: Hockeysmith
1: Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS?

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (15-11) + Tinderbox

Udgivet den af
Svar

Ja, NorthSide har et fedt program, jeg glæder mig virkelig meget til en weekend i Århus fuld af sprød musik. Dog når det ikke Roskildes til sokkeholderne. Vi skal op i min NorthSide-top 5, før vi når musik, der kan måle sig med det, jeg skal til at præsentere her i bunden af listen. Jeg skal bo i campingvognsområdet sammen med tre gode venner, og så skal der ellers dyrkes god musik og god stemning i en god uges tid. Denne liste præsenterer noget af min yndlingsmusik i hele verden. Og det er endda hvor jeg har udeladet en masse vidunderlig musik, hvis der desværre var endnu bedre navne samtidig. Med andre ord, denne liste vil udelukkende have kunstnere, jeg selv skal se, uanset om et af mine yndlingsbands overlapper med noget andet, jeg endnu hellere vil se.

15: Gojira
Vi starter i det helt tunge hjørne. De kommer til at overlappe med så dygtige, spændende navne som Cate Le Bon, Hayden James og The Last Shadow Puppets, alle tre anbefalelsesværdige men franske Gojira er virkelig noget for sig. De udfordrer grænserne indenfor death metal med deres vilde ideer og konstant overraskende kompositioner. Det er meget nøjagtigt skåret og gennemtænkt, men det lyder stadig meget råt og følelsesrigt. De skulle, så vidt jeg har hørt, også være fantastiske live. Jeg har hørt flere sige, at de var højdepunktet på Copenhell sidste år. Det undrer man sig slet ikke over, når man hører plader som From Mars to Sirius eller L’Enfant Sauvage, for så hårdtslående, spændende musik er svær ikke at være entusiastisk over, så hvordan skulle det være muligt for bandet at give en dårlig koncert? Det er desuden næppe tilfældigt, at stort set alle deres plader også er udgivet i live-udgaver.

14: Ghost
Vores naboer i sverige er virkelig gode til at lave solid heavy metal: Opeth, Amon Amarth, Entombed, Meshuggah, In Flames, Sabaton, At the Gates, Cult of Luna, Tribulation, og jeg kunne blive ved. De har dog ramt noget ret specielt med Ghost, også kendt som Ghost B.C. Ghost laver metal, der ikke er særlig hårdt, men som alligevel lyder fedt og gør brug af mange sangskrivningsteknikker, der ellers ses i gotisk metal. Det, der dog for alvor gør dem tiltrækkende er nok, hvor teatralske de er. Der er noget unægteligt spirituelt over deres sange, og deres forsanger er efterhånden blevet kendt for sin sære kombination af en pavehat og skeletmaling. Hvis denne anti-pave-skikkelse ikke er gloværdig nok, så har de også et spektakulært sceneshow med sig, der har fået adskillige rosende anmeldelser med sig. Så overlever jeg nok, at de spiller oven i både So Pitted og Savages, hvor jeg alligevel har set sidstnævnte to gange. Hvis metal ikke lige er din kop te, så tjek alligevel Ghost ud, for det er noget af det blødeste metal, jeg kender.

13: Slayer
Hvor mange gange har du ikke stået til en tilfældig koncert og råbt “Spil noget med Slayer!”? Nu kommer et band, der med garanti vil levere masser af det. Det er så ufiltreret, følelsesrig thrash-metal, som man stort set kan finde, og de bliver stadig ved med at levere varen. De giver den så meget gas på deres instrumenter, at energien automatisk transcenderer bandmedlemmerne og kommer direkte ud til lytteren – det er umuligt at kede sig, når man lytter til Slayer. Min kærlighed til Slayer bunder meget i de samme kvaliteter, som findes hos Gojira, men Slayers bagkatalog er om muligt endnu vildere. De spiller oven i Action Bronson og Gramatik, men Slayer er for stort, til at man må misse det. De var jo praktisk taget med til at skabe thrash-metal.

