Kategoriarkiv: Navne på Roskilde Festival

Top 15 navne, jeg glæder mig til på Roskilde Festival 2018

Udgivet den af
Svar

Jeg har i år været både på Copenhell for tredje gang, NorthSide for femte gang og A Colossal Weekend for første gang, og alle tre har været umanerligt vellykkede. Det jeg har glædet mig mest til det seneste års tid er dog utvivlsomt at tage på Roskilde Festival for fjerde gang sammen med min vidunderlige camp.

De tre sidste gange har budt på nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv – Paul McCartney, Neil Young, PJ Harvey, Sort Sol, Foo Fighters, Den Sorte Skole, Pede B, At the Drive-In… de stærke koncertoplevelser er mange og mangfoldige.

Det regner jeg på alle måder med, at jeg vil kunne sige igen, når årets Roskilde Festival er færdig – eller som jeg kalder det: årets vigtigste uge. Roskilde Festival er bedre end fødselsdage, bedre end jul bedre end noget andet tidspunkt på året. Det er det eneste sted, jeg kender til i hele verden, hvor man både kan opleve både obskur europæisk avantgardejazz og nogle af verdens største popstjerner – og alt derimellem.

Jeg har nydt gevaldigt at gå rundt hele året og lytte til hvert eneste navn på årets program. Jeg har stiftet nogle meget positive musikalske bekendtskaber, omend jeg kendte de fleste af navnene på denne liste i forvejen. Så jeg sender en venlig hilsen til Nihiloxica, Slaves, Gamelan Salukat, Ben Frost, Dona Onete, Yasuaki Shimizu, James Holden og Kokoko!, som jeg ikke kendte før de kom på plakaten, men som jeg glæder mig gevaldigt til at se.

Da dette er listen over kunstnere, jeg glæder mig mest til at se, betyder det også, at jeg har taget højde for overlap. Kunstnere som My Bloody Valentine, Massive Attack, Heilung, Bruno Mars, Debo Band og Paal Nilssen-Love’s Japan Free Jazz & Noise kunne sagtens være havnet på denne liste, hvis de ikke havde overlappet med noget, der var højere oppe. Det har min liste på ingen måde lidt af – ethvert af disse navne ville være oppe i nærheden af top 5, hvis de spillede på andre festivaler.

15. Anderson .Paak & the Free Nationals

I 2016 tog Anderson .Paak fuldkommen fusen på mig med sin Apollo-koncert på Roskilde Festival. Det var noget af det mest charmerende og imponerende, jeg nogensinde havde set, og jeg så det delvist blot fordi, der ikke var andet samtidig. Denne gang har den sprøde funk-rapper fået til opgave at lukke Arena med sine glade, festlige, soulede toner – den totale antitese til Sort Sols dystre lukning sidste år. Det bliver lutter Orange Feeling, når jeg med et smil på læben går hjem fra en koncert med så imødekommende stemning.

14. Fever Ray

Jeg har kendt til Karin Dreijers Fever Ray-projekt i nogle år, og jeg er ligeledes ret begejstret for hendes udgivelser med The Knife. Det var dog først i år, at jeg for alvor fik lyttet til Fever Rays to abstrakte, artsy electropopudgivelser, og deres maniske univers er lige noget for mig. Jeg bliver suget ind i en lyd fra en anden planet. Hun har fået til opgave at give den sidste koncert på Arena fredag nat hvilket lyder som det perfekte tidspunkt for hendes koncerter – som jeg desuden har hørt skulle være visuelle spektakler, der om muligt er mere gribende end hendes album.

13. St. Vincent

Lad mig lige slå det fast, at hvis jeg ikke allerede havde set St. Vincent live tre gange (to gange solo, én gang med David Byrne), ville hun nok være betydeligt højere. Men jeg glæder mig stadig rigtig meget til et godt gensyn med den skæve sangskriver. Hendes seneste album, ‘Masseduction’ bliver ved med at vokse på mig for hver gennemlytning, og jeg fanger ofte mig selv i at nynne de på en gang spøjse, catchy og følelsesmæssigt potente popsange fra det album. Jeg har ikke set hende live siden de sange blev udgivet, og hvis hun holder den høje standard fra de tre sidste gange, skal det nok blive fremragende.

12. Touché Amoré

Det er sjovt så længe som jeg har været fan af Touché Amores slæbende post-hardcore screamo uden nogensinde at få set dem live. Det er ikke fordi man skal lytte længe til dem for at opdage, at de nok må være et formidabelt liveband, for der er så meget indlevelse i hvert eneste instrument – samt naturligvis den skrigende vokal. Livevideoer er også overbevisende, så jeg er klar til at få sjælen smadret, når Touché Amoré nok engang skal gå amok for et dansk publikum, denne gang med mig iblandt.

11. Paal Nilssen-Love’s Brazil Funk Impro + Large Unit Brazil Edition

Oven på de syrede oplevelser de sidste par år, der var Mats Gustafssons Nu Ensemble og Andromeda Mega Express Orchestra kan jeg kun konkludere, at der ikke er nok avantgarde-jazz på Roskilde Festival. I år er der så hele tre shows, hvor jeg skal se to af dem, begge med den bizarre norske trommeslager Paal Nilssen-Love i centrum. Både hans eksperimentelle bigband Large unit og et mindre, Roskilde-unikt ensemble gør klar til at skræmme de uindviede øjeblikkeligt væk, mens vi andre bliver måbende tilbage, forgabt i hvordan så levende musik skabes med så utraditionelle virkmidler. Disse to shows foregår i samarbejde med brasilianske musikere, og jeg ville egentlig allerhelst også gerne se hans tredje show, der er udviklet i samarbejde med japanske noisemusikere, men de spiller desværre samtidig med…

10. Eminem

Det var lidt svært lige at placere Eminem på denne liste. Han er uden tvivl ikke det, jeg glæder mig allermest til (nervøs ville nok være et bedre ord), men alligevel kunne han have spillet samtidig med stort set ethvert navn på årets plakat, og jeg ville nok alligevel vælge at se ham. Jeg har et stærkt forhold til hans bedste udgivelser såsom ‘The Marshall Mathers LP’ og ‘The Slim Shady LP’, og selv hans mere middelmådige udgivelser har tit haft et par tracks eller to, jeg godt kunne lide. Hans setlister for tiden ligner en meget blandet godtepose, og det samme gælder hans liveshows. Men han har lovet at spille i over halvanden time, tyder det på, så man kan håbe på, at det betyder, at han rent faktisk stadig interesserer sig for at skulle give koncert. Så håber jeg bare, at han holder sig fra at spille for meget fra det nye album.

