Top 15 navne, jeg glæder mig til at se på Northside 2018

Fotograf: Morten Rygaard

For omtrent et år siden sagde jeg til mig selv: »Det var godt nok en fed koncert med Radiohead, men jeg tror, jeg holder en NorthSide-pause næste år«. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel havde set de fleste store navne, der passede med NorthSides profil, og derudover kunne jeg godt tænke mig at opprioritere nogle mindre festivaler – Festival of Endless Gratitude, Spot Festival og Heartland Festival er blandt dem, jeg godt kunne tænke mig at besøge eller genbesøge.

Min musiksmag var også begyndt at ændre sig. Jeg elsker stadig guitarrock og indiemusik højt, men hidtil havde NorthSide simpelthen ikke fulgt min smag i forhold til jazz, world eller hiphop – genrer, jeg gradvist er blevet mere og mere interesserede i. Hiphoppen er de dog så sandelig kommet efter.

Så derfor lavede jeg en lille liste i mit hoved af potentielle NorthSide-hovednavne, der kunne lokke mig til festivalen igen: Jack White, The Strokes, Gorillaz, Pearl Jam, Vampire Weekend, Tame Impala… og denne listes førsteplads. Ja, jeg bed sgu på krogen alligevel. Bedst som NorthSide var begyndt at bevæge sig i en retning, der lugtede lidt af, at vi ville få det samme år efter år, skruede de op for genrediversiteten, mens de også holdt sig tro til den profil, der har kendetegnet dem i årevis.

Desværre skal jeg også til eksamen i humanistiske metoder fredag morgen. Jeg bider det i mig, da omprøven vil være lige en tand for omfattende til hvad jeg lige orker. Da NorthSide foregår i Århus og eksamen foregår i Roskilde, går jeg desværre både glip af de seneste torsdagsnavne og de tidligste fredagsnavne. Så jeg sender en kærlig hilsen til især The Internet, Body Count og Rostam, der alle ville være havnet på denne liste, hvis jeg ikke så mig nødsaget til at misse dem. Ligeledes ville Thundercat, Kellermensch og Rex Orange County nok være at finde her, hvis det ikke var fordi de spillede samtidig med andre fede navne.

Slutteligt ville Earl Sweatshirt også være på listen, hvis han ikke havde aflyst sin optræden på årets festival. Jeg er ganske ked over det, især da det er anden gang, han aflyser en optræden på NorthSide med kort varsel – men det er med en god forklaring, og jeg håber alt det bedste for hans mentale helbred. NorthSide skriver, at de ikke vil booke ham nogensinde igen på grund af dette, hvilket jeg synes er synd, og det gnider da lidt salt i såret. Jeg håber på, at fx Roskilde vil give ham en chance en gang i fremtiden.

15. Mashrou’ Leila

Som tidligere nævnt er jeg de seneste par år blevet vældig glad for worldmusik, mens NorthSide sjældent bevæger sig i den retning. Mashrou’ Leilas musik sørger for lidt mere multikulturelt flair på festivalen, der ellers er domineret af europæisk, nordamerikansk og australsk musik. Nuvel, de er fra Libanon, men jeg ville næppe ligefrem kalde deres musik for world – det er mest af alt indierock, der er opført på arabisk med skarpe politiske tekster… ifølge folk, der rent faktisk kan arabisk. Der er dog også elementer i deres musikalske univers, der reflekterer et unikt libanesisk perspektiv. Det er gribende, og de tilføjer noget kant, der i mine øjne har manglet fra meget nyere indierock.


14. Susanne Sundfør

Der er få dobbeltbookinger på årets NorthSide, der har efterladt mig nær så fortvivlet som Susanne Sundfør på samme tid som Marvelous Mosell. Sundførs bundsolide sangskrivning er konsekvent gribende, og en aftenplacering på den lille Red Stage er inspireret. Omvendt er kække Marvelous Mosell altid garant for en god fest, og han rivaliserer seriøst Pede B i sine evner som live-rapper (omend jeg desværre aldrig har hørt ham freestyle). Lige nu er min beslutning på Sundfør, mest fordi jeg aldrig har set hende før, og jeg er kun blevet gladere for hendes fremragende, elegante artpop som årene er gået. Hendes melankoli bærer en aura af ægthed, som man sjældent ser mage til.


13. Sleaford Mods

Okay, jeg er ret sikker på, at Sleaford Mods-koncerten lidt bliver noget værre skrald. Jeg har hørt fra andre (og set videoevidens for), at ham det ene medlem bare trykker på én knap for at starte hvert backingtrack, og så nikker han med hovedet. Ham den anden står mere eller mindre helt stille, mens han rap-synger på arbejderklasseengelsk. Men hvis der er én koncert på NorthSide, hvor den tilgang har sin charme, så er det Sleaford Mods, der skal lukke den lille Red Stage af mens Nik & Jay har poleret popfest på den store scene i den anden ende af festivalpladsen. Sleaford Mods’ fandenivoldske postpunk er ikke noget for alle, men deres stærke tekster og minimalistiske instrumentation er dybt tiltalende for mig.


12. Father John Misty

Denne kæphøje og yderst selvironiske singer/songwriter ville nok være havnet højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham én gang, men lad det så være sagt, at han var fremragende, da jeg så ham i Falconer Salen. Siden da har han udgivet to glimrende album, og jeg glæder mig til at se hvordan både de ambitiøse numre fra ‘Pure Comedy’ og de sælsomme ballader fra ‘God’s Favorite Customer’ fungerer live. Han er fuld af karisma og karakter på scenen, og hans sange får ofte helt nyt format til koncerterne.


11. Deerhunter

Der er så meget halvpsykedelisk indiepop derude, at det kan være svært at skille det middelmådige fra det enormt kompetente. Deerhunter er så absolut det sidstnævnte. Deres melodier går lige i hjertet, og på album som ‘Halcyon Digest’ og ‘Microcastle’ har de skrevet noget af den mest gennemførte, genren nogensinde har set. De er et NorthSide-navn af klassisk format, og deres lækre klangflader kommer med garanti til at lægge en tiltrængt ro over den travle festivalplads.


10. Future Islands

Her har vi endnu et navn, jeg nok ville have placeret højere, hvis jeg ikke allerede havde set dem – ja, jeg har sågar set dem hele to gange. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg har nydt det overordentlig meget begge gange. Samuel Herring er en af verdens dygtigste frontmænd, og gruppens sangskrivning har en dejlig blanding af catchy synthesizerflader og underlæggende vemodigt mørke. Når det bliver filtreret gennem Herrings unikke tilstedeværelse bliver det på én gang lettere karikeret og totalt forførende.


9. Mike D

Da jeg så, at Mike D blev booket til årets festival, troede jeg i starten, at han blot skulle dj’e, men da jeg så læste, at han skulle rappe sange fra sin tid i Beastie Boys, blev jeg for alvor spændt. Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at se Beastie Boys, men hvis jeg har lært noget af Paul McCartney, Richard Ashcroft og Iggy Pop, er det, at solisterne ofte kan skabe magi med musik fra deres gamle bands. Videoen ovenfor gør mig lettere bekymret for showet, men den er vistnok også fra en af de første solokoncerter, han gav som rapper. Jeg håber, han er blevet mere tryg ved at tage sig af mikrofonen alene siden da.


8. MC50

Endnu et oldies-navn. Wayne Kramer er det eneste tilbageværende medlem fra den toneangivende protopunkgruppe MC5, der debuterede for snart 50 år siden med det legendariske livealbum ‘Kick Out the Jams’. Men med en særlig jubilæumsudgave af bandet, hvor Kramer får følgeskab af Kim Thayil, Matt Cameron, Don Was og Marcus Durant skal vi nok få en koncert med manér. Det er sjovt, jeg tænkte tidligere i år på om de stadig gav koncerter – hvorvidt jeg skulle se dem på et lille spillested, hvis de kom til Danmark. Og så blev MC50-konceptet annonceret, hvorefter det blev føjet til NorthSide-programmet til min store lykke.


7. Tyler, The Creator

Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville sætte Tyler, The Creator på min topliste for en festival, havde jeg leet af dig. Jeg kunne ikke fordrage Tyler i 2013. Han virkede ondsindet i hvert eneste ord der kom ud af munden på ham, hans beats var utiltalende mørke, og jeg mente at han spiste kakerlakker for at dreje opmærksomhed væk fra hvor uinteressant han egentlig var (især sammenlignet med andre Odd Future-navne som Earl Sweatshirt og Frank Ocean). Så hørte jeg sidste års ‘Flower Boy’. Hele min opfattelse af den gamle musik ændrede sig. Jeg så så tydeligt, hvordan det hele var en facade, hvormed han skjulte sin følsomhed og sin seksualitet. Derudover er ‘Flower Boy’ bare et knaldgodt album – bløde, karakterrige soulbeats sat over for en ny, mere ærlig og ægte Tyler. Når jeg ser videoer af ham nu, får jeg et stort smil på læben. Jeg håber, at jeg vil føle det samme, når jeg ser ham på NorthSide.


