Tag-arkiv: James Blake

Top 15 navne på NorthSide 2017 (15-11)

Udgivet den af
Svar

For fjerde år i træk planlægger jeg at ødelægge min læseferie ved at glemme alt om prøver og eksaminer i tre dage, jeg i stedet vil bruge på koncerter i Ådalen, når NorthSide 2017 igen kører for fuld udblæsning i Århus. I år er de største navne større end nogensinde, og dette er i så høj grad, at de har valgt at koge headliner-sektionen ned til blot 3 bands. Endvidere har de booket rigtig mange danske kunstnere, som muligvis trækker flere folk. Det har været lettere kontroversielt, og jeg må da også erklære mig ked af, at der ikke er flere kunstnere, jeg ikke kendte, før de kom på plakaten. De har ikke taget de helt store chancer med de små kunstnere, men kvalitetsniveauet er stadig som sædvanlig rigtig højt, så der var rigeligt med materiale til at lave en top 15 endnu en gang. Reglerne for listen er som de plejer: hvis jeg ikke planlægger at se en kunstner, kan de ikke ryge på listen – dette er nemlig en liste over hvilke koncerter, jeg glæder mig mest til. Så hvis to fede navne er samtidig, skriver jeg kun om dem, jeg planlægger at se:

15 – Mando Diao
Dette er faktisk et af de få bands, jeg ikke havde hørt om, før NorthSide annoncerede dem. De er det første band, der spiller om søndagen, og jeg er sikker på, at det bliver en kickstart af proportioner. De er et dybt charmerende svensk garagerockband, der har nok energi til hvis de skulle spille samtlige koncerter på festivalen. Det bliver dog komprimeret ned til en enkelt koncert, som dog nok skal sparke solidt gang i den lille røde scene, selvom deres lyd sagtens ville kunne fylde et stadion. Det er musik, man bare bliver glad i låget af.

14 – The Kills
Ja, jeg er glad for garagerock, og mens Mando Diao er et solidt orkester, så er The Kills en stærkere booking. Dels grundet forsanger Alison Mossheart, der har en stemme, der er helt perfekt til deres stilart, dels grundet den virkelig stærke sangskrivning, der har mere dybde end megen anden garagerock. Derudover er bandets scenefremtoning ret stærk fra hvad jeg har set på nettet, og de har et bagkatalog, der siger spar 2. Trods en ret spinkel besætning ar de en fyldig lyd, der nok skal ramme hele Ådalen. De har ikke været i Danmark siden 2008, så hvis man er til deres dejlige, rå omend fine lyd, så skal man absolut sætte kryds lørdag kl. 17:45 ved Green Stage. Og hvis man ikke nåede at få sin NorthSide-billet, kan de ses i Vega dagen forinden.

13 – The Afghan Whigs
NorthSide booker altid et par få navne, der kan vække en smule nostalgi, og sådan et band kunne fx være The Afghan Whigs, men vi har på ingen måde at gøre med de helt billige nostalgi-point, for det var jo ikke fordi gruppen nogensinde havde store hits. De lavede bare solid grunge-musik, der kom til at udgøre nogle glimrende plader. Det er ikke det band, jeg oftest hører folk omtale, når man snakker om de klassiske alternative bands fra 90’erne, men de holder fandeme, og deres nye plader er faktisk også glimrende. Hvis du ikke kender dem men holder af bands som Nirvana, Smashing Pumpkins eller Dinosaur Jr., så tjek deres klassiske plader ud, og se endelig frem til deres koncert på Red Stage.

12 – Richard Ashcroft
I min optik er Urban Hymns af The Verve en af de bedste, mest dybtfølte plader i hele britpop-bølgen, og Richard Ashcrofts optræden som bandets forsanger er en stor del af årsagen. Jovist, sangskrivningen er også en væsentlig faktor, og mens Ashcroft også ofte var en del af dette i gruppen, har hans sangskrivning i min optik ikke været nær så stærk på solopladerne. Han lyder dog stadig forbavsende godt, og han kan med sin charmerende vokal gøre sange levende som få andre. I følge setlist.fm spiller han ofte gamle Verve-klassikere, men jeg glæder mig ligeledes til at se, om han i en live-sammenhæng kan give sit solomateriale nyt liv i Ådalen.