9. Nephew

Endnu et 00’er-navn, hvor jeg elsker deres tidlige materiale, mens jeg ikke har været begejstret for noget, de har udgivet længe. Med Nephew er jeg dog ikke et sekund i tvivl, om at de stadig har blod på tanden, når det gælder koncerter. Jeg har voldhørt deres livealbum med den legendariske 2007-koncert på Roskilde, og når de vælger kun at give to koncerter i Danmark hele sommeren, betyder det sikkert, at vi har noget helt specielt i vente. Og så er deres melodier jo evindeligt skægge at synge med på, og der er selv nogle af de nyere tracks, som jeg sagtens kunne se virke i en livesammenhæng.

8. Operap

Da jeg læste navnet ‘Operap’ sagde jeg højlydt »Jeg håber, det er lige præcis det, det lyder som« med et smil på læben. Jeg blev ualmindeligt glad, da blev bekræftet i, at det var et show, hvor opera og rap mødtes, men da jeg også læste, at Pede B og DJ Noize stod bag, blev det hurtigt til en must-see for mig. Jeg er lidt ligeglad med, om det er en dum gimmick, de gutter kan om nogen finde ud af at stable et hiphopshow på benene, de lader ikke blot gimmicken bære sig selv. At de også har strygerensemblet DUEN, hvorfra jeg har gået på gymnasium med en del af musikerne, gør mig kun gladere. Ud over Pede B har jeg ikke det store forhold til nogen af de annoncerede rappere, og jeg er totalt blank omkring operasangerne, men formentlig vil jeg gå derfra klogere på det hele.

7. Boris & Merzbow

Jeg skal ikke se Bruno Mars på Orange Scene. Han er en af vor tids bedste og mest konsekvente popstjerner, og jeg har kun hørt godt om hans liveshows, men han bruger melodier og akkorder og den slags, og det er altså overvurderet. I stedet vil jeg se to japanske noise-navne, der spiller samtidig. Og med samtidig mener jeg bogstaveligt talt, at Boris spiller én sang, mens Merzbow spiller en anden. De siger, at deres todelte fællesalbum ‘Gensho’ var lavet til, at man skulle afspille begge halvdele (Boris-delen og Merzbow-delen) samtidig. Jeg har ikke givet det et forsøg endnu, men måske venter jeg med, at jeg skal se det, så jeg kan blive blæst omkuld live – det lyder i forvejen rigtig bjergtagende i den opdelte udgave, så det kunne sagtens blive en fuldkommen vidunderlig støjmur at høre det samtidig.

6. Gorillaz

Jeg så Gorillaz live i Royal Arena sidste år, og det var vældig godt, og det var en koncert, der konstant blev bedre, som den fortsatte. Jeg glæder mig dog stadig afsindigt meget til allerede at gense dem, for en uge inden deres koncert har de et nyt album, Orange Scene er et perfekt sted for deres visuelle univers, og ikke mindst: de har langt lettere ved at hive gæster ind på scenen, når de er på Roskilde. De har lavet musik med både Kali Uchis, Danny Brown og Vince Staples, der alle spiller på Roskilde samme dag, så jeg tør sagtens håbe på, at mindst én af dem (men forhåbentlig dem alle sammen) tager en smuttur forbi Orange. Og så sad jeg også ned i Royal Arena, og jeg vil gerne have mulighed for at stå op til Gorillaz denne gang.

5. Dead Cross

Frontmanden i dette band er Mike Patton fra Faith No More, Fantômas, Mr. Bungle, Tomahawk og alskens andre kreative rockprojekter. Med Dead Cross slår han folderne i hardcore punk, og hans vokal er som skabt for den genre. Især da de spiller noget af det mest varierede, virtuose, dynamiske og overraskende som genren har at byde på. Deres hidtil eneste album er noget af det bedste, Patton nogensinde har rørt. På trommer finder vi desuden Dave Lombardo fra Slayer og Fantômas, og han og Patton spiller vidunderligt over for hinanden såvel som de øvrige medlemmer, Mike Crain og Justin Pearson.

4. Danny Brown

Åh, Danny, hvor jeg dog elsker dine psykotiske hiphopeksperimenter. Især står 2016-albummet ‘Atrocity Exhibition’ mig nært, men jeg vil endelig ikke forbigå, at ‘XXX’ fuldt ud fortjener sin kultstatus, og jeg synes at ‘Old’ er enormt undervurderet – som helhedsoplevelse endda bedre end ‘XXX’. Din skingre skæve stemme, dine  skræmmende menneskelige tekster tilsat instrumentation fra en anden planet. Du er skrupskør og bundærlig på én gang, og din musik bliver ved med at blive bedre for hver gang du laver noget nyt. Så jeg glæder mig utrolig meget til at se dig live for første gang – og forhåbentlig at gense dig til Gorillaz et par timer senere.

3. Nick Cave & The Bad Seeds

Nogle af navnene ville være højere oppe, hvis jeg ikke havde set dem før. Sådan et navn er Nick Cave & The Bad Seeds ikke. Jeg vil endda vove at påstå, at de næppe ville have været så højt oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem spille deres tungsindige mørkerock live én gang. Deres koncert i Royal Arena var så god, at de har lavet den til en koncertfilm, og snart bliver en række sange derfra også udgivet på en live-ep. Det var en bjergtagende, nærmest religiøs seance, og det er helt genialt valgt, at de skal spille, som mørket falder på

2. Nine Inch Nails

Jeg skal i år se Nine Inch Nails for første gang. Deres fantastiske ‘The Downward Spiral’ er et af mine yndlingsalbum i verden, og deres nylige ep-trilogi er noget af det bedste, de har leveret i lang tid. Trent Reznors kreativitet er helt ufattelig, og jeg har læst en del om deres liveshows, hvilket kun har gjort mig mere interesseret i at se dem live. Det er tydeligt for mig, at de gør meget ud af at præsentere deres elektronisk orienterede industrielle rockmusik med så meget indlevelse som muligt. Det bliver stort at høre dem live for første gang.

1. David Byrne

Jeg eeelsker Talking Heads, og jeg elsker især deres koncertfilm ‘Stop Making Sense’. Jeg har set den flere gange end de fleste ville kalde sundt, og jeg er dermed overbevist om, at deres daværende forsanger, David Byrne, vil levere en fantastisk koncert på Arena-scenen. Hvis dette ikke skulle være nok, siger han selv, at denne turné vil byde på hans største koncertproduktioner siden dengang. Jeg har som sagt set ham før, for fem år siden i en fælleskoncert med St. Vincent, og dermed ved jeg allerede, at han kan finde ud af at sammensætte et vildt liveshow. Han er intet mindre end et geni, og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil gøre det bedre på hele festivalen, end han vil gøre.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Pyha! Man nåede det da lige i tide! Slut med at dovne så meget. Nu skal jeg være rigtig produktiv. Og til alle jer Roskilde-deltagere, her er 5 navne, I bare skal se! Der er både nyt og gammelt, men dette er faktisk alt sammen musik, der appellerer til et ret så bredt publikum. Og vi kan da starte med et af de navne, der virkelig har solgt biletter!