6. Queens of the Stone Age

Jeg har set Queens of the Stone Age spille deres skarpe, hårde rockmusik tre gange, og hver gang har været bedre end gangen før. En af disse gange var i 2014, hvor de afsluttede årets NorthSide. De har atter fået en sen tid, og hvis de overgår sig selv endnu en gang, kan det blive en fantastisk koncert. Spilletiden er ideel i mine øjne, og det samme gælder scenen. Deres nyeste album ‘Villains’ er ikke deres stærkeste i studieudgaven, men sangene fungerer fænomenalt live, så det ser jeg særligt meget frem til.


5. Beck

Vi forbliver ved navne, jeg har set til NorthSide før… og desværre også endnu et navn, der just har udgivet et af deres svageste album. Men så vidt jeg ved, spiller Beck kun de mest populære sange fra ‘Colors’ live, og derudover er det ligesom sidst en lang hitparade fra hans store bagkatalog. Det var enormt charmerende til NorthSide 2016 – en god kandidat til årets bedste koncert – så jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk igen i år. Dog er han endnu et navn, der nok ville have været højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham live én gang før.


4. The National

Okay, jeg havde nok lidt ret i, at NorthSide ville booke en del navne i år, jeg allerede havde set en gang. Men det er så til gengæld navne, jeg har nydt enormt meget. Især The National, som jeg havde lyttet en smule til siden 2012-13, men først rigtig blev forelsket i, da jeg så dem live på NorthSide i 2014. Dengang lukkede de den store scene for deres dag, og jeg havde lidt håbet, at de ville få lukketjansen igen. Men uanset hvad glæder jeg mig til at få især hørt sangene fra den glimrende ‘Sleep Well Beast’ live – udover de få, vi altså fik, da gruppen gæstede københavnske Haven sidste år. Så kan vi få en ordentlig aftenmelankoli.


3. N.E.R.D.

Jeg tror aldrig, jeg havde gættet, at N.E.R.D. ville komme på NorthSide med deres seksuelle, funkrockede hiphop. Og de har (ligesom Tyler) fået en kriminelt tidlig spilletid. Men fuck, det bliver også sjovt. Jeg har aldrig rigtig dyrket dem, men jeg har dykket ned i deres diskografi, og det er så pissegodt. Det har ikke den store dybde, men håndværket er utrolig solidt, og al video jeg har set af dem optræde, virker virkelig overbevisende. Og så har det desuden lige lidt mere kant end det meste Pharrell har været involveret i. Jeg sørger for at stille mig allerforrest til det her, når jeg ankommer til festivalpladsen efter min eksamen.


2. C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen er uden sammenligning den bedste danske singer/songwriter nogensinde, og at han er i gang med at turnere igen gør mig så utrolig glad. Hans tekster er poetiske og maleriske, og hans stemme og instrumentation leverer det hele meget elegant. På den nuværende turné spiller han især sange fra ‘Sjælland’ og ‘Indian Summer’, to rigtig gode og lettere oversete album fra hans ufatteligt konsekvente diskografi. Jeg håber, at det store festivalpublikum ikke vil være skuffet over, at han begrænser antallet af de store hits fra 70’erne, men nuvel: selv glæder jeg mig.


1. Björk

Få musikere har som Björk fornyet det musikalske landskab, og ligeledes har hun en latterligt konsekvent diskografi. Hendes musik er betagende og føles som om, den kommer fra en helt anden planet til tider, mens det også kan føles som om, den kommer fra dybt nede i jorden. Jeg har hørt fantastiske ting om hendes koncerter, og jeg blev sikker på, at jeg skulle på NorthSide så snart, hun blev booket. Og jeg tager hjem efter hende for nok at møde halvtræt op til en eksamen i Roskilde. Så meget betyder Björk for mig. Hun er ikke blot det bedste navn på NorthSide. Hun er den bedste booking på tværs af alle danske festivaler i år.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (5-1)

Pyha! Man nåede det da lige i tide! Slut med at dovne så meget. Nu skal jeg være rigtig produktiv. Og til alle jer Roskilde-deltagere, her er 5 navne, I bare skal se! Der er både nyt og gammelt, men dette er faktisk alt sammen musik, der appellerer til et ret så bredt publikum. Og vi kan da starte med et af de navne, der virkelig har solgt biletter!

5 – Stevie Wonder
At forklare hvorfor folk skal se Stevie Wonder virker ret latterligt – altså, du ved jo godt hvem han er, og selvom øjenkontakt måske ikke er hans stærke side, så er han en af de musikere, på festivalen, der har det stærkeste bagkatalog. Jeg har allerede anmeldt en af hans plader, Music of my Mind, og selvom den ikke har de mest kendte Wonder-numre på sig, synes jeg selv, at jeg meget godt der beskriver, hvorfor Wonder er så genial. Det mest utrolige er dog, at han ikke lyder så meget ældre. Hans stemme er stadig helt fantastisk, og fra hvad jeg har set, så har han en helt utrolig kontakt til publikum til trods for sin blindhed. Jeg har set mange musikere med velfungerende øjne, der kunne lære noget af ham. Og hans orkester virker også bare som et af de bedste man kan finde. De spiller så stramt og funky, at disse sange lige så godt kunne være spritnye. Det skal nok blive en fest. Og som en, der aldrig har været på Roskilde, så synes jeg bare stadig, at sammensætningen af hr. Wonder og Orange Scene virker så naturlig, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Se Stevie Wonder. Så kan du altid se The Horrors eller Diplo en anden gang.

4 – Damon Albarn
Hvor mange mennesker kan sige, at de har været forsanger i ikke blot ét, men hele to af de største bands i løbet af de sidste 20 år? Og når man så har en solokarriere oveni Blur og Gorillaz, og engangs-sideprojekter ved navn Rocket Juice & the Moon, Mali Music og The Good, the Bad & the Queen, så er der linet op til en af de bedste koncerter på dette års Roskilde Festival. Sideprojekterne forventer jeg ikke, at han spiller noget fra, men alene Blur, Gorillaz og solokarrieren er mere end nok til en uforglemmelig aften på Arena. Hans musik i de tre væsentligste projekter er så forskellig, at man kan forvente alle mulige former for stemning – den cool, alternative stemning fra Gorillaz, den festlige og dansevenlige britpop fra Blur og det stille, triste, meget voksne fra solokarrieren giver ham mulighed for at gøre koncerten rigtig varieret, hvilket kan ende med at gøre det til en af de bedste koncerter. For at en koncert er varieret kan ende med at gøre den til noget af det mest mindeværdige man oplever. Og omgivet af koncerter, som man jo er på en festival, så er det vigtigt at stikke ud i hukommelsen. Og derudover så er Damon Albarn lidt af en sær karakter. Han er helt sikkert sjov at se bevæge sig rundt på scenen for øjnene af en.

3 – The Rolling Stones
Ja, der er to navne, som for mig er mere tillokkende end de gamle drenge, men dem kommer jeg til. Hvis de var hentet i en tidsmaskine, så det var Rolling Stones anno 1981, der spillede, så ville de klart være på førstepladsen, men alderen har jo gjort noget. Men den har gjort overraskende lidt, for selvom de ligner zombier, så er de stadig virkelig energiske og ungdommelige i både lyd og manerer. De er ældre end mine bedsteforældre, og jeg kan ikke engang forestille mig mine forældre gøre det de gør. Og jeg tror, at noget af det, der gør, at de holder, er, at de bygger mere på deres udtryk end deres tekniske kunnen. Mick Jagger er ingen Robert Plant, men selv ikke Robert Plant er som Robert Plant var i gamle dage længere. Mick Jagger – jo, man kan da af og til høre på nyere liveoptagelser, at han bliver forpustet, men det har aldrig været det vigtige. Så længe, han giver den gas, så er det tekniske ligegyldigt. Jeg så Mount Kimbie på NorthSide, og deres show var teknisk imponerende, men det var virkelig kedeligt at se på, og jeg blev kun fordi musikken i sig selv var fantastisk. Franz Ferdinand var til gengæld teknisk lidt af en rodebutik, men det endte med at være en af festivalens sjoveste og dermed bedste koncerter, fordi der var gang i dem. Og Franz Ferdinand er lidt nogle unge Rolling Stones – og Rolling Stones kan stadig gøre det dobbelt så godt som dem, vil jeg tro.