11 – James Blake
Jeg har set James Blake live en gang før, og det var en smuk koncert, hvor jeg var omgivet af de sødeste mennesker i Falconer Salen, og den aften er sidenhen blevet emne for megen sentimentalitet og interne jokes. Mange fra af slænget så ham på Roskilde sidste år, men som den prætentiøse hipster, jeg er, så jeg Car Seat Headrest i stedet. Blakes blanding af stemningsrig elektronisk musik og alternativ R&B er betagende og smuk. Jeg glæder mig til endnu en fabelagtig koncert med ham, hvor han heldigvis har fået lov til at spille lidt hen ad aftenen, selvom det nok stadig vil være lyst i denne sommertid.

Det var så de første fem. Jeg er lidt ked af, at James skal spille samtidig med Katinka, og selvom der ikke herskede nogen tvivl om at jeg skulle se The Afghan Whighs, kunne jeg sagtens have overlevet et glædeligt gensyn med MØ, der spiller samtidig. Jeg planlægger at have del 2 ude snart, forhåbentlig allerede i morgen. Glædelig festivalsæson!

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (15-11) + Tinderbox

Udgivet den af
Svar

Ja, NorthSide har et fedt program, jeg glæder mig virkelig meget til en weekend i Århus fuld af sprød musik. Dog når det ikke Roskildes til sokkeholderne. Vi skal op i min NorthSide-top 5, før vi når musik, der kan måle sig med det, jeg skal til at præsentere her i bunden af listen. Jeg skal bo i campingvognsområdet sammen med tre gode venner, og så skal der ellers dyrkes god musik og god stemning i en god uges tid. Denne liste præsenterer noget af min yndlingsmusik i hele verden. Og det er endda hvor jeg har udeladet en masse vidunderlig musik, hvis der desværre var endnu bedre navne samtidig. Med andre ord, denne liste vil udelukkende have kunstnere, jeg selv skal se, uanset om et af mine yndlingsbands overlapper med noget andet, jeg endnu hellere vil se.

15: Gojira
Vi starter i det helt tunge hjørne. De kommer til at overlappe med så dygtige, spændende navne som Cate Le Bon, Hayden James og The Last Shadow Puppets, alle tre anbefalelsesværdige men franske Gojira er virkelig noget for sig. De udfordrer grænserne indenfor death metal med deres vilde ideer og konstant overraskende kompositioner. Det er meget nøjagtigt skåret og gennemtænkt, men det lyder stadig meget råt og følelsesrigt. De skulle, så vidt jeg har hørt, også være fantastiske live. Jeg har hørt flere sige, at de var højdepunktet på Copenhell sidste år. Det undrer man sig slet ikke over, når man hører plader som From Mars to Sirius eller L’Enfant Sauvage, for så hårdtslående, spændende musik er svær ikke at være entusiastisk over, så hvordan skulle det være muligt for bandet at give en dårlig koncert? Det er desuden næppe tilfældigt, at stort set alle deres plader også er udgivet i live-udgaver.

14: Ghost
Vores naboer i sverige er virkelig gode til at lave solid heavy metal: Opeth, Amon Amarth, Entombed, Meshuggah, In Flames, Sabaton, At the Gates, Cult of Luna, Tribulation, og jeg kunne blive ved. De har dog ramt noget ret specielt med Ghost, også kendt som Ghost B.C. Ghost laver metal, der ikke er særlig hårdt, men som alligevel lyder fedt og gør brug af mange sangskrivningsteknikker, der ellers ses i gotisk metal. Det, der dog for alvor gør dem tiltrækkende er nok, hvor teatralske de er. Der er noget unægteligt spirituelt over deres sange, og deres forsanger er efterhånden blevet kendt for sin sære kombination af en pavehat og skeletmaling. Hvis denne anti-pave-skikkelse ikke er gloværdig nok, så har de også et spektakulært sceneshow med sig, der har fået adskillige rosende anmeldelser med sig. Så overlever jeg nok, at de spiller oven i både So Pitted og Savages, hvor jeg alligevel har set sidstnævnte to gange. Hvis metal ikke lige er din kop te, så tjek alligevel Ghost ud, for det er noget af det blødeste metal, jeg kender.

13: Slayer
Hvor mange gange har du ikke stået til en tilfældig koncert og råbt “Spil noget med Slayer!”? Nu kommer et band, der med garanti vil levere masser af det. Det er så ufiltreret, følelsesrig thrash-metal, som man stort set kan finde, og de bliver stadig ved med at levere varen. De giver den så meget gas på deres instrumenter, at energien automatisk transcenderer bandmedlemmerne og kommer direkte ud til lytteren – det er umuligt at kede sig, når man lytter til Slayer. Min kærlighed til Slayer bunder meget i de samme kvaliteter, som findes hos Gojira, men Slayers bagkatalog er om muligt endnu vildere. De spiller oven i Action Bronson og Gramatik, men Slayer er for stort, til at man må misse det. De var jo praktisk taget med til at skabe thrash-metal.