5 – Stevie Wonder
At forklare hvorfor folk skal se Stevie Wonder virker ret latterligt – altså, du ved jo godt hvem han er, og selvom øjenkontakt måske ikke er hans stærke side, så er han en af de musikere, på festivalen, der har det stærkeste bagkatalog. Jeg har allerede anmeldt en af hans plader, Music of my Mind, og selvom den ikke har de mest kendte Wonder-numre på sig, synes jeg selv, at jeg meget godt der beskriver, hvorfor Wonder er så genial. Det mest utrolige er dog, at han ikke lyder så meget ældre. Hans stemme er stadig helt fantastisk, og fra hvad jeg har set, så har han en helt utrolig kontakt til publikum til trods for sin blindhed. Jeg har set mange musikere med velfungerende øjne, der kunne lære noget af ham. Og hans orkester virker også bare som et af de bedste man kan finde. De spiller så stramt og funky, at disse sange lige så godt kunne være spritnye. Det skal nok blive en fest. Og som en, der aldrig har været på Roskilde, så synes jeg bare stadig, at sammensætningen af hr. Wonder og Orange Scene virker så naturlig, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Se Stevie Wonder. Så kan du altid se The Horrors eller Diplo en anden gang.

4 – Damon Albarn
Hvor mange mennesker kan sige, at de har været forsanger i ikke blot ét, men hele to af de største bands i løbet af de sidste 20 år? Og når man så har en solokarriere oveni Blur og Gorillaz, og engangs-sideprojekter ved navn Rocket Juice & the Moon, Mali Music og The Good, the Bad & the Queen, så er der linet op til en af de bedste koncerter på dette års Roskilde Festival. Sideprojekterne forventer jeg ikke, at han spiller noget fra, men alene Blur, Gorillaz og solokarrieren er mere end nok til en uforglemmelig aften på Arena. Hans musik i de tre væsentligste projekter er så forskellig, at man kan forvente alle mulige former for stemning – den cool, alternative stemning fra Gorillaz, den festlige og dansevenlige britpop fra Blur og det stille, triste, meget voksne fra solokarrieren giver ham mulighed for at gøre koncerten rigtig varieret, hvilket kan ende med at gøre det til en af de bedste koncerter. For at en koncert er varieret kan ende med at gøre den til noget af det mest mindeværdige man oplever. Og omgivet af koncerter, som man jo er på en festival, så er det vigtigt at stikke ud i hukommelsen. Og derudover så er Damon Albarn lidt af en sær karakter. Han er helt sikkert sjov at se bevæge sig rundt på scenen for øjnene af en.

3 – The Rolling Stones
Ja, der er to navne, som for mig er mere tillokkende end de gamle drenge, men dem kommer jeg til. Hvis de var hentet i en tidsmaskine, så det var Rolling Stones anno 1981, der spillede, så ville de klart være på førstepladsen, men alderen har jo gjort noget. Men den har gjort overraskende lidt, for selvom de ligner zombier, så er de stadig virkelig energiske og ungdommelige i både lyd og manerer. De er ældre end mine bedsteforældre, og jeg kan ikke engang forestille mig mine forældre gøre det de gør. Og jeg tror, at noget af det, der gør, at de holder, er, at de bygger mere på deres udtryk end deres tekniske kunnen. Mick Jagger er ingen Robert Plant, men selv ikke Robert Plant er som Robert Plant var i gamle dage længere. Mick Jagger – jo, man kan da af og til høre på nyere liveoptagelser, at han bliver forpustet, men det har aldrig været det vigtige. Så længe, han giver den gas, så er det tekniske ligegyldigt. Jeg så Mount Kimbie på NorthSide, og deres show var teknisk imponerende, men det var virkelig kedeligt at se på, og jeg blev kun fordi musikken i sig selv var fantastisk. Franz Ferdinand var til gengæld teknisk lidt af en rodebutik, men det endte med at være en af festivalens sjoveste og dermed bedste koncerter, fordi der var gang i dem. Og Franz Ferdinand er lidt nogle unge Rolling Stones – og Rolling Stones kan stadig gøre det dobbelt så godt som dem, vil jeg tro.

2 – Haim
Ja, Haim er højere end The Rolling Stones. Du kan sagtens fortælle mig, at det bare er simpel popmusik, og ja det er det. Og Days Are Gone er ikke bedre end Let It Bleed eller Sticky Fingers, men Haim er bare et af verdens bedste livebands. De har meget nær kontakt med publikum, de elsker tydeligvis at gøre, det de gør, og så er de ikke så uskyldige, når de er live. Deres lyd er meget mere rocket, og Este Haims “basfjæs” er noget af en oplevelse, jeg kender ingen bassist, der lever sig nær så meget ind i det, hun laver. Og så hiver de trommer ind, begynder at jamme, og alle synger og danser med på deres singler, og vi får en ny kærlighed for de mere ukendte sange. De var helt fantastiske i Store Vega tidligere i år, hvor Danielle Haim oven i købet havde fødselsdag. Vi sang fødselsdagssang for hende, og så spurgte de bagefter, om vi havde en dansk fødselsdagssang, og så sang vi “I dag er det Danielles fødselsdag – Hurra, hurra, hurra”, og de forstod nok ikke andet end “Danielle”, men de lod til at nyde det. De er virkelig bare karismatiske, sjove, venlige, dygtige og jeg tror ærlig talt ikke på, at Rolling Stones kan gøre det bedre end dem. Faktisk er der kun ét navn, jeg tør sige det om, og det er…

1 – Future Islands
Okay, dette er ikke det største navn, og det er heller ikke et navn, jeg har kendt i særlig lang tid. Men lige fra første gang, jeg så en video med dem, vidste jeg, at jeg var nødt til at se dem. Jeg så dem optræde på David Letterman, og det er en af de mest magiske liveoptrædener i verden. Det er ikke på grund af bandet som sådan, de er ikke videre interessante at se på, og musikalsk er de ganske vist meget dygtige, men de er hverken på niveau med Damon Albarn, The Rolling Stones eller for den sags skyld Haim. Det hele ligger i forsanger Samuel Herring. Han lyder virkelig sjovt på studietracks, og på David Letterman er han endnu mere fantastisk. Han danser og synger, så man bare ikke kan undgå at smile. De har sidenhen optrådt hos f.eks. Jimmy Kimmel, og de spillede også på VoxHall som en del af Pop Revo. Jeg var ikke til Pop Revo, men hos Jimmy Kimmel var de ligeledes formidable, og på hver eneste optagelse, jeg kan finde af dem, så er Samuel Herring bare en ustoppelig kraft. Og det virker faktisk naturligt, hvilket er underligt. Han er vores generations David Byrne, og det siger jeg som en stor, stor Talking Heads-fan. Og de spiller ikke engang samtidig med noget særlig interessant, hvis du spørger mig. Fredag på Roskilde bør bare afsluttes i Avalon, og dermed basta!