2 – Haim
Ja, Haim er højere end The Rolling Stones. Du kan sagtens fortælle mig, at det bare er simpel popmusik, og ja det er det. Og Days Are Gone er ikke bedre end Let It Bleed eller Sticky Fingers, men Haim er bare et af verdens bedste livebands. De har meget nær kontakt med publikum, de elsker tydeligvis at gøre, det de gør, og så er de ikke så uskyldige, når de er live. Deres lyd er meget mere rocket, og Este Haims “basfjæs” er noget af en oplevelse, jeg kender ingen bassist, der lever sig nær så meget ind i det, hun laver. Og så hiver de trommer ind, begynder at jamme, og alle synger og danser med på deres singler, og vi får en ny kærlighed for de mere ukendte sange. De var helt fantastiske i Store Vega tidligere i år, hvor Danielle Haim oven i købet havde fødselsdag. Vi sang fødselsdagssang for hende, og så spurgte de bagefter, om vi havde en dansk fødselsdagssang, og så sang vi “I dag er det Danielles fødselsdag – Hurra, hurra, hurra”, og de forstod nok ikke andet end “Danielle”, men de lod til at nyde det. De er virkelig bare karismatiske, sjove, venlige, dygtige og jeg tror ærlig talt ikke på, at Rolling Stones kan gøre det bedre end dem. Faktisk er der kun ét navn, jeg tør sige det om, og det er…

1 – Future Islands
Okay, dette er ikke det største navn, og det er heller ikke et navn, jeg har kendt i særlig lang tid. Men lige fra første gang, jeg så en video med dem, vidste jeg, at jeg var nødt til at se dem. Jeg så dem optræde på David Letterman, og det er en af de mest magiske liveoptrædener i verden. Det er ikke på grund af bandet som sådan, de er ikke videre interessante at se på, og musikalsk er de ganske vist meget dygtige, men de er hverken på niveau med Damon Albarn, The Rolling Stones eller for den sags skyld Haim. Det hele ligger i forsanger Samuel Herring. Han lyder virkelig sjovt på studietracks, og på David Letterman er han endnu mere fantastisk. Han danser og synger, så man bare ikke kan undgå at smile. De har sidenhen optrådt hos f.eks. Jimmy Kimmel, og de spillede også på VoxHall som en del af Pop Revo. Jeg var ikke til Pop Revo, men hos Jimmy Kimmel var de ligeledes formidable, og på hver eneste optagelse, jeg kan finde af dem, så er Samuel Herring bare en ustoppelig kraft. Og det virker faktisk naturligt, hvilket er underligt. Han er vores generations David Byrne, og det siger jeg som en stor, stor Talking Heads-fan. Og de spiller ikke engang samtidig med noget særlig interessant, hvis du spørger mig. Fredag på Roskilde bør bare afsluttes i Avalon, og dermed basta!

Hvad skal DU se på Roskilde? Hvad synes du om min liste? Synes du, jeg mangler Slowdive? Det gør jeg også selv, men de ville nok være lidt længere nede på min top 15, så det er for sent nu. Hvis du ikke er så glad for dem, jeg har skrevet om, har jeg dog en fin lille liste af formidable bands, der sagtens kunne være endt her, hvis de ikke spillede samtidig med mere interessante navne:

Torsdag:
Future of the Left, Liars, Lykke Li, Bastille

Fredag:
Pusha T, Deftones, Rob Zombie, Darkside

Lørdag:
Icona Pop, Spids Nøgenhat, The Men

Søndag:
Julia Holter, MØ, The Horrors

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (10-6)

Sådan! Så er del 2 endelig ude! Undskyld ventetiden, det er hårdt med alle eksamenerne og alt det der, og når man ikke skal til Roskilde, så føler man sig måske ikke lige nær så entusiastisk over at dele en liste over navne, man selv kommer til at gå glip af. Jeg misunder alle jer, der ikke har vigtigere ting, der ligger oven i roskilde, for I har muligheden for at se nogle fede bands. Og så kan i bruge blogs som min til virkelig at udnytte den mulighed.

10 – Mogwai
Mogwai er ikke et band for alle. De laver post-rock, og post-rock er bare en genre, der er svær at blive så glad for. Hvis navne som Explosions in the Sky, Godspeed You! Black Emperor og Slint ringer nogen klokke, så er det sådan noget. Hvis du var stor Talk Talk-fan i 80’erne og så købte deres to sidste plader, så forstår du også nogenlunde hvad det går ud på. Det er ikke sangskrivning, som man lige går og forestiller sig, sangskrivning kan være. Det er ikke musik, der skal skabe fængende melodier eller relaterbare følelser – det handler om at danne lydbilleder og teksturer. Følelser og melodier kan sagtens også blive skabt, men lydens landskab er i fokus. Og hver eneste tone virker nøje planlagt. Det er artsy-fartsy, men hey, i det mindste har de en forsanger, det gør dem allerede lettere at tilgå end de fleste bands i denne genre. Arena vil måske ikke få en fest – men de vil få en oplevelse, de sent vil glemme

9 – Interpol
I dag er indie-rock generelt noget blødt, distorteret, lettere psykedelisk poprock, meget a la Deerhunter. Det er den mest populære bevægelse for tiden, men for 10 år siden var det noget hård, vild garagerock – The Strokes, The Hives, The Vines og The White Stripes startede bølgens kommercielle succes, men så kom The Black Keys, The Killsog The Libertines og sikkert også en hel del, der ikke hed “the” først. Et af de bedste havde faktisk ikke “the” i navnet, og det var Interpol, der med deres plade Turn on the Bright Lights viste, at de havde styr på det hele. Med sange som NYC og Obstacle 1 samt lidt senere hits som Slow HandsEvil og Lights, så skal de nok fyre den af.

8 – Manu Chao La Ventura
Manu Chao turnerer nu rundt med et orkester – La Ventura – og han kunne meget vel være den bedste reggae-musiker på planeten nu. Jeg kender i hvert fald ingen, der gør det bedre end ham, og han formår både at være virkelig kreativ og festlig. Hans lyd er som skabt til en koncert. Der er virkelig ikke nogen musiker, der minder om ham, så at beskrive ham er svært, men instrumentationen er noget af det vigtigste ved ham, så det kan man starte med. Numre som Eldorado 1997 og Me Gustas Tú bruger horn på en måde, der er eksotisk men samtidig virkelig festligt. Han får blandet mariachi-tradition ind i moderne musik Derudover er de andre instrumenter skrevet, så de er sjove men samtidig ulig noget andet på markedet. Hvis du ikke har det sjovt til Manu Chao, så er der virkelig noget i vejen – måske hader du bare reggae. Men personligt ville jeg heller ikke kalde det min yndlingsgenre eller noget, men han virker bare som det gladeste, sjoveste menneske i verden, og når han samtidig laver god musik, hvem kan så ikke blive lidt jaloux på Roskilde-deltagerne?

7 – Arctic Monkeys
Jamen se dog hvem vi har her. Arctic Monkeys spiller på Roskilde? Sikken overraskelse! Nå, men hvis vi dropper sarkasmen, så er de jo faktisk et af verdens bedste rockbands, og hvad end det er tidlige garagehits som I Bet You Look Good on the Dancefloor eller nyere, mere seriøse sange som One for the Road, så kan de få publikum med. Hvis man er vant Roskilde-deltager, så har man jo sandsynligvis allerede set dem et par gange, og så har man lært kataloget, og selv hvis koncerten om en uge er din første med dem, så er de jo et af de største navne nu. Du har sikkert hørt en del sange af dem, om du ved det eller ej, og de kan forhåbentlig virkelig fyre den af, for deres musik er helt fantastisk på pladerne. Jeg er lidt bange for, at de vil gå for meget op i at spille cool og dermed distancere sig for meget fra publikum – det skete til den fuldkommen forfærdelige Lana Del Rey-koncert på NorthSide – for i deres rødder var de stort set bare et par frække gadedrenge. De må selvfølgelig udvikle sig, men bare så længe, det nye image ikke føles for distanceret. Men hey, det er Arctic Monkeys, hvem ville ikke glæde sig til at høre Mardy BumR U Mine eller Fluorescent Adolescent i levende live, om det så var for første eller fjerde gang?