12: Car Seat Headrest
Car Seat Headrest har jeg først stiftet bekendskab med for nylig, men jeg var alligevel ikke et sekund i tvivl om, at de skulle afslutte min fredag aften frem for Skepta, Meshuggah, M83 og James Blake, kunstnere, jeg har kendt i markant længere tid. Det er lo-fi indierock fra en ambitiøs og dybt original sangskriver ved navn Will Toledo. Han har et rigtig godt øje for tekster, og med sangtitler som Los Borrachos (I Don’t Have Any Hope s Nice) og Destroyed By Hippie Powers, hvad kunne man ellers forvente? Han kommunikerer sine store, forvirrede følelser meget klart gennem et væld af forskellige metoder, og han er i det hele taget aldrig bange for at tage en chance. Hvis det skulle fejle, kan han jo bare lave et nyt album – han er nemlig så produktiv, at han har lavet 12 plader siden 2010.

11: Red Hot Chili Peppers
Jeg elsker Red Hot Chili Peppers, og jeg er ikke en af de puritanere, der kun kan lide dem til og med BloodSugarSexMagik, ej heller har jeg kun øjnene for deres mere poppede plader fra Californication og frem. Jeg er vældig glad for det funky, vilde, ukontrollerede shit, de lavede i 80’erne og starten af 90’erne, men da de begyndte at gå i en mere poppet retning, viste de, at de kunne sætte et særligt spin på pop-rock med deres baggrund i funk. Noget af det bedste er nok endda i mine øjne, når de virkelig kombinerer de to stilarter. Singler som By the Way og Can’t Stop er blandt mine favoritter af den årsag. Men sange som Scar Tissue, Under the Bridge og Dark Necessities er også glimrende, velskrevne sange, som vil være fede at høre live. Men jeg kan nok ikke komme udenom, at deres funk-rock nok er det, der vil fungere bedst live. Det skal nok blive en fest, når de fyrer Give it Away, Higher Ground eller Police Helicopter af. Og glem så, hvor skidt det måske var i 2007. De skammer sig med garanti også selv over det, og derfor har de nok blot støre incitament til at levere et brag af en koncert. Hvis du alligevel ikke har lyst til at se dem, så spiller Hinds og Anna von Hausswolff samtidig, og begge kan absolut anbefales.

Det var så de første fem. Jeg håber, jeg har introduceret jer til noget musik, I ellers ikke havde overvejet at få set, selvom Red Hot Chili Peppers nok ikke er den store øjenåbner for mange. Dagene op til Roskilde Festival finder Tinderbox sted i Odense, og hvis man mangler noget at lave der, bør man overveje det, for de har nogle ret vilde navne. Hvis man skulle overveje det, er her de 15 Tinderbox-navne, jeg selv ville have mest lyst til at se:

15: Veronica Maggio
14: Ukendt Kunstner
13: Lukas Graham
12: Turboweekend
11: Volbeat
10: Baby in Vain
9: Dizzy Mizz Lizzy
8: The Minds of 99
7: Band of Horses
6: Of Monsters and Men
5: Flogging Molly
4: Suede
3: Malk de Koijn
2: Rammstein
1: The National

Nyheder: December 2013

Udgivet den af
Svar

November har musikalsk været en rigtig god måned for mig, selvom albumudgivelserne ikke ligefrem var videre interessante generelt. Der er rigtig mange gode ting at fortælle om, men lad mig lige starte med en dårlig historie. Jeg var med min far i Forum for at se Queens of the Stone Age i fredags, og de spillede rigtig fedt, men det var nu alligevel en ret blandet fornøjelse. Vi lider begge af astma, han i en noget større grad end mig, og Forum har heldigvis en politik mod rygning. Desværre gør de ikke en skid ved dem, der nu skulle finde på at ryge derinde. F.eks. kunne de smide dem ud, men alt de gør er at bede dem pænt om at slukke for deres cigaretter. Hvis det virkede så meget som bare en fjerdedel af gangene, ville det selvfølgelig være fint nok, men mindst 90% af dem tændte bare deres smøger igen, efter de var blevet bedt om at lade være. Undskyld mig, men hvis folk bryder jeres regler, så må I smide dem ud. I tjener måske ikke nær så meget på øller på den måde, men i det mindste er I til at tage seriøst. Min far skrev også om det på sin blog, hvor du kan læse mere.