Hvad skal DU se på Roskilde? Hvad synes du om min liste? Synes du, jeg mangler Slowdive? Det gør jeg også selv, men de ville nok være lidt længere nede på min top 15, så det er for sent nu. Hvis du ikke er så glad for dem, jeg har skrevet om, har jeg dog en fin lille liste af formidable bands, der sagtens kunne være endt her, hvis de ikke spillede samtidig med mere interessante navne:

Torsdag:
Future of the Left, Liars, Lykke Li, Bastille

Fredag:
Pusha T, Deftones, Rob Zombie, Darkside

Lørdag:
Icona Pop, Spids Nøgenhat, The Men

Søndag:
Julia Holter, MØ, The Horrors

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (10-6)

Udgivet den af
Svar

Sådan! Så er del 2 endelig ude! Undskyld ventetiden, det er hårdt med alle eksamenerne og alt det der, og når man ikke skal til Roskilde, så føler man sig måske ikke lige nær så entusiastisk over at dele en liste over navne, man selv kommer til at gå glip af. Jeg misunder alle jer, der ikke har vigtigere ting, der ligger oven i roskilde, for I har muligheden for at se nogle fede bands. Og så kan i bruge blogs som min til virkelig at udnytte den mulighed.

10 – Mogwai
Mogwai er ikke et band for alle. De laver post-rock, og post-rock er bare en genre, der er svær at blive så glad for. Hvis navne som Explosions in the Sky, Godspeed You! Black Emperor og Slint ringer nogen klokke, så er det sådan noget. Hvis du var stor Talk Talk-fan i 80’erne og så købte deres to sidste plader, så forstår du også nogenlunde hvad det går ud på. Det er ikke sangskrivning, som man lige går og forestiller sig, sangskrivning kan være. Det er ikke musik, der skal skabe fængende melodier eller relaterbare følelser – det handler om at danne lydbilleder og teksturer. Følelser og melodier kan sagtens også blive skabt, men lydens landskab er i fokus. Og hver eneste tone virker nøje planlagt. Det er artsy-fartsy, men hey, i det mindste har de en forsanger, det gør dem allerede lettere at tilgå end de fleste bands i denne genre. Arena vil måske ikke få en fest – men de vil få en oplevelse, de sent vil glemme

9 – Interpol
I dag er indie-rock generelt noget blødt, distorteret, lettere psykedelisk poprock, meget a la Deerhunter. Det er den mest populære bevægelse for tiden, men for 10 år siden var det noget hård, vild garagerock – The Strokes, The Hives, The Vines og The White Stripes startede bølgens kommercielle succes, men så kom The Black Keys, The Killsog The Libertines og sikkert også en hel del, der ikke hed “the” først. Et af de bedste havde faktisk ikke “the” i navnet, og det var Interpol, der med deres plade Turn on the Bright Lights viste, at de havde styr på det hele. Med sange som NYC og Obstacle 1 samt lidt senere hits som Slow Hands, Evil og Lights, så skal de nok fyre den af.

8 – Manu Chao La Ventura
Manu Chao turnerer nu rundt med et orkester – La Ventura – og han kunne meget vel være den bedste reggae-musiker på planeten nu. Jeg kender i hvert fald ingen, der gør det bedre end ham, og han formår både at være virkelig kreativ og festlig. Hans lyd er som skabt til en koncert. Der er virkelig ikke nogen musiker, der minder om ham, så at beskrive ham er svært, men instrumentationen er noget af det vigtigste ved ham, så det kan man starte med. Numre som Eldorado 1997 og Me Gustas Tú bruger horn på en måde, der er eksotisk men samtidig virkelig festligt. Han får blandet mariachi-tradition ind i moderne musik Derudover er de andre instrumenter skrevet, så de er sjove men samtidig ulig noget andet på markedet. Hvis du ikke har det sjovt til Manu Chao, så er der virkelig noget i vejen – måske hader du bare reggae. Men personligt ville jeg heller ikke kalde det min yndlingsgenre eller noget, men han virker bare som det gladeste, sjoveste menneske i verden, og når han samtidig laver god musik, hvem kan så ikke blive lidt jaloux på Roskilde-deltagerne?

7 – Arctic Monkeys
Jamen se dog hvem vi har her. Arctic Monkeys spiller på Roskilde? Sikken overraskelse! Nå, men hvis vi dropper sarkasmen, så er de jo faktisk et af verdens bedste rockbands, og hvad end det er tidlige garagehits som I Bet You Look Good on the Dancefloor eller nyere, mere seriøse sange som One for the Road, så kan de få publikum med. Hvis man er vant Roskilde-deltager, så har man jo sandsynligvis allerede set dem et par gange, og så har man lært kataloget, og selv hvis koncerten om en uge er din første med dem, så er de jo et af de største navne nu. Du har sikkert hørt en del sange af dem, om du ved det eller ej, og de kan forhåbentlig virkelig fyre den af, for deres musik er helt fantastisk på pladerne. Jeg er lidt bange for, at de vil gå for meget op i at spille cool og dermed distancere sig for meget fra publikum – det skete til den fuldkommen forfærdelige Lana Del Rey-koncert på NorthSide – for i deres rødder var de stort set bare et par frække gadedrenge. De må selvfølgelig udvikle sig, men bare så længe, det nye image ikke føles for distanceret. Men hey, det er Arctic Monkeys, hvem ville ikke glæde sig til at høre Mardy Bum, R U Mine eller Fluorescent Adolescent i levende live, om det så var for første eller fjerde gang?