6 – OutKast
Det er svært at finde på en god undskyldning til ikke at se OutKast, hvis man er på festivalen, så for at stedet ikke bliver helt overfyldt spiller nogle af de bedste mindre navne samtidig med dem (Future of the Left og Liars), men det er stadig svært at vælge andet end OutKast. Måske hvis du virkelig hader hip hop. Men ellers, så har de lavet nogle af genrens bedste numre – Hey YaRosa ParksB.O.B., Ms. JacksonThe Whole World. De er sygt dygtige rappere, og de er vildt karismatiske. At se André 3000 i levende live er nok bare i sig selv en oplevelse. Så er det lige meget om han rapper eller noget, bare hans tilstedeværelse virker magisk. Ja, faktisk så er han bare magisk, når man ser ham på en skærm eller hører ham gennem højtalere, det er helt utroligt. Han er som en rappende reinkarnation af både Jim Morrison, Jimi Hendrix og Iggy Pop – okay, Iggy Pop er stadig i live, men både den kronisk manglende trøje og forførende tilstedeværelse går igen hos André. Og Big Boi kan også fandeme spytte. Tit glemmer jeg det faktisk, men selvom André er den fjollede og Big Boi er lidt i baggrunden, så er de begge bare nogle sygt dygtige rappere

Næste del kommer snart – helst i morgen, da denne slags lister er lidt kiksede, hvis festivalen allerede er i gang.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (15-11)

Jeg skal ikke på Roskilde Festival i år, det ligger desværre oveni en anden tradition, der betyder for meget for mig, til at jeg kan give afkald på den. Men næste år, så skal jeg i hvert fald afsted, og hvis programmet er lige så godt som i år, så har man virkelig noget at glæde sig til. Jeg har lavet denne top 15, så det rent faktisk er muligt at se alle navnene. Cancer spiller f.eks. samtidig med The Necks, men kun én af disse fik muligheden for at ende på listen. Ingen af dem havnede derpå, men mange virkelig fede navne har jeg desværre måtte skære fra, fordi nogle endnu federe musikere spillede samtidig.

15 – Warpaint
Warpaints nyeste album er hjemsøgende, æterisk og smukt, og de får sat et dejligt rocket spin på de ellers meget bløde sange, jeg ellers typsik forbinder dream-pop med. Man kan høre navne som Radiohead og Sigur Rós i rødderne, men Warpaint har stadig karakter og kant. Og at lave så æterisk musik med så meget personlighed er ikke noget man ser tit, og det forklarer da også hvorfor de stikker så klart ud blandt andre dream pop-grupper. Det vigtigste i festival-sammenhæng er dog, om de kan få et stort, larmende, øldrikkende publikums opmærksomhed, og jeg er ikke et sekund i tvivl – folk vil måbe til Love is To Die, danse til Disco/Very, smile stort til Keep it Healthy og rocke med på Krimson – hvis de da spiller den, hvilket jeg ikke er helt sikker på, men det er et af deres bedste numre.

14 – Die Nerven
Jeg kendte slet ikke til Die Nerven, før jeg prøvede at danne mig et virtuelt program, og jeg opdagede, at jeg var helt tom ved 9-tiden om lørdegen. Jeg overvejede Icona Pop, er trods alt ret glad for hendes store hit, I Love It, men jeg måtte lige se, hvem disse “Die Nerven” var. Det tyske navn var allerede tillokkende. Så fandt jeg ud af, at de lavede hårdstlående post-punk. Nu var jeg endnu mere interesseret. Så lyttede jeg til det, og så meget som Synd og Skam får det danske sprog til at passe til denne stil, så lyder tysk perfekt, i hvert fald efter mit møde med Die Nerven. Jeg elskede det lige fra starten. De kan finde ud af at spille, og de kan finde ud af at skrive. Pavillion skal nok få sig en stor fest lørdag aften.

13 – The Minds of 99
Mandag, tirsdag og onsdag kører kun to scener, og disse fokuserer på mindre navne her fra norden. Apollo Countdown er mest elektronisk musik, og de fleste navne på listen kunne jeg ikke genkende, og de andre var jeg ikke synderligt interesseret i. Roskilde Rising er til gengæld fyldt med interessante pop- og rocknavne. Heriblandt finder man karrierekanon-vinderne The Minds of 99. Derres debutplade er fuldkommen fantastisk. Det er en af de bedste danske plader, der er udkommet i hele årtiet. De er virkelig dygtige sangskrivere, de blander electronica og punk på en helt speciel måde. Du kender måske deres hits: Det er Knud som er død og Barn af min tid, men de har virkelig mange godter i posen. Jeg ser dem desværre ikke på NorthSide, men her spiller intet mere interessant samtidig. Så jeg har stort set ingen undskyldning…
… undtagen lige, at jeg ikke skal på Roskilde Festival i år. Nå, så må jeg se dem i Vega til oktober.

12 – Chance the Rapper
“Hip hop er bare så forudsigeligt nu til dags. Det er ikke andet end sange om penge, sex og stoffer over minimalistiske beats” – ja, ja ja, så leder du ikke godt nok. Det bedste eksempel på en interessant outsider i genren er Chance the Rapper, der ironisk nok rapper meget mindre end de fleste af hans genrefæller – han laver oftere en psykedelisk udgave af den underlige råbe-syngen, Old Dirty Bastard blev så populær for i 90’erne. Chance er dog mere end blot en hyldest – han genopfinder faktisk fuldstændig hvad hip hop er. Min far, der ikke er så glad for hip hop, har tænkt sig at se Jurrasic 5 på NorthSide, fordi han synes, de er virkelig skægge. De har en livsglæde, få i genren formår at levere. Og hvis nogen kan overgå dem, så er det Chance. Jeg har aldrig hørt rapmusik, der bare er så glad. Men samtidig er der dybde – han synger om vold, afhængighed, alt det hejs, men han blander det med en virtuositet, som ikke er særlig let at overgå. Glem Lykke Li, glem Banks – og tag i stedet en chance.

11 – Deerhunter
Tænk på vendingen “indie-rock”. Forestil dig den musik, der lever mest op til den vending. Uanset om du nogensinde har hørt Deerhunter før, så er det nok det, du forestiller dig. Så ja, i lyd er de meget stereotypiske. Nogle poppede, bløde melodier med elementer af støjrock og psykedelia med en introvert, lidt skæv mandlig vokalist. Denne mand hedder Bradford Cox, og han er et menneske med stort talent. Han er en sangskriver, der virkelig kan få sine idéer igennem med stor kraft, om man så ellers har hørt stilen ret ofte på det sidste. Han er en sær karakter, en høj, ranglet figur, der viser sine følelser så godt, at man kan se dem tydeligt, selv når manden har solbriller på. Deres blanding af easy listening, støj og psykedelia fungerer rigtig godt til en live-setting, og jeg er sikker på, at man kan få en virkelig god, underholdende oplevelse i deres selskab. Som Mads Axelsen fra Det Elektriske Barometer siger: “Der er en hel masse navne der skal spille på Roskilde, og så er der Deerhunter!”.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (5-1)

Ja, så er den endelige top 5 på plads. Det tog ikke specielt lang tid at udregne, at det var disse navne, og det er da også musikere, jeg tit kan finde på at snakke om i tide og utide. Det er musikere, der har lavet noget af den bedste musik i deres samtid. Om du så ikke skal på Northside, så bør du lytte til deres albums, og du burde også se dem i anden sammenhæng.

5 – The National
Selvom min top 5 stod klart lige fra starten, så har der været omrykninger i den konstant. Hele top 4 har på et eller andet tidspunkt været på min førsteplads, men The National har konstant været nummer fem. Det er der dog slet ingen skam i. The National har udgivet massevis af mesterværker, og selvom det tog mig noget tid at lære at værdsætte det, så er jeg efterhånden også blevet fuldkommen forelsket i deres nyeste album, Trouble Will Find Me, som der nok vil blive fokuseret på. Deres koncert på NorthSide vil være bandets fjerde danske koncert siden albummets udgivelse for snart et år siden. De har en virkelig unik inderlighed, som forsanger Matt Berninger udtrykker virkelig smukt i de livevideoer, jeg har set. Deres diskografi er meget stor, og ingen sang ville jeg ikke være glad for at høre live. Jeg har kun hørt godt om deres koncerter på Roskilde og Loppen, og i Forum skulle problemet vist være det, der normalt er det største problem ved koncerter i Forum: Forum selv. Sådan noget kommer nok ikke til at ske på NorthSide, hvor jeg endelig får lov til at opleve deres nærmest legendariske liveshow i levende live, når de runder fredagen af på blå scene. Så må jeg se WhoMadeWho en anden god gang.

4 – Pixies
Hvorfor man har brug for at forklare, at Pixies er en nødvendighed at se, er mig lidt et mysterium, og jeg har på fornemmelsen, at Rhye vil få det lidt ensomt ovre på den røde scene, hvor de spiller samtidig. Det er lidt synd, for Rhye er en udmærket gruppe, men lad os få det på det rene: Halvdelen af navnene på NorthSide er virkelig tydeligt inspireret af Pixies. De laver den vildeste støjrock, der findes derude, og med albums som Surfer Rosa og Doolittle har de bevist, at de mestrer sangskrivning fuldt ud. Og jeg tror virkelig, at de stadig kan fyre den af, om det så skal være uden Kim Deal eller for den sags skyld Kim Shattuck. De har de dygtige musikere, de har de gode sange, og de har trods alt en del erfaring. Og det nye materiale, som jeg ellers ikke er verdens største fan af, det kommer sikkert til at lyde godt live. Jeg har ikke villet ødelægge det fuldstændig for mig selv, men jeg fik lyttet til en optræden med sangen Bagboy, og det lød skidegodt. Der er grund til at glæde sig.