12: Car Seat Headrest
Car Seat Headrest har jeg først stiftet bekendskab med for nylig, men jeg var alligevel ikke et sekund i tvivl om, at de skulle afslutte min fredag aften frem for Skepta, Meshuggah, M83 og James Blake, kunstnere, jeg har kendt i markant længere tid. Det er lo-fi indierock fra en ambitiøs og dybt original sangskriver ved navn Will Toledo. Han har et rigtig godt øje for tekster, og med sangtitler som Los Borrachos (I Don’t Have Any Hope s Nice) og Destroyed By Hippie Powers, hvad kunne man ellers forvente? Han kommunikerer sine store, forvirrede følelser meget klart gennem et væld af forskellige metoder, og han er i det hele taget aldrig bange for at tage en chance. Hvis det skulle fejle, kan han jo bare lave et nyt album – han er nemlig så produktiv, at han har lavet 12 plader siden 2010.

11: Red Hot Chili Peppers
Jeg elsker Red Hot Chili Peppers, og jeg er ikke en af de puritanere, der kun kan lide dem til og med BloodSugarSexMagik, ej heller har jeg kun øjnene for deres mere poppede plader fra Californication og frem. Jeg er vældig glad for det funky, vilde, ukontrollerede shit, de lavede i 80’erne og starten af 90’erne, men da de begyndte at gå i en mere poppet retning, viste de, at de kunne sætte et særligt spin på pop-rock med deres baggrund i funk. Noget af det bedste er nok endda i mine øjne, når de virkelig kombinerer de to stilarter. Singler som By the Way og Can’t Stop er blandt mine favoritter af den årsag. Men sange som Scar Tissue, Under the Bridge og Dark Necessities er også glimrende, velskrevne sange, som vil være fede at høre live. Men jeg kan nok ikke komme udenom, at deres funk-rock nok er det, der vil fungere bedst live. Det skal nok blive en fest, når de fyrer Give it Away, Higher Ground eller Police Helicopter af. Og glem så, hvor skidt det måske var i 2007. De skammer sig med garanti også selv over det, og derfor har de nok blot støre incitament til at levere et brag af en koncert. Hvis du alligevel ikke har lyst til at se dem, så spiller Hinds og Anna von Hausswolff samtidig, og begge kan absolut anbefales.

Det var så de første fem. Jeg håber, jeg har introduceret jer til noget musik, I ellers ikke havde overvejet at få set, selvom Red Hot Chili Peppers nok ikke er den store øjenåbner for mange. Dagene op til Roskilde Festival finder Tinderbox sted i Odense, og hvis man mangler noget at lave der, bør man overveje det, for de har nogle ret vilde navne. Hvis man skulle overveje det, er her de 15 Tinderbox-navne, jeg selv ville have mest lyst til at se:

15: Veronica Maggio
14: Ukendt Kunstner
13: Lukas Graham
12: Turboweekend
11: Volbeat
10: Baby in Vain
9: Dizzy Mizz Lizzy
8: The Minds of 99
7: Band of Horses
6: Of Monsters and Men
5: Flogging Molly
4: Suede
3: Malk de Koijn
2: Rammstein
1: The National

Top 15 navne på NorthSide 2015 (1-5)

Udgivet den af
Svar

Så er det NorthSide-fredag morgen. Jeg skriver dette, mens jeg venter på, at min far henter morgenbrød, og mens min ven Jacob ligger og sover. Forhåbentlig vækker jeg ham ikke med min tasten, for han blev oppe længe i går for at lave skoleårets sidste lektier. Nå, det ville være fedt at have en færdig top 5 inden festivalen gik i gang.

Og så aflyser Earl Sweatshirt fandeme. Barbara Moleko kommer i stedet, men shit, det er synd at gå glip af ham. Måske er det fordi han ikke kan lide shit, og derfor ikke gad gå udenfor. Den nye uofficielle 15. plads går til Dizzy Mizz Lizzy

5 – Death Cab for Cutie
The National viste sidste år for mig, hvad følsom musik kan udrette live. Det er til dato stadig den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Hvis medlemmerne bare arbejder godt sammen om at skabe et personligt forhold med publikum i løbet af koncerten, så kan det ende med at blive magisk. Death Cab for Cutie er ret følsomme. Emo ville ikke være ukorrekt at beskrive visse af deres sange som, men i løbet af deres karriere har de udforsket mange forskellige former for musik. Deres forsanger, Ben Gibbard er en meget dygtig sangskriver, der kan udtrykke sig virkelig godt gennem musik. Han er også manden bag synthpopgruppen The Postal Service, og hans spinkle, usikre stemme bliver udnyttet rigtig godt gennem hans musik. Hvor Earl Sweatshirt kunne risikere for meget distance fra publikum, vil Ben Gibbards inderlighed nok bare drage publikum til ham. De vil være fascinerede af sådan en person som ham. Om ikke andet er jeg det allerede.