6 – OutKast
Det er svært at finde på en god undskyldning til ikke at se OutKast, hvis man er på festivalen, så for at stedet ikke bliver helt overfyldt spiller nogle af de bedste mindre navne samtidig med dem (Future of the Left og Liars), men det er stadig svært at vælge andet end OutKast. Måske hvis du virkelig hader hip hop. Men ellers, så har de lavet nogle af genrens bedste numre – Hey Ya, Rosa Parks, B.O.B., Ms. Jackson, The Whole World. De er sygt dygtige rappere, og de er vildt karismatiske. At se André 3000 i levende live er nok bare i sig selv en oplevelse. Så er det lige meget om han rapper eller noget, bare hans tilstedeværelse virker magisk. Ja, faktisk så er han bare magisk, når man ser ham på en skærm eller hører ham gennem højtalere, det er helt utroligt. Han er som en rappende reinkarnation af både Jim Morrison, Jimi Hendrix og Iggy Pop – okay, Iggy Pop er stadig i live, men både den kronisk manglende trøje og forførende tilstedeværelse går igen hos André. Og Big Boi kan også fandeme spytte. Tit glemmer jeg det faktisk, men selvom André er den fjollede og Big Boi er lidt i baggrunden, så er de begge bare nogle sygt dygtige rappere

Næste del kommer snart – helst i morgen, da denne slags lister er lidt kiksede, hvis festivalen allerede er i gang.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (15-11)

Udgivet den af
1

Jeg skal ikke på Roskilde Festival i år, det ligger desværre oveni en anden tradition, der betyder for meget for mig, til at jeg kan give afkald på den. Men næste år, så skal jeg i hvert fald afsted, og hvis programmet er lige så godt som i år, så har man virkelig noget at glæde sig til. Jeg har lavet denne top 15, så det rent faktisk er muligt at se alle navnene. Cancer spiller f.eks. samtidig med The Necks, men kun én af disse fik muligheden for at ende på listen. Ingen af dem havnede derpå, men mange virkelig fede navne har jeg desværre måtte skære fra, fordi nogle endnu federe musikere spillede samtidig.

15 – Warpaint
Warpaints nyeste album er hjemsøgende, æterisk og smukt, og de får sat et dejligt rocket spin på de ellers meget bløde sange, jeg ellers typsik forbinder dream-pop med. Man kan høre navne som Radiohead og Sigur Rós i rødderne, men Warpaint har stadig karakter og kant. Og at lave så æterisk musik med så meget personlighed er ikke noget man ser tit, og det forklarer da også hvorfor de stikker så klart ud blandt andre dream pop-grupper. Det vigtigste i festival-sammenhæng er dog, om de kan få et stort, larmende, øldrikkende publikums opmærksomhed, og jeg er ikke et sekund i tvivl – folk vil måbe til Love is To Die, danse til Disco/Very, smile stort til Keep it Healthy og rocke med på Krimson – hvis de da spiller den, hvilket jeg ikke er helt sikker på, men det er et af deres bedste numre.

14 – Die Nerven
Jeg kendte slet ikke til Die Nerven, før jeg prøvede at danne mig et virtuelt program, og jeg opdagede, at jeg var helt tom ved 9-tiden om lørdegen. Jeg overvejede Icona Pop, er trods alt ret glad for hendes store hit, I Love It, men jeg måtte lige se, hvem disse “Die Nerven” var. Det tyske navn var allerede tillokkende. Så fandt jeg ud af, at de lavede hårdstlående post-punk. Nu var jeg endnu mere interesseret. Så lyttede jeg til det, og så meget som Synd og Skam får det danske sprog til at passe til denne stil, så lyder tysk perfekt, i hvert fald efter mit møde med Die Nerven. Jeg elskede det lige fra starten. De kan finde ud af at spille, og de kan finde ud af at skrive. Pavillion skal nok få sig en stor fest lørdag aften.

13 – The Minds of 99
Mandag, tirsdag og onsdag kører kun to scener, og disse fokuserer på mindre navne her fra norden. Apollo Countdown er mest elektronisk musik, og de fleste navne på listen kunne jeg ikke genkende, og de andre var jeg ikke synderligt interesseret i. Roskilde Rising er til gengæld fyldt med interessante pop- og rocknavne. Heriblandt finder man karrierekanon-vinderne The Minds of 99. Derres debutplade er fuldkommen fantastisk. Det er en af de bedste danske plader, der er udkommet i hele årtiet. De er virkelig dygtige sangskrivere, de blander electronica og punk på en helt speciel måde. Du kender måske deres hits: Det er Knud som er død og Barn af min tid, men de har virkelig mange godter i posen. Jeg ser dem desværre ikke på NorthSide, men her spiller intet mere interessant samtidig. Så jeg har stort set ingen undskyldning…
… undtagen lige, at jeg ikke skal på Roskilde Festival i år. Nå, så må jeg se dem i Vega til oktober.

12 – Chance the Rapper
“Hip hop er bare så forudsigeligt nu til dags. Det er ikke andet end sange om penge, sex og stoffer over minimalistiske beats” – ja, ja ja, så leder du ikke godt nok. Det bedste eksempel på en interessant outsider i genren er Chance the Rapper, der ironisk nok rapper meget mindre end de fleste af hans genrefæller – han laver oftere en psykedelisk udgave af den underlige råbe-syngen, Old Dirty Bastard blev så populær for i 90’erne. Chance er dog mere end blot en hyldest – han genopfinder faktisk fuldstændig hvad hip hop er. Min far, der ikke er så glad for hip hop, har tænkt sig at se Jurrasic 5 på NorthSide, fordi han synes, de er virkelig skægge. De har en livsglæde, få i genren formår at levere. Og hvis nogen kan overgå dem, så er det Chance. Jeg har aldrig hørt rapmusik, der bare er så glad. Men samtidig er der dybde – han synger om vold, afhængighed, alt det hejs, men han blander det med en virtuositet, som ikke er særlig let at overgå. Glem Lykke Li, glem Banks – og tag i stedet en chance.