3 – Queens of the Stone Age
Queens of the Stone Age er meget højere på denne liste end de sidste år var på Roskilde-listen, men det er nok mest, fordi jeg virkelig har lært at værdsætte dem i år – det samme gælder The Nartional for den sags skyld. Hvis jeg skulle lave Roskilde-listen fra sidste år igen, så ville de være nummer 2, kun overgået af Animal Collective. Queens of the Stone Age er nogle sindssygt dygtige musikere, og de er et af to navne på festivalen, jeg allerede har haft æren af at se. Det var i Forum, og det var lidt af en blandet oplevelse, men atter var det mere grundet Forum end bandet, for de spillede virkelig godt. Nogle af de bedste numre live var No One Knows, If I Had A Tail og Make It Wit Chu. Deres nyeste plade, …Like Clockwork er et mesterværk, og det bedste i Forum kom da også fra denne plade. Jeg er ganske ked af, at jeg må gå glip af Wild Beasts, men Queens of the Stone Age var en af de væsentligste årsager til, at NorthSide-billetter i første omgang blev købt, og de får oven i købet æren af at afslutte festivalen. Og det skal nok blive en pissegod afslutning fra et af de bedste hårde rockbands derude.

2 – St. Vincent
St. Vincent er det andet navn, jeg allerede har set før. Dengang var det i fællesskab med David Byrne, og det er uden tvivl en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Der var lagt virkelig meget arbejde i hele showet, og det var en meget mindeværdig oplevelse. Det mest imponerende var dog nok, at St. Vincent formåede at gøre sig bemærket, mens hr. Psycho Killer var på samme scene. Hvem kan ærlig talt sige, at de kan gøre det? St. Vincent virker som en af de klogeste, mest sympatiske mennesker i musikbranchen. Hun kan underholde, hun kan forføre, hun kan imponere, hun kan praktisk taget alt. Hun har udgivet album efter album af enormt høj kvalitet, og det mindst imponerende var faktisk nok det med David Byrne, Love This Giant, og det var stadig et virkelig godt album. Det kan virkelig kraftigt anbefales at lytte til alle hendes albums, og hendes nyeste, der kreativt nok hedder St. Vincent er også bare spækket med gode sange. Det er noget, der er let at sætte sig ind i, men der er gjort meget ud af det alligevel. Du kan synge med, du kan smile, men du kan også føle det dybt inde.
[Edit: St. Vincent kommer desværre ikke alligevel. Hun er blevet erstattet af Bombay Bicycle Club, og de laver også ganske god indie-pop, men ikke lige den erstatning, jeg havde håbet mest på. Glæder mig stadig meget til at se dem, men de havner ikke på min top 15 af den årsag. Opfat rettere danske Quadron som den uofficielt nye nummer 15.]

1 – Arcade Fire
Alle siger det allerede, og jeg er ikke bange for at slutte mig til mængden: Arcade Fire er uundværlige at opleve, hvis man skal til NorthSide. At de spiller lige inden Queens of the Stone Age er bare fantastisk. Jeg vil sige, at Arcade Fire er den vigtigste koncert,man kan se i hele festival-Danmark. Det er et enormt scoop. Ikke alene har vi her et band med et rekordhøjt bundniveau, og ikke alene har vi samtidig et med enormt højt topniveau; vi har her et band, der består af 6 faste medlemmer sammen med 4 tour-medlemmer, der alle har unikke roller, der får lov at skinne på scenen. Vi har at gøre med en gruppe, der laver meget ud af kostumer, af sceneshow, af alting. De er mere end bare et band, de er et kollektiv, der skaber unikke oplevelser. De er kulminationen af al hipster-excentriciteten i Montreal, der er noget af det smukkeste og mest nytænkende musik, verden har set. Jeg kan anbefale enhver at lytte til Arcade Fires fire albums, før NorthSide begynder. Jeg har et meget nært forhold til dem, og jeg håber, at andre vil få det på samme måde, når de indtager grøn scene. Og ingen andre spiller samtidig, så for dit eget bedste, se Arcade Fire fyre den af, hvis du skal til NorthSide.

Men, men, men, men, men, men, men: Der er meget mere interessant at se på NorthSide end de navne, jeg har nævnt. Det ærger mig, at jeg ikke fik mulighed for at skrive om Röyksopp & Robyn, Lars H.U.G., Royal Blood, Quadron og The Blue Van. Og så er der også alle de navne, jeg misser, fordi de spiller samtidig med mere interessante navne. Det er folk som Minds of 99, Temples, WhoMadeWho, James Vincent McMorrow, Wild Beasts, Rhye og White Lies. Det er et fedt lineup, og det bliver en fed festival.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (10-6)

Så begynder det, jeg glæder mig virkelig meget til på NorthSide. Navne, jeg næsten ikke ville misse for alt i verden. Navne, der virkelig overbeviste mig om, at NorthSide 2014, det måtte jeg bare ikke gå glip af.

10 – Mount Kimbie
Som Disney Sjov går over skærmene hjemme i stuerne, så må man på NorthSide træffe et valg. Dette valg står mellem engelske Mount Kimbie og danske Oh Land, og hvor Oh Land laver ganske hæderlig popmusik, så elsker jeg virkelig den eksperimentelle post-dubstep, Mount Kimbie laver. Jeg har været til koncert tidligere med noget post-dubstep, og hvor du kan sidde derhjemme og synes, at det er noget langhåret, kedelig hipster-musik, så var det en vild oplevelse at se James Blake, og ligeså vildt skal det nok blive hos hans venner i Mount Kimbie. Kimbie er noget sværere at sælge end hr. Blake, så jeg forventer ikke en fuldkommen overbefolket rød scene, mens hr. og fru Danmark synger med på Oh Lands pophits. Mount Kimbie kan virkelig finde ud af at lege med lyd, og det skal nok blive noget af en liveoplevelse.

9 – Baby in Vain
Jeg havde hørt om Baby in Vain før, men jeg blev først for alvor interesseret i at se dem live, da en ven, der havde set dem til Musik i Lejet, kaldte det for en helt forfærdelig oplevelse, som han blev nødt til at forlade, fordi han ikke længere kunne holde det ud. Så vidste jeg, at dette måtte jeg kigge på. Når et band kan vække så stærke følelser hos folk, så er jeg allerede lidt imponeret. Så lyttede jeg til deres musik, og jeg måtte hurtigt erklære mig fan. De laver fed grungemusik, lidt hen af Alice in Chains, men her har vi bare en virkelig flot, skarp kvindestemme i stedet, og det ændrer på ret meget. Det ændrer dog ikke på, at vi har at gøre med fed, hård musik, der viser at grunge stadig lever i bedste velgående. Og så virker det også bare som noget fedt noget at skråle med på, og de hurtigere numre som Seize the End skal nok få startet en fest på rød scene, og så må jeg se Temples en anden god gang. Det er nok ikke første gang, de gæster landet, og de kommer sikkert til at varme op for Tame Impala eller Animal Collective eller noget tredje, jeg gerne vil se, i fremtiden.

8 – The Brian Jonestown Massacre
Når the Brian Jonestown Massacre går på scenen, kan jeg forvente noget af det mest syrede, NorthSide har at byde på. Jeg forventer et kollektiv af indforståede hippier, der bare skal give mig en beriget sindstilstand. Det er et virkelig kreativt band, der forstår sangskrivning og albumdynamik virkelig godt, og på samme vis tror jeg også, at de kan. De minder mig på sin vis meget om of Montreal, dels fordi de formår at udvikle sig enormt meget fra album til album, men også fordi de formår at blande det sjove og skægge med det eksperimentelle og syrede. Det skal nok blive en oplevelse på grøn scene, selv hvis alle ikke forstår det. Men det er tidligt på dagen, og folk skal lige have en chance for at vågne, og Brian Jonestown Massacre kan ikke bare vække din krop, de kan vække dit sind.

7 – Flogging Molly
Keltisk folkemusik blandet med punk er en af de bedste muligheder, man har for at have det sjovt, ikke blot til NorthSide, men til koncerter generelt. Det er en helt unik måde, et band kan være hårdtslående og helt nede på jorden samtidig. Man kan kalde forskellige genrekombinationer latterlige, og på overfladen, så burde keltisk folkemusik og punk-rock blive holdt langt fra hinanden, men det har virket gang på gang med bands som The Pogues, Dropkick Murphys og selvfølgelig Flogging Molly. Forvent bare overkroppe, blanding af folkedans og moshing, et fantastisk fællesskab – og en Kjartan, der giver den hele armen foran grøn scene. Jeg er fuldkommen ligeglad med, om du kan lide denne form for musik. Hvis det kun handlede om musikken, så var andre navne nok langt højere oppe end Flogging Molly – du skal komme for publikummet. Kom godt foran sammen med de store fans, og så skal du se løjer. Og deltage i de løjer, det bør du også. Der er alligevel ikke nogen, der spiller samtidig, så du har ingen undskyldning.