Mit radioprogram, The Vinyl Countdown, kører i stadighed hver onsdag kl. 17. Det kommer ikke til at være der den 25. december eller den 1. januar, men da har jeg til gengæld planlagt et program med julemusik og et program med året der gik i rockverdenen. Jeg er blevet færdig med at skrive et punkalbum, nu skal jeg bare få øvet lidt mere med mit band, og så er vi klar til at optage det. Jeg vil ikke lægge info op for offentligheden at beskue, men hvis du skulle møde mig, så er jeg mere end villig til at underholde dig med uddybende fakta. Desuden har Bibzoom som altid været så venlige at lægge nogle af mine tidligere anmeldelser op på deres hjemmeside:
EPMD – Strictly Business
John Prine – John Prine
Jackson Browne – For Everyman
Big Star – Third/Sister Lovers
The Police – Synchronicity
Stan Getz & João Gilberto – Getz/Gilberto
Jane’s Addiction – Ritual de lo Habitual
Madonna – Music

Normalt plejer jeg at lave en top 10 over de mest interessante albums, der kommer den kommende måned. Der kommer dog højst 4 interessante albums, som jeg kender til, i december, og så interessante er de heller ikke igen. Til gengæld ville en top 15 over det forgangne års bedste albums være på sin plads:

  1. Kanye West – Yeezus
  2. Queens of the Stone Age – … Like Clockwork
  3. Daft Punk – Random Access Memories
  4. Janelle Monáe – The Electric Lady
  5. of Montreal – Lousy With Sylvianbriar
  6. James Blake – Overgrown
  7. Touché Amore – Is Survived By
  8. Arctic Monkeys – AM
  9. The Debauchees – Big Machines and Peculiar Beings
  10. Melt-Banana – Fetch
  11. Kvelertak – Meir
  12. My Bloody Valentine – mbv
  13. Sigur Rós – Kveikur
  14. Run the Jewels – Run the Jewels
  15. Vampire Weekend – Modern Vampires of the City

Som du nok kan se, er der både mange kendte og ukendte albums på listen, og hvis din musiksmag ser ud til at ligne min, så burde du virkelig kigge til nogle mere ukendte navne som Touché Amore, The Debauchees pg Melt-Banana! Torsdag den 5. tager jeg til Posten i Odense for at se Amorphis, og det glæder jeg mig naturligvis til. Forhåbentligt har fynboerne bedre rygevaner!

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Klik her for at læse del 1
Klik her for at læse del 2

Uuuh… så er det tid til den endelige top 5. Og som sagt før, så er det ikke de største navne, vi har at gøre med her. Så tag jeres hipster-briller på og spænd skægget, for nu skal vi hen, hvor Radio 100 FM ikke ville vove sig, om de så skulle lukke, hvis de undlod. Lad os begynde:

5. Iceage
Iceage er det højest placerede danske band på denne liste, og de er formidable. Det er hård, vred punk med kraftige elementer af post-punk og noise-rock. De er et af landets stærkeste navne for tiden, og hvis du har det mindste til overs for eksperimentel musik af den hårdere skuffe, så er Iceage nok noget for dig, men noget dejligt ved dem er, at de aldrig eksperimenterer for meget, til at det tager fra den aggressive punk-natur, som netop er så oplagt til live-musik. Der sker rigtig meget, og det sker med saft og kraft, så man kommer uden tvivl aldrig til at kede sig. Hvor de andre nordiske lande altid har haft betydning inden for metal, er vi her i Danmark rettere stolte over vores evner inden for punk, og for tiden kan vi stoltest vise denne nationale kunstart frem med Iceage.

4. Kvelertak
Jeg elsker metal. Jeg har nok været til flere metal-koncerter end koncerter inden for nogen anden genre, og det har nok delvist noget at gøre med, at metal bare har en lyd, der egner sig helt perfekt til live-lyden. Det har nok også noget at gøre med at min far er et enormt metalhead, der slæber mig fra den ene koncert til den anden sammen med et andet metalhead, der bor i området. Det er mægtigt hyggeligt, og jeg mister altid stemmen og bliver pissefuld. Og Kvelertak er et af de bedste metal-bands, jeg har hørt i lang, lang tid. De er norske, og har næsten selvfølgeligt nok visse inspirationer fra Black Metal i deres musik, men det er kun et enkelt element i en hob af mange melodiske lyde i de fantastiske symfonier, de laver. Når jeg lytter til et album som Meir forestiller jeg mig bare konstant at være til koncert med dem. De har nærmest en live-lyd på deres studiealbums, så at se dem live ville være fantastisk. Metal er godt på en plade og fantastisk til en koncert. Jeg kan f.eks. ikke engang rigtig lide så mange af de andre metalbands, der er på programmet, når vi snakker studiemateriale, men min lyst til at høre dem live er så meget større end min lyst til nogensinde at høre et nyt album fra dem igen. Og at Kvelertak så samtidig har to fantastiske albums i bagkataloget gør, at de klart fortjener denne fjerdeplads.