11 – Deerhunter
Tænk på vendingen “indie-rock”. Forestil dig den musik, der lever mest op til den vending. Uanset om du nogensinde har hørt Deerhunter før, så er det nok det, du forestiller dig. Så ja, i lyd er de meget stereotypiske. Nogle poppede, bløde melodier med elementer af støjrock og psykedelia med en introvert, lidt skæv mandlig vokalist. Denne mand hedder Bradford Cox, og han er et menneske med stort talent. Han er en sangskriver, der virkelig kan få sine idéer igennem med stor kraft, om man så ellers har hørt stilen ret ofte på det sidste. Han er en sær karakter, en høj, ranglet figur, der viser sine følelser så godt, at man kan se dem tydeligt, selv når manden har solbriller på. Deres blanding af easy listening, støj og psykedelia fungerer rigtig godt til en live-setting, og jeg er sikker på, at man kan få en virkelig god, underholdende oplevelse i deres selskab. Som Mads Axelsen fra Det Elektriske Barometer siger: “Der er en hel masse navne der skal spille på Roskilde, og så er der Deerhunter!”.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Klik her for at læse del 1
Klik her for at læse del 2

Uuuh… så er det tid til den endelige top 5. Og som sagt før, så er det ikke de største navne, vi har at gøre med her. Så tag jeres hipster-briller på og spænd skægget, for nu skal vi hen, hvor Radio 100 FM ikke ville vove sig, om de så skulle lukke, hvis de undlod. Lad os begynde:

5. Iceage
Iceage er det højest placerede danske band på denne liste, og de er formidable. Det er hård, vred punk med kraftige elementer af post-punk og noise-rock. De er et af landets stærkeste navne for tiden, og hvis du har det mindste til overs for eksperimentel musik af den hårdere skuffe, så er Iceage nok noget for dig, men noget dejligt ved dem er, at de aldrig eksperimenterer for meget, til at det tager fra den aggressive punk-natur, som netop er så oplagt til live-musik. Der sker rigtig meget, og det sker med saft og kraft, så man kommer uden tvivl aldrig til at kede sig. Hvor de andre nordiske lande altid har haft betydning inden for metal, er vi her i Danmark rettere stolte over vores evner inden for punk, og for tiden kan vi stoltest vise denne nationale kunstart frem med Iceage.

4. Kvelertak
Jeg elsker metal. Jeg har nok været til flere metal-koncerter end koncerter inden for nogen anden genre, og det har nok delvist noget at gøre med, at metal bare har en lyd, der egner sig helt perfekt til live-lyden. Det har nok også noget at gøre med at min far er et enormt metalhead, der slæber mig fra den ene koncert til den anden sammen med et andet metalhead, der bor i området. Det er mægtigt hyggeligt, og jeg mister altid stemmen og bliver pissefuld. Og Kvelertak er et af de bedste metal-bands, jeg har hørt i lang, lang tid. De er norske, og har næsten selvfølgeligt nok visse inspirationer fra Black Metal i deres musik, men det er kun et enkelt element i en hob af mange melodiske lyde i de fantastiske symfonier, de laver. Når jeg lytter til et album som Meir forestiller jeg mig bare konstant at være til koncert med dem. De har nærmest en live-lyd på deres studiealbums, så at se dem live ville være fantastisk. Metal er godt på en plade og fantastisk til en koncert. Jeg kan f.eks. ikke engang rigtig lide så mange af de andre metalbands, der er på programmet, når vi snakker studiemateriale, men min lyst til at høre dem live er så meget større end min lyst til nogensinde at høre et nyt album fra dem igen. Og at Kvelertak så samtidig har to fantastiske albums i bagkataloget gør, at de klart fortjener denne fjerdeplads.

3. James Blake
James Blake er et af tidens hotteste navne indenfor elektronisk musik udenfor dance-scenen. Han har en fantastisk stemme fuld af sjæl og sorg, og hans produktion sørger for, at der altid er meget at lytte til, selvom de fleste af hans sange er af et ret lavt tempo. Han er noget af en oplevelse at lytte til, og hans stemme arbejder perfekt sammen med den elektroniske lyd, meget på samme måde som Thom Yorke fra Radiohead gør på mit absolutte yndlingsalbum nogensinde, Kid A. James Blake minder mig meget om det album, men med flere elementer af dubstep, soul, og endda en smule post-rock, uden dog nogensinde at bruge de stilarter som mere end blot et simpelt krydderi i et sonisk indblik i Blakes sind. Alle fans af mere abstrakt elektronisk musik bør give ham en chance, for han er helt sublim

2. Jake Bugg
Jake Bugg er en rigtig talentfuld ung mand, der spiller folk-rock i stil med Bob Dylan, Donovan og Johnny Cash – dog moderniseret, så det ikke kører for meget på nostalgi – og at høre hans debutalbum er en af årets hidtil mest forfriskende oplevelser for mig. Det er skævt, farverigt, upoleret og måske en smule grimt på overfladen, men samtidig er det stemningsrigt i både positive og negative stemninger, men især glæde bliver leveret med en helt utrolig overbevisning. Hans debutalbum er rigtig godt, men det bedste ved det er, at man tydeligt kan høre, at det her kun er starten på en karriere, der virkelig kan blive til noget banebrydende, hvis han fortsætter på rette spor. Han er en fantastisk sanger og sangskriver, af den slags, som vi godt kunne bruge flere af i verden. At se ham live ville være stort, og du må hellere gøre det snart, for før vi ved af det, er han en superstjerne inden for folk-rock.

1. Animal Collective
Animal Collective er et helt formidabelt band. Deres psykedeliske indie-rock falder perfekt i min smag. Der sker hele tiden noget nyt, sært, spektakulært, overraskende, der lyder helt perfekt. At opnå de betagende, utrolige lyde, som de leverer er virkelig en stor præstation. Deres sange er så fyldt med fantastisk lyd, at jeg altid venter med spænding på, hvordan de vil fortsætte sangen, og sangene overfalder hinanden en efter en med så meget finesse, at jeg på samme måde elsker hvert minut af et album som Merriweather Post Pavilion. At lytte til sådan en fantastisk, forbløffende, ja decideret utrolig gruppe live ville være noget af et drømmescenarie. Selv hvis jeg ikke beslutter mig for at tage til Roskilde – selvom jeg rent faktisk er interesseret i at se flere bands, end de fleste, der allerede har besluttet sig for at tage af sted – så vil jeg sørge for at se dem før eller siden i løbet af ikke alt for mange år. De er helt fantastiske, og selvom årets program måske ikke har så meget fantastisk musik fra mainstream-scenen, så er den musikalske undergrund fyldt med fantastiske bands som dette.