6 – Franz Ferdinand
Jeg sagde, at fællesskabet og stemningen til en koncert kan være ligeså vigtigt som musikken, og dem, der laver det bedste album, er ikke nødvendigvis dem, jeg glæder mig mest til at se. Og jeg ville ikke kalde det nye Franz Ferdinand-album for et mesterværk, men det skal ikke forhindre dem i at fyre den rigtig meget af. De har lavet noget af den bedste pop-rock, de seneste 10 år har haft at byde på, og det er sange, man kan både danse til og skråle med på med lethed, selv hvis man hører dem for første gang. Og mens deres nye plade, Right Thoughts, Right Words, Right Action ikke er et mesterværk, så har gruppen aldrig lavet et dårligt album. Man glæder sig derfor både til de store hits og de lidt mindre kendte numre, hvis der skulle være plads til det i deres enorme hitparade.

Hvis du kender mig godt, så kan du sikkert let regne ud, hvad top 5 består af, men rækkefølgen af disse var svær for mig at sammensætte. Del 3 burde være oppe ret snart. Indtil da, så må I gerne give feedback og jeres egen mening.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (15-11)

Jeg har faktisk aldrig nogensinde været på festival. Kom desværre ikke til Roskilde sidste år, men i år skal det ændres. Der lå desværre andet i vejen for Roskilde, men frygt ikke, en top 15 skal også komme i deres navn. Men jeg skal til gengæld til NorthSide, og det glæder jeg mig til, for deres program er helt vildt. Denne liste kommer kun til at bestå af navne, jeg rent faktisk selv skal se, så hvis to rigtig gode navne spiller samtidig, så er det synd, kun det bedste af dem vil havne på denne liste

15 – Reptile Youth
Danske Reptile Youth kendte jeg ærlig talt ikke meget til, før de blev sat på programmet, men med en festival på denne størrelse, kan man jo med lethed bare lytte til lidt af alle navnene, mens man glæder sig til koncerterne. Reptile Youth endte med at imponere mig ret meget, og jeg har også hørt ret vilde ting om deres liveshows. Og når man hører deres musik, så kan man godt forestille sig det. Numre som Speeddance, Be My Yoko Ono og Rivers that Run for a Sea that Is Gone virker som noget af det sjoveste at danse løs til. Jeg skal bare slå mig løs i en moshpit ude foran grøn scene, og derefter fyre den af. Det er hård rock, som man sagtens kan vise til både Bon Jovi- og Slayer-publikummet, og begge vil sikkert have det enormt skægt.

14 – Ane Brun
Jeg lærte norske Ane Brun at kende, da Gaffa gav hendes koncert i Store Vega topkarakter. Og sådan en topkarakter er da imponerende, især når det er et så relativt lille navn som hende. Så lyttede jeg til hendes cover af Cyndi Laupers True Colors. Det gik dybt ind, og jeg vidste, at jeg måtte lytte til meget mere af hende. At se hende optræde med sine mange flotte sange ville nok være en virkelig inderlig oplevelse, og hvor andre navne på NorthSide vil lade mig have det sjovt, så er der få, der på samme måde som Ane Brun kan røre mig dybt. Jeg glæder mig meget, til at hun skal skyde søndagen i gang. Hvis du vil høre noget lidt mere poppet, så spiller Lulu James samtidig, men for mig er der intet spørgsmål: Man må ikke gå glip af Ane Brun.

13 – Jurassic 5
Jeg har aldrig været til en hip hop-koncert. Jeg har nogle fordomme om, at der ikke bliver lagt nær så meget i det, da der sjældent er organisk instrumentation, men hey, måske tager jeg fejl. Det ville ikke være første gang. Men når jeg så skal til rapkoncert for første gang, så er jeg glad for, at det er med en gruppe. Når der er mange rappere, kan de sikkert støtte rigtig godt op om hinanden, og det er også mit indtryk, når jeg ser live-videoer med Jurassic 5. Til trods for, at alle medlemmer er omkring de 40 år, så virker de virkelig livlige, og så er de også bare rigtig kreative ordsmede. Det er næsten lidt trist, at A$AP Rocky kommer lige efter disse sjove drenge, for de skal nok vise ham, hvordan man gør det ordentligt. Hvis der er et punkt, hvor jeg er ked af placeringen af to navne, så er det her. Så hvis du ikke er til hip hop, så kig endelig til Minds of 99, der spiller på rød scene samtidig med Jurassic 5. De har nemlig en meget lys fremtid, og jeg skal i hvert fald få set dem på et andet tidspunkt.

12 –
MØ er det hotteste navn i Danmark for tiden. For hvert sekund, der går, bliver MØ bare større og større, og det er sjovt at følge hendes rejse. Nu er hendes stemme tit blevet sammenlignet med Lana Del Reys, og den unge amerikanske sangerinde kommer da også til festivalen, og hende skal jeg de også se (mest fordi, der ikke er andet samtidig), men MØ glæder jeg mig meget mere til. Hun er en unik personlighed, hun er fuld af energi, og i modsætning til frk. Del Rey, så er hendes musik tit virkelig sjov. Jovist, MØ har også lavet mange langsommere sange, men hun forstår at veksle mellem det. Når hun begynder at svinge rundt med den fletning på grøn scene, hvem ved så, hvad der kan ske? Og hvis du ikke skal på NorthSide, så sørg for at se hende i år, for før vi ved af det, så er hun et internationalt navn, der besøger os danskere ligeså sjældent som Trentemøller og King Diamond.

11 – Mew
Mew og jeg har en lidt speciel historie. Jeg så en musikvideo som lille på Boogie, og den skræmte mig virkelig meget, nok til at jeg fik mareridt om den. Jeg tænkte over den virkelig meget. I mange år huskede jeg det som værende en kvinde, der sang sangen, og at den var meget melankolsk. Jeg havde vist også et svagt minde om, at det var et rocknummer, til trods for at jeg meget grundigt gennemtjekkede, om der var en eller anden alternativ video til Unfaithful af Rihanna, der skulle være som den, jeg kunne huske. Jeg tænkte i lang tid, at det måtte være Evanescence eller Nightwish. Mange år senere bliver jeg fan af Mew, og går igennem deres musikvideoer, og genser til min store overraskelse videoen til 156 – den, der skræmte mig så meget som lille. Jeg fandt så ud af, at det ikke var en kvinde, der sang det, men det ændrede ikke på, at Mew nu har fået et nærere forhold til mig. Deres musik er virkelig godt skrevet, og det virker som om, de kan have følelserne helt ude på tøjet, samtidig med, at de kan få skabt en fest på grøn scene.

Det var så de første fem. Hvad glæder I jer selv til? Skal I se disse navne? Skal søndag startes med Ane Brun eller Lulu James? Har I andre også svært ved at vælge mellem Minds of 99 og Jurassic 5? Skal I i det hele taget til NorthSide? Jeg bliver kun glad, hvis I kan tilføje til debatten.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (5-1)

Klik her for at læse del 1
Klik her for at læse del 2

Uuuh… så er det tid til den endelige top 5. Og som sagt før, så er det ikke de største navne, vi har at gøre med her. Så tag jeres hipster-briller på og spænd skægget, for nu skal vi hen, hvor Radio 100 FM ikke ville vove sig, om de så skulle lukke, hvis de undlod. Lad os begynde:

5. Iceage
Iceage er det højest placerede danske band på denne liste, og de er formidable. Det er hård, vred punk med kraftige elementer af post-punk og noise-rock. De er et af landets stærkeste navne for tiden, og hvis du har det mindste til overs for eksperimentel musik af den hårdere skuffe, så er Iceage nok noget for dig, men noget dejligt ved dem er, at de aldrig eksperimenterer for meget, til at det tager fra den aggressive punk-natur, som netop er så oplagt til live-musik. Der sker rigtig meget, og det sker med saft og kraft, så man kommer uden tvivl aldrig til at kede sig. Hvor de andre nordiske lande altid har haft betydning inden for metal, er vi her i Danmark rettere stolte over vores evner inden for punk, og for tiden kan vi stoltest vise denne nationale kunstart frem med Iceage.