4 – The Black Keys
Det er nok et af de navne, der har solgt flest billetter til festivalen. Og man forstår godt hvorfor. De appellerer bredt, de skriver gode sange, uanset om de er seriøse eller mere fjollede. De har et så stort og varieret bagkatalog, som er imponerende solidt. De mest festlige sange, f.eks. Lonely Boy og Girl Is On My Mind skal nok få gang i publikum, og mere følsomme sange som Little Black Submarine skal nok få givet os en klump i halsen. Jeg glæder mig selvfølgelig til at høre alle deres hits, Fever, Gold on the Ceiling, Tighten Up og så videre, men jeg glæder mig især til at se, om de vil spille nogle ældre sange. Deres tidliger plader trænger seriøst til mere kærlighed. Men uanset om det er nyt eller gammelt, så er det råt, det er rocket, og der er masser af personlighed.

3 – Alt-J
Fjerdepladsen ville have været FKA Twigs, hvis hun ikke spillede samtidig med Alt-J. FKA Twigs er skøn, hun laver noget af den mest kreative, mest innovative og mest unikke musik, du kan finde på markedet lige nu. Men her er problemet: det gør Alt-J også. Og jeg har svært ved at sige, hvad jeg egentlig helst vil se. Jeg ved bare, at FKA Twigs vil koste mindre at se andetsteds. Og jeg har lyttet til Alt-J i længere tid, faktisk siden de debuterede. Så jeg har lidt et stærkt forhold til dem. Jeg er virkelig imponeret over, hvor flot de kan behandle det musikalske landskab. Begge deres plader var spændende rejser gennem mange forskellige lyde, og samtidig er de blevet så store, som de er. Jeg har egentlig ret svært ved at fatte, hvad “masserne” kan se i Alt-J, for de er meget alternative. Det er svært at nævne bands, der minder om. Men det er måske netop det, folk kan se i dem. De kan se en fremtid. Et band, der kigger fremad mere end tilbage. Det ville jeg ønske, at jeg også gjorde, men min top 2 er desværre nogle gange. Hvad kan jeg sige, jeg er lidt af en hykler af og til.

2 – Wu-Tang Clan
Min top 2 kunne lige så godt være i omvendt rækkefølge. Jeg ved virkelig ikke, hvilket af disse to legendariske bands, jeg glæder mig mest til. Men Wu-Tang Clan er i hvert fald en oplevelse, jeg næsten ikke kan fatte, at jeg skal få. Wu-Tang Clan er 9 medlemmer – ganske vist er Ol’ Dirty Bastard ikke blandt os længere, men alle medlemmerne bidrager med noget unikt. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af mine yndlingsplader i hele hip hop-genren, jeg anmeldte det for noget tid siden, og jeg står ved enhver udtalelse, jeg lavede dengang. Det er et mesterværk, fordi gruppens medlemmer er så dygtige og så fulde af personlighed, og det er de stadig. Mange af dem har udgivet formidabelt solomateriale. Jeg så Method Man fra klanen på Vanguard optræde sammen med Redman, og de var bare et fænomenalt team. Og der var de to. Forestil dig, når der er 9!

1 – The Jesus and Mary Chain
Fuck, det var vildt, da The Jesus and Mary Chain blev annonceret. NorthSide hintede på deres facebookside, at de ville hyre et band, hvis debut var blandt 80’ernes største indie-klassikere. Jeg gættede ikke på The Jesus and Mary Chain, jeg tænkte det end ikke som en mulighed. Jeg vidste faktisk ikke, at de stadig var sammen. Men Psychocandy er da også en fantastisk plade. Måske endda bedre end Enter the Wu-Tang (36 Chambers). Psychocandy fylder 30 i år, og derfor tager den hellige kæde på turné, hvor de spiller hele albummet fra start til slut. Det bliver så fedt. Det bliver støjende, det bliver grimt, der bliver ikke leflet for nogen. Da jeg så My Bloody Valentine, da de sidst var i København, blev det en støjoplevelse, hvis lige jeg aldrig før eller siden har set. Men det fede er, at The Jesus and Mary Chain arbejder med støj på deres helt egen måde. Hvor det nærmest bliver helt poppet. Det er her Phil Spector møder Hüsker Dü.

Tak for jeres tålmodighed! Og så er det vist tid til en fed festival!