Det var så det i denne omgang. Jeg vil gerne sige, at der dog er andre gode bands end dem, jeg selv har nævnt. Også at anbefale er Action Bronson, El-P, Ensiferum, Flatbush Zombies, Holy Other, Indians, Joey Bada$$, Lower, The Lumineers, Henry Rollins, Bobby Womack, Savages og Unknown Mortal Orchestra. I det sære tilfælde, at du skulle være i deres målgruppe uden at have hørt Volbeat, så er de også ganske gode. Navne som Baauer (fyren, der lavede Harlem Shake), Kreator og Crystal Castles har jeg fået kraftigt anbefalet, men jeg måtte konstatere, at de ikke helt var min stil, men de kan jo sagtens være noget for jer læsere. Så er der til sidst Foxygen, et band, der nok ville kunne være havnet rigtig højt på denne liste, hvis det ikke var fordi, de desværre anullerede hele deres europaturné.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (10-6)

Udgivet den af
Svar

Klik her for at læse del 1

Siden jeg skrev første del af denne top 15, har jeg været til en vens konfirmation, og jeg fik selvfølgelig spredt rygtet om min blog, hver gang en eneste person ved selskabet gav sig til at snakke musik, og jeg fik blandt andet snakket meget om Roskilde Festival og især denne liste. Mange var meget overraskede over, at jeg kunne finde hele 15 interessante navne, og jeg kan selvfølgelig ikke på nogen måde garantere, at alle vil kunne lide, et eneste navn, jeg har at byde på – jeg kan ikke engang garantere at der er nogen, der læser dette, der vil kunne lide det hele. Men jeg kan garantere for min helt ærlige mening, så den får I skam. Videre med listen:

10. The National
The National er et band, som jeg pinligt nok må indrømme, at jeg ikke har lyttet til specielt meget før, jeg så at de var på Roskilde Festival i år. Så jeg har fået kigget lidt på noget af deres diskografi, især Alligator fra 2005, og jeg forstår nu klart, hvorfor de er så store i indie-kredse. De fænger mig med fantastiske melodier og en formidabel baryton som forsanger. Men hele bandet arbejder fantastisk sammen om alle disse fantastiske sange.  Hvis du har noget til overs for noget forholdsvist punk-inspireret indie-rock, så er The National virkelig værd at anbefale. Jeg har hørt dem beskrevet som “hvad Franz Ferdinand kunne have været”, og det rammer virkelig hovedet på sømmet. Franz Ferdinand er uden tvivl et godt band, men The National er en langt mere gribende oplevelse, som i modsætning til Franz Ferdinand er lige så gode, når de skruer ned for tempoet og er mere dybsindige.

9. Danny Brown
Danny Brown er en af tidens bedste rappere. Hans nyeste album, XXX fra 2011 er et helt fantastisk stykke samfunds- og selvkritisk kunst, som er fantastisk nutidigt og relevant. Han lokker dig ikke med nostalgi for klassiske rappere eller noget, han rammer bare med ærlighed og oprigtighed ladt med vrede, bitterhed og sarkasme. XXX handler ikke om sex, som man nok kunne tro, nej man skal læse det som romertal, der viste at han var 30 år på det tidspunkt. I dag er han 32, og han har næppe mistet talentet endnu. Nej, jeg kan kun drømme om, hvad hans kommende album Old har af skarpe, vittige rim. Det er også godt produceret, men for guds skyld, dyk ned i albummet, før du bare tilsidesætter det. Han siger ikke “bitch”, “swag” eller “hoes” uden årsag, for han er skarpere end en slagterkniv i sin satire eller selvkritik. Det forhindrer ham sevlfølgelig ikke i at have sange, der rent faktisk handler om oralsex, men han gør det altid på en underholdende måde og som en del af et konceptalbum om hans op- og nedture i livet, så når han lyder som et egoistisk røvhul, er der en pointe med det.

8. Queens of the Stone Age
Queens of the Stone Age er et af det forgangne årtis bedste bands inden for hård rock. Selvfølgelig, med alle de genrer, vi har nutildags er ingen bands bare “hård rock”, men skal sættes i en eller anden bås som “alternativ metal”, “stoner-rock”, “art-rock”, eller hvad man ellers lige kan trække op af hatten, men jeg ville selv bare sige hård rock, da de andre fancy genrer nok frastøder flere, end det tillokker. For Queens of the Stone Age er virkelig ikke musik, som kræver at man kan lide metal, at man kan lide alternativ musik, eller at man kan lide psykedelisk musik, selvom der er elementer af det hele. Det, der nok tiltrækker dem, der ville kunne lide dem, og frastøder dem, der ikke ville kunne, er at det er hård rock. Deres musik er meget energisk, hårdtslående og meget åben for alle, der skulle have lyst til at lytte til det. Du behøver ikke at være hipster, metalhead eller stoner, du skal bare kunne lide god, hård rock, som nok skal få pumpet energien løs i hele publikummet.

7. Kendrick Lamar
Kendrick Lamar er et af det forgangne års største navne, ikke blot inden for hip hop, men i hele verdens mainstream-musik. Han er en helt sublim lyriker med utrolig meget karisma og udstråling. Hans andet studiealbum, Good Kid, m.A.A.D. City har solgt lidt under en million eksemplarer i USA alene, og singlen Swimming Pools Drank har fået platin! Han er toppen af poppen i alle mulige felter i nutidens hip hop-verden. Han laver koncept-albums, som kan blæse alle, der lytter til tekster bagover med storm. Han er provokerende og grov eller skrøbelig og introspektiv, men der er altid noget dybere i hans musik, og det er uden tvivl af den slags, som bedst kan udtrykkes gennem hip hop, for det er den kultur, det handler om. Det er ikke kritisk over for hip hop, men det er kritisk over for kulturen, der er omkring det – kulturen, Kendrick selv kender rigtig godt på første hånd. Good Kid m.A.A.D City er et af de bedste hip hop-albums, jeg nogensinde har hørt, og det siger jeg, selvom det end ikke er et år gammelt endnu.

6. Efterklang
Jeg afslutter så denne del med et af Danmarks bedste bands for tiden. Jeg ville ikke sige, at jeg nyder Efterklang mere end Kendrick Lamar, men nu er hip hop jo sjældent meget af en live-genre, men det er post-rock til gengæld i særdeleshed. Der sker utrolig meget i en melodi på en gang. Det er utrolig stort med masser af lyde, som jeg virkelig gerne kunne tænke mig at høre live. De er en rigtig talentfuld gruppe musikere, som kan levere stærk musik på et utal af forskellige instrumenter. Hvis du er til de mere kendte Sigur Rós, er Efterklang nok lige noget for dig, for de spiller ligeledes post-rock, og de er rigtig dygtige til det. Selvfølgelig er det dog ikke så svært igen at komme til at se dem, hvis man ikke skal til Roskilde, da de er her fra landet, men den slags har jeg ikke medregnet. Jeg har kun medregnet hvor meget, der sker i deres lyd, og det er helt spektakulært. Numrene overfalder dig med flot lyd efter flot lyd, og det nærmer sig næsten klassisk musik i sine kompositioner, men med et meget moderne twist, som gør dem friske og underholdende.