4. Kvelertak
Jeg elsker metal. Jeg har nok været til flere metal-koncerter end koncerter inden for nogen anden genre, og det har nok delvist noget at gøre med, at metal bare har en lyd, der egner sig helt perfekt til live-lyden. Det har nok også noget at gøre med at min far er et enormt metalhead, der slæber mig fra den ene koncert til den anden sammen med et andet metalhead, der bor i området. Det er mægtigt hyggeligt, og jeg mister altid stemmen og bliver pissefuld. Og Kvelertak er et af de bedste metal-bands, jeg har hørt i lang, lang tid. De er norske, og har næsten selvfølgeligt nok visse inspirationer fra Black Metal i deres musik, men det er kun et enkelt element i en hob af mange melodiske lyde i de fantastiske symfonier, de laver. Når jeg lytter til et album som Meir forestiller jeg mig bare konstant at være til koncert med dem. De har nærmest en live-lyd på deres studiealbums, så at se dem live ville være fantastisk. Metal er godt på en plade og fantastisk til en koncert. Jeg kan f.eks. ikke engang rigtig lide så mange af de andre metalbands, der er på programmet, når vi snakker studiemateriale, men min lyst til at høre dem live er så meget større end min lyst til nogensinde at høre et nyt album fra dem igen. Og at Kvelertak så samtidig har to fantastiske albums i bagkataloget gør, at de klart fortjener denne fjerdeplads.

3. James Blake
James Blake er et af tidens hotteste navne indenfor elektronisk musik udenfor dance-scenen. Han har en fantastisk stemme fuld af sjæl og sorg, og hans produktion sørger for, at der altid er meget at lytte til, selvom de fleste af hans sange er af et ret lavt tempo. Han er noget af en oplevelse at lytte til, og hans stemme arbejder perfekt sammen med den elektroniske lyd, meget på samme måde som Thom Yorke fra Radiohead gør på mit absolutte yndlingsalbum nogensinde, Kid A. James Blake minder mig meget om det album, men med flere elementer af dubstep, soul, og endda en smule post-rock, uden dog nogensinde at bruge de stilarter som mere end blot et simpelt krydderi i et sonisk indblik i Blakes sind. Alle fans af mere abstrakt elektronisk musik bør give ham en chance, for han er helt sublim

2. Jake Bugg
Jake Bugg er en rigtig talentfuld ung mand, der spiller folk-rock i stil med Bob Dylan, Donovan og Johnny Cash – dog moderniseret, så det ikke kører for meget på nostalgi – og at høre hans debutalbum er en af årets hidtil mest forfriskende oplevelser for mig. Det er skævt, farverigt, upoleret og måske en smule grimt på overfladen, men samtidig er det stemningsrigt i både positive og negative stemninger, men især glæde bliver leveret med en helt utrolig overbevisning. Hans debutalbum er rigtig godt, men det bedste ved det er, at man tydeligt kan høre, at det her kun er starten på en karriere, der virkelig kan blive til noget banebrydende, hvis han fortsætter på rette spor. Han er en fantastisk sanger og sangskriver, af den slags, som vi godt kunne bruge flere af i verden. At se ham live ville være stort, og du må hellere gøre det snart, for før vi ved af det, er han en superstjerne inden for folk-rock.

1. Animal Collective
Animal Collective er et helt formidabelt band. Deres psykedeliske indie-rock falder perfekt i min smag. Der sker hele tiden noget nyt, sært, spektakulært, overraskende, der lyder helt perfekt. At opnå de betagende, utrolige lyde, som de leverer er virkelig en stor præstation. Deres sange er så fyldt med fantastisk lyd, at jeg altid venter med spænding på, hvordan de vil fortsætte sangen, og sangene overfalder hinanden en efter en med så meget finesse, at jeg på samme måde elsker hvert minut af et album som Merriweather Post Pavilion. At lytte til sådan en fantastisk, forbløffende, ja decideret utrolig gruppe live ville være noget af et drømmescenarie. Selv hvis jeg ikke beslutter mig for at tage til Roskilde – selvom jeg rent faktisk er interesseret i at se flere bands, end de fleste, der allerede har besluttet sig for at tage af sted – så vil jeg sørge for at se dem før eller siden i løbet af ikke alt for mange år. De er helt fantastiske, og selvom årets program måske ikke har så meget fantastisk musik fra mainstream-scenen, så er den musikalske undergrund fyldt med fantastiske bands som dette.

Det var så det i denne omgang. Jeg vil gerne sige, at der dog er andre gode bands end dem, jeg selv har nævnt. Også at anbefale er Action Bronson, El-P, Ensiferum, Flatbush Zombies, Holy Other, Indians, Joey Bada$$, Lower, The Lumineers, Henry Rollins, Bobby Womack, Savages og Unknown Mortal Orchestra. I det sære tilfælde, at du skulle være i deres målgruppe uden at have hørt Volbeat, så er de også ganske gode. Navne som Baauer (fyren, der lavede Harlem Shake), Kreator og Crystal Castles har jeg fået kraftigt anbefalet, men jeg måtte konstatere, at de ikke helt var min stil, men de kan jo sagtens være noget for jer læsere. Så er der til sidst Foxygen, et band, der nok ville kunne være havnet rigtig højt på denne liste, hvis det ikke var fordi, de desværre anullerede hele deres europaturné.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (10-6)

Klik her for at læse del 1

Siden jeg skrev første del af denne top 15, har jeg været til en vens konfirmation, og jeg fik selvfølgelig spredt rygtet om min blog, hver gang en eneste person ved selskabet gav sig til at snakke musik, og jeg fik blandt andet snakket meget om Roskilde Festival og især denne liste. Mange var meget overraskede over, at jeg kunne finde hele 15 interessante navne, og jeg kan selvfølgelig ikke på nogen måde garantere, at alle vil kunne lide, et eneste navn, jeg har at byde på – jeg kan ikke engang garantere at der er nogen, der læser dette, der vil kunne lide det hele. Men jeg kan garantere for min helt ærlige mening, så den får I skam. Videre med listen:

10. The National
The National er et band, som jeg pinligt nok må indrømme, at jeg ikke har lyttet til specielt meget før, jeg så at de var på Roskilde Festival i år. Så jeg har fået kigget lidt på noget af deres diskografi, især Alligator fra 2005, og jeg forstår nu klart, hvorfor de er så store i indie-kredse. De fænger mig med fantastiske melodier og en formidabel baryton som forsanger. Men hele bandet arbejder fantastisk sammen om alle disse fantastiske sange.  Hvis du har noget til overs for noget forholdsvist punk-inspireret indie-rock, så er The National virkelig værd at anbefale. Jeg har hørt dem beskrevet som “hvad Franz Ferdinand kunne have været”, og det rammer virkelig hovedet på sømmet. Franz Ferdinand er uden tvivl et godt band, men The National er en langt mere gribende oplevelse, som i modsætning til Franz Ferdinand er lige så gode, når de skruer ned for tempoet og er mere dybsindige.

9. Danny Brown
Danny Brown er en af tidens bedste rappere. Hans nyeste album, XXX fra 2011 er et helt fantastisk stykke samfunds- og selvkritisk kunst, som er fantastisk nutidigt og relevant. Han lokker dig ikke med nostalgi for klassiske rappere eller noget, han rammer bare med ærlighed og oprigtighed ladt med vrede, bitterhed og sarkasme. XXX handler ikke om sex, som man nok kunne tro, nej man skal læse det som romertal, der viste at han var 30 år på det tidspunkt. I dag er han 32, og han har næppe mistet talentet endnu. Nej, jeg kan kun drømme om, hvad hans kommende album Old har af skarpe, vittige rim. Det er også godt produceret, men for guds skyld, dyk ned i albummet, før du bare tilsidesætter det. Han siger ikke “bitch”, “swag” eller “hoes” uden årsag, for han er skarpere end en slagterkniv i sin satire eller selvkritik. Det forhindrer ham sevlfølgelig ikke i at have sange, der rent faktisk handler om oralsex, men han gør det altid på en underholdende måde og som en del af et konceptalbum om hans op- og nedture i livet, så når han lyder som et egoistisk røvhul, er der en pointe med det.

8. Queens of the Stone Age
Queens of the Stone Age er et af det forgangne årtis bedste bands inden for hård rock. Selvfølgelig, med alle de genrer, vi har nutildags er ingen bands bare “hård rock”, men skal sættes i en eller anden bås som “alternativ metal”, “stoner-rock”, “art-rock”, eller hvad man ellers lige kan trække op af hatten, men jeg ville selv bare sige hård rock, da de andre fancy genrer nok frastøder flere, end det tillokker. For Queens of the Stone Age er virkelig ikke musik, som kræver at man kan lide metal, at man kan lide alternativ musik, eller at man kan lide psykedelisk musik, selvom der er elementer af det hele. Det, der nok tiltrækker dem, der ville kunne lide dem, og frastøder dem, der ikke ville kunne, er at det er hård rock. Deres musik er meget energisk, hårdtslående og meget åben for alle, der skulle have lyst til at lytte til det. Du behøver ikke at være hipster, metalhead eller stoner, du skal bare kunne lide god, hård rock, som nok skal få pumpet energien løs i hele publikummet.