3. James Blake
James Blake er et af tidens hotteste navne indenfor elektronisk musik udenfor dance-scenen. Han har en fantastisk stemme fuld af sjæl og sorg, og hans produktion sørger for, at der altid er meget at lytte til, selvom de fleste af hans sange er af et ret lavt tempo. Han er noget af en oplevelse at lytte til, og hans stemme arbejder perfekt sammen med den elektroniske lyd, meget på samme måde som Thom Yorke fra Radiohead gør på mit absolutte yndlingsalbum nogensinde, Kid A. James Blake minder mig meget om det album, men med flere elementer af dubstep, soul, og endda en smule post-rock, uden dog nogensinde at bruge de stilarter som mere end blot et simpelt krydderi i et sonisk indblik i Blakes sind. Alle fans af mere abstrakt elektronisk musik bør give ham en chance, for han er helt sublim

2. Jake Bugg
Jake Bugg er en rigtig talentfuld ung mand, der spiller folk-rock i stil med Bob Dylan, Donovan og Johnny Cash – dog moderniseret, så det ikke kører for meget på nostalgi – og at høre hans debutalbum er en af årets hidtil mest forfriskende oplevelser for mig. Det er skævt, farverigt, upoleret og måske en smule grimt på overfladen, men samtidig er det stemningsrigt i både positive og negative stemninger, men især glæde bliver leveret med en helt utrolig overbevisning. Hans debutalbum er rigtig godt, men det bedste ved det er, at man tydeligt kan høre, at det her kun er starten på en karriere, der virkelig kan blive til noget banebrydende, hvis han fortsætter på rette spor. Han er en fantastisk sanger og sangskriver, af den slags, som vi godt kunne bruge flere af i verden. At se ham live ville være stort, og du må hellere gøre det snart, for før vi ved af det, er han en superstjerne inden for folk-rock.

1. Animal Collective
Animal Collective er et helt formidabelt band. Deres psykedeliske indie-rock falder perfekt i min smag. Der sker hele tiden noget nyt, sært, spektakulært, overraskende, der lyder helt perfekt. At opnå de betagende, utrolige lyde, som de leverer er virkelig en stor præstation. Deres sange er så fyldt med fantastisk lyd, at jeg altid venter med spænding på, hvordan de vil fortsætte sangen, og sangene overfalder hinanden en efter en med så meget finesse, at jeg på samme måde elsker hvert minut af et album som Merriweather Post Pavilion. At lytte til sådan en fantastisk, forbløffende, ja decideret utrolig gruppe live ville være noget af et drømmescenarie. Selv hvis jeg ikke beslutter mig for at tage til Roskilde – selvom jeg rent faktisk er interesseret i at se flere bands, end de fleste, der allerede har besluttet sig for at tage af sted – så vil jeg sørge for at se dem før eller siden i løbet af ikke alt for mange år. De er helt fantastiske, og selvom årets program måske ikke har så meget fantastisk musik fra mainstream-scenen, så er den musikalske undergrund fyldt med fantastiske bands som dette.

Det var så det i denne omgang. Jeg vil gerne sige, at der dog er andre gode bands end dem, jeg selv har nævnt. Også at anbefale er Action Bronson, El-P, Ensiferum, Flatbush Zombies, Holy Other, Indians, Joey Bada$$, Lower, The Lumineers, Henry Rollins, Bobby Womack, Savages og Unknown Mortal Orchestra. I det sære tilfælde, at du skulle være i deres målgruppe uden at have hørt Volbeat, så er de også ganske gode. Navne som Baauer (fyren, der lavede Harlem Shake), Kreator og Crystal Castles har jeg fået kraftigt anbefalet, men jeg måtte konstatere, at de ikke helt var min stil, men de kan jo sagtens være noget for jer læsere. Så er der til sidst Foxygen, et band, der nok ville kunne være havnet rigtig højt på denne liste, hvis det ikke var fordi, de desværre anullerede hele deres europaturné.