Der er kun 5 bands tilbage, og jeg kan godt afsløre, at jeg holder mig fra headline-navnene fra nu af, da de næste 5 bare interesserer mig langt mere end Slipknot, Rihanna og Volbeat. Hvad synes I så om disse navne? Er der nogen, I mener, jeg kunne have overset? Planlægger I selv at tage af sted? Og hvem har I i så fald tænkt jer at se?

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (15-11)

Udgivet den af
Svar

Forleden blev den fulde gæsteliste for Roskilde Festival udgivet, og der er uden tvivl nogle interessante navne mellem dem. Jeg er stadig usikker på, hvorvidt jeg skal af sted, men hvis du allerede har købt biletter, og ikke kender mere end ca. 8 navne, hvoraf du nok ikke kan lide dem alle sammen – Slipknot og Rihanna har sjældent de samme fans – så har jeg en løsning til dig, som måske er lidt svær at gribe fat om, men den er værd at prøve, nemlig at kigge på nogle navne, som du måske ikke kender i forvejen. Det besværlige er selvfølgelig så at vælge mellem de massevis af musikere, som de har inviteret, og mit job er så her at give dig dem, som jeg selv er mest interesseret i. Da dette er en liste, der 100% skal reflektere min personlige mening, vil du se både større og mindre navne, men listen kan forhåbentligt inspirere dig blot en lille smule. Som du nok kan se på resten af bloggen, lytter jeg til et væld af forskellige genrer, så jeg kan ikke garantere at du vil kunne lide det hele, hvis du kan lide blot et navn, men der burde være en smule for enhver. Jeg har ikke lyttet til alle navnene, men jeg har lyttet til dem, jeg har hørt gode ting om, så her er min liste:

15 – Synd og Skam
Synd og Skam er en dansk post-punk-gruppe, der råber og skriger af angst og vrede med rigtig mange instrumentale spektakler, der finder sted på en gang i en sang. Der er hele tiden noget at bide i, og det hele sørger for at skabe en lyd, som egner sig perfekt til live-musik. Det er ikke noget utrolig originalt, men at høre ekkoet af klassiske bands som Wire, Public Image Ltd. og især Gang of Four udført med sådan en finesse er værd at tage hatten af for, og at høre denne genre med dansk sprog giver det et frisk pust. Det er uden tvivl ikke et band for alle, men hvis man er til mere højlydt, til en vis grad støjende og ret så eksperimenterende, så er Synd og Skam nok noget for dig. Hvis du er til Synd og Skam, kan jeg også kraftigt anbefale at tage et kik forbi lille Pavilion Junior, hvor man kan møde et andet dansk post-punk band ved navn Lower, som var lige ved også at havne på listen, men som desværre lige blev skubbet af.

14. Sigur Rós
Sigur Rós er et af årets headline-navne, og man behøver ikke at kende meget til indie-musik for at kende dette islandske post-rock-band. Deres musik er meget storladen og ofte meget langsom. Der sker dog så utrolig meget i musikken, at deres lave tempo på ingen måde gør dem for kedelige til en ordentlig koncertoplevelse. Nej, hvis deres mest langsomme numre var meget hurtigere, ville det virke alt for hektisk, og man ville slet ikke kunne nå at suge al musikken til sig. Og så var der også i lang tid et medlem af bandet, der hed Kjartan, så selvom han ikke er med længere, har de også en smule navnebror-faktor, der gør dem ekstra interessante for mig personligt. De andre musikere er dog også rigtig talentfulde, og det er virkelig det værd at suge de musikalske oplevelser, som hvert medlem bidrager med.

13. Killer Mike
Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke har lyttet til meget af dette efterhånden veletablerede amerikanske hip hop-navn, men det, jeg har hørt af hans nyeste album, R.A.P. Music er helt spektakulært. Han elsker virkelig at rappe, og hans tekster er fandens stærke. Der er meget humor i hans lyrik, men der er mindst lige så meget stærke meddelelser, som man kan være enig eller uenig i, men uanset hvad, så er det ikke som meget andet, genren har at byde på for tiden. Pladen er produceret af El-P, et andet navn, som lige akkurat ikke nåede at komme med på listen, men han er uden tvivl også værd at anbefale for alle fans af hip hop med fede tekster og stærke beats. Mike er en slags blanding mellem OutKast og N.W.A., som er to meget forskellige, men dog også to rigtig gode hip hop-grupper, som det aldrig er skidt at minde mig om.

12. Kraftwerk
“HVAD? Kraftwerk er kun nr. 12?” sidder mange sikkert og skriger foran deres skærm, som de læser dette. Okay, men det er desværre sådan at Ralf Hütter er det eneste medlem, der er tilbage fra deres storhedstid. Det gør dem selvfølgelig ikke dårlige eller uinteressante, de er jo trods alt på listen, og Ralf Hütters bidrag til bandet er ikke små på nogen måde. Og de nuværende medlemmer er absolut heller ikke dårlige, men lidt af magien savnes hos den tyske electronica-gruppe i dag. Dog er deres fantastiske trance-indbydende musikalske opbygninger lige så fascinerende som de altid har været, og de er jo legender, uanset hvor mange medlemmer vi stadig har i bandet. Intet andet band på Roskilde har haft et indflydelsesniveau, der på nogen måde kan sammenlignes med Kraftwerks.

11. King Krule
Ja, jeg er mere interesseret i at se denne unge britiske herre end at se Ralf Hütter og nogle andre gutter spille en serie af Kraftwerk-klassikere. Denne gut har en helt speciel stemme, som svæver et sted mellem Morissey, Nick Drake og Ian Curtis, alle helt fantastiske britiske musikere, som man kan mærke dybt nede i King Krules musik. Hans musik har meget dyb instrumentation og stemning, som han virkelig bør roses for. Netop disse tre navne kan også høres i meget af den stemning, som man kan høre hos King Krule, med meget mangfoldig instrumentation, der er det rene guf for ørerne. Præcis som Morrissey, Drake og Curtis kræver det dog nok også at du vænner dig til stemmen, for jeg skal gerne indrømme at jeg ikke var nær så glad for disse herrer, da jeg hørte dem for første gang i sammenligning med, hvad jeg synes nu. Edit: King Krule har desværre meldt afbud. Dog er der mange andre gode navne end blot de 15 på listen, så der er stadig noget at se til.

Det var så de første 5. Der er stadig 10 tilbage, men jeg vil alligevel rigtig gerne høre, hvem I selv er mest interesserede i, om I kendte nogen af disse navne i forvejen, og om I er blevet mere interesserede i nogen af disse navne efter at læse dette. Del gerne jeres mening, for jeg har nydt at dele min, og jeres er ikke den mindste smule mindre værd end min.