7. Kendrick Lamar
Kendrick Lamar er et af det forgangne års største navne, ikke blot inden for hip hop, men i hele verdens mainstream-musik. Han er en helt sublim lyriker med utrolig meget karisma og udstråling. Hans andet studiealbum, Good Kid, m.A.A.D. City har solgt lidt under en million eksemplarer i USA alene, og singlen Swimming Pools Drank har fået platin! Han er toppen af poppen i alle mulige felter i nutidens hip hop-verden. Han laver koncept-albums, som kan blæse alle, der lytter til tekster bagover med storm. Han er provokerende og grov eller skrøbelig og introspektiv, men der er altid noget dybere i hans musik, og det er uden tvivl af den slags, som bedst kan udtrykkes gennem hip hop, for det er den kultur, det handler om. Det er ikke kritisk over for hip hop, men det er kritisk over for kulturen, der er omkring det – kulturen, Kendrick selv kender rigtig godt på første hånd. Good Kid m.A.A.D City er et af de bedste hip hop-albums, jeg nogensinde har hørt, og det siger jeg, selvom det end ikke er et år gammelt endnu.

6. Efterklang
Jeg afslutter så denne del med et af Danmarks bedste bands for tiden. Jeg ville ikke sige, at jeg nyder Efterklang mere end Kendrick Lamar, men nu er hip hop jo sjældent meget af en live-genre, men det er post-rock til gengæld i særdeleshed. Der sker utrolig meget i en melodi på en gang. Det er utrolig stort med masser af lyde, som jeg virkelig gerne kunne tænke mig at høre live. De er en rigtig talentfuld gruppe musikere, som kan levere stærk musik på et utal af forskellige instrumenter. Hvis du er til de mere kendte Sigur Rós, er Efterklang nok lige noget for dig, for de spiller ligeledes post-rock, og de er rigtig dygtige til det. Selvfølgelig er det dog ikke så svært igen at komme til at se dem, hvis man ikke skal til Roskilde, da de er her fra landet, men den slags har jeg ikke medregnet. Jeg har kun medregnet hvor meget, der sker i deres lyd, og det er helt spektakulært. Numrene overfalder dig med flot lyd efter flot lyd, og det nærmer sig næsten klassisk musik i sine kompositioner, men med et meget moderne twist, som gør dem friske og underholdende.

Der er kun 5 bands tilbage, og jeg kan godt afsløre, at jeg holder mig fra headline-navnene fra nu af, da de næste 5 bare interesserer mig langt mere end Slipknot, Rihanna og Volbeat. Hvad synes I så om disse navne? Er der nogen, I mener, jeg kunne have overset? Planlægger I selv at tage af sted? Og hvem har I i så fald tænkt jer at se?

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2013 (15-11)

Forleden blev den fulde gæsteliste for Roskilde Festival udgivet, og der er uden tvivl nogle interessante navne mellem dem. Jeg er stadig usikker på, hvorvidt jeg skal af sted, men hvis du allerede har købt biletter, og ikke kender mere end ca. 8 navne, hvoraf du nok ikke kan lide dem alle sammen – Slipknot og Rihanna har sjældent de samme fans – så har jeg en løsning til dig, som måske er lidt svær at gribe fat om, men den er værd at prøve, nemlig at kigge på nogle navne, som du måske ikke kender i forvejen. Det besværlige er selvfølgelig så at vælge mellem de massevis af musikere, som de har inviteret, og mit job er så her at give dig dem, som jeg selv er mest interesseret i. Da dette er en liste, der 100% skal reflektere min personlige mening, vil du se både større og mindre navne, men listen kan forhåbentligt inspirere dig blot en lille smule. Som du nok kan se på resten af bloggen, lytter jeg til et væld af forskellige genrer, så jeg kan ikke garantere at du vil kunne lide det hele, hvis du kan lide blot et navn, men der burde være en smule for enhver. Jeg har ikke lyttet til alle navnene, men jeg har lyttet til dem, jeg har hørt gode ting om, så her er min liste:

15 – Synd og Skam
Synd og Skam er en dansk post-punk-gruppe, der råber og skriger af angst og vrede med rigtig mange instrumentale spektakler, der finder sted på en gang i en sang. Der er hele tiden noget at bide i, og det hele sørger for at skabe en lyd, som egner sig perfekt til live-musik. Det er ikke noget utrolig originalt, men at høre ekkoet af klassiske bands som Wire, Public Image Ltd. og især Gang of Four udført med sådan en finesse er værd at tage hatten af for, og at høre denne genre med dansk sprog giver det et frisk pust. Det er uden tvivl ikke et band for alle, men hvis man er til mere højlydt, til en vis grad støjende og ret så eksperimenterende, så er Synd og Skam nok noget for dig. Hvis du er til Synd og Skam, kan jeg også kraftigt anbefale at tage et kik forbi lille Pavilion Junior, hvor man kan møde et andet dansk post-punk band ved navn Lower, som var lige ved også at havne på listen, men som desværre lige blev skubbet af.

14. Sigur Rós
Sigur Rós er et af årets headline-navne, og man behøver ikke at kende meget til indie-musik for at kende dette islandske post-rock-band. Deres musik er meget storladen og ofte meget langsom. Der sker dog så utrolig meget i musikken, at deres lave tempo på ingen måde gør dem for kedelige til en ordentlig koncertoplevelse. Nej, hvis deres mest langsomme numre var meget hurtigere, ville det virke alt for hektisk, og man ville slet ikke kunne nå at suge al musikken til sig. Og så var der også i lang tid et medlem af bandet, der hed Kjartan, så selvom han ikke er med længere, har de også en smule navnebror-faktor, der gør dem ekstra interessante for mig personligt. De andre musikere er dog også rigtig talentfulde, og det er virkelig det værd at suge de musikalske oplevelser, som hvert medlem bidrager med.

13. Killer Mike
Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke har lyttet til meget af dette efterhånden veletablerede amerikanske hip hop-navn, men det, jeg har hørt af hans nyeste album, R.A.P. Music er helt spektakulært. Han elsker virkelig at rappe, og hans tekster er fandens stærke. Der er meget humor i hans lyrik, men der er mindst lige så meget stærke meddelelser, som man kan være enig eller uenig i, men uanset hvad, så er det ikke som meget andet, genren har at byde på for tiden. Pladen er produceret af El-P, et andet navn, som lige akkurat ikke nåede at komme med på listen, men han er uden tvivl også værd at anbefale for alle fans af hip hop med fede tekster og stærke beats. Mike er en slags blanding mellem OutKast og N.W.A., som er to meget forskellige, men dog også to rigtig gode hip hop-grupper, som det aldrig er skidt at minde mig om.

12. Kraftwerk
“HVAD? Kraftwerk er kun nr. 12?” sidder mange sikkert og skriger foran deres skærm, som de læser dette. Okay, men det er desværre sådan at Ralf Hütter er det eneste medlem, der er tilbage fra deres storhedstid. Det gør dem selvfølgelig ikke dårlige eller uinteressante, de er jo trods alt på listen, og Ralf Hütters bidrag til bandet er ikke små på nogen måde. Og de nuværende medlemmer er absolut heller ikke dårlige, men lidt af magien savnes hos den tyske electronica-gruppe i dag. Dog er deres fantastiske trance-indbydende musikalske opbygninger lige så fascinerende som de altid har været, og de er jo legender, uanset hvor mange medlemmer vi stadig har i bandet. Intet andet band på Roskilde har haft et indflydelsesniveau, der på nogen måde kan sammenlignes med Kraftwerks.

11. King Krule
Ja, jeg er mere interesseret i at se denne unge britiske herre end at se Ralf Hütter og nogle andre gutter spille en serie af Kraftwerk-klassikere. Denne gut har en helt speciel stemme, som svæver et sted mellem Morissey, Nick Drake og Ian Curtis, alle helt fantastiske britiske musikere, som man kan mærke dybt nede i King Krules musik. Hans musik har meget dyb instrumentation og stemning, som han virkelig bør roses for. Netop disse tre navne kan også høres i meget af den stemning, som man kan høre hos King Krule, med meget mangfoldig instrumentation, der er det rene guf for ørerne. Præcis som Morrissey, Drake og Curtis kræver det dog nok også at du vænner dig til stemmen, for jeg skal gerne indrømme at jeg ikke var nær så glad for disse herrer, da jeg hørte dem for første gang i sammenligning med, hvad jeg synes nu. Edit: King Krule har desværre meldt afbud. Dog er der mange andre gode navne end blot de 15 på listen, så der er stadig noget at se til.

Det var så de første 5. Der er stadig 10 tilbage, men jeg vil alligevel rigtig gerne høre, hvem I selv er mest interesserede i, om I kendte nogen af disse navne i forvejen, og om I er blevet mere interesserede i nogen af disse navne efter at læse dette. Del gerne jeres mening, for jeg har nydt at dele min, og jeres er ikke den mindste smule mindre værd end min.